48.
Alle Erlige Danske
Hierters Affsky
Til det uguddelig oc mørdisk Anslag/ som
den blodtørstig Ulff/ imod sin egen Herre oc Arffve-
Konning oc Fæderneland/ For
haffde 1663.
Prentet i Kiøbenhaffn aff Jørgen Lamprecht.

✂ ALmæctig Himmel ach hvad det
Os nær var ilde gangit/
Hvor nær Ulycken haffde slet
Os arme knuust oc fangit.
Vi meente nu/ vi vare frj
For den ubillig Vrede/
For den umilde Tyrannj/
Den graadig Ulff beteede.
Vi troode fast/ hand nu var tæmt/
Oc skulde nocksom kiende
Hvis Himlen haffde selff bestemt/
Til hannem at omvende.
Her brugtis lowlig Straff oc Baand/
Her brugtis Gunst oc Naade.
Men see/ hvor den forhærdit Aand
Stod dog ey til at raade.
Hans uregeerlig Hierte stod
Til Konger at fordømme/
Hans Glæde var/ i Printzers Blod
At bade sig oc svømme.
Hans Roff- oc- Blod-begiærlighed
Var baade Hiord oc Hyrde
Med skarpen Sverd at fælde ned/
Oc ynckelig at myrde
Hvad Dansk aff Stamme var oc Naffn/
Til Døden var opskreffvit:
Ja vel den mindste Boel oc Staffn
Forstyrrit skulde bleffvit.
Hvis hand til slig en blodig færd
Ey kunde selff udføre/
Det vilde hand ved andres Sverd
Foruden Skaansel giøre.

✂ O du forgifftig Lande-Pest/
O Kongerigers Plage/
O Nordens alt forhaarde Giest/
Hvo har til dig hørt Mage?
Mon den Barbarisk Atila
Vel større Slag har slagit?
Mon oc vel selff Caligula
Aff stæd har værre tagit?
Mon Nero den Tyran aff Rom
Har fleere Folck forderffvit?
Oc Phocas sig sit Keyserdom
Med meere Blod forhverffvit?
Den vilde Tartar Tamerlan
Ey stormit har saa saare:
Mod dig Mustaph oc Otthoman
Som Leege-Børn kun vare.
Lyca[o]n selff oc Phineus/
Dem vilde du giort gode.
Herodes oc Antiochus
Ved dig som Engler stode.

✂ O slemme Dødsens Mand/ at du
Aff ingen Ædel Qvinde
109 Har saadant dij't/nock kiendis nu/
Men aff en grum Løwinde.
Dig har it farligt Tigerdiur
Aff Ungdom selff opammit:
Du din Fortrædenheds Natur
Aff Dragen har annammit.
Den Marmor-haarde Ca[u]casus
Sig blød mod dig kand sige.
Den brændende Vesuvius
Din Vredis Brand maa vjge.
Ey nogit Land oc Stæd tør dig
For sin Afffødning kiende.
Den gandske Verden skammer sig/
Oc ynsker dig ond Ende.
O væ os Arme/ dersom du/
Som varst saa Dieffvel-blandit/
Ja Dieffvel-selff i Sind oc Hu/
Os haffde offvermandit.
Os ijssne maa vort Hierte-Blod/
Naar vi med Fljd begrunde
Den Undergang os forestod/
Om du det dreffvit kunde.
Her var paa Liffvet selff undsagt
Vor Frede-rige Koning/
Her var en Mørder-Stricke lagt
For Landsens fromme Dronning.
De Scepter-værde Printzers Rod
Du vilde slet udslettit:
De deyligste Princessers Blod
Din Grumhed skulde mættit.
J Kongens Huus/ jeg veed ey hvem/
Du vilde jo lagt øde:
Du dem med os/ oc os med dem
Slet haffde dømt til døde.
Ach her mand skulde seet/ hvordan
Carthago den antændtis/
Hvordan at Troja greebis an/
Oc slet til Aske brændtis.
Her her mand skulde seet paa ny
Jerusalem at ødis/
Sampt de Bæoters skønne By/
At stormis oc omstødis.
Det skarpe Sverd/ den heede Brand
Os skulde slet udtærit:
Her her i voris skønne Land
Ret Babel skulde værit.
Ja (kortelig) slet ingen kand
Den Tyranni beskriffve/
Du mod dit egit Føde-Land
Jo færdig varst at driffve.

