↩

176.
Poenitentiale Consolatorium, seu Sylvia Renata,
And. Bordingii
J den Tone: [Sylvia, hvor længe.]

✂

1.

Herre Gud, hvor længe
schal din vrede strenge
Plage mig, oc ieg dig
For min Synd betale
Skal det da, være saa
Er det slet, din forsæt
Aldrig at huusvale?

✂

2.

Herren ô mig Arme
Vil sig ey forbarme
Jeg derfor, saadan gaar
Oc Melancholêrer
Min Jdræt, er kun slet,
Tvungen verk, i hvor sterk
Jeg paa trøst studerer.

✂

3.

Ynkelig ieg raaber
Oc forgieves haaber
Nat oc dag, med stor Klag
Dig igien at finde
Men ieg plat, er forlat
Suk oc taar, ej formaar
Dig at overvinde.

✂

4.

Med fuld dybe tanker,
J din Lov ieg vanker,
Om Jeg ej, nogen Vej
Finde kand til glæde;
Men ieg seer, Loven meer
Tænde vild', helveds Jld,
Oc til pinen lede.

✂

5.

Blant Guds børn ieg vilde
Sorgen at formilde
Med attraa, lyde [p]aa
Evangeli stemme
Men ö Nej, Jeg kand ej
Tro saa let, du saa slet
Skulde Synden glemme.

✂

6.

Andre mig saa Spørge,
Hvorfor vilt du sørge?
Naar engang, schal din Sang
Endes om Guds vrede?
Jeg derpaa, svarer saa
Jeg det giør, aldrig før
Herren mig vil glæde.

✂

7.

Jnstrumenter Søde,
Sorgen Skulde møde
Maa nu staa, i en Vraa
Hvo vil derpaa spille?
Fiol oc Lut, er nu brudt,
Harpe sød, du min Nød
Svaler ej, tie stille.

✂

8.

Davids hierte stillis,
Magdalena Skilles
Fra sin Synd, fuul som Dynd,
Peder Naade gives,
Tolderen, Røveren,
Dig igien, faar til Ven
Eenest ieg fordrives.

298

✂

9.

Om du saa belønner
Poenitens oc bønner
Oc du saa, vilt nedslaa
Den som bedes Naade
Hvordan da, vil det gaa
Den som sig, tør mod dig
Udj Strid indlade?

✂

10.

See naar Sol'n opstiger
Nattens Dronning viger
Vaaren blid, Vintrens tid
Aarlig kand fordrive:
Men med væ, maa ieg see
Strenghed din, plagen min
Uden ende bliv[e].

✂

11.

Hundred tusind miile
Fra din vredes pjle
Drog ieg hen, oc igien
Om det hielpe kunde
Men din haand, mig paa stand
Oc din Dom, Verden om
Følger allenstunde.

✂

12.

Kunde ieg end rende
Hen til hafsens Ende
Om oc saa, Jeg tog paa
Morgenrødes vinger
Oc Jeg mig, hastelig
Skiød til bund, i afgrund,
Mig din haand dog tvinger.

✂

13.

Om ieg vilde taale
Mig at lade maale
Smaa som Sand, oc om Land
Vide bort at sprede
Om Jeg saa, kunde faa
Nogen trøst, mod min brøst
Oc undgaa din vrede.

✂

14.

Gift mod gift kand gives
Sorg med Sorg fordrives
Grumme død, paa min Nød
Giør derfor en ende
Men ô Nej, døden ey
Syndsens brand, dempe kand
At den jo vil brende.

✂

15.

Skal da Syndsens byrde
Mig saa slet hen myrde
Skal ieg saa, trøstløs gaa
Kand dig intet stille?
Jo ieg vil, haabes til,
Du mig jo, skaffer Ro,
Mod fornuftens grille.

✂

16.

O Fornuft du spilder,
Oc saa slet forvilder
Troens art, der for snart
Bort hves du forgiver.
Jesus Christ, uden list,
Mild oc blid, allen tid
Er oc ævig bliver.

✂

17.

Om mit eget hierte
Mig til Ævig smerte
Dømmer ned, Jeg dog veed
Jesus mig undschylder.
Loven vil, Slaae ihiel.
Jesus dog, Lovens bog
Selv for mig opfylder.

299

✂

18.

Alle Synder mine
Jesu paa din pine
Kaster ieg, du en streg
Over dem vilt schrive
Hellig Aand, Rek mig haand
Den tillid, maatt altid
J mit Hierte blive!
Jndtil døden blive!