Til den Troløse

✂ Naar paa dit Skiød en Anden troner
bestraalet af dit Øies Ild:
Naar ei for Jordens tusind Kroner
han bytted' bort din Vellysts Smiil;

✂ Naar da i dobbelt Favn forenede,1)
med Mund paa Mund, med Bryst mod Bryst,
som til et Støttepar forstenede,
I daane, døe i Elskovs Lyst;

✂ Og nu, du med gientændte Blikke
af Glædens Dvale vaagne maae -
da, lig en Afdøds tomme Skygge,
mit blege Billed for dig staae.

✂ Hvi visner nu paa dine Kinder
i Vellysts Smiil dit Hiertes Hæld?
Siig, hvi, af Rædsel pidsker, rinder
dit Blod tilbage til sit Væld?

✂ Før lig en Gæst fra Engles Rige,
mit Billed du velkomment bød,
og Phantasien Englens Lige
til Himlen løfted fra dit Skiød.

✂ Af Fordums Baggrund nu det træde
med Sygdoms Bleghed, Sorgens Træk,
ei meer med Englekommes Glæde,
men fulgt af Anger, Skam og Skræk.

✂ Som naar om lukte Øielaage
et Natsyn varsler Nød og Vee,
saa du i Mindets qvalme Taage
end slukte Dages Skygger see.

✂ Din Elsker paa sit Skiød dig vugge
og spotte Skræk og Anger bort,
dog viid, Erinnerne oplukke
alt Orkus'2) tunge Kobberport.

✂ Naar jeg min matte Aand udsukker,
naar Jorden tager mod mit Leer,
og Veemod ved min Gravhøi klukker:
Han sover - muldrer - er ei meer!

✂ Da - gys! - Erinnerne3) oprive
min Grav, og danne paa dens Bred
af Ligdunst mit Phantom og drive
det derfra til dit Leiested.

✂ Med visnet Læbe, udslukt Øie,
med standset Hierte, lydløst Bryst,
saa staaer jeg for dit tause Leie
ved Taarnets hule Midnatsrøst.

✂ Du svømmer trygt i Søvnens Taage
med Rosen lig udsprungen Mund,
Og veed ei at Erinner vaage
hos trygge Troløshed i Blund.

✂ Dit Hierte sig af Fryd forstørrer,
din Haand til Skiebnens Urne naaer,
thi Phantasus, de Drømmes Fører,
blid ved dit Hovedgierde staaer.

✂ End hviler du bag Søvnens Dække,
end male Drømme sig derpaa,
men snart skal Søvnens Forhæng sprække
og Gravens Søn i Riften staae.

✂ Rundt Livets Skueplads er øde,
og Hielpens Haand er Søvnens Træl -
Nu du for Svig og Meneed bøde
med rædselgiennemboret Siel.

✂ Fortvivlende, du sønderslide
de silkebløde Lokkers Baand!
Fortvivlende, til Blod du vride
den rene Snee paa krympet Haand:

✂ End ei for Dagens Komme svinde
opbrukne Liighøis fæle Søn;
men ved din matte Tinding binde
Erinnen ham til Meneeds Løn. -

✂ O grumme Systre, holder inde,
og daaner, stivnede til Steen!
Til Graven du igien forsvinde,
Vanskabning, Dunst af skiøre Been!

✂ Mit Hierte smelter, Taaren flyder.
Mig smitte ikke Hævnens Lyst.
Min Haand jeg til Forsoning byder,
Troløse, Dig, med sonet Bryst.

✂ Mit Billede sig ikke trænge
ind i din Elskovs Helligdom,
og ved din Tinding aldrig hænge
Erinnens Grumhed mit Phantom,

✂ I Tungsinds hellig stille Mørke
Dit Billed' jeg opstille skal
og ak! med Taarers Offer dyrke,
tro i mit glædeløse Kald.

✂ Imens hver Morgens Purpur dugge
ny Glæde paa dit Leie ned;
hver Aften kun i Blund dig vugge
til sødt Bedrag og Glemsels Fred.

✂ Naar mørkt mit Blik ved Himlen hænger,
en Fryd nedsynke i dit Sind;
naar ak! min Taare frem sig trænger,
et Smiil udspringe paa din Kind.

✂ I Kreds af alle Aldres Glæder
du sildig staae paa Gravens Rand;
naar Dødens Skygge for dig træder,
da giennemstraale Haabets Land!