Bording, Anders At Jeg Saa Pytagorisk gaar

45.
Forhaabnings oc forhalings
Griller paa mig selff och min
Tynde Lyche Satyrisk viiss
Jndvent Anno 1663.

Qvi petit, accipiet, Jacobus Apostolus inqvit,
O si Fridericus Rex mihi dicat idem.

At Jeg Saa Pytagorisk gaar
Som Jeg var uden tunge
Och iche Som forgangen Aar
Mig giffuer till at Siunge
Det Siunis dem som kiende mig
En v-Sedvanlig grille
Saa de tit Sige mellom Sig
hui tier hand Saa Stille
Hand det jo nu Saa vel har fatt
har hand ey løn till hoffue
Hand er blant alle vel omlat
vill hand Sin tied hensoffue
Er hand ey nu Saa fridsch Som før
hui mon hand intet schriffue
Ja mangen vel och spørge tør
Om Jeg er end i liffue.
Ach ia, Jeg leffuer Som Jeg kand
Men iche Som Jeg vilde
Thi lycken m[o]d mig arme mand
Sig iche vill formilde
For nogen tid ieg haffde troet
vell store ting at driffue
Min dansche pen fich liff och moed
thill Søede vers at schriffue
Till hoffue fich ieg naadig svar
Mand schulle mig fornøje
Min Stiil anseet och achtet var
Blant lærde folch och høye
Jeg Sagde Sig vløchen nu
Tør eengang haffue Sachtet
Jeg faar alt det mit Sind och hue
har altid efftertrachtet
Jeg haabis till Jeg slig en gunst
Skall ey forgieffs opbære
Jeg schall anvende fliid och kunst
Mit Fæ'rne maal thill ære
Att det Saa viit Som ieg formaar
vdbredis schall och fremmes
Och ey som nu i mang[e] Aar,
Er scheed vdyrchet glemmes
92 Lad være mand det ey kand Saa
Som tydsch och Hollandsch bryde
Det dog Sin artig held kand faa
Och vel Saa lifflig liude
En Siælandsch Gaas med fluchten Sin
Sig Jo Saa høyt kand svinge
Som en aff Amstel eller Rhin
vort maal er ey Saa ringe
En dansch er ey Saa dum och Slet
Har ey Saa tych en Tunge
Hand jo, paa Sin Maneer Saa Let
Som andre folch kand siunge
Thi bliffuer ieg betroed der till
Och vill mand mig fremdrage
Jeg nogit vell paa finde vill
Som schall aff himmel Smage
Jeg iche med den lade Svend
(Om ieg maa liffuet haffue)
Det pund mig er betroed och Send
J Jorden ned schall graffue
Men Stræbe paa Parnassi Spidtz
Saa høyt hen op at Stige
Som Catz och Rist, Ja Sielff Opitz
Jeg neppelig vill vige
Saa de Som effter vorres tied
Er æffnde till at være
Mig schulle prisse for min flied
Och mig i graffuen ære
J Slige Tancher gich ieg hen
Min afftens mad at æde
Mig mødte mangen gammel Ven
Som glædis ved min glæde
Huor ieg frem kom mand hatt afftog
Och giorde mig stor ære
Den Eene Sagde Bording dog
Nu bliffuer thill en Herre.
Den Anden Soer om Lufft och Jord
Hand haffde Seet ieg talde
Ved Kongen Sielff och hørt huad ord
[Hans Naade mig befalde]
Dend Tredie mig venlig bad
Jeg vilde hannem mindis
Naar ieg udj min Høyhed Sad
hand vilde schyldig findis
Dend fierde tog till Sin Boneet
Och Saadan ord loed høre
Till Lyche Kongens ny Poët
det kildet i mit Øre
Jeg gaff dem haand med buch och Nich
Jeg schrabte Som en hane
Och der med Spanchendis hengich
Som en høybeenet Thrane
Hen till mit Kammer Loed ieg Staa
Fandt Nemo mand till reede
Min kielder Svend mig paste paa
Ved nauffn hand Nullus heede
En Foeder Nihil fich ieg først
Och Saa forlorne retter
Mig schenchtis aff den viin for tørst
Som Gaassen Sig i Sætter.
