Bording, Anders Hvor viit skal ô Dorinde Sig

144. [Hvor viit skal o Dorinde Sig.] Siungis Som Ach Sorrig oc nød Tvinger mig til død. A. Bording.

I.

Hvor viit skal ô Dorinde Sig
Din ofverdaad udbrede
Maa schee mand skulle saa til dig
Som til en helgen bede
248 Nei stolte nei
Du tørst dig ei
Med Slige Tancher plage
Min Frier hu
som før, ej nu
Den Trældom kand fordrage.

2.

Varst du af ædle kongers roed
Til kronen fød oc spire
Sig kunde dog din ofverdaad
ei meere Ladet fiire
Jeg dog ei veed
Den lydighed
Jeg mig io kand afprise
Jeg egen min
ei var som din
Du, du min Siæl gafst lise.

3.

Saa mangen hyrde mig har kient
Med Skiel [om] mig kand sige
At jeg har alt for nøie tient
En uregierlig pige
Jeg self oc maa
Tiit undre paa
Hvor jeg saa vel oc lenge
Den Trods fordrog
Jeg vilde dog
Ei lade mig aftrenge.

4.

Bestandig hyrde hvad vilt du
Med hende nu begynde
Du io tilnødis hende nu
Din Troskab at opkynde
Vel an det maa
Friit vere saa
Det Aag vil synderbrydes
Det først maa schee
Med hiertens vee
Af hende slet fortrydis.

5.

Ret aldrig seer du nogen brand
huort du dig vil henvende
At den for sig alleene kand
vel blifve ved at brende
Hvo elschis vil
Maa tenche til
Sig venlig at frembyde
Den Kierlighed
snart blifver keed
Som ei sin skyld maa nyde.

6.

Far derfor vel ô Stolte Mø
Du mig ei meere binder
For din skyld vil jeg iche dø
Jeg sagt din lige finder
Oc derhos viid
At alle Tiid
Min faders Søn sig skatter
Af siegt oc mod
Saa bold oc god
Som du din Moders daatter.

Ende