Agnar og Aslaug
✂
Ung Agnar tiener i Konningens Gaard,
Han er sig ei Hovmand og Ridder,
Naar fyldte Miødhorn ad Bordet gaaer
Paa Bænken Agnar ei sidder.
✂
Skiøn Aslaug er Dankonnings Dotter god
Og Danmarkis rankeste Lilje,
I Kinden stiger hver Ungersvends Blod
Naar Aslaug fremtræder paa Tilje.
✂
Som Lillien hvid og som Rosen rød
Er Herthedals feireste Blomme:
Den Rose som springer af Østens Skiød
Mon ikke saa faver fremkomme.
✂
Saa mangen stolt Ridder sig reed under Øe
Den Konningdotter at fæste,
Det var stolt Aslaug, den Dannemøe,
Hun agted' kun lidet de Giæste.
✂
Skiøn Aslaug sin Kaabe om Axlen mon slaae,
For Dannerkonning hun træder:
I lade mig Fader i Kloster gaae
Og slide de grove Haarklæder.
✂
I lade mig tage det Nonneslør
Og Christus mig kiærligen fæste,
Hvis ikke, af Sorrig jeg snarligt døer,
Gud vende det alt til det Bedste!
✂
Det svared' Dannerkonning bold:
Ei skal du Haarklæder slide,
En Ridder skal fange dig i sin Vold
Og sove alt hos din Side.
✂
Stolt Aslaug ganger saa langsomt ind
Til sine Tærner i Buure,
Der sad hun med Taarer paa falmende Kind
Og saae paa de sørgende Muure.
✂
Ung Agnar stander paa Engen grøn
Og binder de steilende Heste:
O hvis jeg var mig en Ridder skiøn
Da skulde jeg Aslaug fæste.
✂
Først skulde jeg drage i Hadingsfærd
Paa Søen og Jorden vide,
I gylden Rustning, med draget Sværd,
Til Hielp for alle som lide.
✂
Og naar da ved ridderligt Hug og Stik
Den Lindorm sig krymped' paa Rede,
Og Pillegrimmen uræddet gik
Til Kirkedøren, at bede,
✂
Da skulde jeg axle mit Skarlagensskind
Og trine med Hæder og Ære
For Dannerkonningens Sæde ind
Og Prisen for alle bære.
✂
Saa sukker ung Agnar og tidt monne see
Til Aslaugs glimrende Sale,
Og er i Hiertet saa mod og saa ve,
At ikke han mægter at tale.
✂
Og mild som Maanen i duggende Nat
Paa ham hendes Øie hviler,
Og han giennem Taarer vemodigt og mat
Som regnende Sommerdag, smiler.
✂
Stolt Aslaug sidder ved Abildtrærod
De Tærner i Buure sover,
Hun stirrer paa Blomsten ved sin Fod,
Ung Agnar til Døden hun lover.
✂
O hør mine Bønner, du hvide Christ,
Du over din Møe dig forbarme!
Paa Jorden jeg fanger ei Roe og Rist
Hvis ikke i Agnars Arme.
✂
Jeg agter kun lidet guldsømmede Maar
Og den velbyrdige Frende,
O gid jeg bar Vand i Konningens Gaard
Og dækkede Bord for hans Svende!
✂
Jeg agter kun lidet de Bolstre blaae
Hvor aldrig jeg Hvile kan finde,
O gid jeg deeled' skiøn Agnars Straae
Og bag ham Neeg turde binde!
✂
Ung Agnar aabner den qvalme Stald,
Han Hvile og Søvn ei kan fange,
Ham lokker Stierne og Nattergal
Til svalende Nøddetrægange.
✂
Og da han nu hørte ved Abildtrærod
Skiøn Aslaug tolke sin Smerte,
Da tindred' hans Øie, da fanged' han Mod,
Han trykte den Møe til sit Hierte.
✂
Hun drak hans brændende Aandedrag,
Han fik den skiønneste Gave:
Den Glæde og Gammen har ingen Dag
Som Elskendes Nætter mon have.
✂
I Konningens Gaard et Bryllup mon staae,
Fast ingen tog Deel i dets Glæde,
Kun Himlen med alle de Stierner smaae
Som Vidne og Giæst var tilstæde.
✂
Det var den arge Tærne, hun stod
Bag Busken og saae den Glæde,
Med sagte Fied hun den brat forlod
Og mon for Dankonning træde.
✂
Op Dannerkonning af Leiet brat!
Mens du dig paa Bolsteret vender
Ung Agnar derude ved Midienat
Skiøn Aslaug, din Dotter, skænder.
✂
Da skal dem times stor Jammer og Meen,
Dertil al Verdsens Elende:
Thi han skal hænge i Abildgreen
Og hun paa Baalet skal brænde.
✂
De kastedes baade i Taarnet ned,
Det var stor Angest og Qvide.
Om Morgenen kiørte de Bønder Ved,
Det lagdes ved Abildtræ-Side.
✂
Det var ung Agnar, da Solen gik op
Han blev i Træet opklynget,
Det var skiøn Aslaug, hendes Lilliekrop
Af Luerne blev omslynget.
✂
Ung Agnar da mælede til sin Brud:
O var jeg hos dig dernede!
Her Høgen hakker mit Øie ud
Og plukker mit Haar til sin Rede.
Det var skiøn Aslaug, i Luen hun staaer,
De Lillielemmer mon gløde:
Min Bryllupsseng er saa heed og haard,
De Lagen ere saa røde.
✂
Kold Agnar hang og Aslaug var Støv
Der var stor Jammer og Klage,
Da dryssed' hvert Abild fra Træets Løv,
Kun et eeneste blev tilbage.
✂
Og da i Høsten de bragte ind
Alt Korn i Loe og i Lade,
Da funkled' det Abild med Rosenkind
Saa eene blant svedene Blade.
✂
Liden Hofdreng en Aften for Konningen traad
Alt med det Abild hiint røde:
Det var Dankonning, da han det aad.
Saa sorrigfuld blev han og døde.