↩

134.
Daphnis tager affsched fra sin allerkieriste, hyrdtinde
efftersomb hun iche ville beqvemme sig
till nogen venlighed,

✂

1.

Dend schønne Huis tienner och egen Jeg er,
Och jeg har udkaarid for alle och huer,
Giør Feldenis klædning, hin huideste snee,
Sampt Haffvernis rødeste Rosser til spee.

✂

2.

Olympus vell artig maa smycke sit huus,
Med gyldene stierners utallige Hus,
Lad phæbus og luna selff stande derhos,
Min Pige for schiønhed bør høiere Roes,

✂

3.

Men ligesaa prectig fuldkommen oc klar,
Som hinde naturen udmesterit har,
Saa modig hofferdig fortræden oc stoldt,
har hun sig [rett] hidindtil idelig holt,

234

✂

4.

Ach huad er det dog en ulidelig sag,
At under saa pynthet och prechtig et tag,
Huor Amor selff haffver berammit en fest,
her berris och bygger saa traadtzig en giest.

✂

5.

Men schiønne du matte vel tenche dig om,
Och en gang bevisse dig venlig och from,
D[u] der med fortienne langt høiere loff,
End alle Gudinder i jupiters hoff.

✂

6.

Huad ære dig stedtze jeg haffver beteed,
Huor Jeg har dig bedet i Mindelighed,
Huor trolig och smaalig Jeg haffuer dig tient,
Det er jo dig selff och ald verden bekiendt,

✂

7.

Men huad Jeg i gien har opbaaret till løn,
huor offte min tienist och idelig bøn
Er bleffven kun haanlig omtaldt oc forsmaad
Det kand Jeg ej sige foruden med graad.

✂

8.

Wellan saa [da] tvinger din vrede mig till
At sige god nat [i] huor nødig Jeg vill
Dend ædelste Rosse Jeg ventede mig,
For megit med torne befuebnede] sig,

✂

9.

Dog schall det imidlertid verre min roe,
At Jeg har saa stadelig holdet min troe,
Och voffvit at Elsche saa prechtig en Møe,
For huilchen Jeg icke tør schammis at døe.

Finis