Af den røde Bog
Taalmod
✂
Da en Engel fra Himlen paa Jordkloden fordum vildfared'
Ak! og tilbage ei fandt, dydige Taalmod! du blev.
Samme
✂
Graadgiennemsmilende Taalmod, du klagenynnende Engel,
Tør ei Seier og Hæld ad Livets Bane mig føre,
O saa følge du mig, følesløs vorde jeg ei.
Betingelse
✂
Skienker, veldædige Guder! mig ikke Kunsten at nyde,
Hvis I ei føie til den Savnets og Lidelsens Kunst.
Sammenligning
✂
Sikre Instinkt! er du ei en Vandringsstav for den Sunde,
Medens den seene Forstand Kryblingens Krykkepar er?
Til de Syge
✂
Philosophien velsigner som Lægedom og som Lise,
Ak! hvi blev det vor Lod, at vi behøvede den!
Det Ypperste
✂
Mellem Afsmag og Trang, Begiærets jordiske Følge
Nøiet ungdommelig staar, Gudernes salige Lod.
Tilfredshed
✂
Intet jeg meere attraaer, hvis Skiebnens styrende Vilje
Skienker til Meierens Sved mig den sokratiske Fryd.
Stoicisme
✂
Skiøn er den Kunst at nyde og vogte Glæden for Afsmag,
Dog en skiønnere end, den, at undvære, der er.
Valg
✂
Væmmelse velter sig mat paa hovnende, guldstukne Divan,
Trang paa skimlede Straa - siig mig, hvor dvæled' du helst?
Kongen
✂
Menneske, op - og grib Selvstændigheds herlige Septer!
Herre over dig selv, Skabningens Herre du er.
Simplicitet
✂
Salig Naturens Søn, som foragter Livets Udpyntning
Og i Tilværelsen alt føler sig nøiet og stolt.
Uvidenhed
✂
Trefold lykkelig den, som naar en Viismand ham spørger:
Hvi er du lykkelig? ikke kan sige hvorfor.
Den gode Skuespiller
✂
Lykkelig den, som spiller paa Livets skiftende Scene
Sine Roller, og ei veed, at kun Roller det er.
De Viises Coquetterie
✂
Hvis du Glæden forfølger, den for dit Favn vil undvige;
Flye den Stolte, og brat vil hun forfølge dit Spor.
Glæderne
✂
Mange Glæderne ere, som eies eller fortæres,
Dog de skiønneste kun Syner og Billedværk er.
Alteret
✂
Der er et Alter, hvor selv Uranionerne tiene,
Skiøndt deres Patera ellers af Gaver er fuld;
Der er et Alter, hvor ei den tryglende Attraae nedknæler,
Skiøndt det paa Glæder er rigt - Kunsternes Alter det er.
Til de æsthetiske Realister
✂
Daarer! hvis lavere Id vil tærske Geniens Blomster
Og ved den himmelske Ild kaage de jordiske Roer.
Til Theoristerne
✂
Giver I Love, o Daarer! for Geniens selvskabte Verden,
Medens Naturen selv lydig modtager hans Bud?
Digterprøve
✂
Vil du vide, om dig Naturen til Digter indvied'
Og om Begeistringens Gud kasted' sit Lyn i dit Bryst?
Flye til Ørkenens Favn, for stedse adskilt fra Vidner,
Der slaae Harpen og da Genius hilser jeg dig.
Det Frivillige
✂
Meget Fliden formaaer og den sandkorntællende Møie,
Dog det Yndige kun kommer ubudet til os.
Til Digteren
✂
Spil dog længere ei det daglige Livs Melodier,
Hærd det ved dorisk Klang eller ved mysisk det smelt!
Formen
✂
Samlivets venlige Charis, Urbanitet, vær mig hilset!
Du, den evige Freds synlige, blide Gestalt.
Selvtilbedelse
✂
Mennesket er en Narcis, som i Naturen sig speiler,
Og i sit Billede nu tryllet tilbeder sig selv.
Over Bryllupssalen
✂
Elskov og Attraae dig raskt til Hymens Helligdom føre,
Men Undseelsen dig indenfor række sit Slør.
Til Delia
✂
Det er forgiæves, at du med Amors Kunster mig lokker,
Du vil seire, og saa staaer jeg forsigtigt imod.
Til * * *
✂
Ydmyg staaer du og stum blant dybtnedskuende Stormænd,
Og usynlig du dig giør med Beskedenheds Slør:
Saaledes staaer i en Kreds af kneisende, frugtløse Graner
Gartnerens podede Træ, bugnende under sin Frugt.
Beskedenhedsreglen
✂
Avind og Stolthed det er, som af Fortienesten kræver,
At den beskeden skal dølge sin blændende Glands.
Philosophiens Oprindelse
✂
Ahriman var det, som først paa Menneskets nøiede Læbe
Lagde det frække hvorfor, Himlens forbandede Tyv.
Undseelsen
✂
Dydens Morgenskiær ei, dens Nedgangs dvælende Purpur
Er du, blussende Glands hisset paa Jomfruens Kind:
Ikke Undseelse stod i Edens hellige Skygger,
Først da det Onde blev til, Uskyld, da rødmede du.