Staffeldt, A. W. Schack von Svanesang

Svanesang

Du Glæden, svage Dødelige,
Som Lasten skye,
Thi Savn og Nag fra Plagers Rige
Eens grumme tye:
Forgjæves du for dem dig dølger
I Viisdoms Løn;
Til Midnats Stjernebarm forfølger
De Jordens Søn.

Med Mindes-Taarer maae jeg bøde
Hver Glæde af:
O Skjebne, er da Fryd en Brøde
Og Savn dens Straf?
Hvi blev ei heller Nutids Fængsel
Dybt under dem
Som boe med Minde og med Længsel,
Mit trange Hjem!

98

Hvad med olympisk Lyst mig trylled',
Rev Tiden bort:
Jeg staaer i Sorgens Flor indhyllet
Ved Fortids Port.
Forsvundne Fryd, o vend tilbage!
Saa raaber jeg: - -
Men ak! min længselfulde Klage
Bønhøres ei.

Jeg af mit Hjertes skjønne Eie
Kun Mindet har,
Og jamrer høit paa Tabets Veie:
Jeg var! jeg var!
Iil, seene Død, iil at udklække
Min fangne Aand!
Iil, stumme Fortid, mig at række
Din mørke Haand!

Jeg skal ei bæve naar du tager
Mig i din Favn,
Skjøndt Hædern ei i Sarcophager
Indskjær mit Navn.
Kun een er Døden som mig favner
I kolde Slør,
Men i hvert Nu hvori jeg savner,
Jeg ogsaa døer.

Og at selv Mindet ei skal blotte
Den Svundnes Spor,
O bær ham til din sidste Grotte,
Hvor Glemsel boer!
Lad ei hans Navn og Billed' tøve
I Lysets Rom:
Han andre ei den Fred vil røve,
Han trygler om!