Staffeldt, A. W. Schack von Ved Emmas Dødsseng. Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik

Ved Emmas Dødsseng Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik

Emma lider - tusind Helvedsqvaler -
Dødens Budskab i hver Aare slaaer -
Og dog reiser Solen sig og daler,
Og sin Gang Naturen freidigt gaaer!

Livets Fader! skal den Dyd og Ynde
Jorden med begeistret Elskov saae,
Dig med Angstens qvalte Skrig forkynde
Og i Rettersteders Qval forgaae?

Hvis du ei din egen Afkom hader
Og dit Vorde ikke angrer dig,
Da bønhør, Barmhiertighedens Fader,
Hendes, mine, heele Jordens Skrig!

278

Emma strider - Fader i det Høie,
Send med Hielp en Engel fra dit Skiød!
Jord og Himmel, skuer! hendes Øie
Slukkes - brister - hun er død! - -

Ja! det er, det Vanvid er, som fletter
Skiebnens Slavekiæde Led for Led,
Er indtemplet Skadelyst som mætter
Sig med Jammergraad og Angestsved!

Styrter, Templer! Tier, Hymmer! Bønner!
Himlens Latter haaner Jordens Skrig!
Hører det, bedragne Støvets Sønner!
Guds Barmhiertighed er Løgn og Svig!

Nu saa falde Frugten raae til Jorden!
Axet visne bort paa knækket Straae!
Hyl, o Stormvind! Rul og ram, o Torden!
Og Natur i Krampe rundt forgaae!

Raser, Krig og Pest og Misvæxtsjammer!
Bryd din Lænke, Lasters fæle Chor!
Lumske Blodskyld, som i Mørket rammer!
Hævnelyst og cannibalisk Mord!

Brister, Samfunds helligholdte Kieder!
Bliv til Skiændsel, Kongemajestæt!
Templets Tiener som ved Altret beder,
Slagtet, martret vorde han paa det!

Smiil, o Fader, naar din muntre Broder
Mætter dig med dine Sønners Død!
Sønderriv, o Pog, din svangre Moder,
Opslug Søsteren i hendes Skiød!

279

Flye, Fornuft, flye til en anden Sfære!
Luk for evig, Dag, din gyldne Port!
Mulm og Vanvid, Jorden I regiere!
Gud fra den sit Aasyn vendte bort!