✂ Lad knyttis Stricke/ hvæsis Sverd/
Lad heedis Svoffl oc Tiære/
Din Ondskabs rette Løn oc Værd
Ey det dog nær kand være.
Du/ som Philotas/ burde ret
At pidskis ud til døde:
Som Anaxarch/ mand skulde slet
J Morter dig hielstøde.
Cambyses for din groffve Svjg
Dig skulde flaa oc skinde.
Mezentius til Død-Mands Ljg
Dig burde fast at binde.
Paa ny til dig en Kaaber-Tiur
Perillus burd' at giøre.
For Løwe[,] Biørn oc vilde Diur
Mand skulde dig udføre.
Den Aadsel-giærrig Ørne-Klo
Dit Hierte skuld' optawe:
Den sorte Raffn udi sin Kro/
Hvad offver var/ begraffve.
Mand burde dig: Men ah hvo veed
Saa grum en Straff at næffne/
Som din forrædersk Arrighed
Betale kand oc hæffne?
Vel kandstu søge Skiul oc Ly/
110 Oc til en Tjd undvige:
Men usle Krop/ hvort vilt du fly?
Hvort hen vilt du dig snige?
Du veedst/ de store Kongers Arm
Saa langt hen ud sig Strecker/
Ja krøbst du end i Jordens Barm/
Den dog til Skakken recker.
Til med saa skal oc jdelig
Din egen Siel oc Hierte/
Hvor du oc est/ udmartre dig
Med meer end Bødel-Smerte.
Dig følge dine Gierninger
Du dem ey kandst undgange:
Hukommelsen din Bødel er/
Du est din egen Fange.
Dig skal en ond Samvittighed
Hver Tjd oc stund bebreyde/
Hvad Jammer du har ført aff sted/
Med blodig Krjg oc Feyde.
Du selff din trodsig Offvermod
Med Hiertens Harm skalt laste/
Oc ynske dig i Haffsens Flod/
Saa dyb den er/ at kaste.
Du bande skalt den staalen Skat/
Du stedse paa har stolit/
Oc ynske dig/ at du varst plat
Til Støff oc Meel henmolit.
Men at du føle løse Steen
Udi din Eed har hvegit/
Der du dig soerst ved Gud om Meen/
Din Koning vilde svegit:
Oc at du Stempling haffver giort/
Oc varst med Raad paa Veye/
Hans Arffve-Spjr at føre bort
J fremmed Vold oc Eye.
Det det udi din bange Siæl
Skal nagge meest oc skiære:
Det det/ dig arme Syndsens Træl/
Den største Væ skal være.
Saa sterck aff Aconit en Drick
Selff Pontus blander icke/
Du strax udi it Øyeblick
Jo vilde den uddricke.
Saa beesk skal tyckis dig dit Liff/
Saa skammelig dit Rycte/
At ey for hvassen Rage-Kniff
Din Strube sig skal frycte.
Saa fast oc hart kand Reeb oc Baand
Ey Moderløsen knibe/
Du jo med din MeenEdig Haand
Skalt vilde der til gribe.
Saa høyt it Taarn mand aldrig veed
Saa steyl er ingen Klippe/
Du der aff jo vilt falde need/
Oc gierne Liffvit slippe.
Alt det som andre giør Behag/
Skalt du Fortræd aff ljde.
Du skalt om Natten ynske Dag/
Oc Nat om Middags tjde.
Du skalt din usle Fødsels Tjd
Vel bande mangen sinde/
Ja daglig gaa i Dødsens Strjd/
Oc dog ey Døden finde.
Med Pijl oc Skud at fældis need/
Det skalt du Skaansel kalde:
Du regne skalt for Miskundhed/
For andres Sverd at falde.
Men arme ney/ slet ingen vil
Dig der udi bønhøre/
Slet ingen er paa Jorden til/
Medlidenhed skal røre.
Til Straffens rette Dag oc Stund
Mand dig urørt skal spare/
At hver Mand aff din egen Mund
Din Falskhed kand forfare.
At det oc da fornemmes kand/
111 Hvo dig tilhiulpit vilde/
Hvo Kongen oc sit Føde-Land
Vel meener eller ilde.

✂ Vel an din Dom er alt affsagt/
Stadfæst oc underskreffven/
Dit Naffn oc Vaaben need er lagt/
Din Ære sønderreffven
Sig nu hver Koning her paa Jord
For dig i act skal tage:
Ey nogen Første du med Ord
Nu meere kandst bedrage.
Din Ondskabs Skieppe nock er fylt/
Dit Glas til en[d]e rinder:
Du saadant har for hart forskylt/
Dig Rætten offvervinder.
Saa saa skal dennem alle gaa/
Med Oprør sig bevare.
Retfærdig Straff her øffvis maa/
Skal Verden ellers vare.

✂ Dig Himlens Gud O Zebaoth/
Som os har holt i Liffve/
Oc giort hans Ulffve-Raad til Spot/
Vi Tacken vel maa giffve.
Den gandske Verden kiender nu
Din høye Vissdoms Vælde:
Vor Konning selff alleene du
Hialpst ud aff Dødsens Fælde.
Din Salffvede var dig for kiær/
Du selff hans Huus bevar'de:
Du dig hans Fare togst saa nær/
Oc Skakken aabenbar'de.
Du store Raadsens Engel dreffst
Den Mand/ som os advar'de/
Med hannem du selff underskreffst:
Ved hannem du os spar'de.
O Hæld oc Lycke/ Seyr oc Fred/
Hans Huus skal altjd følge/
Som giorde sig Samvittighed/
Forræderen at dølge
Dig Jsraels Strjds-Kæmpe dig/
Det gandske Land oc Rige
Berømme skal ævindelig/
Oc hiertelig Tack sige.
Du frelste voris Ljff oc Blod/
Der det om Døden gielte.
Du du den Blodhunds offvermod
Selff vidste ret at smelte.
O Søde Fredsens Første lad
Den Ædle Fred regere/
Lad dem/ som stiffte Mord oc Had/
Ret aldrig findes mere.
Lad dem som Affner spredes hen/
Som effter Oprør stunde.
All Himlens Heffn forfølge den/
Os Undergang vil unde.
Al Verdens Had/ al Spot oc Meen/
Dens Offvermand lad være/
Som ey sin Arffve-Koning tien
Med Trofasthed oc Ære.