↩

Aar
1650.

✂ TJl store Helters Roes oc Loff
Tilbørlig at affmale/
Bekiender jeg vel giørs behoff
Høytraffvend Stijl oc Tale.
Oc heldst naar de Naturens lob
Med prijs fuldkommit haffue/
Oc til de Hedensoffnis hob
Nu bæris hen til Graffve.
O Maro dig vel burde da
Din lærde Pen at prøffve/
Homerus burde vel ocsaa
Sin søde Røst at øffue.
Men see den klare Brønd huor aff
Poëter skulde dricke/
Skal vijde søgis offuer Haff/
Huor mangen kommer icke.
Skal derfor denne Høffding fin/
Huis Død wi nu Begræde/
Forglæmmis slet? O Musa min
Det skalt du ey tilstede.
Thi om endskønt din Flod Nipss-Aa
Ey saadan Aand kand giffue/
Som Aons Vand/ begynd dog paa/
Huis du formaar at skriffue.
Oc om dig nogen vorder gram/
Oc dig tillegger Vanske/
Da suar/ det er slæt ingen skam/
At Tale sandt paa Danske.
Vel Talenhed den Jomfru lærd
Sig skulde nu vel skynde/
Med huis som hør til saadan ferd/
Oc selffuer først begynde.
Men jeg har nu søgt Landit om
Vel tit oc mange sinde/
Men giffue GVD ihuor jeg kom/
Da var hun ey at finde:
Omsider kom jeg til en Skoff/
Som laa ved Haffsens side/
Oc hørde til en Kongens Hoff/
Der fant jeg hinde side.
Men huor forsørgit oc forgræt
Hun siuntis mig at være/
Det kand jeg ey beskriffue ræt/
Det jo var megit mere.
Thi tænck[t]e jeg her vil jeg staa
Oc see huad hun vil giøre/
Maa skee jeg tør oc nogit faa
Om hindis Sorg at høre.
Det første jeg at høre fick/
Oc ret fornemme kunde/
Det var en Suck/ som hende gick
Ret vd aff Hiærtens grunde.
Begyndelsen paa hindis Ord/
Var Ach oc Væ mig arme/
O Tyranij/ O Vold/ O Mord/
O sorg oc Hiærtens harme.
Nu hører jeg de Klockers klang/
Dødactelig at klinge/
Nu hører jeg den Græde-Sang/
Som Skole børn opsiunge.
Nu bæris den til Jorden hen/
Med stoer Process oc ære/
Som var min aller bæste Ven/
Ach den Velbiurdig Herre.
Nu leggis ned i sorten Muld/
Den jeg saa trolig meente/
Der mig var oc saa tro oc huld/
Oc aff Formuffuen tiente.
143 Nu graffuis den i kolden Jord/
Som var saa stoer oc mectig/
Oc jeg hjalp selff til Kongens Bord
At sidde vel saa prectig.
Ja den som var saa from en Mand/
Oc en aff Landsens Fædre/
Nu bliffuer hand til Jord oc Sand/
Saa sant mig det Gud bedre.
O Ædle Krag/ oc høffding bold/
Nu maa jeg mig vel klage/
At Dødsens grumme mact oc Vold/
Dig skulde saa borttage.
O naar som heldst jeg tæncker paa
Den grundelige Tale/
Du lodst aff søden Mund udgaa/
Da smeltis jeg aff quale.
Eya huor mangen raadvild Sag/
Huor mangen Kiff oc Trætte/
Har jeg ved dig i fuld god mag/
Forligt oc ført til Rætte.
Huad heller det til Landsting var/
Ell'r oc til Herredage/
Da gaffstu altid saadan suar/
Som kunde huer behage.
Jeg torde dig fuld vel betro
Mit ærind at bestille/
Oc der med side selff i ro/
Oc quit for mangen Grille.
Thi maa jeg/ er oc plictig til/
Dis større Sorg at driffue:
Jo søder Vin/ io surer vil
Den Ædick' der aff bliffue.
Dog ey allennist jeg/ men oc
Aff andre gode Dyder/
En gandske stor anselig Flock/
Hans Affgang har[t] fortryder.
Retfærdighed har sig i ført/
En langer sørge Kaabe
Jeg haffuer hinde nylig hørt/
Til Skyen saa at raabe:
Det klagis Gud i Himmelen/
At Dødsens Garn oc snare
Saa pludtzelig omspente de[n]/
Der skulde mig forsuare.
Gudfryctighed bedrøffuid seer/
Oc saa med sorg beklemmis/
At hun oc ey kand Græde mer/
Men dog i Hiærtet gremmis.
Fru Sandhed felder mangen taar/
Naar hun hans nafn hør neme/
Oc siger: Giffue Gud nu var
Som villien min effne.
Dog see/ huort vil jeg arme hen
Jeg kand det ey forhindre:
Jeg skøttis ey aff Mennisken/
Aff Døden megit mindre.
Oprigtighed ey Trøstis kand/
Saa klaglig hun sig skicker/
Jeg tro'r hun græder mere Vand/
End Oceanen dricker.
Beleffuenhed oc ydmyghed
Vel jo saa saare lengis/
Som Vijssdom oc forfarenhed
Aff hiærte Sorg betrengis.
De andre Dyder huer oc en/
De bære Sorg oc Quide/
For denne deris beste ven/
Som de saa vel maatt' lide.
Saa græder nu vel Modelig
J skiønne dyder/ græder/
Oc lader see/ en huer for sig
Hans Graff med Taare væder.
Jeg vilde selff oc hielpe til
Med eder i at stæmme/
Men Sorgen mig betage vil
Baad' Maal oc sands oc nemme.
144 Nu vil jeg hen/ huor ingen mig
Her effter skal opspørge/
Der acter jeg mig endelig
Til Døde selff at sørge.
Dog til Valet, vil jeg aff dig
O høye Himmel bede/
Hans ædle Siæl lad huile sig/
J din Pallatz oc Sede.
Du Fama skalt til alle Land/
Hans gode Naffn ombære/
At den ret aldrig glæmmis kand/
Men holdis høyt i ære.
Du sorte Jord det andit tag/
Som Døden tog aff Liffue:
Men ver dog let: paa Dommens dag
Du det igien skalt giffue.

