Den Forførte

✂ Før drypper ei Dug fra Himlen ned,
Før jeg holder op at græde!
Som Løvet for Høstvindens susende Pust,
Saa svandt min Lykke og Glæde.

✂ I Møernes Rad jeg stod saa rank,
De Svende mig saae og brændte:
Men bort fra dem alle med kneisende Hu
Mit stolte Hjerte jeg vendte.

✂ En Fremmed som Gjæst til denne Egn
Nediled' fra hine Høie:
Hans Gang var saa herlig, hans Lokke saa mørk,
Saa lyst hans glimrende Øie.

✂ I Dandsen han mig, jeg ham kun saae,
Han trylled' med slebne Sæder.
Om Natten ved Døren til Citherens Lyd
En Sang han lokkende qvæder.

✂ O du blant Møer
Den eeneste Skjønne,
Klingling - ling - ling -
Min Elskov du lønne,
Hvis ei, jeg døer!
Klingling - ling - ling -
Hvis ei, jeg døer.
Klingling - ling - ling -
103 Luk op! Luk op!
Hør Brændingen bruse!
Hør Natvinden suse
I Lindens Top!

✂ Dit Øie kun
En Straale nedsende,
Og Natten skal brænde
Som Middagsstund.

✂ Oplad din Røst
Og Uveiret smiler,
Og Havet sødt hviler
Ved Jordens Bryst.

✂ Luk op i Hast!
Jeg zittrer, jeg gyser,
Og Haanden den fryser
Ved Cithern fast.

✂ Din Dør opluk,
Hvis ikke, du Grumme,
Jeg her skal forstumme
I sidste Suk!

✂ Den Duun blev saa haard, den Seng saa trang,
Jeg monne ei Lise finde;
Jeg springer i natlige Klædebon op
Og Sangern, væ mig! er inde.

✂ Han var saa beskeden, øm og huld,
Jeg monne ei tage Vare;
Han dristig afbrækkede Liljen og snart
For stedse saae jeg ham fare.

✂ Som Knopper, de Bryster svulmed' op
Og Gjorden mig trangt omspændte;
Jeg blussende vendte fra alle mig bort,
Thi ak! min Brøde de kjendte.

✂ I Møernes Rad jeg stod ei meer,
De Svende for mig ei brændte;
Men bort fra mig Arme med haanende Hu
De stolte Hjerter de vendte.

✂ Min Moder ei længer Jammern bar
Og lagde sig ned til Hvile;
Jeg skued' min Broder som deelte min Skam,
Til fierne Lande bortile.

✂ I Qval og i Angst ni Maaner gik,
Da laae i mit Skjød den Spæde;
Jeg moderlig smiled', dog Skiændsel og Nød
Forgifted' Moderens Glæde.

✂ Fortvivlen mig greb, forvirrende
De ængstede, matte Sandser,
Dog, store Natur! du din Favn om mig slaaer
Og Dolken seirende standser.

✂ Jeg lægger det Noer til Moderbryst
Og føler Naturens Kieder;
Jeg løfter det, rødt af nedgaaende Sol,
Til Solens Skaber og beder:

✂ Algode, som tæller hver en Myg
Hvis Vinger mig her omsværme,
Sku' ned paa dit Billed og faderlig du
Den Faderløse beskjerme!

✂ Han hverken har Fader eller Navn,
Og Verden ham nægter Ære:
Hans Fader du være og Fromhed hans Navn,
Hans Verden Klosteret være!

✂ Den Moder snart Nonnesløret tog
Og tvætted' i Graad sin Brøde;
Han som St. Franciskus's Discipel blev stor
I Klostermuurenes Øde.