↩

153.
Daphnis sørger sig til døde for sin skiønneste Phyllis,
som ikke vilde være hannem gunstig.

✂

1.

Min ædle Phyllis om du er
End streng, det intet hinder,
Du dog for alle kronen bær,
Det alting overvinder
Det maa jeg sig'
Du har ey lig',
O skiønneste hyrdinde,
Hielp Gud jeg dig kund vinde.

✂

2.

Du est den frommest af natur
Der findes kand paa jorden,
Ja ingen himmelske figur
Kand med dig komm' i orden,
257 Kom kydske hiert'
Tag bort min smert',
Og lad dig ey fortryde,
At jeg din gunst maa nyde.

✂

3.

Hvad er det sig at undre paa,
Jeg lider største smerte,
Og mig saa daglig pine maae
For din skyld kierist' hierte,
At din gestalt
Slet overalt
Mig monne best befalde,
Jeg elsker dig for alde.

✂

4.

Kom mig til hielp udi min nød,
O Phillis hierte syster,
Seer jeg dig ey, da er jeg død,
J mig mit hierte bryster.
Din høflighed
Som alle sted
Høyt bliver holt i ære,
Min største trøst skal være.

✂

5.

Vil du mig ey din gunst betee,
Og trolig med mig stræbe,
Skal alle det vist hør og see,
Jeg vil mig selver dræbe,
Saa at mit bloed
Af hierte roed,
Paa jorden skal udflyde.
Den lykke maae jeg nyde.

✂

6.

Jeg veed vel at jeg villig kand
For din skyld døden lide
Ah! svømm' udi drøvelsens vand,
J smert' og største qvide,
Thi jeg nu seer
Dig aldrig meer,
Ah! ah jeg kan ey lenger,
Thi døden mig hart trenger.

✂

7.

Jeg beder dig du med bedagt
D[in] hielp mig vilt tilsende,
At jeg skal ey i mordrens magt
Mit liv saa ynklig ende,
Dog skal det vær',
Da hielp mig her
Jeg kand i jorden komme,
Adjeu min rosens blomme.