Staffeldt, A. W. Schack von Paa Toppen af Mont-Cenis

Paa Toppen af Mont-Cenis

Hvilket Uveir! Storm og Torden døve,
Eegens Rod omfavnes af dens Top,
Skoven styrter; Søer, Floder støve
Under Stormens Slag i Taage op.

Gemsen tumler ned fra frosne Bølger,
Uveirsdøden over Bierget gaaer;
Ulven venlig sig i Hiorden dølger,
Skræk om Alt en Slægtskabskiæde slaaer.

Mennesket de vredne Hænder folder,
Og et Tempel hver en Hytte er,
Hvert et Haab i Undergangen holder
Sig ved Bøn og ydmyg Tempelfærd.

Lyn i Lyn sig om min Isse slynge,
Og som fra den høie Klippestrand,
Skuer jeg et Hav af Dunster gynge
Over dybe, havbundlige Land.

Uadskilte Lyn mit Øie blinder,
og sig Lyset selv tilintetgiør;
Hvert et Brag i Almeenbuldren svinder,
Døvende, den i sig selv hendøer.

383

Ras Og hyl, Orkan! og brøl, o Torden!
Bæv i hver en Aare, Risefield!
Bryd, du fangne Ild! bryd ud af Jorden,
Havet drik! Sug Floden af dens Væld!

Hvilken bange Vellyst! liflig Gruen!
Orm og Guddom stride i mit Bryst:
Denne seirer - o Natur! din Truen
Kun mig ryster til en Seraphs Lyst.

Min udødelige Aand sig hæver
Høiere i Altings Undergang,
Paa lynvinget Tordenvogn den svæver
Triumpherende med Seierssang.

Kun en Boble, som paa Havet springer,
Er et Skybrud for min stærke Aand,
Thi selv Undergangen jeg paatvinger
Skiønhedskrandsen med min Skaberhaand.

Ja! naar Sole aldrende udbrænder,
Kloder smuldre - da udødelig,
Da guddommelig jeg mig erkiender,
Og o Alaand! Fader hilser dig.

Denne Tryghed ved Naturens Gruen,
Denne Fasthed midt i Altings Fald,
Denne Fryd ved Undergangs Beskuen
Vidner om mit grændseløse Kald.

384