Bording, Anders NAar Jphigenia sig hen

78. Til den Ædle/ Velvise och Høyfornemme Mand CLAVS RASK Præsident i Nyborg/ Der hand sin eeniste Daatter den Ædle/ Gud elskende och nu Salige MØE ELJSAB[E]T CHATARJNA RASK Med Christelig skik udi Nyborg Kirke til Jorden bestedde den 7. Juli 1676.

NAar Jphigenia sig hen
Til offerbenk maae skynde/
Och salte Krandser vielsen
At være gjort/ forkynde:
Saa der til kand ey redning staae/
Det hun jo faaer at vandre.
Hvad hendes bange Fader maae
Sin farfve da forandre!
Der staaer hand arme sorrigfuld/
Forliser maal och mæle.
Nu vil den blege fryctes kuld
Hans Kinders blood henstjæle:
Nu rødmer hand af ynksomhed;
Nu læberne slet blaane:
Nu strømmer graad paa brystet need;
Nu hjertet snart vil daane.
Apelles nok kand Daatteren
Med Pensel efter gjøre/
Men naar hand skal paa Faderen
Sin Mester kunst udføre/
Vel mangen stræg forgjæfs hand gjør/
Vel hundre farver blander;
Men ingen dog/ som det sig bør/
Saa dyb en sorg anstander.
Jo større fljd hand teer paa det/
Jo mindre det behager.
Hvorfor hand med et klæde slet
Hans ansict ofverdrager.
Vil dermed vise/ Døden kand
Saa bitter self ey være/
Forældres harm och sørge-stand
Er verre jo at bære/
Naar de slet ingen redning see/
For deres Børn at gjelde/
Den sidste Dødsens værk och vee
Jo dem vil ofvervælde.

Min ædle Rask/ jeg kjendes her/
J større sorrig frister/
J det J slig en hjerte kjær
Och yndig Daatter mister/
End det med pens faakundighed
Sig ret afmaale lader.
Ney Fader sorrig ingen veed/
Foruden self en Fader!
For eders Ansict jeg fordj
Vil sætte skjul och tække:
Det er Guds villie; som J
Ret aldrig bør at vrække.
Besinder ret hvad Himlen vil/
Och ey hvad J self vilde:
J da vist fanger aarsag til/
183 Langt fære suk at spilde.
Vel var det eders største fryd/
At see saa fawr en Blomme/
J Guds fryct och al Jomfru-Dyd
Til vext och aar at komme.
Men O hvad hun i Himlens Sal/
Af verden ubedragen/
Med større fryd blant Ænglers Tal
Nu finder sig indtagen!
Hvor hun til al fuldkommenhed
Er kommen op at stige/
Och ey af anden Alder veed/
End ævighed at sige.
Der finder hun alt det for sig
J beste floor och maade/
Som hendes Hu saa stadelig
Fra Jorden til attraaede.
Der hafver hun sin beste Ven
Och rette Brudgom fundet/
Som fafner hende kjærligen.
Der hafver hun forvundet
Alt det os andre tvinger til/
At græde tit vel saare.
Der frydes hun/ och blifve vil.
O at vi der och vaare!

Det andet/ som ikkun var Jord/
Och nu med Jord betæckes/
Det skal ved Guds Almagtes oord
Af Jorden och opvækkes.
Hvor længe det end ligger hen/
Det/ mod fornuftens tanke/
Sig med den frelste Sjæl igjen
Dog skal forklaret sanke.

A. Bording.