↩
159.
Op alt det som til sorgen hør!
Op op [oc] hielper mig at græde,
For min Crysilis, som sig bør,
Der ieg dig sidst for Øyen saa
Saa strid[e] mig paa kinden rinder
For dig de salte Taare da.
Gaf ieg god nat kom dog igen
Huor mangen Such vi fældet Baade
Mig førde dog min schefne hen.
Oc anden [ey] var min attraa
Nu maa ieg her i vilden heede
Hos Oceanen eene gaa.
Her nærer ingen hyrde sig
For Nagtergalens sang hin søde
Hør jeg om natten ugle schrig.
For min Crycillis artig sang
Maa jeg bedrøffved stedse lyde
Paa [Tritons] strenge knur och klang.
Anfechter mig Melancholie
Alt huis jeg tager mig til hende
Er ichun idel Fantasie.
ved himmels høie firmament
Hvad jeg udstaar om nattetide
Er dig, o Luna, best bekjent.
265
Tildricher dog det scheer ei tiit
Mig siunis da med dig at tale
Oc ald min sorrig at være qvit.
For dig mit gandsche hjertis grund
aff ynchsomhed du iche spare[r]
For mig din Nectars søde mund.
Da dantzer jeg med dig omkring
Men naar jeg pludselig opvaagner
Seer jeg ichun slet mørche ting.
Hvor jeg dig kyste tusind gang
Der vi hin anden offte funde
Der dagen var aff heede trang.
Aff rosen och aff hjertens fryd
Der jeg med dig var vant at høre
Paa fuglens lifflig sang och liud.
De schjønne krandsis Ejermand
Din Lucidor dem schulle bære
Af lengsel dør i fremmed land.
Aurora deylig komme kand
Men blægner snart oc slet forsuinder
Af lengsel til den gamle Mand.
Det giør min lengsels haarde væ
At ieg er mauffr oc bleg om kinder
Det giør attra, min ven at see.
Af tyche schy da regner vand,
Men Amor vil mig slet opbrende,
Ey graad ey taar det hindre kand.
Men ieg maa daglig haffv u-ro
Maa stedse sørge dog ey schue
Min ven, oc ey hos hende boe.
Sampt de Gudinder tre gang tre
Er ieg tiltungen at forglemme
Oc Siunge om min venniste.
Om Aga[nip] oc Helicon
Alt det ieg hende der tiltvinger
Er dog Chrysillis Thon.
Skynd dig at tiden Hastig gaar,
En time mig en dag mon være,
En dag fast lenger end et Aar.
Giør mig en gang fra sorgen fri,
Huorlenge vilt du mig omleede
Saa mangen vildsom vey oc stie.
266
Fant dog Penelope sin ven
O schulle det end længer bliffve
Førde ieg dog Chrysille hiem.
Til Jorden falde schal du see
Med ild schal vand i venschab være
Før ieg schal glemme Chrysille.
Hvi raaber ieg hun hører ey
Min vngdoms tid som strømmen fage
Forgæffvis flyder hen sin vey.
Af tidens hør paa dødsens Teen
oc Atropos paa Teenen vinder,
Skiær af o Clotho vær ey seen.
Mig sørge self til døde slet
Her vil Jeg mig en graf beræde
Oc giøre dødsens schaale ret.
Mit klage-rnaal o Borea!
Det sidste ord som ieg schal giøre
Er Chrysilis sig hende saa.
Saa sandt som Jld giør varm oc heed
Saa sandt Chrysille mig paafører
Dend grumme Skæfne streng oc led.
Sampt alle Nympher huer oc en
Tach være den som for sin pige
Sig giffver saa i døden hen.
159.
Kiærligheds Bestandig Længsel
Vdi en Liden pastorelle
oc Hiurde viise forblommede viis vdført
vdi huilchen Lucidor saa høyligen klager offver sin
modstridige Skæffne
at hand iche maa være hos sin deiligste oc
Kiæreste Chryssillis
alle Troelschende lengselbunden Hierter til forlystelse vdi deris
Kierligheds fengsel
korteligen sammenschreffven.
1.
Op hiertens suck oc graad vær rede,Op alt det som til sorgen hør!
Op op [oc] hielper mig at græde,
For min Crysilis, som sig bør,
2.
Naar ieg den morgenstund bisinderDer ieg dig sidst for Øyen saa
Saa strid[e] mig paa kinden rinder
For dig de salte Taare da.
3.
Huor mangen gang med øyen vaadeGaf ieg god nat kom dog igen
Huor mangen Such vi fældet Baade
Mig førde dog min schefne hen.
