Den ottende Søn
✂
Den Hane slog ud sin Vinge og gol,
Ung Thora alt sad ved Væverstol.
✂
Alt slog hun Væven med megen Hast,
Saa Traadene alle tilsammen brast.
✂
Hun syede Blommer med Silketraad,
De Roser blev Blod og de Lillier Graad.
✂
Hielp Gud! hvor jeg drager min Aande tungt,
Det volder det Foster, spædt og ungt.
✂
Syv Maaneder gik hun i Høieloftssal
Og snørte sig i Midie tynd og smal.
✂
Syv Maaneder bærged' hun sig udi Løn,
Til Engen blev broget og Skoven grøn.
✂
Det var ved sorten Midienat,
Triner hun ud i Lunden brat.
✂
De Kildevæld piblede frem som Graad,
Hvert Løv var hende en Slangebraad.
✂
De Vinde stønned' som Dødningskrig,
De hvide Birker stode som Liig.
✂
Fremtreen en Qvinde, saa gusten og guul,
Udaf sit sorte Midnatsskiul.
✂
Og hør du liden Thora, hvi sørger du?
Hvi est du dig saa saare mod i Hu?
✂
Svarte liden Thora, hun blev saa rød:
Hvad jeg skiuler bag Beltet volder min Død.
✂
Mæled' den Qvinde da hastelig:
Hvad du skiuler under Beltet, du give mig,
✂
Liden Thora, vilt du give mig det,
Den Byrde skal være dig saare let.
✂
Liden Thora segned' ved Linderod,
Hun gav den Qvinde sit Kiød og sit Blod.
✂
Den Qvinde grinte og krysted' det Nor,
Saa sank hun neder i sorten Jord.
✂
Liden Thora blev sig saa let i Sind
Som naar Løvet vifter i sagten Vind.
✂
Her Esben sig op under Lide reed,
Saa bandt han sin Ganger ved Borgeleed.
✂
Op axler han sit Skarlagens Skind
Og træder høvisk for Jomfruen ind.
✂
Hil sidde I, liden Thora, vel svøbt i Maar,
Saa vide der Rye af eders Skiønhed gaaer.
✂
Liden Thora, I er mig fast saa kiær
Som Engen det klare Foraarsvær.
✂
I give mig Eders Love og Troe,
Saa lade vi flux vort Bryllup boe.
✂
Det var liden Thora, hun blev saa glad,
Hendes Kinder blussed' som Rosenblad.
✂
De Dage de ginge, de Dage de kom,
Syv Aar hun var sig en Hustru from.
✂
Sidder hun med syv Sønner smaae,
Den yngste end spæd ved Brystet laae.
✂
Sidder hun mild i Maaneskin
Og klapper dem alle saa venlig paa Kind.
✂
Klapper hun alle paa hviden Kind:
Hvi ere I Smaae saa blege som Liin?
✂
Det var liden Thora, hun pludselig saae
Et lidet Utydske paa Tillien gaae.
✂
Saa vissen den Skifting for hende staaer,
Med sortebruun Kind, uden Hovedhaar.
✂
Hil sidde I, Moder, paa Bolstere blaae!
Have I kun syv Sønner smaae?
✂
Hil lege I, Brødre, paa Tavle af Guld
Og kaste de Gamles Skakspil omkuld!
✂
Og hør nu, I Moder, jeg er eders Søn,
For syv Aar siden født udi Løn.
✂
Den Qvinde bar mig til Troldeboe,
Ret aldrig jeg kunde trives og groe.
✂
Jeg er vanfør for to Maaneders Savn,
End gave de mig Vanfred til Navn.
✂
Jeg ikke kan leve, ei heller døe,
Fordi jeg fødtes for tidlig af Møe.
✂
Thi slaaer jeg om Eder min visne Arm
Og suger Melken af Eders Barm.
✂
I var mig ret aldrig en Moder god,
Thi drikker jeg nu Eders Hierteblod.
✂
To fulde Maaneder laae han der
Og diede, til han blev stor og svær.
✂
Da lagde liden Thora sig paa sin Seng
Og visned' som Liljen paa grønnen Eng,
✂
Men han slog sine syv Brødre ihiel
Og blev til en Trold, saa fuul og saa fæl.