Bording, Anders ACh kunde søden Rose sig

207. [Over fru Elisabeth Lunge. 1659.]

ACh kunde søden Rose sig
Som hvassen Torn forvare/
Naar kaalden Norden vredelig
Vil alting offverfare/
Ach maatte det/ vi haffde kiær
Hos os langvarig bliffve/
Oc det aff Veye rømmis her/
Som kunde Sorrig giffve/
Hvo vilde da saa mangen Taar
Aff Øynene udtappe?
Hvo vilde tvingis Dag oc Aar
Til Sørgesløer oc Kappe?
Ney/ ney min Broder/ det ey vil
For os saa vel sig mage/
Os snarist det skal sendis til/
Som kræncke kand oc plage:
Det gode som Forhaabning gaff
Til fast bestandig Glæde/
Det ryckis hen oc falder aff
Hvor saare vi end græde.
Gack ud/ gack ind/ løb hid/ løb hen/
Søg om til Jordens Ende;
Ret aldrig du da finder een
Der andet kand bekiende/
End hver Qvintin aff Glædens Guld
Som her paa Jord kand eyis
Med Sorgens tunge Steen oc Muld
J Punde Tal opveyis.
MEns see til fremmet Folck oc Land
Mand sig ey tør besvere/
Vor ædle Lungers Stamme kand
Nock Vidne der om bære.
Hvor mangen Helt/ oc Høffding god/
Hvor mangen skiøn Heltinde/
Fremvoxen er af samme Rod/
Det staar endnu til Minde/
Hvad Gaffn oc Ære Landet har
Saa vel i Krig som hiemme
aff dennem hafft er aabenbar/
Oc lader sig ey glemme.
Mens som det Ædelsteene gaar
Jo ferre der af findis/
Jo høyre Værd oc Priiss de faar/
Gemeent Gods læt kand vindis.
Ret ligesom det her oc skeer
Blant os i disse Dage/
Fordi mand nu slet ingen seer
Aff Lungers Æt tilbage:
Den Stamme da dismere bør
J Værd oc Act at haffvis/
Oc helst naar den skal ud aff Dør
J Jorden ned at graffvis.

O Moster god/ vor Husis Glandtz
Vor beste Skat oc Smycke/
O alle Dyders Ærekrands/
332 Oc fulde Mesterstycke:
Hvad giør det os i Hiertet meen
At du bleff Dødens Fange/
Det os igiennem Marff oc Been
Til Siælen ind vil gange/
For os for snart oc hastelig/
Har Døden dig henreffvit.
Ach haffde hand dog ladet dig/
En Tiid lang end henleffvet.
Ach ach! hvor elskte dig en hver
Som elsker Dyd oc Ære/
Ach ach! hvor nødig jeg i sær
Dig vilde nu undvære.
Mens ney/ den visse Dag oc Tid
Som ingen kand forandre/
Var allerede kommen hid/
Dig Himlen bad henvandre/
Din reene Siæl for HErren Gud
Fand Velbehag oc Naade;
Thi reeff hand den fra Sorrig ud
Til Hiertens Glædis Baade;
Alt hvad os andre kommer til
Paa denne Sorgens Baane/
Hand derfor dig her effter vil
Ævindelig forskaane/
Hand dig som her i Jordens Dal
Vdlændig varst oc fremmet/
Til Frihed har i Himlens Sal
Jndadlet oc indlemmet.
Ja vil i Liffsens æuig Land
Dig større Vellyst giffve/
End jeg med suager Tunge kand
Fuldkommelig beskriffve.
Gud veed hvor hiertelig oc hart/
Til dig fra Jordens Tue/
Os lengis op at komme snart
Din Ærestand at skue.

DJssmidlertid all Verden er
O fromme Siæl til rede
Din høye Dyder fiern oc nær
Høytid'lig at udbrede/
Før skal den gandske Nordens Jis
Til Mordland sig henlette/
End vi din Ære Loff oc Priis
Aff voris Sind udslette.
Far derfor vel/ ô ædle Siæl/
Vi maa dog Affskeed tage/
Far vel/ ja far saa lenge vel
Som Ævighed har Dage.

Sin høyærede S. Moster til Amindelse oc Ære.
Styge Høeg Justssøn.