Gyldenstierne, Henrik Mogensen BREV TIL: Gyldenstierne, Mogens FRA: Gyldenstierne, Henrik Mogensen (1566-10-04)

Guldberg Enge, 4. Oktober 1566.
Henrik Mogensen Gyldenstjerne til Mogens Gyldenstjerne.
Han beretter om Forholdene i Lejren; der er ingen Fetalje, og mange dør af Sult. Peder Bille har ikke hjulpet ham. Han har ydermere maattet overlade Fetalje til Broderens Folk, der mangler alt. Han beder om at faa sendt Fetalje. Han ønsker at antage en Karl, som Broderen har jaget bort. Han forsvarer sig mod de Rygter, der gaar om ham, og beklager sig over Broderen, beder atter om Hjælp og afviser Beskyldningen om at have skudt Dyr ved Stjernholm.

Jhs.

Sonnlig helsen nu och altid forsentt met Gud, Vor Herre. Kere fader, nest min gantske villige plictige tro thienniste och megen ydmyge tacsielse for altt gott, giffuendis eder ydmygeligen til kende, att eders skriffuelse er mig til honde kommen om den fattalig, som y haffuer sentt mig, saa giffuer ieg eder ydmygeligen til kende, om ieg har kunde holtt mig nøgeræ y siuff vger aff sex sider flex och en hall tynne sild och fire tynner brød och en fire tynner øll och elluff tynner haffre; men haffde ieg icke lontt øll och brød siden och aff somme peninge att køffue for, da haffde ieg icke kunde hollett saa lenge. Mitt folk har villett hafftett, att ieg skulle forskaffe dennom øll och mad, om ieg skulle haffue videre tiennist aff dennom; dett løffuer seg och vell gode penninge, ieg haffuer køfftt for, baade smør och tør fisk och øll och brød och korn, som ieg har giffuett mine heste. Aff prouiantten har ieg s. 132icke end nu faaett end taer øll vden en tynne paa min helle rode, och har ieg trediu heste y roden; brød har vi faaett halannen tynne och siuf tynner haffre, siden end- gang paa den hele fanne femten tynner haffre, kaste vi ommen, saa to roder fick den, och skulle de miste end annen gang. Her er ednu(!) slett intett, huerken øll eller brød eller haffre eller nogen annen fettalig. Her dør och suarlig mange aff knectene aff hunger. Kere fader, som ieg har och skreffuitt eder til till forren om Peder Bille, saa maa y och vide, att hand haffuer endnu icke hiolpett mig med end snap, enten dett eenne eller dett annett, enten aff prouiantten eller aff hans egett; der for, kere fader, er end nu min ydgeligen(!) bøn til eder, att y ville haffue sentt mig nogen fettalig hid op med dett første, thi ieg slett intett mere end end(!) vore komuler(!) och och(!) køffte ieg nu end hel tynner(!) sild, den haffuer ieg forstrecket min broders folk for halparten; de har slett intett annett vden litt huilling, och er dett y dag den thiende dag, att de har huercken hafftt øll eller brød mer, end som ieg har lontt dennom øll y kanne tall, och y gaar finge de aff Laffue Vrne en hall tynne brød, och ieg en hall. Kere fader, der som y ville sende dennom ogsaa nogett, da haffde de dett vell ibehoff; och om heste och folk, som hand har her, maa y vide, att hand har her kun Runckertt och end hans egen karll och tre heste, men karlin haffuer hand foriaffuett och siden gaff hesten bortt, men Runckurtt ville intett slippe hannom, thi de haffde intett att føre deris tingest paa. Karlin gaar her y leierett, som Frants har foriaffuett, och har sagtt en fraa tienneste, dog hans skyld er intett saa stor. Men effter di att karlen har sagtt eder tienneste och y har sentt Frants hannom med Peder Iyde, da lader ieg mig tycke, att hand motte icke sige nogen thienniste, for end hand haffde sin hond løss hos eder. Men der som y ville skriffue meg till, om ieg skall tagen och sende ederen, s. 133da vill ieg dett vell giøre, men mig fatts end karll, som de Suenske finnge fraa mig. Der som denne haffde eders venskaff, da ville ieg tage hannom an, och siden skulde staa till rette for, hues hand har giortt 1). End er snartt skellett; dett er hannom der for icke saa snartt offuer beuist. Kere fader, som y skriffuer, att y(!) dett gør eder ontt, att y skulle spørre sligtt til oss, saa ved dett Gud, att dett gør ingen vere end mig, och att vi skulle vere mer y fremmede fols munde en andre, saa santt hielpe mig Gud. Til hues ieg har giortt, der har han nød mig skinbarligen til, hand er dog nogle aar vngre end jeg; hannom burde icke sidde och fortale mig och annett gott folk dett, som hand aldrig saa eller kenner. Hannom burde megett heller att forsuare mig, der som nogen frembitt ville fortale mig; derfor holler fremmede med hannom, for de kunde faa, hues hand har; men hand skall aldrig sigett, att ieg har faaett saa stortt aff hannom, som en knappenaall er stortt til. Der som ieg ville skriffue altt dett, ieg viste, da skulle vell andre tide[nder] 1) spø- res. Kere fader, der for beder ieg eder gerne och yd- mygeligenn, att y icke ville tage mig til mystycke, att ieg skriffuer eder saa dristeligen til; thi ieg kand icke ladett, att ieg jo maa giffue eder min meining til kende; men, kere fader, jeg skall alle minne dage findes som eders vnderdane gehorsamme och lyddige søn, som ieg eder plictig er, thet kende Gud almectiste, huilken ieg eder nu vdi all lycsalig sundhet och vellfartt vill befalitt haffue. Datum Gulborre enge den 4. octobris anno 1566.

Henrick Gyllenstiern.

(Bagpaa: Rest af Seglet og Udskriften:)

Erlig welbyrdig oc strenge ridder her Mons Gyllen- stiern till Stiernholm, kong. mayst. stadttholler paa Køffuen-s. 134haffns slott, min kiere fader, ganske ydmyligen och søn- ligen till skreffuitt.

(Mogens Gyldenstjernes Randbemærkning:)

1) At antage Per Iuds karl.

(Paa et vedlagt Blad:)

Kere fader, er min ydmygeligen bøn till eder; att y velle haffuett sentt mig nogen fettalig och smør och øll och brød och haffre. Hans Aageßen laa her y haffnen y otte dage, før end ieg fick enten breffuett eller haffren; der till med ville hand icke endgang tale med mig eller tage suar med seg. Er ieg ogsaa, kere fader, kommen y faring(!), att ieg skulle vere forklaffuett att skulle latt skutt dyr ved Stiernholm, da har ieg, saa santt vere mig Gud naadig, aldrig ladett gaaett effter ett dyr eller aldrig faaett der ett vden ett, dett haffde skoffgemmeren skutt end afften, som min broder och ieg kom did, och ieg icke viste der aff, for end hand kom i gaaren; men spørrer eder rett om, da er der nogle skutt och sent fru Iehanne 1) paa Hagelos.