↩

177.
[Ens Klagemaal der strider med Fortviflelse.]
J sin egen Tone:

✂

1.

HVem skal jeg min Angist Klage/
Hvo vil sig min Nød antage?
Hvo vil nu forbarme sig?
Før Ulykken endelig/
Slet i grund fordærffver mig.

✂

2.

Ak slet ingen mig vil høre/
Jngen vil nu Redning giøre/
Jngen/ ingen Hielp jeg veed/
Thi jeg for min Ondskab leed/
Senkis i all Jammer ned.

✂

3.

Vil jeg mig til Jorden vende/
Der er ingen mig vil kiende/
Raaber jeg til Himmelen/
Jngen Svar jeg faar igien/
Ak min enist Siæle-Ven.

✂

4.

Vil jeg effter Grafven sukke/
At den sig vil snart// oplukke/
Ogsaa det forgiefvis er/
Jeg maa lefv' i Trængsel her/
Til GUd self mit Lif afskiær.

✂

5.

Skal jeg gandske da beskiemmis/
Og aff Naadsens Soel slet glemmis/
Skal jeg da forsage plat/
Har du mig min GUD forlat/
J den mørke Dødsens Nat.

✂

6.

Ak min trætte Siæl hensmeltis/
Og i Sorgens Dyb omveltis/
Naar jeg HERRE GUD forstaar/
Hvor din Hielp til andre naar/
Medens jeg forsagt hengaar.

✂

7.

Effter vilde Dyr du spørger/
Oc enhver af dem forsørger/
Din Forsynlighed og Mact/
Har dem nøye udi act/
Holder selff for dennem Vact.

✂

8.

Skulde din Miskund da ikke/
Ocsaa Naadens Hielp tilskikke/
Mig som er dit Billede/
Christus selff har lid for Vee/
Udi sin Fornedrelse.

✂

9.

Du har redded fordum Tide/
De dig søgt' i Nød og Qvide/
Du jo end den samme er/
End kand redde en og hver/
Dig paakalde fiær og nær.

300

✂

10.

Kand dig ey min Graad bevæge/
Har du glemt at vederqvæge/
Vilt du saadan bliffve ved/
Jdelig at være vred/
Hvor er da din Miskundhed?

✂

11.

Jeg aflader ey at haabe/
Din almæctig Naadis Kaabe/
Skal dog engang endelig/
Ofver mig udbrede sig/
Naar det saa behager dig.

✂

12.

Jeg dig slipper ingenlunde/
Førend du dig vil miskunde/
Fra din Naadis lucte Dør/
Vil jeg aldrig vige før/
End den lader op og hør.

A. Bord.