Til Veemodigheden
Sonnet

✂ Naar paa Bølgen Aftenrøden bæver,
Maanen følger Solens gyldne Fied,
Dvæler over Dødes Hvilested
Hvor Erindringen sit Hoved hæver;

✂ Naar sig Mørkets sorte Belte væver
Rundt om Jorden til Usynlighed,
Og til Stiernebuens Herlighed
Haabet op paa bange Vinge svæver,

✂ Møder du, Veemodighed, mit Hierte
Da med Himlens Bæger fuldt af Hæld
Og en Draabe fuld af jordisk Smerte.

✂ Tak, o Himmelskyndige, som lærte
Mig at yde Dødeliges Gield
Ved Udødeliges Glædevæld.