↩
127.
Fra Sorgen ville raade?
J gode Hyrder, min Attraa
Er alt for overmaade.
O tier still
Ej nogen Spil
Kand mig til Fryd bevege,
Vild' end Amphion leege.
Sin' Øjne alle laane,
Og Tethys dennem een og hver
En gandske Flod tilspaane,
Det ikke dog
End da forslog
For mig, til at beklage
Den Skiønnes korte Dage.
Ret efter Ønsk og Minde,
Og legt' i Lykkens eget Skiød
Med dig O min Gudinde,
Kom Clotho strax
Med skarpe Sax
Skar af foruden Naade
Dit yndig Levnets Traade.
Hvo gav dig dertil Evne?
Før dig ikkun en Folke-Tiv
Og fleere vidst' at nævne,
Men jeg nu seer
Du felder fleer
End os eenfoldig Hyrder,
Gudinder du og myrder.
Os arme til beskiære,
Det vilde jeg ret nu paa stand
Taalmodelig opbære,
Om Pareerne
Min Galathe
En Tid igien opspunde
Og hende mig vild' unde.
Det vilde jeg ej skiøtte,
Og Sisyphi den ævig Steen
Blev let for mig at fløtte,
Trods dyben Vand
J kaalden Strand
Og Æthna trods din Heede,
Var Galathe tilstede.
Samt Circes Skaal til Grunde,
Mig ej frygtagtig skulle giør,
Om hun saa reddes kunde,
Men Ak O nej
Jeg ingen Vej
Seer gaa fra Dødsens Porte,
Den Skiønnest er alt borte.
226
Jeg kand dig ej forgiette,
Nørledingen mand før skal see
Hos Titan sig at sette,
Ak, Ak, dit Navn
Fordybt er grav'n
Og prentet i min Tanke,
Hvor Glemsel ej vil vanke.
Hvi tøver du saa lenge,
Du faar paa Jorden ingen Trøst,
Søg til Elyser Enge.
Der kandst du naa
Din Siæls Attraa,
Der skal du snarlig finde
Din skiønneste Hyrdinde.
Samt hendes vel forsørger,
For Sorg jeg det ej selv formaar,
Og dersom nogen spørger
Hvi Daphnis saa
Sin Hiord lad'r gaa?
Da svarer: Hand med Møde
Sig sørger selv til døde.
Det kand mig intet baade,
Vor unge Lam du jo ej maa
Saa trøsteløse lade.
Jeg er i Ro,
Vor Elskovs Tro
Nok over Verden mindes,
Ja ej i Graven endes.
127.
En Fæstemand, hvis Fæstemøe døde, græder over hendes Grav.
compon. af M. And. Bording.
Melodien som
Ristii, Ach Amaryllis hast du doch.
1.
Ak hvad er det, at J mig saaFra Sorgen ville raade?
J gode Hyrder, min Attraa
Er alt for overmaade.
O tier still
Ej nogen Spil
Kand mig til Fryd bevege,
Vild' end Amphion leege.
2.
Nej vilde mig end Argus herSin' Øjne alle laane,
Og Tethys dennem een og hver
En gandske Flod tilspaane,
Det ikke dog
End da forslog
For mig, til at beklage
Den Skiønnes korte Dage.
3.
Nu som jeg først den Elskov nødRet efter Ønsk og Minde,
Og legt' i Lykkens eget Skiød
Med dig O min Gudinde,
Kom Clotho strax
Med skarpe Sax
Skar af foruden Naade
Dit yndig Levnets Traade.
4.
Ak grumme Død, Beskeden giv,Hvo gav dig dertil Evne?
Før dig ikkun en Folke-Tiv
Og fleere vidst' at nævne,
Men jeg nu seer
Du felder fleer
End os eenfoldig Hyrder,
Gudinder du og myrder.
5.
J hvad den høje Himmel kandOs arme til beskiære,
Det vilde jeg ret nu paa stand
Taalmodelig opbære,
Om Pareerne
Min Galathe
En Tid igien opspunde
Og hende mig vild' unde.
6.
Angreb mig end Jxions poen,Det vilde jeg ej skiøtte,
Og Sisyphi den ævig Steen
Blev let for mig at fløtte,
Trods dyben Vand
J kaalden Strand
Og Æthna trods din Heede,
Var Galathe tilstede.
7.
Cyclopers Haand, Harpyers KlørSamt Circes Skaal til Grunde,
Mig ej frygtagtig skulle giør,
Om hun saa reddes kunde,
Men Ak O nej
Jeg ingen Vej
Seer gaa fra Dødsens Porte,
Den Skiønnest er alt borte.
226
8.
O Engel-skiønne Galathe,Jeg kand dig ej forgiette,
Nørledingen mand før skal see
Hos Titan sig at sette,
Ak, Ak, dit Navn
Fordybt er grav'n
Og prentet i min Tanke,
Hvor Glemsel ej vil vanke.
9.
Brøst derfor, O mit Hierte brøst,Hvi tøver du saa lenge,
Du faar paa Jorden ingen Trøst,
Søg til Elyser Enge.
Der kandst du naa
Din Siæls Attraa,
Der skal du snarlig finde
Din skiønneste Hyrdinde.
10.
J unge Hyrder, mine FaarSamt hendes vel forsørger,
For Sorg jeg det ej selv formaar,
Og dersom nogen spørger
Hvi Daphnis saa
Sin Hiord lad'r gaa?
Da svarer: Hand med Møde
Sig sørger selv til døde.
11.
Nej, kiere Daphnis, sørg ej saa,Det kand mig intet baade,
Vor unge Lam du jo ej maa
Saa trøsteløse lade.
Jeg er i Ro,
Vor Elskovs Tro
Nok over Verden mindes,
Ja ej i Graven endes.