Jeg drach der aff och hialp mig hen
Saa veldelig ieg kunde
Ja ieg ey vilde min Vven
Saa knap en nadver vnde
Men denne Beed dog hen at slaa
Och tancher at fordriffue
Daa vilde ieg begynde paa
En Artig dicht at schriffue
Jeg brugte min scharpsindighed,
Jeg hoffuidt brøed och hierne
J negler och i pen Jeg beed,
Och vilde schreffuit gierne
Jeg mig omtenchte vel saa vit,
det fich dog ingen gienge
Mit blech var tycht, min pen forslit,
Min mund tog till at henge,
93 Slet borte var den fyrig Aand,
Mig haffde før opdreffuit,
Jeg kunde Snart med Suagen haand
Mit egit naffn ey schreffuit
Min tunge till Sin vanlig Sang
vaar alt for tung at Loche
Jeg hæsse[r'] var i liud och klang
End holmens brøeden kloche
Jeg merchte Strax huor Sygen Stach
Och huorfor Saadant scheede
Hin hyrdevand ieg i mig drach
Gaff hiertet ingen heede
Den dicht har Sielden fynd och Krafft
Som effter B[e]chen Smager
Nej, Ney den ædle druis safft
vort Sind fra Jorden drager
Lad gaassen driche baren vand
Lad Padder der J qvæche
Den Wahre Bacchus bedre kand
Poëtens Aand opveche.
Jeg dermed Strax hen ud igien
Till Backarak at Løbbe
thi Dyrkiøbs Claus var min v-ven
Jeg vilde der ey kiøbe.
Den Sorte kældersvend ieg bad
hand var i Tick Tack dreffuen,
Hand gaff mig aff det store fad
Som Esty Esty paa Stoed schreffuen
Eja, huad det bekom mig vell
huor Snart fich ieg thill Liffue
Jeg [qveget] bleff i Sind och Siell
Och Sorgen loed hendriffue
En Krafftig Aand Jeg i mig fand
Som Løssnede min Thunge
Om Jord och himmell Jld och vand
Jeg viste Smucht at Siunge
Jeg Sang Saa Liudelig och ledt
Om Guder och Gudinder
Jeg op thill hi[mlen] førde Sledt
Heroisc[h'] Mænd och qvinder
Men allermest min Galathe
Den Engell schiønne pige
Jeg røeden bloed och huiden Snee
For hende Soer at vige.
Och (Kortelig) altingest Stoed
Som det for mig var Prentet
Det haffde baade haand och Foed
dog det kom v-forventet.
Mens Pibens liud bleff Snart omvendt
Her var fortært en daler
Jeg Sagde tøffuer kielder svend
Thill Olssmis ieg betaler
Till den tid och maa schee vel før
Jeg penge vist formoeder
For nogit ieg har for [at] giør
Paa de Frandsøsche noder
Men hand mig tog Strax med een True
Bad Sorten dieffuel Sig Snappe
Huis ieg ey penge gaff ret nu
hand tog till pant min Kappe
Huad schulle ieg begynde paa
at klamres stoed mig ilde
Jeg fich at Lade Kappen Staa
Saa nødig Som Jeg vilde
Var der till glad, min Beber hatt
Med femten baand omdragen
Mig aff den Slemme Kielder Katt
Och iche bleff fratagen
Dend Kappe var kun værd en slich
Gid scham Sig derfor Lappe.
