Hiertets Philosophie

✂ Skiøn er den svulmende Sommer med Lysets omstyrtede Urne
Medens en Eegeløvkrands kiøler dens luende Kind,
Skiøn er den svulmende Sommer og lig den signede Qvinde
Som ved Lucinas Fod naadig Bønhørelse fandt.
Ah! men skiønnere dog er Aarets smilende Ungdom,
Skabelsens Billed' den er, Skabelsens aarlige Fest,
Lig den rødmende Møe, hvis Belte ingen opløste
Og hvem i Anelser kun Nydelsen nærmede sig.
Kun det Vordende er i Skabningen Gudernes Yndling,
Naar det Vordende er raaber Kronion: forgaae!
Thi kun et Øieblik han det Fuldbragte, hans Lige, forunded';
Fra Fuldkommenheds Top støder Forandring det ned.
Det er Gudernes Drift naar du det Vordende elsker,
Halvt er meere end Heelt, nøisomme Hierte for dig:
Om det Heele Fornuft opreiser Lovenes Skranker,
Phantasien i Baand blunder ved Dronningens Fod,
Men den Hulde som blev til Legeveninde dig givet
Flaggrer gøglende rundt om den forskiønnede Deel.
Blændværk og Drømmesyn ja! fra spraglede Vinger hun drysser
Og et Aandedrags Stød Skabningen blæser omkuld,
Men i Ustadigheds Favn sank Glæden jo ned fra Olympen,
Er ei dens Evighed, flaggrende Hierte, dens Død?
Barmen er Glædens Hiem, i Følelsers hellige Mørke
Guddommen lagde den hen, Eenfoldens lønlige Skat:
Vov at begribe hvad ei du mægter i Ord at udaande,
Skatten svinder - du har, Daare! kun Mindet igien.
See hvor den stolte Fornuft, som praler med evige Aner,
Grunder sit frydløse Værk midt i Æonernes Strøm:
Uforandret og eens, den giennem Omskiftelser skrider
Og i Forvandlingens Skiød griber den styrende Lov,
Holder saa høit i sit Favn, høit over Omveltningens Hvirvler
Det fuldførte Begreb, evigt, men frydløst og dødt.
Phantasie nu fortvivlet sig under sit Pallads begraver,
Medens den golde Forstand, stiæler, o Hierte! fra dig;
Glæden, den kielne, den spæde, ved Sandhedens Nordlys bortdaaner
202 Ak! og dens Sommerfuglkrop knuses i Tankernes Form.
Fryd er fri som en Gud og foragter Begrebernes Lænker,
Svøbt i Ukiendelighed, stiger den Himmelske ned:
Lig Sylfidernes Chor som svæver paa Stiernernes Straaler
Og med blussende Kind frygter det dristige Lys,
Saa den olympiske her aarvaagen Bevidsthed forbigaaer,
Kun i Uvidenheds Nat daler den himmelske Giæst.
Derfor kald ikke en Drøm hvad dig henrykker og tryller,
Skiøndt du vel ikke veed noget om hvad og hvorfor:
Hvad du føler, det er saa vist som Lilliens Vellugt,
Det er din Eiendom meer end hvad udenfor er.
Troer du at Viisdommens Rækværk kan rumme det endløse Heele
Og at Tankens Præg kun er Tilværelsens Pandt?
Ligemeget hvordan, naar Harpen kun bæver til Vellyd,
Om ved en Spillers Greb eller en Vestenvinds Spøg.
Var Endymion ei en Giæst ved Gudernes Taffel
Skiøndt han ved Nattens Barm, Tiggerens Billede, laae?
Salig uvidende, Hiertet ei Drømme og Sandhed adskiller,
Var i Olympen han ei, saa var Olympen i ham.
Men du frygter maaskee at Drømmen igien skal opløses:
Nu saa slumrer du ind, drømmer og trylles paa nye.
Alderen vaager kun ved Fornuftens stadige Lampe,
Glædeløs tæller den kun Tankernes samlede Skat,
Vare de kun noget meer end Skuepenge for Skabet
Og paa det store Torv ikke en ubekiendt Mynt!
Ungdoms Letsind, o du, som flagrer med spraglede Vinger
Rundt om Nydelsens Kalk, salige Letsind, vær min!
Hvad er Socrates's Vid, hvad Phocions Tale og Seier
Mod dit Libellespøg, Døgnets misundede Søn?
Hvad er skiønnere, hvad? end hiint usmittede Nøie
Som ved Naturens Barm yndigt udfolder sit Smiil?
Meget Himmelen gav, skiøndt Jorden det ikke beundrer
Og i Taarer er ak! Dyden kun frygtelig-skiøn.
Sandhed og Menneskeværd, de store Navne! jeg hædrer,
Men Naturen mig bød elske et smilende Liv:
203 Sidder ei Sorgen dybt ved Kundskabsbrønden, dens Nymphe?
Er det ei hende som tungt krandser Opofrelsens Helt?
Vov, o Menneske! ei at fordre Templer og Altre,
Zeus er hellig og god, derfor vær skyldfri og glad!
Eenfold og Uskyld, de søde, tilbedede Navne! jeg elsker,
Hvor de dvæle, der er Glæden en tøvende Giæst,
Hvor de dvæle der staaer vel ikke den gabende Trængsel,
Ingen Mindesteen der taler til seeneste Slægt,
Men der hviler, Kronion! dit altomfattende Øie
Og du giver et Smiil - Jordkloden ruller i Fred.