Bording, Anders Stoor-mægtigste Monarch, o Potentaters Krone

46. Den haarde Nøds bønlig klage-skrift, den allermildiste Koning och Herre Koning Frederich den tredie, Danmarkes och Norges Arfve-Koning etc. etc. etc. Til Naades erindring, i al underdanig tilljd och ydmyghed stjlit.

Stoor-mægtigste Monarch, o Potentaters Krone,
Som Himlens almagt self paa magtens herlig throne,
Den gandske Nordens egn til ære lyst och gafn,
Har præctelig opsat, och gifvit Konge-nafn.
Den høye nød och trang, hvis Jerne Low och vælde
Jeg arme lyde maa, tiltvinger mig at melde,
Hvorledis det mig gaar. Hvor tavgsshed skade gjør,
Mand der utidelig at bluis ikke bør.
Och hvo kand frycte sig for slig en Landsens Fader,
Som ingen bort fra sig bedrøfvit gange lader:
Men, paa Vespasiansk, den dag for slet forljst
Anseer, paa hvilken hand ey rundhed hâr bevjst.
Det er saa nær it Aar, om ikke slet til fulde,
Jeg fik det milde svar, min nød forlettis skulde:
Jeg til mit lifs ophold saa meget skulde faa',
Som, til en ærlig stand at føre, kand forslaa
Ved saadan Konge-gunst och ofverflødig naade
Blef Jeg saa hjerte-let och lystig ofver maade,
At Jeg mig drømme loed, Jeg nu var gandske frj
For al ulykkens vold och strenge tyranj.
101 Jeg eders Majestæt ey vidste nok at prise:
Jeg soer, Jeg skulde mig taknemmelig bevise,
Saa længe Jeg var til, och mit forlænte pund
Til eders Førstlig lof anvende allen stund.
Ha, tænkte Jeg: hvor kand min Danske Sang-Gudinde
Sig bedre trøst och hjelp tilynske nogen sinde,
End den, at hun af den, som spjr och krone bær,
Begafvis rigelig, och hafvis vel saa kjær.
Nu vaagner den profit och længe ventit rente,
Som hendes møysomhed fra barns been op fortjente.
Kun idel gylden regn hun nu formoder sig,
Och ey for brød tør ved at sørge kummerlig.
Nu seer en hver paa mig, at det usant vil blifve,
Som baade Boccalin och andre gjækker skrifve.
Ney: Kongen heller self sig korter noget af,
End seer en good Poët skal gaa med bettel-staf.
Hand om en artig dict veed self saa vel at dømme.
Hvad ikke fyndigt er, vil aldrig hand berømme.
Ja tør och sige vel: at det ey klappe kand,
Som blifver tvungit ud af bækkens tynde vand.

Men ach, min Herre, det for eders naade klagis,
At Jeg endnu, som før, med nød och kummer dragis.
Jeg arme gaar endnu, som Jeg var slet fortabt,
Och ey til andet, end til idel armod skabt.
Den Aarlig faste-tid for andre snart henganger:
Hvad Fastelagn paabød, om Paasken ende fanger.
Men Jeg alt Aaret om maa faste Jammerlig,
Fordi brødkurfven er for høyt ophængt for mig
Mig tit och ofte maa det spodske mundhæld møde,
Som Myren hafde, der Græsshoppen bad om føde:
Du Sommer-tiden drefst med sang och viser hen,
At dandse derfor dig och bør om Vinteren.
Hvad kand Jeg svare da? Jeg hafde burdt med rette
Den Frandske Ronsards nød for øyne mig at sette.
Men Jeg, før tiden kom, for megen glæde dref,
Och solde Bjørnens hud, før Bjørnen fangen blef.
Thi der Jeg saa' mig om, med intet Jeg aflagdis.
Jeg ey det mindste fik, af alt det mig tilsagdis.
102 End dog Jeg tvifler ey, men sige kand med skjel,
At eders Majestæt mig altid undte vel.
Jeg ey kand vide, hvem Jeg skylden skal tilregne;
Maa skee det Lykken er, som sjunis alle vegne
At stræbe mig imod, naar Jeg skal hjelpis best,
Ret som Jeg herre var til den Sejanisk Hest.
Maa skee vel och at de, som Kongen loed befale
Min sag at gjøre klar, de tiden maa' forhale,
Formedelst anden verf, som gjelder meere paa
Saa de ey kunde strax en hver til rede staa.
Jeg ingen klager paa: mig ingen svarer ilde,
Hver siger: vær til freds: Jeg veed vel hvad du vilde
J gaar var ingen tegn: J dag har Jeg ey tid:
J morgen Post-dag er: Kom ofver morgen hid.
Ja Jeg och møder da: Jeg ingen stefne glipper:
Mig svaris atter vel: men naar det ret udslipper,
Det blifver da til det, som Jeg forhaabtis ey,
Och er (at sige kort) en stoor Laconisk Ney
Ja hvad om Jeg ochsaa for taabelig fremtræder,
Och ikke ret forstaar de stræger, grif och sæder,
Som fange sjælden ney: men tit forfremme den,
Der mindre veed, end Jeg, at føre stjl och pen.
Jeg ikke, paa Monsørsk, med præctige grimmadser,
Med fremmed tungemaal och kleder-skik fremstadser,
Med Mikkels lokke-kunst Jeg ey min sag angaar
Men siger rundt her ud, hvad mig om hjertet staar.
Jeg med den store Knif dumdristelig at skjære
Ret aldrig hafver lært: kand ingen Hykler være.
Ney, Jeg vor gamle skik och Danske trofasthed
Ey saa forhaane vil, blef end al verden vred.
Ach, Herre Koning, ach: Ey meere Jeg tør tale:
Men vil alenne mig til eders gunst befale.
Vil Kongen gjøre got: vil Kongens kraftig Ja
Sin virkning lade see, Hvo kand mig hindre da.

Min allernaadigste Herres och Arfve-Konges
underdanigste tjener och undersat
Anders Bording