Staffeldt, A. W. Schack von Agnar og Aslaug

Agnar og Aslaug

Ung Agnar tiener i Konningens Gaard,
Han er sig ei Hovmand og Ridder,
Naar fyldte Miødhorn ad Bordet gaaer
Paa Bænken Agnar ei sidder.

258

Skiøn Aslaug er Dankonnings Dotter god
Og Danmarkis rankeste Lilje,
I Kinden stiger hver Ungersvends Blod
Naar Aslaug fremtræder paa Tilje.

Som Lillien hvid og som Rosen rød
Er Herthedals feireste Blomme:
Den Rose som springer af Østens Skiød
Mon ikke saa faver fremkomme.

Saa mangen stolt Ridder sig reed under Øe
Den Konningdotter at fæste,
Det var stolt Aslaug, den Dannemøe,
Hun agted' kun lidet de Giæste.

Skiøn Aslaug sin Kaabe om Axlen mon slaae,
For Dannerkonning hun træder:
I lade mig Fader i Kloster gaae
Og slide de grove Haarklæder.

I lade mig tage det Nonneslør
Og Christus mig kiærligen fæste,
Hvis ikke, af Sorrig jeg snarligt døer,
Gud vende det alt til det Bedste!

Det svared' Dannerkonning bold:
Ei skal du Haarklæder slide,
En Ridder skal fange dig i sin Vold
Og sove alt hos din Side.

Stolt Aslaug ganger saa langsomt ind
Til sine Tærner i Buure,
Der sad hun med Taarer paa falmende Kind
Og saae paa de sørgende Muure.

259

Ung Agnar stander paa Engen grøn
Og binder de steilende Heste:
O hvis jeg var mig en Ridder skiøn
Da skulde jeg Aslaug fæste.

Først skulde jeg drage i Hadingsfærd
Paa Søen og Jorden vide,
I gylden Rustning, med draget Sværd,
Til Hielp for alle som lide.

Og naar da ved ridderligt Hug og Stik
Den Lindorm sig krymped' paa Rede,
Og Pillegrimmen uræddet gik
Til Kirkedøren, at bede,

Da skulde jeg axle mit Skarlagensskind
Og trine med Hæder og Ære
For Dannerkonningens Sæde ind
Og Prisen for alle bære.

Saa sukker ung Agnar og tidt monne see
Til Aslaugs glimrende Sale,
Og er i Hiertet saa mod og saa ve,
At ikke han mægter at tale.

Og mild som Maanen i duggende Nat
Paa ham hendes Øie hviler,
Og han giennem Taarer vemodigt og mat
Som regnende Sommerdag, smiler.

Stolt Aslaug sidder ved Abildtrærod
De Tærner i Buure sover,
Hun stirrer paa Blomsten ved sin Fod,
Ung Agnar til Døden hun lover.

260

O hør mine Bønner, du hvide Christ,
Du over din Møe dig forbarme!
Paa Jorden jeg fanger ei Roe og Rist
Hvis ikke i Agnars Arme.

Jeg agter kun lidet guldsømmede Maar
Og den velbyrdige Frende,
O gid jeg bar Vand i Konningens Gaard
Og dækkede Bord for hans Svende!

Jeg agter kun lidet de Bolstre blaae
Hvor aldrig jeg Hvile kan finde,
O gid jeg deeled' skiøn Agnars Straae
Og bag ham Neeg turde binde!

Ung Agnar aabner den qvalme Stald,
Han Hvile og Søvn ei kan fange,
Ham lokker Stierne og Nattergal
Til svalende Nøddetrægange.

Og da han nu hørte ved Abildtrærod
Skiøn Aslaug tolke sin Smerte,
Da tindred' hans Øie, da fanged' han Mod,
Han trykte den Møe til sit Hierte.

Hun drak hans brændende Aandedrag,
Han fik den skiønneste Gave:
Den Glæde og Gammen har ingen Dag
Som Elskendes Nætter mon have.

I Konningens Gaard et Bryllup mon staae,
Fast ingen tog Deel i dets Glæde,
Kun Himlen med alle de Stierner smaae
Som Vidne og Giæst var tilstæde.

261

Det var den arge Tærne, hun stod
Bag Busken og saae den Glæde,
Med sagte Fied hun den brat forlod
Og mon for Dankonning træde.

Op Dannerkonning af Leiet brat!
Mens du dig paa Bolsteret vender
Ung Agnar derude ved Midienat
Skiøn Aslaug, din Dotter, skænder.

Da skal dem times stor Jammer og Meen,
Dertil al Verdsens Elende:
Thi han skal hænge i Abildgreen
Og hun paa Baalet skal brænde.

De kastedes baade i Taarnet ned,
Det var stor Angest og Qvide.
Om Morgenen kiørte de Bønder Ved,
Det lagdes ved Abildtræ-Side.

Det var ung Agnar, da Solen gik op
Han blev i Træet opklynget,
Det var skiøn Aslaug, hendes Lilliekrop
Af Luerne blev omslynget.

Ung Agnar da mælede til sin Brud:
O var jeg hos dig dernede!
Her Høgen hakker mit Øie ud
Og plukker mit Haar til sin Rede.
Det var skiøn Aslaug, i Luen hun staaer,
De Lillielemmer mon gløde:
Min Bryllupsseng er saa heed og haard,
De Lagen ere saa røde.

262

Kold Agnar hang og Aslaug var Støv
Der var stor Jammer og Klage,
Da dryssed' hvert Abild fra Træets Løv,
Kun et eeneste blev tilbage.

Og da i Høsten de bragte ind
Alt Korn i Loe og i Lade,
Da funkled' det Abild med Rosenkind
Saa eene blant svedene Blade.

Liden Hofdreng en Aften for Konningen traad
Alt med det Abild hiint røde:
Det var Dankonning, da han det aad.
Saa sorrigfuld blev han og døde.