Jeg Snart en goed bestilling fich
Bestilling gaff vel Kappe
Ja vel bestilt thi der mand mig
Om anden dag opvagte
Och ieg begynte grundelig
Min leilighed at achte
94 Da Saa ieg at huor Løcheriig
Jeg mig i gaar Loed Tyche
J dag var ieg dog andre Lüg
J Skæben och i Lyche,
J gaar ieg haffde tencht at Faa
vell Callundbor[g] thill Eye
J dag ieg Som een Betler Laa
Och motte Kleder Leye
J gaar ieg drømde sødelig,
Om heele gylden bierge
J dag ieg for laus Deo Mig
Ey viste Snart at verge
Aff harm ieg baade græd och loe
Och Selsom var thill moede
For ieg paa Lyckens falsche broe
Mit væsen Saa betroede
Jeg Sagde See dig for at du
Faar ey for høye Tancher
Du meendt du vill thill hoffue nu
Det Første faa Som vancher
See thill at de du lider paa
dig schulle snart forfremme
Huo veed naar de till hoffue gaa
da kunde de dig glemme
dig loffues goet, men derhoes thench
det kand sig och om vende,
Och komme paa den lange Bench
Huo vill dig Siden kiende,
See thill du haabis ey for stoert
Och maat den lignelss høre
Der om det store bierg er giort
der schulle barssel giøre
Det hoffnet op och gaff Sig ud
Det bugget bleff Saa Saare,
Mand Soer om baade Kield och Knud
Der J vist unger vaare
Mand bange var det schuld[e] Føed
Et græsseligt Spectackel
Der schulde Folch och Fæ Forøed
Och giort it stort mirachel.
Saa stor var ingen Elephant
Saa moedig ingen løffue
Dem moed och hierte jo forsvandt
De torde der ey tøffue
Men der hun nu med største bruss
All verden frycht paa Nødde
Da kom her frem een liden Muus
det var alt det hun fødde.
En haanlig ladder der aff bleff
Blant dem Som der hoess boede
Men Fama der om du det schreff
Till dem Som alting throede.
Det barssel kom for huer mands mund
Dend Muus tog till at voxe
Nu bleff det till en Jlder hund
Nu till een hornet Oxe
Dend Eene Soer der var vdlagt
En Slem forgifftig drage
Dend Anden tuert Jmod var Sagt
En løffue med Sin mage
Ja mangen loed Jndbilde sig
Det var den Pythons Broeder
Som Phoebus drebte Ridderlig
ved de Peneiske Floder
At dend och kunde med Forgifft
Som den aff halssen Sende
Een gandsche vaang och Offuerdrifft
Forgiffue Sledt och schiende.
Saaledis gich dend huus fra huus,
Sig allesteds Formeerde
vaar dog en Muus och bleff en Muus
Till Katten den fixeerde.
Paa Samme viiss det dig kand gaa
Som est med haab indtagen
Ach ja Jeg arme Snarlig Saa
Huad klochen den var Slagen
95 Thi See huad var ieg dermed thiendt
at ieg for Søden Stemme
J gylden Herre Sahl vaar kiendt
Och leed dog armoed hiemme
Huad fich ieg derfor at Een huer
Mig Loff och priiss tillagde
Att store Folch mig haffde kier
Och høye thing tillsagde
Mon Jeg mig aff den thomme roéss
Kand æde fuld och mætte
Mon Jeg en vælding eller Moëss
Aff løffter kand anrette
Mon nogen med en bar drich vand
(Om viin Tør ieg ey tale)
For ieg thill Førster schriffue kand
Mig ledsche vill och Suale
Vill nogen Kremmer borge mig
Grofft Klede till en hue
For ieg berømmis Høyelig
Aff Ædelmand och Frue.
Nej dantzen ey med røede schoe
Allene kand udføeres
Der høe[r] Langt meere till end hoe
Naar plougen ret schall kiøres.
