Bording, Anders ALt det som hafver Ljf och Aand

70. Den Høyædle/ Velbaarne och nu Salige Frue Fr: Christendse Lykke Til Svanholm/ Paa hendes Hæderlige Jordefærds Dag/ til Christelig Eftersagn och minde.

ALt det som hafver Ljf och Aand/
Och Himlens Ljus beskuer/
Det sig for trældoms tvang och baand
Befrycter hart och gruer.
Naturen os det arter ind/
Och der til saa som drager/
At vi til intet hafve Sind/
Som ey af Frihed smager.
Tag bort den søde Friheds Urt
Fra Sindsens Mad och Spise/
Altingest bittert er och suurt/
Och tjen os ey til lise.
Sæt Fuglen ind i gylden Buur:
Gif hannem kræsen tæring:
Hand heller/ efter sin Natur/
Omflyfver efter næring.
Hand Busken heller prise skal/
Och sig af Bæken svale/
End Drikke Vjn udaf Chrystal
J største Kongers Sale.
Ja/ søde Friheds Ædle Stand/
Hvo dig ey ret maae Nyde/
Sit Sind ey den fornøye kand/
Och sig af Hiertet fryde.

MEn see/ hvor saare vi til Verk
For vores Frihed gange/
Vi til vort Hjertes Øye-merk
Paa Jorden dog ey lange
Her altid noget finder sig/
Som os ey vel behager/
Och os/ saa got som voldelig/
Vor Frihed fra betager.
Saa Lykke-rjg er ingen til:
Saa tryg kand ingen være/
Der noget jo/ som hand ey vil/
Kand hannem dog besvære.
Nu kand en ringe Torn oc Orm
Forhindre Rosens Lykke:
Nu kand en Sluud och Norden-Storm
Den need til Jorden trykke.
Hvor høy Jeg er af værd och Stand/
Hvor Ædel-fød af Stamme/
Betryk och vedermod dog kand
Mig ind til Sjælen ramme.
Och/ at jeg det kand sige brat/
Af jdel tvang och trængsel
Er al vor Lefnet sammelsat/
Och ret er Sjælens Fængsel.
Hvo vilde da til Jorden saa
Med Sind och tanker bindes/
At hand/ til saadant at undgaae/
Jo færdig vilde findes?
Hvem kand ey Tiden falde lang?
Hvo vil ey villig flytte?
Naar hand/ for saadan Jordens tvang/
Sig Himlen til kand bytte.
Ja! gierne! ja! til Himmelen
166 Vor fangne Sjæl maae længes/
Och takke den trofaste Ven/
Os frelser/ naar vi trænges.

VEl derfor/ Ædle LYKKE/ dig/
Som Verdens tvang och snare
Undgikst saa vel och Lykkelig/
Och nu est uden fare.
Lad være/ vj/ som vores art
Och Svaghed os tildrifver/
Beklage maae din hedenfart/
Och Sorrig os omgifver.
Lad være/ du din anden dig
Til ære varst och glæde:
Hvorfor hand och saa modelig
Din skilsmys maae begræde.
End dog hand før vel tit loed tee
Sit Helte-mod och Hjerte/
Naar striden haardest var. Men see/
Hvad giør ey Længsels Smerte?
Ja lad oc være/ du din Tjd
Blant os forlænget kunde/
Saa var dog al din dict och jd/
Til Himlen op at stunde.
Du varst for Dydefuld och From:
Dig Jorden var for ringe.
Din værne-sted och eyedom
Du vilde dig til svinge:
Hvor nu din Sjæl for Ænglet er/
Och al den frihed nyder/
Som times Lifsens Ædlinger/
Och du for Gud dig fryder.

A. Bording.