↩
140.
J bedrøved Eensomhed,
Ved den klare Bekkes Side,
Kom den Hyrde Thyrsis need,
Og begyndte sig at klage
Saa væmodelig og tet,
Førend hand af Nød og Plage
Ned i Graven lagdes slet.
Natten stilte sig flux frem,
Hver Mand gangen var til Hvile,
Da forloed hand Huus og Hiem,
Og med ret bedrøvet Hierte,
Talte om den store Tvang,
Som hand daglig bar med Smerte,
Og begyndte saa sin Sang.
Er omvendt til Angst og Nød,
Elskov mig den Gave sende,
At hun voldte mig min Død,
Jeg er skilt ved all min Glæde,
Længes efter mørken Grav,
Og tildømt at sukk' og græde,
Det var Trøsten hun mig gav.
Som dog eengang haabe maae,
At den Pine hannem qvalde,
Sin Forandring dog kand faae,
Men det som mit Haab skal føde,
En u-muelig Ting jeg seer,
Og det tvinger mig til døde
Hos mig boer ej Glæden meer.
Min trofaste Kierlighed,
Fra Bestandighed ej vige,
Mens til Enden blive ved,
243 Jeg til Døden din skal være,
Og til Døden blive troe,
Siden skal min Siæl dig ære,
Naar min Krop i Graven boer.
Sylvia, din Hyrde-Svend,
Med den mindste Gunst belønne,
Jeg da levde længer end;
Kunde jeg dit Sind formilde,
Kunde jeg bevege dig
Til Medlidenhed, jeg vilde
Døden trodse dristelig.
Himlen maa jo dømme ret,
Heller, om det saa befalder,
Til dig selv jeg setter det,
Hvor trohiertig jeg har været,
Og hvor højt og inderlig
Jeg dig elsket har og æret,
Og opofret gandske mig.
Du varst Aarsag til min Død,
Min u-milde Fødsels Stierne
Jeg langt heller der paa skiød,
Men hvo kand sin Sandhed spare,
Naar hand ser sin Død saa nær?
Tiden skal snart aabenbare
Hvo der meest i skyldig er.
Jeg ej Morgen faaer at see,
Det som du fra mig skal spørge
Dig indbilder ej maa skee,
Her i denne Grav og Hule,
Jeg mit Levnet ende vil,
Graven den min Krop skal skiule,
Siælen finder ej der til.
Gak min gode Hiord og Flok,
Eder andre maa annamme,
Jeg har eder vogted nok,
Dig Filax Forlov jeg giver,
Søg en anden Herres Brød,
Siig til hannem, hvo det bliver,
Thyrsis er af Længsel død.
Meere nu bemøjes skal,
Flyv hvor Lykken dig vil skikke,
Du din Frihed have skal,
Hav god Nat og min Skalmeje,
Far og du min Cither vel,
Lad en anden eder eje,
Thyrsis sørged sig ihiel.
Som mig lenge haver kiendt,
Siger hende, jeg fuldbyrder
Det jeg aldrig havde tenkt,
Siger at jeg ynsker hende
Himlens Gunst mangfoldelig,
Og naar hun har seet min Ende,
Lykkelig maa finde sig.
Den trofaste Kierlighed,
Som jeg arme loed fornemme,
Før mig Døden lagde need,
Viser hende hvo hun mister,
Naar som jeg er skilt her fra,
Hvo veed ej om Elskovs Gnister
Hendes Siæl vil minde da?
244
Jeg nok seer din Ynksomhed,
Du dig skiuler under Blaane,
Gider ikke seet her ned;
Alle Himlens Stierner grue,
Ved min Undergang at see,
Jngen haver Lyst at skue
Min Elendighed og Vee.
Dig til Lyst og Velbehag,
Jeg ej Livsfrist vil begiere,
Mens vil see min sidste Dag,
Siunes end min Død ubillig,
Og imod alt det som bør,
Er jeg dog af Hiertet villig,
For din skyld jeg gierne døer.
Jeg ej meere mægter mig,
Dødsens kaalde Slum begynder
Mig at tvinge kiendelig,
Sandserne fra mig henviger,
Hiertet lader af at slaa,
Tungen neppelig kand sige:
Far nu vel o Sylvia.
End at hand var rejst af Land,
Førend mand dog paa det sidste
Hannem død i Graven fandt,
Der hos stoed en Lind og grode,
Som hand havde skaared paa,
De som sig derpaa forstode,
Sagde der stoed skrevet saa:
Selv i Graven lagde sig,
Thyrsis her sig selv til døde
Sørget haver ynkelig.
Mens om du vilt hannem ære,
Med et Suk, o Sylvia,
Hand sig neppe død at være
Synes lade vil endda.«
Jngen sig jo gremmede,
Sylvia, mens dog forsiide,
Selv vel hart og sukkede,
Hver sin Haandfuld Jord tillagde,
Krandser blev og ej forgiæt,
Alle til Beslutning sagde:
Sorte Jord vær hannem læt!
140.
En Kiærligheds Viise.
1.
Fuld af Sorg og Hiertens QvideJ bedrøved Eensomhed,
Ved den klare Bekkes Side,
Kom den Hyrde Thyrsis need,
Og begyndte sig at klage
Saa væmodelig og tet,
Førend hand af Nød og Plage
Ned i Graven lagdes slet.
2.
