Staffeldt, A. W. Schack von Digteren. Rhapsodie

Digteren
Rhapsodie

Naturens skiønne Paradiis
Fortryller Skaldens lyse Øie -
Han knæler ned for Dagens Lys
Nyefødt paa Østens røde Høie.
Ved Kildens flydende Krystal,
Ved Oceanets Bølgetrængsel,
Ved Elvens seierrige Fald
Undflygtet Fødeklippens Fængsel,
I Lundens tempellige Skiød
Hvor eenlige Betragtning troner,
Der møder ham den Himmelfred
Som smilende hans Harm forsoner. -
Han stiger op hvor Skyer sig
Om Klippens nøgne Isse trænge,
24 Hvor svangre Uveir gyselig
Ud over Dybets Taushed hænge;
Hvor Hymnen med opsvulmet Bryst
Sin Flammevinge freidig hæver,
Med høitopløftet Syn og Røst
Op for Alfaders Aasyn svæver. -
Han styrter sig i Grotter ned
Hvor selv Alciders Kiækhed blegner,
Selv Glædernes Erindring død
Hen for Melankolien segner.
Dybt hylled ind i natlig Flor,
Udstønnende en bange Tone,
Fremragende blandt Sorgers Chor,
Seer han Gudinden paa sin Trone,
Og fly'r, forfulgt af Rædslers Fjed,
Langt fra Melankoliens Rige,
Af Orkus' Nat til Lysets Bred,
Til Glæders Kreds igien at stige. -
Naar Helios i Havets Skiød
Sin Fakkels gyldne Flamme slukker,
Og Søvnens Gud i himmelsk Fred
Den tause Lidende indvugger;
Naar Drømmene med tvivlsomt Blik1)
Nedsvæve paa Selenes Straaler,
Uddryppe Guders Nektardrik
I Søvnens lethefyldte Skaaler;
Naar tunge Skykolosser sig
Fra Bierges mørke Lunde velte,
Med Maanens Lys, Gravlampen lig
I Mausolæer, sammensmelte,
Naar underfulde Syners Tal

* 25

Da for hans drukne Øie svømme,
Og Længselet med bange Kald
Fremlokker fierne Tid i Drømme;
Naar Anelsen bag Stierners Lys
Hvor Haabets Vinger bange falde,
Forraader ham et Paradiis
Hvorhen ham Fædres Siele kalde -
Da knæler han - som Offerrøg
Opstiger stille Damp fra Engen -
Ved Roden af en hellig Eeg,
Andægtig rørende ved Strengen;
Og ved dens første, svage Lyd
Hans Aand saa bange - salig bæver;
Indtil den nu til Guders Fryd
Paa Harmoniers Hav undsvæver.