Bording, Anders Ach æd[l]e Søster ach hvad det

79. [Til en Qvindepersons begravelse.]

Ach æd[l]e Søster ach hvad det
var os ukjært at høre
At du Naturens sidste ret
Saa maatte fyldist gjøre.
Slet ingen var blant oss som Jo
Med sorrig bleef betagen
Slet ingen som Jo med uro
bleef hjertelig indtagen
Det gik os ind til marf och been
Ja gjennem Sjælen trængde
At Pareerne paa deres teen
Din alder ey forlængde
Ney ney, naturen altid er
Stifmoder til de fromme
Hun deres værd och gjerninger
Ey skøtter at hukomme
Den stund hun de fortrædnes flock
Af verden ey vil tage
Men under dennem meer' end nok
Af graa haars aar och dage.
Ach hvad for velbehag och lyst
Hvad herlighed och smycke
vort huus och æt i dig har mist
Det kand ey stjl udtrykke
Men see Jeg mig forseer i det,
Jeg paa Naturen anker
(Hvo kand och sig besinde ret
Som gaaer i længsels tanker)
Det self Naturens Herre var
Som dig optoeg til bedre
184 Hand saae du varst for dyrebar
Til her at tvinges nedre
vort ringe selskabs usle færd
Ey kunde dig behage
Din Sjæl den var for Himmel værd
Til Jordens harm at drage
Nu var det først at vi med dig
Os tænkte ret at fryde
Men døden os umildelig
Misundte det at nyde.
Det skønne liffsens land och hafn
Och glædens søde bolig
Det var dit hjem och verne Stafn
Der estu tryg och rolig
Der seer du gud Ævindelig
Och lefver blant de fromme
Vort haab er at vi dertil dig
Och ville snarlig komme
Vj tro vor længsels skyld och plict
Dis midler tid ey vige
Men altid hafve dig i siet
Och ret af hjertet sige:
Saa dyde fuld i Sind och mod
Saa rig af Hæld och Ære
Saa vennekjær och eyegoed
Som du, kand ingen være.