55.
Sende-Brev til Rentemester
Christopher Gabel
Ao. 1663.

✂ Her GABEL, J fortørnes ej
At sig min Pen begiver
Paa slig en u-sædvanlig Vej
Og nu til Eder skriver.
Den modig Helt, vor Admiral
Sampt og den friske Tscherning
De største blant Poëters Tal
De voldte denne Gierning.
Jeg dem ej sige tør imod,
Mig de saa dristig giorde,
De sagde mig, J var saa god,
Jeg intet reddes torde.
Min slette Tilstand mig og nu
Saa got som det befaler,
Til kranken Skæbne haard vil Hu,
Hvo hør, naar ingen taler?
En ræd og u-behiertet Mand
Ej giller snevre Fruer,
Mand ej fordi mand gabe kand
Bekommer stegte Duer.
Vel an, Hr. GABEL, som mand hør
At Tiggemanden siger,
Jeg bad af Eder aldrig før,
Jeg troer J mig ej sviger:
Saaledes jeg og sige kand
Med billig Skiel og rede,
J mig hos Eder aldrig fand
Om nogen Ting at bede.
Enddog jeg vidste med god Skiel,
J vores Stand til gode
Hos Kongen hialp, og undte vel,
Saa vi [ved] Eder groede.
Men hielper nu den første gang,
Det gielder nu min Herre,
Den Mand, som hielpe vil i trang
Bør dobbelt Tak og Ære.
Ej Skanderborg jeg beder om,
Ej Koldinghuuses Rente,
Men kun et slet Vicaridom
Jeg haver for at vente.
Men Kongen siger, at hand vil
Til Leege Folk udbytte
Capitels Renter, og dem til
En verdslig Brug forflytte.
Det er saa meget sagt, som gak,
Du, Bording, intet fanger,
Nej, Naadig Herre Konning, Tak,
Sligt ikke mig anganger.
Thi jeg paa timen nu forsvær
Ald Klerke-Skik og Noeder,
Jeg er ej Klerk, jeg ikke er
En Catechismus-Broder.
Ja jeg og før min Mesterdom
Ret lige nu tør slippe,
127 Hvor dyr hun mig paa Soer end kom,
End ride saa til glippe.
Den første Auction her staar,
Jeg hende strax opbyder,
Om jeg end lidet derfor faar,
Det intet dog betyder.
Nej, Verdslig, Verdslig, Verdslig Mand,
Hvo vilde det ej være,
Helst naar mand noget der med kand
Til Køkkenet hiembære.
Kand jeg faa Polens Krone fat,
Kand jeg en Konni[n]g blive,
Jeg Cardinals og Biscops Hat
Sagt da kand overgive.
Kand jeg med Store Henrik faa
Det Franske Spür at føre,
Jeg sagt i Kloster kand indgaa
En Munke-Mess' at høre.
Her GABEL, J vel derfor kand
For mig til Kongen love,
At jeg er [ret en] Verdslig Mand,
Saa god som een til Hove.
Og sige til Hans Majestæt,
At jeg er intet andet,
End en saa lystig Dansk Poët
Som findes kand i Landet.
Den store Kniv maa laves til,
Ja Bording maa berømmes,
Paa bjelk og tscherning kaldes vil,
Af dem jeg ej forsømmes.
En eenlig Stræng kand briste læt
Naar den skal Byrden bære,
Alt det som got skal kaldes ræt
Tredobbelt faar at være.
Naar de med Eder, J med dem
Kun ville smukt samtykke,
Da gaar jeg vist med noget hiem,
Og takker for min Lykke:
Da bliver jeg saa stor en Mand,
At mangen vel skal sværge,
[Jeg er udj] saa høj en Stand,
Som Strasburg Kirke-Værge.
J der til faar om [valske] Pok,
Om Jupiter og Fanden
At bande frit, at jeg er nok
Saa Verdslig som en anden.
J det med Skiæl og giøre kand,
Thi jeg langt heller drikker
Hin klare Viin, end Kilde-Vand
Naar mig Poëten stikker.
Jeg heller er hos Kort og Krid,
Og hos de smukke Piger,
Ja var det end om Midnats Tid,
End Ave Mari siger.
Jeg heller paa Comædi-Leeg
Vil høre Pikkelhering,
End selv mig giøre træt og bleeg
[Med] Læsning og Studering.
Nej, nej, thi dersom een kand sig
Slet med Studering dræbe,
Da bliver jeg udødelig,
For hart [schal ieg ey] stræbe.
Vil nogen [och] Forpligt skal skee,
Jeg den og sagt kand give,
Om andet end om Galate
Her efter ej at skrive.
Vil Kongen Eder ikke tro
Naar J vil saadant sige,
Da beder hannem, at hand jo
[Til pladsen ned vil kige]
Der skal hand see mig saa forvend
Paa Krave, Skæg og Klæder,
At hand skal sige, nej saa mænd,
[Ney det er ingen] Peder.
Jeg sagt en [rustet skamfer] faar
At hænge ved min side,
128 [Den] dingle skal ved Been og Laar,
Dog ej paa Jorden slide.
Sligt kommer mig og [vel] til pas,
Thi jeg har mist min Kappe,
Den staar sat ud for mangt et Glas
Jeg haver ladet tappe.
En Kiæp med mange Kno[r]ter paa
Jeg ikke skal forgiætte,
Jeg efter Tablatuur skal gaa,
Min Hat paa snur opsætte.
Jeg og saa skal staffere mig
Med guule Baand og røde,
At Pigerne vel skulle sig
Forelske slet til døde.
[Jeg føre skal saa prægtig snak]
Min Manddom [saa] berømme,
At selv den ædle Krigs-Helt Skak
Mig Verdslig nok skal dømme.
Hvad tykkes Eder, kand jeg ej
For Verdslig da [hengange]?
Jo, jo, jeg veed J ingen nej
Af Kongen da skal fange.
Med et Munds Ord jeg hielpes kand,
Og komme smukt paa fode,
O taler, taler som en Mand,
Ja taler mig til gode.
Stod Lykken noget bi med mig,
Jeg skulde sligt forskylde,
Jeg Eder skulde prægtelig
Med røden Guld forgylde.
Men ach! min Pung den er forlet,
Min Pen min Pligt skal giøre:
Med den jeg Eders Ære slet
Til Himlen skal opføre.
Den ærlig Bielke derpaa vil
Sin Haand for mig udrekke:
[Hr.] Tscherning siger Ja dertil,
Om det kand noget klekke.
Er det og Eder til Behag,
Og det kand noget drive,
Da vil og Secreterer Krag
Med dennem underskrive.
Ja jeg endnu vel flere fandt,
Som vilde for mig tale,
Vil Store Fridrich kun saa sandt
En liden Fridrich male.