Bording, Anders Min bange Siel [maa] falde

181. Sielepe[rse.]

1.

Min bange Siel [maa] falde
J Tviffl om ieg tør [kal]de
Den Strenge Gud end fader meer
J Nøden ieg fornemmer
Att du mig arme glemmer
Oc ingen Miskundhed beteer.

2.

Min modig graad och Klage
Du Dig ey Vill antage
Min bøn du slaar i Veyret bort
Er dett den høye naade
der schall for alt dett raade
Som din almectig haand har giort.

304

3.

Er dett dit fader Hierte
Som offver ald min Smerte
Medliden er och ynchis tett
Hvor kandstu nogen Sinde
Saa grum en Moder finde
Der Saa sit foster har forgiett.

4.

Skall ieg mig offvergiffve
Skall ieg mig altid Skriffve
blant de forladnis usle tall
Wilt du dig ey forbarme
Skall endelig ieg arme
Mitt Leffnid byde døden fall.

5.

[Langt] fra [det er nu ikke,]
Min Siel io [sig en] Striche
Begierer at i[eg qvæles] kand,
derfor ieg nu Vill [ta]ge
forgifft ia Sværdet drage
Oc søge till dett dybe Vand.

6.

Dog ney! hvad kand ieg giøre
Naar ieg din naadis dørre
For andre seer att aben staa
Jeg tencher daa min plage
En ende snart schall tage
Gud mig tør hielpe Ligesaa.

7.

Men ach, att du saa Lenter,
Ach, Ach at dett ieg Venter
forgieffvis er och gaar omkuld
Du bliffver Ved att maale
Den store Lengsels Skaale
For mig dog altid Ligefuld.

8.

Eya hvor Vell de Lide
Som dødsens mact i tide
Till mørchen graff henrøffvet har
Din grumme Vredis bølge
Mig Jler att forfølge
Ach att ieg och blant dennem Vaar.

9.

Er ieg aff Staal [uddreven,]
Er ieg till kaaber [bleven,]
Er ieg och giort af [haar]den Steen,
At ieg kand altid taale
din Vredis tordenstraale
Som trenger mig till marff och been.

10.

Hvi Vilt du mig bedrøffve,
Med Slig een farlig prøffve
Mitt Hierte du dog kiender Vell
Du Veedst att ieg Vill raabe
Till dig och altid haabe
Det du end Slogst mig slett ihiell.

Finis