Aftenhøitid

✂ Solen daler, Natten aander Taage
Ud fra Østen over Vang og Vig;
Alting hviler, selv fredløse Maage
Dybt i Strandens Rafter skiuler sig.

✂ Neppe Luftens matte Pulsslag bæver
I din lette Krone, stille Bøg;
Rank, som Pillen, Engens Damp sig hæver
Og den er Naturens Offerrøg.

✂ O hvor festlig, o hvor hellig - stille
Hviler alt paa Jord, i Luft og Hav!
Selv Gestalterne sig ikke skille,
Blandede i Natten, Altings Grav.

✂ Phantasien sagte Haabets Riger,
Dødens Afgrund lukker op, og brat
Ufødt Fremtid ned fra Himlen stiger,
Jordet Fortid op af Glemsels Nat.

✂ Hist hvor Aspers Bladekuppel bæver
Over svundne Seklers Heltebeen,
Oltids helligholdte Maner svæver
Rundt om mosbegroet Bautasteen.

✂ Ærefrygt og hellig Gru hidvifter
Fra den gamle, grønne Kiæmpegrav,
Harpesælle Oldtids Storbedrifter
Gaae i Mindet over Jord og Hav;

✂ Medens Himlen med hver venlig Stierne
Nærmere mod Jorden synker ned,
Og Forventningernes stille Fierne
Træder i det Virkeliges Sted.

✂ O hvor bliver let, hvad mig nedtyngte!
O hvor liden, hvad opløfted' mig!
Hvad mig knused', hvad jeg tæt omslyngte,
Er bortviftet, som en Drømmesvig.

✂ Hisset, hvor med hver en ustilt Længsel
Her, en evig Glæde bliver til,
Hist mig løfter af mit trange Fængsel
Phantasie ved helligt Tryllespil.

✂ Giennem Stierners gyldne Sæd jeg skrider,
Som imellem Agrens Vipper her,
Medens Tid og Rum sig rundt udvider
Uden Bund og Bred, for mit Begiær.

✂ Glæden, jeg i Tidens Hvirvler tabte
Og som ved mit Savn blev dobbelt skiøn,
Alt hvad Kunstnern i Begeistring skabte
Og som tændte Viisdoms kolde Søn,

✂ Hiine sødt-indbildte Idealer,
Som, i Samfund med Melancolie,
Phantasie i Fremtids Skumring maler
Og Forkrænkelighed luttres i:

✂ Alt jeg finder, alt, med fuldendt Nøie,
Hist i Ætrens Fredensocean,
Og jeg undres ei, thi Himlens Høie
Ere jo mit sande Fødeland.

✂ Svarer mig, Forklarte! Møder eder
Ikke hisset min Gestalt, lig dem
Natten her fra Dødens Grotter leder
Tidt igien til deres elskte Hiem?