Vel var hans Mayestet mig goed
Gud hannem derfor glæde
Hand iche fra Sit Ansicht loed
Mig trøsteløss afftræde
Men haffde ieg Saa goed en ven
Der vilde for mig Tale
Och till hans naade mig igien
Engang endnu befahle
Da fulde der vist nogit paa
Som ieg med hielpis kunde
Da Loed mand ey mig Arme gaa
Saa jammerlig thill grunde
Den Store rigens Tunge vecht
Och høy Besuærlig Byrde
Den daglig Sorg och varetegt
Hand Som en trofast Hyrde
For Oss Sin Suage hiord och f[lo]ch
Sig villigen paatager
Hans Naade Faar at schaffe noch
Och thill langt større drager
End at hand huer mands tarff i Sær
Kand agte Selff alleene
Nej derfor hannem Tienne nær
hans goede mænd och Suenne
Till Een och anden ieg hengaar
Och vel saa tit omstripper
Jeg Stundum Lang tid ude faar
At staa før ieg Jndslipper
Jeg Hadt afftager och Calot
Jeg Skraber och Jeg Nejer
Jeg loffuer ud Saa megit goet
Som ieg formaar och Eyer
Men alt er det dog Lige nær
det ingen Ende Tager
Och det er det Som mig i Sær
Bekymrer mæst och plager
For mine venner huer och Een
Jeg Skuler och er bange
Jeg Sniger mig aff veyen hen
Tør ey moed dennem gange
Aff mine Fiender Selff en part
Mig yncher och beklager
De Sige: See huor gandsche Snart
dend Stømper hand Forsager
En deel och vel Fremkomme Tør
Med Spodsche Stich och rencher
Som Jeg vel offte Taalig hør,
Men tier dog och tencher
Jeg tencher hied, Jeg tencher died
Min hu Saa viede rinder
Min Sorrig tit om midnatz tied
Mig vecher op och minder
96 Ja Jaan Potage Selff ey Brat
Om vende kand och mage
Saa mange fold Sin gøgler hatt
Som ieg mig Sielffuer plage
Jeg ønscher Tit ieg kunde Fly
Till Sidste jordens Ende
Huor aldrig fandtis Stad och bye
huor mig Slet ingen Kiende
Jeg vilde alt huad Lidis Kand
langt heller der annamme
End i mit Egit Føede land
For alle gaa till schamme
O Ædle Jydland du Saa Sort,
Ey est, Som mand dig schriffuer
Du mangen har Lychsallig giort
Du Kost och Kleder giffuer
Gid ieg en bonde var i dig,
Och motte Selff udlede
En plads at nedersette mig
End och i Sorten heede
Och haffde ieg kun der paa Stand
En Liden Straatagt hytte
Ey kongen Selff aff Persen land,
Jeg vilde Stand med bytte
Eya huor frydefuld och fro
huor Sorgeløes och roelig
Jeg vilde der i Stilhed boe,
Och tiene gud Saa Trolig
Jeg vilde der till biegen Døed
J Lyst och nøed Forbliffue
Mig jorden aff Sit rige Skiød
Noch schulde føeden giffue
Jeg [for] Confect och herre Kost
For guule Supper mange
Mig nøye Loed med Brøed och Oest
Och huis der var at Fange
Ret aldrig det till gich Saa knap
Jeg io moed kuld och heede
Bekom en ringe vadmels lap
Til lægomet at klede
O at ieg kunde her i land
Et luthersk Closter finde
Jeg der till Som en hellig mand
Mig vie loed och binde
O at ieg var den huule nær
Sybylla Selff i boede
Mig ey Saa goet Tilsagdis her
Jeg mig jo der Jndsnoede
Men Lige nu Som ieg mit Sind
Loed her och der om vanche
Daa faldt mig v-formoedet ind
En ret pudsseerlig Tanche
Dog huem ieg det schall Sige ret
Den vill ieg først paaminde
Hand Seer Sig for hand iche Slet
Skall Lee sin milt i Splinde
Mand før vel haffuer Seet en mand
Er bleffuen Snart ophøyet
Till Borgemester nauffn och Stand
Naar Løchen Sig har Føyet
Enddog hand før har veret Slet,
Och Føye værd at roesse
Har J vor dansche Lou och rett
Sledt iche vist en glosse
Langt mindre været i latin
Som det Sig burde dreffuen
J Sæder ey for [høffsch] och fiin
J Talen v-beleffuen
Jeg Tit har Sagt en giech er den
der nu Sig offuergiffuer
Och Sine børn Sledt kaster hen,
Huo veed huad aff dem bliffuer.
Det Aldrig kom i nogens agt
Det schulle Saa til gangit
At dend och den Saa stor en magt
Och høytied schulle fangit
97 J fior hand kiørde plou och vogn
Och fich for løn at Tersche
J Aar hand offuer Stad och Sogn
Befahle kand och hersche
Paa schillings streg hand Stoed i gaar
J dag er hand en daler
Hand i den værd at Stande faar
Som regneren befahler
Men hører nu huad om mand mig
med Slig en Titul døbte
Och till Borgmester Endelig
Min Excellentz omstøbte
Var iche det en herlig Sag?
