Staffeldt, A. W. Schack von St. Jørgen fra Søen

St. Jørgen fra Søen

Naar Jorden ved Midnattens dugfulde Bryst
Saa stille ligger og dier,
Naar Staden hviler fra Idræt og Lyst
Med dæmpede Livsmelodier,
En grublende Vandrer, Midnattens Ven,
Ved St. Jørgens Søe da sætter sig hen.

Og da stiger af Søens Sølverblaae
En Gestalt i Harnisk og Plade,
Og brat de vaagnende Fugle slaae
I Lindenes bævende Blade,
Og alle Blomster end lukke sig op
Og Vindene vaagne paa Sivenes Top.

Det er Sanct Jørgen1), den Helgen saa bold,
De Christnes vældige Kiæmpe,
Som sendtes af Gud, den Ondes Vold
I underfuld Seier at dæmpe:
Lindormen sig under hans Spydstage vred,
Men roelig han giennem Verdenen red.

Thi kneisede her ved sivkrandset Bred
Hans Capel i forrige Dage,
Men da sank det igien i Bølgerne ned
Med Helgen, Alter og Drage:

* 208

En anden Tidsalder velted' sig om
Og Hiertet blev viist da Forstanden blev from.

Den Helgen stander paa Bølgen der
Og i dyb Betragtning han skuer
Vor Frues Spiir, som i Maanens Skiær
Med Korset paa Kloden fremluer,
Og paa St. Peder og Nicolai end
I dyb Betragtning stirrer han hen.

»Der staaer eders Templer, saa raaber han ud,
Men siger, hvor er Eders Guder?
Ei skulle I dyrke hver jordskabt Gud
Som rommerske Klerke bebuder,
Ei skulle I tigge Brød af en Steen
Og Liv og Karskhed af Dødningens Been.

Men Livet herligt skal brede sig ud
I Bønnens stille Forklaring,
Og Himlen skal synke med hver en Gud
I Hierternes Aabenbaring,
Og Guder og Mennesker Haand i Haand
Skal knytte det saligste Slægtskabsbaand.

Forhærdede Tid! Kun Hierterne kan
Dette indvaanende Evige ane;
Imens af Naturen din golde Forstand
Kun dens truende Gienfærd kan mane,
Den rundt paa Jorden, blandt Stjernerne gaaer
Og alle de herlige Guder nedslaaer.

Fornedrede Tid! Du Lænken rev af,
Som Jorden til Himlene binder,
Thi flyder du ei i det Eviges Hav,
Derfra til en Sump du udrinder,
Thi strækker endnu kun Uskyld og Savn
Af Verden bespottet, mod Himlen sin Favn.

209

Kun Poge og Gubber med vaklende Fod
Betræde de hellige Fliser,
Og Korset, som herligt paa Jorden stod,
Kun som Rangle og Krykke de priser,
Ved Alteret tigge de Skaansel og Løn,
Hvor er da Gudernes elskede Søn?

En Tid der var, da Guddommen brød
Af Naturens Knop og fremsmilte,
Lig Sommerfugle i Lilliers Skiød,
I Gudblomster Mennesket hvilte,
O himmelske Tid! Du lever kun
Endnu i Profetens og Sangerens Mund!

En Alder der var, da Alt og Eet
Sig favned' i salig Forening,
O da havde Hierterne stedse Ret
Og Livet var Guddomsforleening,
Endnu var Mennesket ikke to,
Og al dets Rigdom ei Drømme og Troe.

Da skilte den saligste Blanding sig ad,
Det Eene i Alt sig erkiendte,
Paa Menneskets Pande nu Tanken sad
Og Love til Hiertet nedsendte,
Kun Længsel og Minde bleve igien
Og lokked' tilbage til Himmelen.

Og ved den fromme, den barnlige Troe
Fremblomstred' et Trøstens Rige,
Der alle de renere Ønsker boe
Som Tidens Omskiftelser svige,
Der gaaer end Guddommen fiernt forbi
Og Livet modtager i Sværmerie.

Glem aldrig, o Menneske! aldrig glem
At hige til Troens Rige,
210 Thi o det er alt det Skiønnes Hiem!
Kun Savnet til Himlen tør stige.
Kald aldrig Hiertets Sandheder Svig,
Thi kun barnlig Troe kan giøre dig rig.«

Og raskt igien, som i bristende Jord
En Tempelpille nedsynker,
I Søen han daler. I Taageflor
Naturen sig hyller og ynker.
Da Guddommen kommer i Solen igien,
Dog Mennesket ikke erkiender den.