3.
Nyse-kruds eller Snuu-tobackis berømmelse och brug, Satyrisk vjs fremsat.

✂ J store giecker, J, som høyre vill' opstige
End den gemeyne Mand, och vide meer' at sige
End Just besøger, som i sidst forgangen Aar,
Med nefas mere fick, end fem gang femten Faar.
Huorledis mener J, vor Urte-kræmers næring
Forskar, och stoppe kand hans udgift och fortæring?
Ney ney vor kiøbsted-pract och Adel-ljge stand
Ved den sædvaanlig brug ved magt ey holdis kand
Her nu vil mere til, her vil en karm udredis
Her vil en smaadreng och en Suompetrycker kledis
Vor unge Moder vil sit Hualsfinds harnisk-lif
Paa ryggen hafve snørt och gaa vel strunck och stif
Vor snefre Stadsmø vil ret som en malit ducke
Stofferis ud, och skøt ey for en Froiken bucke
Hun vil besnøris tæt hun vil bepudris graa
Vil paa Comædi leeg och Børsen huer dag gaa
Saa mange taftes baand' och voris hat maa klede
At vi forgiefvis tit om hatten self maa lede.
9 Vor Franske vadmels Jack med mange knappers kram
Maa giøre dyr tid til Parjs och Amsterdam
Her efterabis maa Frandsosen och de tydske
Sampt det Polacken hâr for penge lært de Jydske
Her vil med tøsser tolf ukiende retter mad
Tracteris endelig, och med, Jeg veed ey huad.
Mon nogen drifve kand saa bade-rjg en handel
Med Jngefer, Safran, Rosiner, Figen, Mandel,
Med Sucker och Kaneel, samt anden leckerj
At hand for Kræmer-bog och talstock sig kand frj

✂ Ney Peber-posen kand alenne sligt ey giøre.
Man veed en bedre kunst, os rjgdom kand tilføre,
Det er, at rede til den ædle Nyse-kruud,
Som til de store kand med vinding selgis ud.
Den Muus er taabelig, och saare god at fange,
Der sig kun it hul veed, naar Puus paa Jact vil gange.
Hin fine Knaster gods en huer ey smøge kand
Det af en huer och ey vil tyggis under tand.
Mand derfor det angaar saaledis om at skabe
At ingen, uden hand er ret en giæck och Abe
Jo der af kiøbe vil, heldst naar hand mercker ret,
Huor liflig-sødt det er, .och giør hans hierne let.
Huad vil Anticyra med sin Helebors grøde
Huis bidske kraft det giør at Næsen tit maa bløde
Ja bryst och hofved saa betynger mangen gang
At sandserne gaa' bort, och Aanden vorder trang.
Lad grofve B[ø]nder-folck, som terske korn och pløye
Med saadan skarp recept alenne dem fornøye
Thi dieris haarde krop ey bedr[e] Doctris kand
En pose fuld af sligt best tien en Bondemand.
Men den som sin fornuft och tancker skal udstrecke
Til det som victigt er och stedse hiernen suecke
Med høye kunsters jd, hues dybe grund och art
Ey vil randsagis ud och hænge ved saa snart
Hans Blod er tyndt och let hans krop er tør och bleger
Maa derfor hafve det som bedre vederqueger
En fjn och dyrbar skaal af Porcelan och glar
10 Maa skyllis varliger end brygger-spand och kar.
Den Pozzibuntzer Munck, huis klogskabs nafn och minde
Saa længe Verden staar ret aldrig kand forsuinde
Ved hans dybsindig kunst och høy forfaren fljd
En mild're snuu-toback til os er kommen hid
Trods Nardus dyre luct som Jndien os sender
Trods Balsams ædlist' art som nogen veed och kiender
Trods Pontisk Mithridat Alkermes Theriak
Mand nu langt større hielp befinder i Toback
Euphorb och Avicen sig nu slet ofvergifve
Sig Rhasis icke tør fordriste meer' at skrifve
Ey self Galen och Gels af Gummi vext och saft
Hâr nogen lægdom giort, som er af større kraft.