Alting laae i Roe og stille,Natten stilte sig flux frem,
Hver Mand gangen var til Hvile,
Da forloed hand Huus og Hiem,
Og med ret bedrøvet Hierte,
Talte om den store Tvang,
Som hand daglig bar med Smerte,
Og begyndte saa sin Sang.
3.
Ald min Lyst og Fryd har Ende,Er omvendt til Angst og Nød,
Elskov mig den Gave sende,
At hun voldte mig min Død,
Jeg er skilt ved all min Glæde,
Længes efter mørken Grav,
Og tildømt at sukk' og græde,
Det var Trøsten hun mig gav.
4.
Lykkelig mand den maa kalde,Som dog eengang haabe maae,
At den Pine hannem qvalde,
Sin Forandring dog kand faae,
Men det som mit Haab skal føde,
En u-muelig Ting jeg seer,
Og det tvinger mig til døde
Hos mig boer ej Glæden meer.
5.
Dog skal skiønne Hyrde-Pige,Min trofaste Kierlighed,
Fra Bestandighed ej vige,
Mens til Enden blive ved,
243 Jeg til Døden din skal være,
Og til Døden blive troe,
Siden skal min Siæl dig ære,
Naar min Krop i Graven boer.
6.
Vilde du dog, Engel-SkiønneSylvia, din Hyrde-Svend,
Med den mindste Gunst belønne,
Jeg da levde længer end;
Kunde jeg dit Sind formilde,
Kunde jeg bevege dig
Til Medlidenhed, jeg vilde
Døden trodse dristelig.
7.
Himlen jeg til Vidne kalder,Himlen maa jo dømme ret,
Heller, om det saa befalder,
Til dig selv jeg setter det,
Hvor trohiertig jeg har været,
Og hvor højt og inderlig
Jeg dig elsket har og æret,
Og opofret gandske mig.
8.
Ach hvad vilde jeg u-gierneDu varst Aarsag til min Død,
Min u-milde Fødsels Stierne
Jeg langt heller der paa skiød,
Men hvo kand sin Sandhed spare,
Naar hand ser sin Død saa nær?
Tiden skal snart aabenbare
Hvo der meest i skyldig er.
9.
Denne Nat skal fyldest giøre,Jeg ej Morgen faaer at see,
Det som du fra mig skal spørge
Dig indbilder ej maa skee,
Her i denne Grav og Hule,
Jeg mit Levnet ende vil,
Graven den min Krop skal skiule,
Siælen finder ej der til.
10.
Gaar nu mine Faar og Lamme,Gak min gode Hiord og Flok,
Eder andre maa annamme,
Jeg har eder vogted nok,
Dig Filax Forlov jeg giver,
Søg en anden Herres Brød,
Siig til hannem, hvo det bliver,
Thyrsis er af Længsel død.
11.
Du min ædle Falk og ikke,Meere nu bemøjes skal,
Flyv hvor Lykken dig vil skikke,
Du din Frihed have skal,
Hav god Nat og min Skalmeje,
Far og du min Cither vel,
Lad en anden eder eje,
Thyrsis sørged sig ihiel.
12.
Farer vel J fromme Hyrder,Som mig lenge haver kiendt,
Siger hende, jeg fuldbyrder
Det jeg aldrig havde tenkt,
Siger at jeg ynsker hende
Himlens Gunst mangfoldelig,
Og naar hun har seet min Ende,
Lykkelig maa finde sig.
13.
Beder, hun vil ej forglemmeDen trofaste Kierlighed,
Som jeg arme loed fornemme,
Før mig Døden lagde need,
Viser hende hvo hun mister,
Naar som jeg er skilt her fra,
Hvo veed ej om Elskovs Gnister
Hendes Siæl vil minde da?
244
14.
Nattens Dronning klare Maane,Jeg nok seer din Ynksomhed,
Du dig skiuler under Blaane,
Gider ikke seet her ned;
Alle Himlens Stierner grue,
Ved min Undergang at see,
Jngen haver Lyst at skue
Min Elendighed og Vee.
15.
Dog, o Skiønne, dig til Ære,Dig til Lyst og Velbehag,
Jeg ej Livsfrist vil begiere,
Mens vil see min sidste Dag,
Siunes end min Død ubillig,
Og imod alt det som bør,
Er jeg dog af Hiertet villig,
For din skyld jeg gierne døer.
16.
Nu vel an, min Tid sig skynder,Jeg ej meere mægter mig,
Dødsens kaalde Slum begynder
Mig at tvinge kiendelig,
Sandserne fra mig henviger,
Hiertet lader af at slaa,
Tungen neppelig kand sige:
Far nu vel o Sylvia.
17.
Andet mand ej lang Tid vidsteEnd at hand var rejst af Land,
Førend mand dog paa det sidste
Hannem død i Graven fandt,
Der hos stoed en Lind og grode,
Som hand havde skaared paa,
De som sig derpaa forstode,
Sagde der stoed skrevet saa:
18.
»Thyrsis klemt af Elskovs Møde,Selv i Graven lagde sig,
Thyrsis her sig selv til døde
Sørget haver ynkelig.
Mens om du vilt hannem ære,
Med et Suk, o Sylvia,
Hand sig neppe død at være
Synes lade vil endda.«
19.
Jngen var jo tyktes ilde,Jngen sig jo gremmede,
Sylvia, mens dog forsiide,
Selv vel hart og sukkede,
Hver sin Haandfuld Jord tillagde,
Krandser blev og ej forgiæt,
Alle til Beslutning sagde:
Sorte Jord vær hannem læt!