Jeg Kunde da med ære
En mester baade for och bag
Fremt for een anden være
Dog her i Kiøbenhaun ieg Sligt
vel laader at begære
Om schiønt ieg Saa det Fangeligt
J denne dag at være
Nej, Ney det er en farlig Last
Sig alt for høyt at Svinge
ved mindre Stang end Skudemast
vi Lave Folch maa Springe
Men om en anden Kiøbsted mig
Tilbøden bleff at Styre
Maa schee min høyhed holte Sig
Till Saadant ey For dyre
Jeg det antog, omschiønt der aff
kun vanchde schellig næring
Thi ieg och der hoess ved det gaff
Kun passelig besuæring
Der Sad ieg i en præchtig Stand
Och kunde Selffuer raade
Ja Sprade: Som ieg var en mand
Aff Grindøe med guds naade
Om derfor nogen er Som vill
Mig der till nu forfremme
Hand maa Sig fast Forlade Till
Jeg saadant ey schall glemme
En rossenobell eller Fem
hand haffuer Sig at vente
Ja schulle ieg end Laane dem
Paa pandt och maaneds rente
Men kand ieg den Forlehning ey
Som ieg omschriffuer fange
Da veed ieg end en anden vey
Som gienner er at gange
Jeg iche Som en Brandsted mand
Mig frihed vill begære
At gaa med Tigge breff om Land
Och Folch om hielp besuære
Nej men at mand kun vilde mig
En goed bestilling leje
Som var af møye lidelig
Och kunde nogit veye
Och at ieg motte der udj
den vaanlig Nefas drifue
Kun it par Aar och Stiele frj
Sligt kunde nogit giffue
Aff Flesch och Smør, aff malt och meel
Och huis mand mig betroede,
Jeg vilde faa den bæste deel
Och komme Snart paa Foede,
Sledt ingen schulde merche det
Och komme mig i [fare]
Med X. for V. Jeg vilde let
Mit regenschab forklare
Om Jeg en greben bleff der J
huad kunde det mig hindre?
Jeg kunde let mig kiøbe Frj
var dog ey [mand] diss mindre
Naar ieg mig haffde Staalet riig
Jeg vilde Strax afftache
Trods nogen Skieldte mig for Suig
Och torde der om Snache
98 Till Amsterdam i Banchen Saa
Ja vel och till Venedig.
Jeg min Formue Lod hengaa
Thi der stoed den ey ledig
Min rente der aff schulle Sig
Saa megit Aarlig løbe
Som ieg en bygning kunde mig
vel Fem lofft høj For kiøbe
Saa riig var ingen huor det gich
Blant leege folch och lærde
Jeg io hans daatter gierne fich
Saa Fremt ieg det begierde
Jeg her i Staden iche veed
Saa Sneffr och schiøn en pige,
hun mig Sin gunst och Kierlighed
Jo schulle Strax tilsige:
Ja goet och vel om hun, om mig
(Huor Sort ieg end beschriffuis)
Med andre piger endelig
Ey schulle Slaais och riffuis
Ja kortelig ieg vilde noch
den rigdom mig thill Eigne
At blant [de] Store Tyffuis floch
Mand mig fich och at regne
De Smaa Som ringe schyld begaa
For raffne mand ophenger
De Store Strichen ey kand naa
Trodtz nogen dennem Trænger.
