↩

191.
Den II Psalme.

✂

1.

Hvi fnyser saa den trodsig Hedensk hær
Hvi monne sig og folknes tanker strecke
Saa daarligen, til det forgiæves er,
Og Gud til hevn og vrede kand opvekke:
De store, som paa jorden konger ere
Sampt Førsterne til aaben krig opstaa,
Mod Himmelens almægtig Gud og Herre,
Og mod hans Christ i raad tilsammen gaa'.

✂

2.

Hvad (sige de) skal deres Lærdoms baand
Os høye folk til tvang og trældom binde?
Ney kommer frem, det Aag med væbnit haand
Skal brydis, om vi ville frjhed vinde.
Men Gud som i sin Majestetes sæde
Sig har opsat, och deris daarskab seer,
Ey skøtter om huor stolte de fremtræde
Men spodskelig ad dieris stempling leer.

321

✂

3.

Hand i sin hast oc grumme vredis harm
Forfærdelig til dennem saa skal sige:
Jeg ieg som har saa stoor och sterck en arm
At J dog maa for mig omsider vige.
Jeg ieg min Søn til Konge selff indsætter
J Zion, hand er der alt salffvit til,
Trods nogen mod hans Kircke staar och trætter
Hand hende selff forsuare kand och vil.

✂

4.

Jeg eder vil (er Sønnens ord) der paa
Guds lønlig raad, som er beskicket lære,
Gud Herren selff til mig Jo sagde saa:
Du est min Søn, mig lijg i Guddoms ære,
Jeg fødde dig aff ævighedsens dage.
Huad du begiær, skalt du til eye faa':
Jeg Hedninger til dig vil offver drage,
Din arff skal hen til verdens ender naa'.

✂

5.

Med spijr ud aff hin haarde staal och Jærn
Du dieris mact forknuse skalt och sacte:
Din mæctig haand skal dem bortsprede fiærn
Och icke meer' end brudne leerkar acte.
J Konger nu, som Jordens Herrer ere,
Och holde dom med offvermodig pract,
Jeg raade vil, annammer tuct och lære
Och falder need for ærens Kongis mact.

✂

6.

Staar op for Gud med hiertens redbonhed;
Med Sønlig fryct beblander eders glæde;
Med ærekys afflegger hyldings eed
Til Sønnen, at naar i paa syndsens stræde
Fremgaar, hand da skal ey fortørnit bliffve,
Och eder der forderffve Jammerlig.
Men alle dem hand salighed vil giffve,
Som stadelig paa Gud forlade sig.