Dæmonen

✂ Nei! længer jeg det ikke bære kan!
Forlad mig, himmelske Langmodighed!
Og du, ædruelige Maadehold!
En hellig, ivrende Fortørnelse
Ved Smintheus's Bue, Dragen Pythons Død,
Retfærdig Haan, som straffer Overmod,
Ved Kogg'ret, opfyldt med forgiftede
Ulægelige Saar og Smerters Brand,
Indvier mig. Det værste Udyr som
I Sæders Rige sniger om og lig
Erinnyen, med tusind Slangebid
Anfalder, Lasten ei, men Værd og Dyd,
Dæmonen Avind moden er til Hævn.
Far hen igjen, til Plagers Hjem far hen!
Og lægg din giftopblæste Scorpion
Som æder af din egen Barm, lægg den
Til Arimans1), din Faders, Hjerte hen!

✂ Da Oromasdes, Lysets rene Væld,
Naturen skabte og hun faver stod
Med Yndens Blomst ved Barmen, i sin Haand
Den søde Frugt, du sprang af Arimans
Fortvivlte Bryst, hvor Hovmod avled' dig
Med Afmagt, og i Raserie anfaldt
Din Fader først med tusind Slangesting.

✂ Blandt alle Laster som nedværdige
Jordklodens Gjest og slette Seglet ud
Hvormed han Skab'rens Faderhaand forlod,
Blandt alle Laster, alle, Avind er
Den fæleste. Ve over Barmen, hvor
Det Bedres Afskye og Forfølgelse
Sit Sæde tog! thi den er gold og død,
En lybisk Ørk, dens Aande Samum er.
O Avindsyge! Lysets Apostat!
Som sværger evigt Had Fortjenesten,
Og fnyser Hævn og Undergang mod alt
Du af dig selv ei skabe kan, endskjønt
Du det beundre maae, det Onde du
I Templer fatter ind og stiller hen
Paa græsselige Altre, faldne Aand!
Med Uforsonlighed, din Guddom troe,
Forfølger Oromasdes's Billed' du
I Alnaturen og besmitter det
Med Harmens Fraade og med Løgnens Dunst.
Hvo raaber Brand, naar den oprundne Dag,
Oplysning, falder ned i Lastens Kløft,
Paa Dumheds Pande, Ladheds Svaneduun?
Hvo skriger Oprør, naar det jordede
Aarhundred's Spøgelse, det Levendes
Idol og Fetisch end, fra Alteret
Nedstyrter og stavnbunden Vedtægt for
Fribaaren Hensigt hylende forgaaer?
Hvo slæbte Offer hen for Foden af
151 Iberisk Inquisitor, som modtog
Med Hæder og med Guld hver Sykophant
Og slagted' Mennesker for Livets Gud?
(Dog Tanken ei, thi den udødelig,
Og i Triumph paa Alba's faldne Sværd
Og Torquemada's Fakkel skuer ned)
O Dæmon Avind! du med Giftens Kalk
Belønned' hiin udødelige Mund,
Hvor Viisdoms Lægedom sig blandede
Med Suada's Honning; du paa Skaaret, som
Forvarsled' Fædrelandets Fald, indgrov
De store Navne, som i Sagnets Boe,
De svundne Tiders Ekkogrotte, end
Gjenlyde, blandede med Nutids Priis.

✂ Ve den! som herlig gaaer sit Old forud,
Et bedre Sekels hastende Herold.
Ve den! som dyrker dig, o Mennesk'hed!
Ved Nattens Lampe, Dagens Heltefærd,
Og ikke Mennesket; thi ak! hans Krands
Groer kun hos Efterslægten paa hans Grav,
Hans Old med Haan og Had belønner ham,
Fra Forum svandt hans Ære, og hans Fryd
Fra slukket Arne, thi han fredløs er.
Vil du, o Bruno! være lykkelig?
Til Søvnen tab din Nat, din Dag til Fjas,
Som slidte Penning, Mængden kun vær lig,
Da skal dit Arne lue overalt
Og overalt din Slægt omfavne dig.
Vær mindre, hvis det mueligt er, og de
Skal bære dig, du Usling! i Triumph.
Men vover du at være meer end de,
Og lyne gjennem de Beklumnes Sjel
Opdagelsen af egen Uværd, da
Rust dig til Kampen mod Gjenvordighed,
Og giv Anviisningen paa Arnefryd
152 Og Borgerfred, Natur og Stat igjen.
Thi Avind skrider sagte i dit Spor,
Et Uveir bag den lysoprundne Dag,
Og ve! den Nat han skygger af paa dig,
Er grumme Bødlers Tegn. Brat Tigeren
Forfølgelse fremstyrter af sin Kløft,
Ildaandende, med spændte Klø'r, imens
Bagvaskelsen paa Ondskabs fulde Torv
Dit Billed' brænder, og den trædske Løgn,
I Pagt med Aben Spot, opstiller det,
Vanskabt til Larve og til Grotteværk,
Paa Markedet, hvor Tankeløshed stivt
Med tvende svolne Øine der begloer
Og Latteren i Siden holder sig.

✂ Dog - du udkaarne, store Genius
Naturen adlede ved herligt Kald;
Med hvem, ved rigere Nærværelse,
Hun inderligere forened' sig;
Du gyldne Kar, som til sin høie Rand
Med hiin den første Eenhed fyldte dig,
Vær stærk og strid og overvind som Helt!
Flygt ei til Dorskheds Hynde, ikke til
Navnløsheds Skygger! Grund dit store Værk,
Det være eensomt Forsken eller Daad,
Og Du Spinoza eller Washington,
Grund og fuldend det!
Verden med Foragt
Dig brændemærke - den er ikke stor
Som til at synes liden ei har Mod;
Og æsker den din Graad, saa yd
Den villigen: Gjenvordighed
Din Høikraft styrker, og ved Taarers Væld
En himmelsk Nymphe, Taalmod, møder dig.
Foragt, (det du tør vove) Oldets Fryd
Og Oldets Ære: i din egen Barm
153 Er skabende Henrykkelse, og al
Den Dyrkelse forud, som Tiderne
I Omgang om din Grav skal yde dig.
Thi Phantasien vækker Slægterne
Før Fødselen, og stille leder dem
Med Harpeslag og Krands, et Offertog,
Forbi din drukne Aand, som i et Nu
Guddommelig et Æon fatter ind.

✂ Saaledes, i en høi're Sphære, du
Dit Værk fuldender og nedkaster det
I Tidens Flod; det staaer, dog Avind ei:
Uhyret fly'r til Helvede igjen,
Omvinder ikke Fordoms Krykkepar
Med stiaalne Laurbærblade, kroner ei
Den vingeløse Middelmaadighed,
Det Kryb, som graver sig i Jorden ind.