Men om vel kunde Findis den
der torde Saadant Spørge
Huj Skiæmter Saa din dristig pen
Dig bedre Falt at Sørge
Ach ja ieg der vel haffde till
Goed billighed och Føye
Kand dog ey altid Skiønt ieg vill
Mit Sind til Sorrig bøye
Med tidig schiempt och lystig Fund
Mand offte det kand vinde,
Som ganger om en andens mund
der holder giechen inde
Jeg er och ey aff Saadan haar
At ieg al schiempt kand hade
Jeg Stundum paa Poëtisck Paar
Och giechen Løss at Lade
vel maa Poëten kaldis giech
For hand Sig vill Forløste
For hand och tiedt aff Samme Sech
Kand schiempt och alvor ryste
Men ieg blant gieche regner den
Der mig For giech vil tage
Fordj ieg Slaar min Sorrig hen
Och altid [ey] vil klage
Lad nogen kun Forplichte Sig
Mig Tusind Faar at yde
Lad nogen komme Frem och mig
Et Cannichdom Tilbyde
Huad gielder det hand schal mig ey
Saa narsch och daarlig Finde
At ieg schal der Till Sige ney
Och hannem Fra mig minde
Ja var det end i dette Land
Jeg loed mig dog Fornøye
Ja schulle ieg och offuer Strand
Till Jyden mig henføye
Jeg der och gierne tog Jmod
Och kunde Siæland glemme
Huor Lychen var mig mild och goed
Der haffde ieg och hiemme
Thi om det iche regner her
det scheer dog andre Stæder
Saa Snart Som hær mig himlen der
Kand giffue det ieg æder
Det er ey Kunst at Kunde lee
Naar mand i Lychen Sueffuer
Men Sig i Sorgen glad at Tee
Høy vissdom det udkreffuer
99 Huo kand huo vil Sig Sette ned
Sig Selff ihiel at gremme
Ney, Nej ieg baade troer och veed
Mig løchen ey schall glemme
Er hun mig end i dag Jmoed
Och Siunis Som Forborgen
Hun kand igien dog komme goed
Och Finde mig i morgen
En vformoedet Tilfald kand
Den rigdom mig tilføye
Som Sanchis aff en anden mand
vel kummerlig och nøye
Jeg ønscher kun at huis ieg mig
har effter [lagt] at lære
Det motte brugis Endelig
Mit Fødeland Till ære
Mig Selff ieg villig byder Frem
Jeg har ey bedre gaffuer
Den mand er iche nidsch och slem
Som giffuer det hand haffuer
Till Stor Forlehning nauffn och Stand
Lad Store Folch ophøyes
Oss Smaa med Lidet hielpis kand
Med lidet vi Fornøyes
Dog Saa at det och iche Sledt
Thill intet hen for Suinder
Den Oxe bliffuer lad och tret
Mand Munden paa tillbinder
Naar Hønen har paa jorden schrabt
Hun daa till Foden kiger
Naar legeren har altid Tabt
hand Sig Fra Legen Siger
Jeg ey Som Jordens orme kand
Med jord min hunger Suale
Kand ey med Fischen driche vand
Jeg maa for munden Tale
Ja Siger mand dig ingen Kand
Den Stund du Tier høre
Du Selff Som en Fornufftig mand
Et forslag faar at giøre
Tag blad Fra mund, vær ey For blu
Lad redsel Staa tilbage
Sig dierffuelig her ud, huad du
Till hoffue Kandst andrage
Och om du nogit veedst i Sær
Som nu kand ledigt være
Du derved være kandst Saa nær
Som [de] det meest begære
Men ach ieg arme Joseph veed
Mig der till ey at mage
Jeg iche den dumdristighed
Som andre mig Tør Tage
Thi kom en betler Saa Till mig
Och Torde mig Forschriffue
Huad almiss och huor rundelig
Jeg schulle hannem giffue
det Firekantet hull hand kom
vel till at See paa Time
Ney næsvisshed och Fattigdom
Sig ey Tilsammen rime
Hoess Stohre Herrer mand ey Saa
Sig hægen schall anstille
Mand dennem ey Forschriffue maa
De giffue huad de ville
Det er oss noch at vi kun maa
vor Tarff For dem udtyde
Huad oss er æffnt vi det vel Faa
De Sig vel Selff tilbyde
Jeg derfor til hans Mayestet
Altingest offuerdrager
Mæcenas giør vel Sin Poët
Huad hannem bæst behager.

Den Gud Som i det høye boer
Jeg midlertied vil bede
At hand med ære magt och Flor
100 vil Kongen Selff beklæde
Kom Lyche Seyer och Sallighed
hans Priisslig nauffn at Croene
Kom ædle Fred aff him[len] ned
Stadfæst hans naadis Throene.
Men Straff och heffn aff himmelen
Slaa Fiendens magt Till grunde
All verdens had paafalde den
Der kongen ondt vill vnde.

Amen.
Carmina vel coelo possunt deducere Lunam.
Id Croesi possunt ô vtinam ex loculis.
NB: Luna Chrymicis Argentum Signifi[c]at.