↩

179.
[Ens Klagemaal der strider med Fortviflelse.]
J sin egen Tone:

✂

1.

JEg ikke noksom kand med Ord/
Min Smertis Vee udtale/
Den hele vide Verdsens Jord/
Til den Uro og Qvale/
Jeg Arme bær/
For snefver er.
Thi mine Feyl hin lede/
Paaført mig har GUds Vrede.

✂

2.

O HErre GUD/ hvor vil jeg hen/
Hvad skal jeg dog begynde?
Thi du min hulde Himmel-Ven/
Teer mig ey forig Ynde/
Men plager mig/
Elendelig/
Din Strengheds skarpe Pjle/
Mig indtil Siælen jle.

302

✂

3.

Skal da din Grumheds hastig Storm/
Mig reffse uden Ende/
Skal den mod en foractlig Orm/
Saa stor en Heffn anvende/
Vilt du da saa
Et ringe Straa/
Med din Macts Storme-Bølge/
Saa gruselig forfølge.

✂

4.

Min svage Tunge træt aff Skrig/
Sig til min Gumme binder/
Min usle Krop nedbøyer sig/
Min Skikkelse forsvinder/
Min Finde leer/
Naar hand mig seer/
Ja tør og haanlig raabe/
Hvad vilt du længer haabe?

✂

5.

Jeg ey dissmindre haabe skal/
Paa dig min GUd og Fader/
Som ey i nogen Nøds Tilfall/
Dem paa dig tror/ forlader/
Jeg veed du mig/
Saa visselig/
Jhvad for Nød ieg lider/
Skal redde dog omsider.

✂

6.

Skeer det ey før/ det vist skal skee/
Naar Døden mig bortkalder/
Og Legemets Forkrenkelse/
Til Støff og Muld henfalder/
Der til oc nu/
Mit Sind og Hu/
Mest bær Attraa og længis/
Thi jeg saa hart betrængis.

✂

7.

Den sorte Jord/ den mørke Graff/
Kand best min Sorrig stille/
Og all min Nød mig redde aff/
Var det ikkun GUds Ville/
Jeg alt til den/
Kun stiller hen/
Er viss at GUd mig Arme/
Sig ofver skal forbarme.

A. Bording.