↩

Fugleapotheose

✂ Paa Unger sidder
En kiærlig Hun,
Ved Hannens Qvidder
Saa mangen Stund.

✂ Da kom mod Qvelde
Fra Milers Røg
Tre Mænd, at fælde
Den ranke Bøg.

✂ Og Lunden brager
Af Øxeslag,
Og Fuglen klager
Ved hvert et Drag.

298

✂ Men for de Ægge
Er Bullen haard,
Thi Glød de lægge
I Træets Saar.

✂ Da Vinden vender
Saa hastigt sig,
Og Luen brænder,
Ustandselig.

✂ Paa Unger sidder
Den Ømme der,
Men Hannens Qvidder
Ei høres meer.

✂ Om elsket Rede,
Om spæde Kuld
Han sig vil brede,
Saa rædselfuld.

✂ Forgiæves klynker,
Den ømme Han,
Snart brændt han synker
Fra Redens Rand.

✂ Da Hunnen giver
Et Skrig, og saa
End offer bliver
For sine Smaae.

✂ Den Ild fortærte
Det heele Kuld,
Og ak! af Smerte
Min Barm blev fuld.

299

✂ Men da mit Øie
Fra Jorderig
Til Valhals Høie
Opløfter sig,

✂ I Friggas Hænder
Jeg Reden seer,
Og o! nu brænder
Den ikke meer.

✂ Af Ildens Luer
Hun frelsed' den,
Og venlig skuer
Den nu igien.

✂ Paa Reden sidder
Den Hun paa nye,
Med sagte Qvidder,
Saa blid og blye;

✂ Mens Hannen svinger
Sig rask og glad
Om Friggas Finger
Med freidigt Qvad.

✂ Gudinden mader
De Unger blidt,
Og klapper Fader
Og Moder tidt;

✂ Med Reden prydes
Idunas Træ,
Nu Himlen frydes
Ved Jordens Kræ.

300