↩
210.
wed Afve børn forfremmis
ved kaarset som en from wdstaar
forbædris hand og temmis.
vor lefnits lob dog wendis
ved døden did vi daglig gaa
ved døden tiden endis.
hvad nederst er ophøyes
Naturen og gud vexle saa
vi billig dermed nøyes.
Det unde med det gode
hos løkken som vil med dig staa
Du kaarset maa formode.
334
Guds forsiun alting lafuer
Af slumppe lykke ey kand skee
hvad herren self vil hafve.
til saadant som kand skade
Det gode ganske faa forstaa,
at søge sig til baade.
ok mange self den spilde
Gud Raader den, dog verden vil
sig saadant ey indbilde.
med vise sig raadførre
Anledning slig med dag og tid
en taabe vis kand giørre.
Ja ofte til vor skade
Den gamle plantter thi hand seer
til ungdoms gavn ok baade.
ved skilsmis vel betragtis
hvad gefvist er da kiendis Ræt
ved deelling skal det agtis.
med tiden den udføris
saa liger meget skiult och dult
Ey alle ting kungiørris.
da snilhed vel behøfvis
ia konsten dertil drifvis maa
ok ofte flitig øfvis.
paa draabe, draabe flyder
saa smykis dyd med dydighed
naar dyder følger dyder.
En daare maa hand hede
som Aben hand til speilet gaar
ok kysser det af glæde.
som skyggen io medfølger
Dyd oksaa misgunst hos sig har
som undskab sin ey dølger.
mod sollens glantz maa blegne
En Jordklump mod sin skabere
saa Ringe er at regne.
paa tidens falske trappe[r]
Vi stige op saa ned igen
til døden os hen snapper.
kand ingen igen hentte
giort gierning vendis ey igen
forgæfvis vi det ventte.
335
for sterkkere maa vige
den Arme saa maa bukke her
for stolte och for Rige.
En storre kaaber daller
saa agtis dyd af værd och fynd
mod udyd som mest praller.
for nedfald Reed maa wærre
de Onde Englers dybe fald
de stolte sligt kand lære.
maa falde snart och stødis
hvo venners raad vil slet forsmaa
Hand snubler læt ok ødis.
dog feiler den ey pige
saa haffver løcken daglig stød
det Onde vil ey vige.
et ploujern der hos vises
en enist hammer giorde dem
for bege smeden prises.
min skebne maa hand Raade
til hannem setter ieg min sag
Hand alting giør til maade.
210.
Nogle Emblemater
giort af her Laus Bording.
1.
Wed sliben blifver Jernet klar,wed Afve børn forfremmis
ved kaarset som en from wdstaar
forbædris hand og temmis.
2.
Hvor lenge vi end lefve maavor lefnits lob dog wendis
ved døden did vi daglig gaa
ved døden tiden endis.
3.
Hvad høyest er maa nederst staahvad nederst er ophøyes
Naturen og gud vexle saa
vi billig dermed nøyes.
4.
Med kiernen skallen følge maaDet unde med det gode
hos løkken som vil med dig staa
Du kaarset maa formode.
334
5.
Slet intted skeer af hendelseGuds forsiun alting lafuer
Af slumppe lykke ey kand skee
hvad herren self vil hafve.
6.
Naturen hafver størst Atraatil saadant som kand skade
Det gode ganske faa forstaa,
at søge sig til baade.
7.
Vel slumper løkken fra ok tilok mange self den spilde
Gud Raader den, dog verden vil
sig saadant ey indbilde.
8.
Den blifver vis som vil med flidmed vise sig raadførre
Anledning slig med dag og tid
en taabe vis kand giørre.
9.
For andris gavn saa meget skeerJa ofte til vor skade
Den gamle plantter thi hand seer
til ungdoms gavn ok baade.
10.
Naar lidet stort ia tungt och lætved skilsmis vel betragtis
hvad gefvist er da kiendis Ræt
ved deelling skal det agtis.
11.
J skaallen liger vngen huldtmed tiden den udføris
saa liger meget skiult och dult
Ey alle ting kungiørris.
12.
Skal lykken dig til hande gaada snilhed vel behøfvis
ia konsten dertil drifvis maa
ok ofte flitig øfvis.
13.
Af himlen drypper draaber nedpaa draabe, draabe flyder
saa smykis dyd med dydighed
naar dyder følger dyder.
14.
Hvo egen visdoms mening faarEn daare maa hand hede
som Aben hand til speilet gaar
ok kysser det af glæde.
15.
Den findis ey den glantz saa klarsom skyggen io medfølger
Dyd oksaa misgunst hos sig har
som undskab sin ey dølger.
16.
Som Stiernens lius den Ringeremod sollens glantz maa blegne
En Jordklump mod sin skabere
saa Ringe er at regne.
17.
Vi flyttis frem ok settis henpaa tidens falske trappe[r]
Vi stige op saa ned igen
til døden os hen snapper.
18.
Den raske tid som flyfver henkand ingen igen hentte
giort gierning vendis ey igen
forgæfvis vi det ventte.
335
19.
Den Element som suagist erfor sterkkere maa vige
den Arme saa maa bukke her
for stolte och for Rige.
20.
Guld bædre er dog mynted tyndtEn storre kaaber daller
saa agtis dyd af værd och fynd
mod udyd som mest praller.
21.
Den høyest er i stand ok kaldfor nedfald Reed maa wærre
de Onde Englers dybe fald
de stolte sligt kand lære.
22.
Dend blinde som vil Eene gaamaa falde snart och stødis
hvo venners raad vil slet forsmaa
Hand snubler læt ok ødis.
23.
En deilig Rose lugter søddog feiler den ey pige
saa haffver løcken daglig stød
det Onde vil ey vige.
24.
Jt draget sver her legis fremet ploujern der hos vises
en enist hammer giorde dem
for bege smeden prises.
25.
Jeg nøyes nok med guds behagmin skebne maa hand Raade
til hannem setter ieg min sag
Hand alting giør til maade.