Staffeldt, A. W. Schack von Blomsterne

Blomsterne

Og over Engen
Jeg eensom gaaer,
Og Harpestrængen
Med Længsel slaaer
De Klippesteene
Bevæge sig,
I Lundens Greene
Det svarer mig.

Biergkløften giælder
Saa vemodsfuld,
Af Gruben vælder
Det gamle Guld;
De Blomster bæve
Og hilse mig,
Og alle hæve
Paa Stilken sig.

For stedse spæde,
De være maae
Naturens Glæde
Og hendes Smaae:
Ved hendes Bryster,
Endnu som før,
Med rene Lyster
De die tør.

219

I hver en Stengel
Indlukket boer
En barnlig Engel,
Et Himmelnoer;
Og naar i Tiden
Den Blomst forgaaer,
En Engel liden
Af den opstaaer.

De synes trænge
Sig venligt nær,
Som om de længe
Mig havde kiær,
Som om de vilde
Ved Farvespil
Mit Savn formilde,
Mig tale til.

Thi ak! den Alder,
Som Skialden end
Med Længsel kalder
Omsonst igien,
Endnu den hviler,
Den skiønne Tid,
Og standset smiler
I Blomsten blid.

Det, som ham tryller,
Fra Vaar til Vaar
I Blomsterhyller
Fremarvet gaaer:
Hvert Frø bevarer
Hiint første end,
Men aabenbarer
Det ei igien.

220

Ja Blomster spæde
Min Sang forstaae,
Om Natten græde
De Taarer smaa,
At Uskylds Dage
Ak! kun hos dem
Endnu tilbage
Beholdt et Hiem.

Mod mig de hige
Saa nær, saa nær,
De ville sige
Hvad svundet er;
Men ak! de ikke
Tør sige hvad,
Thi kun de nikke
Med løftet Blad.

Thi kun de bæve
Og hilse mig
Og alle hæve
Paa Stilken sig.
Naar over Engen
Jeg eensom gaaer,
Og Harpestrengen
Med Længsel slaaer.