↩
182.
Med dybe Tanker qvalde sig/
Der jeg O store GUD ansaae/
Hvor selsom du det lodst tilgaa.
305
At see din Veys usporlig Spor/
Og gaff med stor Forundring Act/
Paa dine Dommis skiulte Mact.
Hvorledis hand udbredde sig/
Oc aff sin skiendig Ofvermod/
aff alle sig tilbede lod.
Der Torden-Straaler kand belee/
Ulykkens skarpe Pilis Mact/
Til hannem aldrig haffde ract.
Var idelig foruden Sorg/
Der kom slet ingen Plage nær/
Triumff og Fryd selff bode der.
Og gaf sin Grøde mangefold/
Hans kaade Hiord den trevis smuct/
Oc Aarligen bar dubbelt Fruct.
Hans Drikke var uskyldigt Bloed/
Med Faderløsis Klage-skrig/
Og Enkens Suk hand fedte sig.
Du est den GUd jeg dyrke vil/
Oc til Sølff-klumpen O min Liid/
Som hielper mig i Nødens Tid.
Hvor jammerlig hand nedkast laa/
Nedslagen aff Ulykkens Mact/
J Plage/ Trængsel/ og Foract.
Aff idel Kummer og Fortræd/
Var all hans Leffnet sammensat/
Hand aff all Verden var forlat.
Forgieffvis var hans Suk og Graad/
Hans Hierte sig slet offvergaff/
Og ynskte kun den mørke Graff.
Er da slet ingen Mact som vil/
Den Frommis Nød antage sig/
Oc straffe den Ugudelig.
Det Himlens Almact ey vedkom/
Men var den blinde Skæbnes Jid/
GUd stille kun sad midler Tid.
Skal det den Fromme saadan gaa/
Og skal den Ondis Tyranni/
For Plagers Nød saa være fri:
Og tvingis// aff hans strenge Bud/
Hvo vil sig spege selff og ey/
Fremfare paa den brede Vey?
306
Og i Uskyldighed sig toe/
Hvo vil med Rætten holde fast?
Hvo vil forsage nogen Last?
Nær snublet haffde slet omkuld/
Før jeg gik ind at see mig om/
J din forborgen Helligdom.
At den som var tilforne her/
Saa tæt i Sorgens Perse kryst/
Var der i Fryd og evig Lyst.
Hans Sted var aldrig mere kiend/
Hans store Naffn var alt forgiet/
Hand var aff Liffsens Bog udslet.
Bleff jeg om Kaarssens høye Værd/
Og Verdens Glædis ringe Priis/
At dømme ret oplyst og viis.
Oc all Ulykkens haarde Tvang/
Dig høye GUD hiemstille vil/
Dig selff jeg lader ramme til.
Mit arme Hierte finder sig/
Om Prøvens Jld er alt for heed/
Giff derfor selff Tolmodighed.
Andr. Bording.
182.
Om de Ugudeligis Velstand.
J den Tone: Kom GUD Skaber O
Hellig Aand.
1.
MJn kummerfulde Siæl i mig/Med dybe Tanker qvalde sig/
Der jeg O store GUD ansaae/
Hvor selsom du det lodst tilgaa.
305
2.
Med Kiødsens Øyen tog jeg for/At see din Veys usporlig Spor/
Og gaff med stor Forundring Act/
Paa dine Dommis skiulte Mact.
3.
Jeg saae til den Ugudelig/Hvorledis hand udbredde sig/
Oc aff sin skiendig Ofvermod/
aff alle sig tilbede lod.
4.
Hand stod som grønnen Laurbærtræ/Der Torden-Straaler kand belee/
Ulykkens skarpe Pilis Mact/
Til hannem aldrig haffde ract.
5.
Hans faste Slot oc høye Borg/Var idelig foruden Sorg/
Der kom slet ingen Plage nær/
Triumff og Fryd selff bode der.
6.
Hans fede Land stod faur og bold/Og gaf sin Grøde mangefold/
Hans kaade Hiord den trevis smuct/
Oc Aarligen bar dubbelt Fruct.
7.
Den Armis sure Sved hand oed/Hans Drikke var uskyldigt Bloed/
Med Faderløsis Klage-skrig/
Og Enkens Suk hand fedte sig.
8.
Det røde Guld hand sagde til/Du est den GUd jeg dyrke vil/
Oc til Sølff-klumpen O min Liid/
Som hielper mig i Nødens Tid.
9.
Jeg der imod den Fromme saae/Hvor jammerlig hand nedkast laa/
Nedslagen aff Ulykkens Mact/
J Plage/ Trængsel/ og Foract.
10.
Aff idel Ulyksalighed/Aff idel Kummer og Fortræd/
Var all hans Leffnet sammensat/
Hand aff all Verden var forlat.
11.
Hand var foruden Hielp og Raad/Forgieffvis var hans Suk og Graad/
Hans Hierte sig slet offvergaff/
Og ynskte kun den mørke Graff.
12.
Ak tænkte jeg hvor gaar det til/Er da slet ingen Mact som vil/
Den Frommis Nød antage sig/
Oc straffe den Ugudelig.
13.
Ak ney det siuntis ligesom/Det Himlens Almact ey vedkom/
Men var den blinde Skæbnes Jid/
GUd stille kun sad midler Tid.
14.
Fornufftens Blindhed slutted saa/Skal det den Fromme saadan gaa/
Og skal den Ondis Tyranni/
For Plagers Nød saa være fri:
15.
Hvo vil da længer frycte GUd/Og tvingis// aff hans strenge Bud/
Hvo vil sig spege selff og ey/
Fremfare paa den brede Vey?
306
16.
Hvo vil da være from og tro/Og i Uskyldighed sig toe/
Hvo vil med Rætten holde fast?
Hvo vil forsage nogen Last?
17.
Min Siæl aff slige Tanker fuld/Nær snublet haffde slet omkuld/
Før jeg gik ind at see mig om/
J din forborgen Helligdom.
18.
Med høy Forundring saa jeg der/At den som var tilforne her/
Saa tæt i Sorgens Perse kryst/
Var der i Fryd og evig Lyst.
19.
Men den fortrædne Kiødsens Svend/Hans Sted var aldrig mere kiend/
Hans store Naffn var alt forgiet/
Hand var aff Liffsens Bog udslet.
20.
Aff den Forandrings Glæde-færdBleff jeg om Kaarssens høye Værd/
Og Verdens Glædis ringe Priis/
At dømme ret oplyst og viis.
21.
Jeg derfor nu min Lykkis Gang/Oc all Ulykkens haarde Tvang/
Dig høye GUD hiemstille vil/
Dig selff jeg lader ramme til.
22.
Dog vedst du vel hvor skrøbelig/Mit arme Hierte finder sig/
Om Prøvens Jld er alt for heed/
Giff derfor selff Tolmodighed.
Andr. Bording.