Troubadouren

✂ I Greven af Toulouses Gaard
En fremmet Harpespiller staaer
Og veed ei hvor han træder.
Ved Marmorpillens glatte Fod,
Saa sorgfrit som ved Eegens Rod,
Han sætter sig og qvæder.

✂ I smigrende og kielne Lyd
Som døve Sorg og vække Fryd,
Han høres henrykt synge
Om Ridderleeg og Skiønheds Magt,
Om Elskovs Løn og Hoffers Pragt
Og Kroner som ei tynge.

✂ Og rundt paa høie Corridor
Hofsindet samler sig i Chor
At trylles ved hans Toner,
Og Greven og Grevinden seer
Med Riddere og Fruer fleer
Fra aabnede Balconer.

✂ Men Slottets Herre snart et Bud
Til Strengens Mester sender ud
Ham dette at forkynde:
Sæt bort din Stav, fra nu vær min,
Sid ved mit Bord og drik min Viin
Og sov paa Silkehynde.

✂ Han tøved ei et Øieblik
Før han den lette Pagt indgik
Og villigt Greven tiente.
Til Løn for Sang og Harpeslag
Han levede i Fryd og Mag
Og ingen Uroe kiendte.

✂ Men rundt om ham det blev som Nat,
Hans Hierte frøs, hans Haand blev mat
Og svagt hans Toner løde;
Lig fangne Bæk som stille staaer
I Grevens qvalme Urtegaard,
Hans Qvad i Barmen døde.

✂ Da traad han med nedtynget Sind
Ved Morgengrye for Greven ind
Og sukkede sin Længsel:
Lad, Herre! lad din Troubadour
I den vildtsusende Natur
Udbryde af sit Fængsel.

✂ Thi ikke kaldtes han til Giest
Ved Qvindeleeg og Ridderfest,
Men uden Lov og Skranke
I Stormvind høit paa takket Field,
I Maaneskin ved Kildevæld
Med Aanderne at vanke.

✂ Lig Skovens Fugl fra Qvist til Qvist,
Han kiender ikke Roe og Rist,
En indre Magt ham driver,
Og syngende opsøger han
Ak! veed han hvad? fra Land til Land,
Dog ingensteds han bliver.

✂ Og fri som Vind og Væld, han sprang
Med Harpen over Mark og Vang
Og intet mere savned.
Da vaagned' Dagen høit i Skye,
Natur i Lys og Dug stod nye
Og rødmende ham favned.