Staffeldt, A. W. Schack von Aftenhøitid

Aftenhøitid

Solen daler, Natten aander Taage
Ud fra Østen over Vang og Vig;
Alting hviler, selv fredløse Maage
Dybt i Strandens Rafter skiuler sig.

Neppe Luftens matte Pulsslag bæver
I din lette Krone, stille Bøg;
Rank, som Pillen, Engens Damp sig hæver
Og den er Naturens Offerrøg.

O hvor festlig, o hvor hellig - stille
Hviler alt paa Jord, i Luft og Hav!
Selv Gestalterne sig ikke skille,
Blandede i Natten, Altings Grav.

Phantasien sagte Haabets Riger,
Dødens Afgrund lukker op, og brat
Ufødt Fremtid ned fra Himlen stiger,
Jordet Fortid op af Glemsels Nat.

429

Hist hvor Aspers Bladekuppel bæver
Over svundne Seklers Heltebeen,
Oltids helligholdte Maner svæver
Rundt om mosbegroet Bautasteen.

Ærefrygt og hellig Gru hidvifter
Fra den gamle, grønne Kiæmpegrav,
Harpesælle Oldtids Storbedrifter
Gaae i Mindet over Jord og Hav;

Medens Himlen med hver venlig Stierne
Nærmere mod Jorden synker ned,
Og Forventningernes stille Fierne
Træder i det Virkeliges Sted.

O hvor bliver let, hvad mig nedtyngte!
O hvor liden, hvad opløfted' mig!
Hvad mig knused', hvad jeg tæt omslyngte,
Er bortviftet, som en Drømmesvig.

Hisset, hvor med hver en ustilt Længsel
Her, en evig Glæde bliver til,
Hist mig løfter af mit trange Fængsel
Phantasie ved helligt Tryllespil.

Giennem Stierners gyldne Sæd jeg skrider,
Som imellem Agrens Vipper her,
Medens Tid og Rum sig rundt udvider
Uden Bund og Bred, for mit Begiær.

Glæden, jeg i Tidens Hvirvler tabte
Og som ved mit Savn blev dobbelt skiøn,
Alt hvad Kunstnern i Begeistring skabte
Og som tændte Viisdoms kolde Søn,

430

Hiine sødt-indbildte Idealer,
Som, i Samfund med Melancolie,
Phantasie i Fremtids Skumring maler
Og Forkrænkelighed luttres i:

Alt jeg finder, alt, med fuldendt Nøie,
Hist i Ætrens Fredensocean,
Og jeg undres ei, thi Himlens Høie
Ere jo mit sande Fødeland.

Svarer mig, Forklarte! Møder eder
Ikke hisset min Gestalt, lig dem
Natten her fra Dødens Grotter leder
Tidt igien til deres elskte Hiem?