Staffeldt, A. W. Schack von Uddrag fra Prometheus eller Menneskets Skabelse

3

✂ I Visheds rolige Æter
Din høieste Krone jeg fletter.
Her ved Skiebnens Barm du hvile
Og paa Alt nedsmile.
Du Overbeviisningens Kiede
Om Verdnen udbrede
Og mægtig den lede,
Mens Tiden nedskriver
De Love, du giver:
Thi Verdendandsen holdes i
Dit Tankefølges Melodie.
375 Saa de ætheriske Feer sang
Og deres Liljeseptere svang.
Men værdigt at staae i olympiske Sal,
Stod paa Jorden et Ideal.
En fremmet Henrykkelse foer
Sagte giennem den undrende Jord;
Morgenrødens Kilde sig udtømte
Og i den Jordkloden svømte;
Rundt Naturen syntes sprungen ud
Til en eeneste Blomst for sin Gud,
Rundt var Luften opløst i
Idel Hymneharmonie;
Paa de rosenrøde Høie
Gik et ubegrændset Nøie,
Uendelig Henrykkelse Verdenen tog
Og til Udtryk, som en Harpe, den slog,
Indtil Skiebnens Almagt, fattig vorden,
Daanede i Favn af Jorden.

✂ Men hvilken Angest og Gruen?
Hvilken fierntfra buldrende Truen?
Ve! de lyse Feer undfly'r!
Solen sig dølger
Bag flygtende Sky'r,
Jordfladen bølger
I bristende Rystelse.
Ve! Ve! Ve!
Afgrunden føder
Og bristende støder
Paa Luers hvirvlede Top
De sorte Feers Skarer op.

✂ Under Jordskiælv og Torden
Sled det Onde sig løs:
Freden bortveeg fra Jorden,
Livskilderne frøs.