✂ SOm hun det sagde gick hun bort/
At følg' hans Lijg til Jorde/
Oc siden hen/ jeg veed ey huort/
Thi fick jeg saa til orde:
O strenge Død/ O Syndsens sold/
O grumme Fokke Myrder/
Som øffuer lige Mact oc Vold/
Mod Konger oc mod Hyrder:
Oc kaster ned i sorten Muld/
Saa snart den Mand at ligge/
Der eyer mange Tønder Guld/
Som den der gaar at tigge.
O din Blodgierig meyelee/
Vel maatt' omsider sløffuis.
Som andit Jern oc Staal/ men see
Dens Eg kand icke døffuis.
Den er skøt brugt Sex Tusind Aar/
Er icke dog opsledit/
Men lige som den først i Gaar
Aff ny var bleffuen smedit,
Du slaar omkuld i huem du vilt/
Oc pleyer ey at spare/
Din vrede bliffuer aldrig stilt/
Før mand er lagt paa Bare.
Du dræber vden ald forskiel/
Den Onde med den Fromme/
Saa snart en Herre som en Træl/
Slet ingen kand undkomme.
Du maatt' end dennem gaa forbi/
Som oss Guds Ord bebudder:
For dig burd' oc at være fri
Hin' mectig Jordsens Gudder.
Men lige som en Høstemand
J Marcken gaar om Sommer/
Oc med den Lee hand har i Haand/
Slaar ned huad der forkommer:
Der findis ingen Vrt saa Grøn/
Den slaas jo ned for Fode:
Slet ingen Blomster staar saa skiøn/
Den Huggis jo fra Rode.
Dier's yndig Farfue Luct oc Dyd/
For hannem intet gielder/
Peck-Liller/ Fioler/ Tusindfryd
Ey skaanis mer' end Neider.
Saa gaar det til i Døde Dands/
Det maa wi jo bekiende/
Ey Dyder/ Stand/ Fornufft oc Sands/
Kand Dødsens Low foruende.
Wi lyde maa den visse Bud/
Ald Kiødsens Vey at fare/
Oc bæris snart ad Døren vd/
Til de affgangnis skare.
Fra Hustru Børn oc Venner hen/
Dog de med modig' Taare/
J Liff' oss yndske tit igien/
Som wi tilforne vare.

✂ AT saa paa Jorden daglig skeer/
Forfarenhed kand lære/
145 Det mand oc nu for Øyne seer/
Paa denne Salig' Herre.
Thi hafd' her gieldet ædel Blod/
Ophøyed Stand oc Ære/
Gudfryctighed/ oprictig Mod/
Forstand med Dyder flere.
Da veed jeg vist/ i huor det gaar/
Hand ey saa Død udbaaris/
Da veed jeg oc/ at mangen Taar
For hannem skulde sparis/
Som feldis nu vel Modelig/
Aff Hustru/ Børn oc Frender.
Da kunde de vel frydit sig/
Som vride nu med Hænder.
Men ach/ huad vil mand klage sig/
Wi kand det ey forandre.
Hans Siæl var Gud behagelig/
Thi maatte den opvandre.
Fra Møye Sorig oc Fortræd/
Til Lise/ Lyst oc Glæde:
Fra Tuist oc Strid/ til ævig fred/
Fra Jord til Himm'lens sæde:
Men grumme Død jeg spørge maa/
Huad haffuer du i Sinde:
Mon du vilt Siælen lige saa/
Som Kroppen offuer vinde?
Ney sandelig den ædle Siæl
Vdødlig er oc bliffuer/
Den farer op/ det vedst du vel/
Til Gud som hinde giffuer.
Huad Hiærtens Lyst oc Glæde den
Der haffuer at fordriffue/
Det ørcker ey min suage Pen
Fuldkomm'lig at beskriffue.
Allennist Kroppen rodner hen/
J Jord oc Muld hin Sorte/
Men Naffn oc Røct er dog igien/
Oc icke bliffuer borte.
Den kand ey tie vor idret/
Huordan wi her oss tede.
Har wi da Leffuit vel oc ret/
Da er oss Loff til rede.
Thi kand det icke bade stort/
At wi med Sorg oss harmer/
Naar vore Venner røckis bort:
Sig Døden ey forbarmer.
Det beste raad mig tyckis her/
Er Døden ey at skøtte/
Oc ey at haffue Verden kier/
Men laffu' sig til at fløtte:
Der hoss oc haffue Hu oc Sind/
Aff Hiærtet Gud at frøcte/
Oc daglig legge der paa vind/
At naa it Ærligt Røcte.

Bording, Anders TJl store Helters Roes oc Loff