Juuledød

✂ Ved Juuletid haster en Fader frem,
Han bærer den Lille paa Arm,
Saa lader han staae til sit fierne Hiem
Og Vivlils ventende Barm.

✂ Den Fader haster ved Nattetid
Over Marken, med bange Iil,
Det Maanskin rundt paa Sneen saa hvid
Var lig en Døendes Smiil.

✂ Saa gik der en Stormvind ud fra Nord,
I Mulm og i Sneefog den kom,
Og veltede vildt i Luft og paa Jord
De fygende Sneebølger om.

✂ Da blev det rundt om til et andet Land
Foruden Fodspor og Sti,
Vildfarelsen flyttede Land og Vand,
Gud staae den Vanderer bi!

✂ Og giennem Naturen som Døden det giøs,
Og slukkede Stiernernes Skin,
Livsaanden til Riim ved Læberne frøs
Og Blodet i livløse Kind.

✂ Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Hvor ere mine Hænder smaae?
Du tøe dem op ved mit Hierte her,
Saa varmt for dig det mon slaae.

✂ Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Jeg er saa kold som et Lig.
Da kom du Søde, og drik mit Vær,
Min Aande skal oplive dig.

✂ Saa siger den Spæde, han blev saa sær
Og klapped' sin Fader paa Kind:
Jeg er saa søvnig, o Fader kiær!
Som Moder, du lulle mig ind.

✂ For Guds Skyld, min søde, min eneste Søn,
Du Hvile og Slummer modstaae,
Saa skal du faae den Smaastierne til Løn
Du nyeligen stirrede paa.

✂ O Fader, mig vinker den lille Her Christ,
Af Stierner han haver vel fleer,
O skuer du ikke, hvor venligt han hist
I Sneefoget leger og leer?

✂ Den Fader han trykked' det Noer til sin Barm:
Døe ikke! jeg gir dig mit Blod!
Saa aabned' han Aaren paa blottede Arm
Og Blodet ham drikke lod.

✂ For seen! thi den Lille var kold og stiv,
Her Christ tog hans Siel til sig.
Paa Tærskelen stod den segnende Viv,
Da Faderen kom med hans Lig.