↩

145.
[Til den schiønne Sylvia.]

✂

1.

Klare Stierne Sylvia
Kand Jeg da
Leffve naar du gaar her fra
Ney du schal her effter Spørge
Dett Jeg mig
Ynchelig
Jhiel maa Sørge.

✂

2.

Alle marchens Blomster Leer
Naar de Seer
Solens glandtz oc Sig beteer
Luct oc Farffve meget Smucke
Men naar den
Viger hen
De Sig tilluche.

✂

3.

Ret aff idel lengsel maa
Jeg ochsaa
Qvæles Slet oc undergaa
Naar din Skønne glandtzes Lue
Skiuler Sig
Och Jeg dig
Ej maa beschue.

✂

4.

Er det da min schiønne ret
du Saa Slet
Din Sylvander har forgiet.
Har hand da forgieffves været
Stedse din
Meer end Sin
O du Høyæret.

✂

5.

Naar Jeg gaar om middags tid
hid oc did
Med min hiord i marchen vid
Ach! huor Sorgen mig da klemmer
Naar Jeg dig
Ey hos mig
Mere fornemmer.

✂

6.

Bierget Ætna med sin Brand
Sluches kand
Tørres oc den vilde strand
Før Jeg fatter nogen glæde
J min Hu
Medens du
Est ey tilstede.

✂

7.

Derfor du min Skønne bliff
Och begiff
Att forspilde Saa mit liff
Betench huorsomhelst du ganger
Du igien
Slig en ven
Ret aldrig fanger.