20.
Det Højfornemme og Lykkerige Par,
Søffren Jenssøn Klyne,
Raadmand i Frederichshald,
Og
Cathrina Olufs-Daatter,
Paa deres Brudlofs-Dag til Ære. 1670 den 9 Octobr.

✂ J mindes vel vor Barndoms Tid,
Hr. Brudgom, der vi rende,
Med Kalve-spidsen hid og did,
Og ej til Verden kiende.
Hvor vel det da med os tilstoed;
Hvor Folkerig en Skare
Vi vare, naar Mor-Moder loed
Til Dands og Leeg os vare.
Af egne Børn og deres Æt
Hun kunde naar hun vilde
Et ganske Vertskab sanke læt
Og giøre der med Gilde.
Saa stor var da vor Slegte-rad,
Saa lang var da vor Hale,
Men see, jeg veed skøt ikke hvad
Jeg derom nu skal tale.
Vor Stammes Tal forringer sig,
Og svinder hen med Tiden,
Vor Flok den tyndes kiendelig,
Vor Skare vorder liden.
J vores egen Føde-By
Vi snart ej Frændskab eje,
Som os i Nød kand skaffe Ly,
Skøt hver er sine Veje.
Vel mangen Plads staar overgroed
Med Neide, Græs og Skreppe,
Hvor før vor Ungdoms Troja stoed
Og Sorrig hørdes neppe.
Af Klyne, Bording, Hegelund
Vi snart ej Levning finde,
Som der har Færne-Navn og Grund:
Paa fald er deres Minde.
Den største Part af os er død
Og haver Graven inde,
Den overblevne Rest sit Brød
J fremmed Egn maa vinde.
Blant deres Tall, Herr Brudgom, J
Saa vel som jeg maae være,
Vor Føde-sted vel sagne vi:
Dog veed os GUd at nære.
Og jeg af Hiertet glæder mig
At Lykken sig beqvemmer,
For Eders Huus saa mildelig,
Og Eders Gierning fremmer.
Men mig den Tiding særligen
Er tækkelig at spørge,
At J med noget Smuk igien
Vil Eders Seng forsørge.
Enddog jeg ikke selv forstaar
Hvad Egtestand betyder,
Thi jeg u-qvænnet end hengaar,
Og mig til ingen byder.
Af andres Tale jeg dog veed
At ingen Ting paa Jorden
Saa søt er til, som Kiærlighed
Og Egtestandens Orden.
45 Det er en liden Himmel-Fryd
Og Paradises Glæde,
Naar de som elsker Tugt og Dyd
J Brude-Sengen træde.
Er derhos Hæld og Skønheds Pragt,
Samt Lykkens rige Gaver,
Hvor kand da noget der faae Magt
Som Smag af Beeskhed haver?

✂ Med Glæde jeg af hver Mand hør,
At Eders Brud skal være
Saa skiøn og rüg, som det sig bør,
Saa fuld af Dyd og Ære:
At selv den bleege Nid ej kand,
Om hende noget sige,
Som hendes gode Navn og Stand
Kand komme til u-lige.
Hvad har J for at sørge nu?
Her haver J den Mage,
Som vil anvende Sind og Hu
Til Eder at behage.
Her haver J den ædle Skat,
Her haver J den Gave,
Som Eder baade Dag og Nat
Af Hiertet kiær skal have.
Omfavner hende blidelig,
Og lader ret paa kiende,
At vores Siegt og Stamme sig
Paa Eder ej skal ende.
Fuldbyrder det, som Tvist og Meen
Af Sengen ved kand jages,
Det er dog ingen Møllesteen
Som løftes skal og drages.
Beteer den Pligt som Danmand teer
For Eggemad og andet,
Det ikke skader hun udseer
J Morgen Øje-blandet.
Seer til at J saa vel bestaar
At Eders Mesterstykke
Kand vises inden Dag og Aar,
Hvor til jeg ynsker Lykke.