Staffeldt, A. W. Schack von Juuledød

Juuledød

Ved Juuletid haster en Fader frem,
Han bærer den Lille paa Arm,
Saa lader han staae til sit fierne Hiem
Og Vivlils ventende Barm.

Den Fader haster ved Nattetid
Over Marken, med bange Iil,
Det Maanskin rundt paa Sneen saa hvid
Var lig en Døendes Smiil.

Saa gik der en Stormvind ud fra Nord,
I Mulm og i Sneefog den kom,
Og veltede vildt i Luft og paa Jord
De fygende Sneebølger om.

Da blev det rundt om til et andet Land
Foruden Fodspor og Sti,
Vildfarelsen flyttede Land og Vand,
Gud staae den Vanderer bi!

Og giennem Naturen som Døden det giøs,
Og slukkede Stiernernes Skin,
Livsaanden til Riim ved Læberne frøs
Og Blodet i livløse Kind.

Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Hvor ere mine Hænder smaae?
Du tøe dem op ved mit Hierte her,
Saa varmt for dig det mon slaae.

Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Jeg er saa kold som et Lig.
Da kom du Søde, og drik mit Vær,
Min Aande skal oplive dig.

327

Saa siger den Spæde, han blev saa sær
Og klapped' sin Fader paa Kind:
Jeg er saa søvnig, o Fader kiær!
Som Moder, du lulle mig ind.

For Guds Skyld, min søde, min eneste Søn,
Du Hvile og Slummer modstaae,
Saa skal du faae den Smaastierne til Løn
Du nyeligen stirrede paa.

O Fader, mig vinker den lille Her Christ,
Af Stierner han haver vel fleer,
O skuer du ikke, hvor venligt han hist
I Sneefoget leger og leer?

Den Fader han trykked' det Noer til sin Barm:
Døe ikke! jeg gir dig mit Blod!
Saa aabned' han Aaren paa blottede Arm
Og Blodet ham drikke lod.

For seen! thi den Lille var kold og stiv,
Her Christ tog hans Siel til sig.
Paa Tærskelen stod den segnende Viv,
Da Faderen kom med hans Lig.