Staffeldt, A. W. Schack von Melancholie. Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik

Melancholie
Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik

Jeg gisper saa ængstligt af knusede Bryst
Og furer med Graad mine Kinder,
Jeg trygler hvert brændende Alter om Trøst,
Men Lise og Hvile ei finder.

Ha! bad jeg paa slagtede Sønner til Giæst
Den smilende Fader, min Broder?
Og dypped' jeg Haanden, en anden Orest,
I Blod af livtryglende Moder?

I Drømmenes Grotte, i Søvngudens Lye
Forgiæves mit Hoved jeg dølger,
Til Templet i Alterets hellige Skye
Mig fraadende Furie følger.

335

O Venskab! jeg synker saa tidt i din Arm,
Min Graad du saa yndigt aftørrer,
Men Lidelsens Billed', som fylder din Barm,
Sit Urbilled' grusomt forstørrer.

I Glædernes Hvirvel jeg kaster mig ned,
Bevidstløsheds Skiold mig bedækker:
Min Glæde er Svimmel og Dvale min Fred,
Erinnen igien mig optrækker.

Hos Phantasos søger jeg Lise og Roe,
Saa digterisk sødt han mig kalder,
O rædsomme Svig! i hans magiske Boe
Min Qval som Gigant mig anfalder.

Jeg sidder saa troeligt ved Viisdommens Væld
Og Oldtidens Straaler jeg sanker,
Men ved Idealer af Dyd og af Hæld
Mit Hierte end bangere banker.

Hvor Perlen ei ræddes for Dykkerens Haand,
I Havbundens dybeste Grotte,
Saa mystiskt det kalder, dog hvis for min Aand
Der Fortid og Fremtid sig blotte?

Det vinker saa sagte tiltrækkende hist
Hvor Sole og Maaner opstige,
Dog siig, er sig Aanden, o Viisdom, bevidst
I Haabets forjættede Rige?

Hvo viser mig Lunas fredsusende Lund
Hvor Helved selv Lasten forskaaner,
Og Moderens hylende Morder i Blund,
Fra Angest og Anger, bortdaaner?

336

Men ak! den forsvandt - o saa kast dig, min Siel,
I Lethes dorskrindende Bølge,
Thi kun hvor der hverken er Qval eller Hæld,
Din Bøddel dig ikke tør følge!