4.
Hos dig at blifve var min glædeOc anden [ey] var min attraa
Nu maa ieg her i vilden heede
Hos Oceanen eene gaa.
5.
For vilden djur er marchen ødeHer nærer ingen hyrde sig
For Nagtergalens sang hin søde
Hør jeg om natten ugle schrig.
6.
For Lyst oc leeg mig schulde frydeFor min Crycillis artig sang
Maa jeg bedrøffved stedse lyde
Paa [Tritons] strenge knur och klang.
7.
Dend gandsche lange dag til endeAnfechter mig Melancholie
Alt huis jeg tager mig til hende
Er ichun idel Fantasie.
8.
Hvad jeg om dagen her maa lideved himmels høie firmament
Hvad jeg udstaar om nattetide
Er dig, o Luna, best bekjent.
265
9.
Naar Morpheus mig med søffnens schaaleTildricher dog det scheer ei tiit
Mig siunis da med dig at tale
Oc ald min sorrig at være qvit.
10.
Da klager jeg och aabenbarerFor dig mit gandsche hjertis grund
aff ynchsomhed du iche spare[r]
For mig din Nectars søde mund.
11.
Da kysser jeg och venlig fauffnerDa dantzer jeg med dig omkring
Men naar jeg pludselig opvaagner
Seer jeg ichun slet mørche ting.
12.
Da [s]auffner jeg de grønne lundeHvor jeg dig kyste tusind gang
Der vi hin anden offte funde
Der dagen var aff heede trang.
13.
Der du mig plejed krants at gjøreAff rosen och aff hjertens fryd
Der jeg med dig var vant at høre
Paa fuglens lifflig sang och liud.
14.
Hvo schulle ô Chrysilen væreDe schjønne krandsis Ejermand
Din Lucidor dem schulle bære
Af lengsel dør i fremmed land.
15.
Forlefflet oc med røde kinderAurora deylig komme kand
Men blægner snart oc slet forsuinder
Af lengsel til den gamle Mand.
16.
At jeg saa iammerlig forsuinderDet giør min lengsels haarde væ
At ieg er mauffr oc bleg om kinder
Det giør attra, min ven at see.
17.
Naar Phæbus jorden vil optende,Af tyche schy da regner vand,
Men Amor vil mig slet opbrende,
Ey graad ey taar det hindre kand.
18.
Ja effter regn sees solens lue,Men ieg maa daglig haffv u-ro
Maa stedse sørge dog ey schue
Min ven, oc ey hos hende boe.
19.
Apollo dig med søden stemmeSampt de Gudinder tre gang tre
Er ieg tiltungen at forglemme
Oc Siunge om min venniste.
20.
Min gode pi[b'] ey meere klingerOm Aga[nip] oc Helicon
Alt det ieg hende der tiltvinger
Er dog Chrysillis Thon.
21.
O Titan alle stiærners Herre,Skynd dig at tiden Hastig gaar,
En time mig en dag mon være,
En dag fast lenger end et Aar.
22.
O strænge schæffne lad dig bede,Giør mig en gang fra sorgen fri,
Huorlenge vilt du mig omleede
Saa mangen vildsom vey oc stie.
266
23.
Vlysses reist i vinter tyffveFant dog Penelope sin ven
O schulle det end længer bliffve
Førde ieg dog Chrysille hiem.
24.
Før schal huad atlas har at bæreTil Jorden falde schal du see
Med ild schal vand i venschab være
Før ieg schal glemme Chrysille.
25.
Men huad vil ieg mig arme klageHvi raaber ieg hun hører ey
Min vngdoms tid som strømmen fage
Forgæffvis flyder hen sin vey.
26.
Den Traad lachesis hun [mig] SpinderAf tidens hør paa dødsens Teen
oc Atropos paa Teenen vinder,
Skiær af o Clotho vær ey seen.
27.
Her vil Jeg i den sorte heedeMig sørge self til døde slet
Her vil Jeg mig en graf beræde
Oc giøre dødsens schaale ret.
28.
Dog schal du først til hende føre,Mit klage-rnaal o Borea!
Det sidste ord som ieg schal giøre
Er Chrysilis sig hende saa.
29.
Saa sandt som Solen Jorden tørerSaa sandt som Jld giør varm oc heed
Saa sandt Chrysille mig paafører
Dend grumme Skæfne streng oc led.
30.
Der effter schal ald verden sigeSampt alle Nympher huer oc en
Tach være den som for sin pige
Sig giffver saa i døden hen.