Bording, Anders FUld aff Vunder/ fuld aff Kunst

↩

✂

1.

FUld aff Vunder/ fuld aff Kunst/
Fuld aff Vjssdom/ fuld aff Gaffver/
Fuld aff alt det Himlen haffver/
Fuld af Yndist/ Naad' og Gunst;
Fuld aff Styrcke/ Trøst oc Glæde/
Fuld aff det fornøye kand;
Ja et Jordisk Himmel-Sæde/
Er den kierlig' Egte-Stand.

✂

2.

De hin anden aldrig før
Nogensind' aff Aasiun kiendte/
Eller deris Sind henvendte/
Til det siden dem tilhør/
Deris Attraae/ Hue oc Tancke/
Deris Hierte/ Ja og Haand
Veed Gud fast at sammensancke
Til et Egte-bunden Baand.

55

✂

3.

Her opfostris een from Søn
Til Forældrens Hierte-Latter;
Hisset een fornuftig Datter/
Følge hver sit eget Skiøn;
Men naar Tjden nu frembryder/
Som aff Gud berammet var/
Hand dem udi Sinde skyder/
At bliffv['] et velsamlet Par.

✂

4.

Er det ey at undre paa?
Begge leffve hos hin anden/
Hisset Qvinden oc her Manden/
Uden nogen Sinds Attraae;
Dog er een den andens Krone/
Glæde/ Trøst og Støde-Staff/
Konens Mand og Mandens Kone
Og dog ingen veed der aff.

✂

5.

Jndtil det behager Gud/
Som i Hænde alting haffver/
Og til hans Børns Beste laffver/
At da hastig bryder ud
Det saa dybt var før forborgen/
At mand Øyenskinlig seer/
At Gud Naad'/ og efter Sorgen
Dem som sørge/ Glæde teer.

✂

6.

Da faar Ahasverus Sind
Til den stille Esthers Smycke/
Og Tobias for hans Lycke
Til den fromme Saram ind;
David/ som før heftig fnyser/
Og strax Nabal dræbe vil/
Hand sig kierligen bevjser
Mod den klog' Abigail.

✂

7.

Jacob flyer for Esaus Sværd/
Og sin Hierte Rachel finder/
Joseph fremmed Yndist vinder/
Oc skatteris Asnath værd;
Moses Jethros Faar bortdriffver
Til Guds Ørcken Horeb ud/
Hvorfor hand Ziporam giffver
Hyrden til sin Hiertens Brud.

✂

8.

Hver een finder/ tager det
Som Gud hannem selff udleder/
Hvad mand derimod skønt beder
Om det/ som os siunis ret.
Egteskab i Himlen sluttis/
Og paa Jorden bindis skal.
Jntet maa her under puttis
Hvor i Himlen haffver Vall.

✂

9.

Ofte tenckis: Her oc der
Kunde du hafft bedre Lycke/
Og faaet et snud-faurer Stykke/
Som ved dit ey kommer nær;
Men som Mørckets tycke Skygge
Solens Straaler ey kand naae:
Saa kand ey vor Klogskab rygge
Det Guds Vjssdom sigter paa.

✂

10.

Lad tilsammen hvad Gud vil/
Hand veed alting best at mage/
Self-Raad ellers vil bedrage
Oc udskicke dig Aprill.
Hvad Gud giør har stercke Fødder/
Maa i Modgang fast bestaae/
Som et Træ paa sine Rødder/
Naar een Kule stormer paa.

56

✂

11.

See! hvor vel det Guds Børn gaar/
Som i Egte Standen lefver/
Hvor Velsignelsen den sveffver
Ofver alt det de paaslaar/
Hvor saa vel Gud lader lyckis
Deris Hænders Giernings Fljd/
Hvor de ud oc inde smyckis
Med god Fremgang allen Tjd!

✂

12.

Deris Dyders Ære-Krands
J fuld Blomster altid findis/
Som aff Gud oc hver Mand yndis
For sin ynde fulde Glands;
Naar all anden Elskous Smycke
Som Dug ellers svinder hen/
Samt all Troskab/ Ær' og Lycke/
Blifver den trofast igien.

✂

13.

Deris Kierlighed hver Dag
Ny og altid frisk forbliffver/
Altid meer' oc meere giffver
Hiertens Glæd' og god Behag;
Bordet daglig der med prydis
Hvert Ord er dem Suckersød
Hvorved de i Sorgen frydis
Finde Rolighed i Nød.

✂

14.

Gaar det icke altid vel/
Som de ellers gierne vilde/
Hun dog icke lader ilde/
Eller sørger sig ihiel/
Men er under Kaarsset stille/
Oc forsickrer sig med Fryd/
Jntet skal fra Gud dem skille/
Som kand gifv' en bedre Tjd.

✂

15.

Midlertid udgyde sig
Himlens Godheds runde Becke/
Som sig ofver alt udstrecke/
Styrcke Huset stadelig
Giffve Sundhed/ Børn oc Lykke/
Naade/ Glæde i Guds Aand/
At end og det mindste Stykke/
Voxer ved hans runde Haand.

✂

16.

Kommer Tiden endelig/
At de her fra skal bortflytte/
Og sig Himmelen tilbytte/
Tager Gud dem op til sig/
Som dem aldrig skal fortryde/
Trycker de[m] med største Lyst/
At de ævig Glæde nyde/
Self op til sin Mund oc Bryst.

✂

17.

Nu saa være fuld aff Gunst/
Fuld aff Lycke/ fuld aff Gafver/
Fuld aff alt det Himlen hafver/
Fuld aff Vunder/ Kraft oc Kunst/
Fuld aff Styrke/ Trøst oc Glæde/
Fuld aff det fornøye kand/
Ja et Jordisk Himmel-Sæde/
Eders kierlig' Egtestand!