Staffeldt, A. W. Schack von Den grædske Blomsterpige

Den grædske Blomsterpige

Lytter, Vise! til mit Qvad
Skiøndt jeg ikkun Krandse sælger,
Ikkun Qvist og Blomst og Blad
Til mit ringe Kunstværk vælger,
Thi en høi Betydning er
I min nydelige Færd.

Medens disse Stilke maae
Villigt ved min Kunst sig bøie,
Til et yndigt Billed' paa
Tidens Vexel de sig føie:
Krandsende ledsager jeg
Mennesket paa Livets Vei.

Naar med Graad det spæde Noer
Slipper af sit Fødefængsel,
Naar en Yngling Brudens Giord
263 Løser under kielen Længsel,
Naar en Olding segner ned,
Stedse er min Krands bered.

Ømme Elsker, ved sin Dør
Pigen disse Roser finde!
Snække, ei du stunde før
Palmerne din Stevn omvinde!
Skiebnen elsker Blomster smaae,
Blomster Hæld og Lykke spaae.

Helt og Sanger, eders Løn
Færdig i min Haand den hviler;
Glade Tak og fromme Bøn,
Guden mild til Krandse smiler,
Ei paa gylden Trefod meer
End paa Blomst og Blad han seer.

Saa! ved Vugge, Sarcophag,
Torus, Alter, Glavind, Strenge,
Snækkens Stevn og Hyttens Tag
Mine friske Krandse hænge:
Sorg og Fryd, og Værd og Id,
Om en Krands de komme hid.

Hvor om Noerets Knoppeqvist
Her Cypresserne sig vinde,
Medens Glædens Roser hist
Under Laurens Alvor svinde!
Her i Kurven leger du,
Hendelse, med sindrig Hu.

Lytter, Vise! da til mig
Skiøndt jeg Krandse kun bereder,
Thi de friske vinde sig
Om Nødvendighedens Kieder:
264 Skiebnen lig, med alle Kaar
I min Kurv jeg roelig gaaer.