Staffeldt, A. W. Schack von Den ottende Søn

Den ottende Søn

Den Hane slog ud sin Vinge og gol,
Ung Thora alt sad ved Væverstol.

Alt slog hun Væven med megen Hast,
Saa Traadene alle tilsammen brast.

Hun syede Blommer med Silketraad,
De Roser blev Blod og de Lillier Graad.

Hielp Gud! hvor jeg drager min Aande tungt,
Det volder det Foster, spædt og ungt.

Syv Maaneder gik hun i Høieloftssal
Og snørte sig i Midie tynd og smal.

Syv Maaneder bærged' hun sig udi Løn,
Til Engen blev broget og Skoven grøn.

Det var ved sorten Midienat,
Triner hun ud i Lunden brat.

De Kildevæld piblede frem som Graad,
Hvert Løv var hende en Slangebraad.

De Vinde stønned' som Dødningskrig,
De hvide Birker stode som Liig.

Fremtreen en Qvinde, saa gusten og guul,
Udaf sit sorte Midnatsskiul.

Og hør du liden Thora, hvi sørger du?
Hvi est du dig saa saare mod i Hu?

316

Svarte liden Thora, hun blev saa rød:
Hvad jeg skiuler bag Beltet volder min Død.

Mæled' den Qvinde da hastelig:
Hvad du skiuler under Beltet, du give mig,

Liden Thora, vilt du give mig det,
Den Byrde skal være dig saare let.

Liden Thora segned' ved Linderod,
Hun gav den Qvinde sit Kiød og sit Blod.

Den Qvinde grinte og krysted' det Nor,
Saa sank hun neder i sorten Jord.

Liden Thora blev sig saa let i Sind
Som naar Løvet vifter i sagten Vind.

Her Esben sig op under Lide reed,
Saa bandt han sin Ganger ved Borgeleed.

Op axler han sit Skarlagens Skind
Og træder høvisk for Jomfruen ind.

Hil sidde I, liden Thora, vel svøbt i Maar,
Saa vide der Rye af eders Skiønhed gaaer.

Liden Thora, I er mig fast saa kiær
Som Engen det klare Foraarsvær.

I give mig Eders Love og Troe,
Saa lade vi flux vort Bryllup boe.

Det var liden Thora, hun blev saa glad,
Hendes Kinder blussed' som Rosenblad.

317

De Dage de ginge, de Dage de kom,
Syv Aar hun var sig en Hustru from.

Sidder hun med syv Sønner smaae,
Den yngste end spæd ved Brystet laae.

Sidder hun mild i Maaneskin
Og klapper dem alle saa venlig paa Kind.

Klapper hun alle paa hviden Kind:
Hvi ere I Smaae saa blege som Liin?

Det var liden Thora, hun pludselig saae
Et lidet Utydske paa Tillien gaae.

Saa vissen den Skifting for hende staaer,
Med sortebruun Kind, uden Hovedhaar.

Hil sidde I, Moder, paa Bolstere blaae!
Have I kun syv Sønner smaae?

Hil lege I, Brødre, paa Tavle af Guld
Og kaste de Gamles Skakspil omkuld!

Og hør nu, I Moder, jeg er eders Søn,
For syv Aar siden født udi Løn.

Den Qvinde bar mig til Troldeboe,
Ret aldrig jeg kunde trives og groe.

Jeg er vanfør for to Maaneders Savn,
End gave de mig Vanfred til Navn.

Jeg ikke kan leve, ei heller døe,
Fordi jeg fødtes for tidlig af Møe.

318

Thi slaaer jeg om Eder min visne Arm
Og suger Melken af Eders Barm.

I var mig ret aldrig en Moder god,
Thi drikker jeg nu Eders Hierteblod.

To fulde Maaneder laae han der
Og diede, til han blev stor og svær.

Da lagde liden Thora sig paa sin Seng
Og visned' som Liljen paa grønnen Eng,

Men han slog sine syv Brødre ihiel
Og blev til en Trold, saa fuul og saa fæl.