✂ Naar det Monarchen gaar ret efter ynsk och minde
Hans undersater sig och derved vel befinde
Men skyder Lycken ryg och ey med hannem staar
Det gandske Land och Folck med hannem undergaar
Saa snart som Hofvedet, som er for Kroppen Herre
Med siugdom gribis an, sig lemmerne forverre
Det gandske legome strax sin bygfældigheed
Fornæmme kand och ey sig self at raade veed
Den tøre gane da vil ingen mad begiære
Den kaald[e] Mafve kand sin foder ey fortære
Sig Bugen finder øm, och er paa veye tit
Kand dog ey blifve sin forgiemte baglast quit
Med nød mand tale kand med den forhidsit tunge
Mand føler pjnlig sting i hierte milt och lunge
Her tyngis arm och haand; den suage food och saa
Sin ofver-bygnings vect at bær' ey kand formaa'
Nu vil mand raade til, hand suæde skal och bade
Nu vil mand pulsen slaa, nu lefver-Aren lade
Nu gifvis hannem ind for Skørbug græsskar vand
For Suindesoet hand faa'r alt det som stoppe kand
Den enne siger: hand af Rosen vist maa piagis
Den anden siger: ney, med Kaalden hand betagis
Hent bøsse-kruud strax hid, hent Peber, Brændevjn
Mon hand ey hielpis kand med saft af Rosmarjn
11 End om mand bud hen til Mads Bonde-Doctor sende
Huo veed? hand os maa skee vel vidste raad at kiende
Endog at hand er plump och folck afvjse t[ø]r
Med Spidssglas och Mercur hand dog tit prøfve giør
Men ney, mand seer hand ey meer' actis af de store
Thi siden det blef spurt, at hand den pockit Hore
Sig under haanden tog, tør ingen trygelig
Med hannem gangis om och deert befatte sig
Mon den Catholisk Munck, som brugis af saa mange
Sig ey paatage skal, til Fader hid at gange?
Mon icke Farfveren med sin forborgen skrift
Skal vide raad, at faa' det onde strax paa drift
Mand och vel stundom tør en signe-kiærling tage
Som hannem korse skal med Fader vor tilbage
Hun hun skal raade boed med vjed Jord och Muld
Med Kircke-rænders vand, med gammelt arfve-guld
O skarn, er det en synd, de fleeste folck da synde
Dog tøs! mand det ey tør for huermand strax forkynde
Vor Præst och det saa Just ey skal at vide faa
En huer som fattis Jld i Asken leede maa
Med sældsom kors och tegn til dørs hun siugen minder
For Guul- och Moedsoet hun och Tartar-knuden binder
Hun næfner Helg'nes nafn i femten tylter tal
Och siger det vel snart med hannem gottis skal
Hun med hans morgenvand, sampt skiorte, nægler, locker
Slet stilletjendis hen ud af huset rocker.
En daler eller sex hun med sig fanger hiem.
Hun lader saa, som hun ey vil, dog tager dem
Men ach den arme Mand ey hielpis dog af knibe
Hun ved ey kunsten fix, hâr icke lært i Ribe
Ney ney den Geystrup Gud och gamle Ringelfyr
De vidste mangt it raad och sældsom eventyr.
Huad raad er best och nest? her intet vil forhalis
Mand lowlig middel veed; her vil med lægen talis
Strax sendis kudsk och karm til Bartholin och Mot
Fabritz och Ostenfeld sampt Møynken lofvis got
Men see det er forgiefs det er for sildig tagit
Det onde sig ret ind til hiertet hafver slagit
12 Hand ved utidig raad och Kiærling quackleri
Saa slet forderfvit er och staar ey til at fri
Mand sancker vennerne, Paa testament her tænckis
J Blodet ingen er Jo Siælegafve skenckis
Til Kircken gafs vel och: Men see huor hand ret nu
Blef moxen sandseløs, och kom ey det i hu
Den gode Sognepræst udi de lange Kleder
Omsider hentis maa, thi nøden ey tilsteder
Lang udslag nu. Ney see, der ligger hand i nød
Der ligger hand, forlat, imellom lif och død
Saa vel hand kunde slig en farlighed undværit,
Om hand, den tid hand først sig fant med flod besuærit
Kun hafde tagit af den Kraftig nyse Kruud
Udi sin næse strax, och lockit flodden ud
Han Kunde da vel end, med Ess och Konge stuckit,
Och mangen lystig pæl med gode venner druckit,
J den sted, hand er nu foruden hielp och raad,
Och hâr den enne food i Carons sorte baad,
Huad hindring kunde det for hannem hafve værit,
Om hand en næse-dug, af grofve Closter-lærit
Til tuætten skulde sendt; mon Posten fattis vand
Mon och ey seebe nock hos Jægern kiøbis kand?
Paa Floor och Cammerdug paa Sølf- och Gyldenstycke
Som fast paa Grefve-vjs hans døde krop skal smycke
Nu meere gaar end hand i femten Aare plat
Self femte kunde paa got Pozzibuntze sat.

✂ O ædle vext Toback, o urters Keyserinde
Huo kand din høye værd, som det sig bør besinde?
Du drifver snue bort, du dæmper tænders verck,
Du kandst hukommelsen och siunen giøre sterck.
Den skønne Flora self paa dig en ævig ære
Sig har indlagt och vel sit hofved høyt maa bære
Apollo siger hand blandt hendis blomster Kram
Saa krafte-rjg en urt ey nogen tid fornam
Hand vil om kongebref hos Jupiter ansøge
Det dig slet ingen maa med pibe-røg opsmøge
Saa sant hand paa sit been ulemmelæst vil gaa
13 Mand veed vel huo det er hand der med mucker paa
Den halte Smed Vulcan, en krycke det vil volde
Til den hand før ved gick, saa fremt som hand vil holde
Ved sin sædvanlig smøg. Saa faar hand det hand bør
Och blifver hanrey vist, om hand det ey var før
Den store Jupiter med al sin Himmel-skare
Din uskateerlig kraft och dyder kand forfare
Hans Dronning meener och, at hand formedelst dig
J sengen giøris let och teer sig rytterlig
Den kæcke krigshelt Mars, huad heller hand uddrager
Til fectning eller och sin vey til Venus tager
Ved dig faar mood och kraft och som en dapper [mand]
J begge slags gevær sig fix forsuare kand.