Bording, Anders Digte. - 1984

II
ANDERS BORDING
Samlede skrifter
Digte
Kommentar til digte
Den Danske Mercurius
Kommentar til Mercurius
III

ANDERS BORDING

Digte

Udgivet af
ERIK SØNDERHOLM

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
C.A.Reitzels ForlagKøbenhavn 1984

IV

Dette bind er bekostet af Carlsbergfondet.

Tilsyn: Poul Lindegård Hjorth og Erik Dal.

Denne udgave fremstilles hos Poul Kristensen, Grafisk virksomhed, Herning. Satsener fotosats Garamond, papiret 100 g tonet offsetpapir 202, og oplaget er 500. ISBN 87-7421-395-4 (for hele udgaven 87-7421-399-7). Printed in Denmark 1984.

V

Foruden andre udgaver med tekster delvis eller udelukkende fra 17. århundrede tilstræbte Det Danske Sprog- og Litteraturselskab straks fra stiftelsen i 1911 udgaver af dette store århundredes hovedforfattere, og man kan nu se tilbage på Samlede Skrifter af Anders Arrebo (I-V 1965-84), Thomas Kingo (I-VII 1939-75 og optryk 1975) og Jacob Worm (I-III 1968-71). Oprindelige planer om at udgive Søren Terkelsens oversatte, men i digtningens og musikkens historie vigtige poetiske arbejder med melodier er skrinlagt, efter at foreløbig 1. del af hans hovedværk Astree Sjunge-Choer er udkommet andetsteds (Karl Wachholtz Verlag, Neumünster 1976).

Derimod kan Selskabet nu udgive det første af fire bind af hovedforfatteren mellem Arrebo og Kingo: Anders Bording (1619-77). Hans forfatterskab falder som bekendt i to omtrent lige store og hver pa sin vis tidstypiske, men meget forskellige dele: et lyrisk forfatterskab af lejlighedsdigte, personlig lyrik, hyrdedigte og salmer - og den første dansksprogede avis, hoforganet pa alexandrinere, Den Danske Mercurius (1666-77). Allerede digtafsnittet af den store udgave fra 1735 var etableret ved langvarig indsamling af enkelttryk og handskrifter; siden er sadanne såvelsom Mercurius forlængst kun at finde pa enkelte biblioteker, og af nyere udgaver findes kun udvalg af digtene og af avisen fra 1955 og 1973 ved henholdsvis Carl Dumreicher og Paul Ries.

Lektor, dr.phil. Erik Sønderholm fremlægger hermed Anders Bordings digte, og hans kommentarbind foreligger i manuskript. Mercurius vil udkomme i facsimile i 1984, og lektor Paul Ries, Ph.D., Cambridge, England, udarbejder hertil en pressehistorisk redegørelse samt en kommentar formet som sted-, person- og sagregister. Bindene har intet nummer, da de to dele af forfatterskabet skal kunne købes hver for sig.

Udgivernes mangearige forberedelser muliggør en hurtig udsendelse af Bordings skrifter, og for stor støtte også til denne væsentlige udgave takker Selskabet oprigtigt begge sine hoved-donatorer: Carlsbergfondet og Statens humanistiske Forskningsråd, der har bevilget midler til henholdsvis digtene og Mercurius.

DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB
21. januar 1984
Iver Kjær, fm.
Erik Petersen
Poul Lindegård Hjorth
Erik Sønderholm
Torben Nielsen
/Erik Dal
VI

Da Det Danske Sprog- og Litteraturselskab blev stiftet i 1911, var et af de projekter, der stod højt prioriteret på ønskelisten, en ny udgave af Anders Bordings skrifter til afløsning af Peder Terpagers og Frederik Rostgaards Bording-udgave fra 1735, der efterhanden var blevet en stor sjældenhed. Men medens Selskabet selv kunne påtage sig at gøre fyldest for mæcenen og organisatoren Frederik Rostgaard, sa var det naturligvis ikke tilstrækkeligt, når der manglede en Peder Terpager (og sandelig ogsa en Hans Gram) til at gøre det egentlige arbejde. Først en menneskealder efter Selskabets stiftelse indtradte en sådan lykkelig konstellation, idet seminarierektor Georg Christensen (1877-1966) i begyndelsen af aret 1944 for Selskabets daværende administrator dr.phil. Lis Jacobsen fremlagde konkrete planer for en ny udgave af Bordings værker; men desværre blev dette projekt ikke ført ud i virkeligheden, vistnok fordi de bevilgende myndigheder dengang ikke havde tilstrækkelige midler til disposition. Af den traurige grund måtte projektet henlægges, og Tornerose-søvnen sænkede sig på ny over Bording.

I 1971 hændte det, at nærværende udgaves to udgivere lærte hinanden at kende og til deres forbløffelse kunne konstatere, at de begge interesserede sig for at udgive noget af Bording, og at deres tilbøjeligheder fordelte sig sa heldigt, at de i stedet for at blive konkurrenter meget naturligt kunne ga i spand sammen: Paul Ries, hvis hovedinteresse var avishistorie, ville kun arbejde med Danske Mercurius og slet ikke have noget med digtene at gøre, medens undertegnede efter afslutningen af det trælse arbejde med kommenteringen af Jacob Worms politiske satirer fra 1670erne for alt i verden ikke endnu engang ville påtage sig et tilsvarende arbejde og derfor ville reservere digtene for sin mund. Dette kunne ikke passe bedre sammen, hvorfor vi forelagde en detailleret plan for Selskabets daværende administrator dr.phil. Albert Fabritius, der øjnede en reel mulighed for at få virkeliggjort det gamle projekt og derfor gik indfor det og aftalte de fornødne retningslinier med de to udgivere; med vanlig udgiveroptimisme regnede de begge med at afslutte det samlede arbejde i løbet af cirka fem år. For mit eget vedkommende begyndtes arbejdet for alvor i 1972, hvor et frisemester efter afslutningen af Worm-udgaven gav den fornødne tid til registrering og en afskrift af det store materiale, og i de følgende ar skred arbejdet langsomt videre og var langt fremme sommeren 1976. Men ligesom arbejdet med Jacob Worm blev meget forsinket eller maske rettere lagt pa jøkelis under et langvarigt ophold på Island, så skete det samme i nogen grad med Bording under mit ophold i Reykjavik 1976-81, hvor en Laxness-monografi unægtelig trængte sig mere på; først i løbet af sommeren 1980 kunne Bording-tekstbindet afsluttes og kort efter ogsa en første version af kommentarbindet; sidstnævnte måtte dog grundigt revideres og ganske særligt udvides efter hjemkomsten, hvor Det Kongelige Biblioteks samlinger kunne løse gåder, som jeg i Reykjavik havde mattet lade hensta som uløselige.

VII

Ved afslutningen af dette værk er det mig en stor glæde at kunne sige tak til Carlsbergfondet, der i denne omgang sa generøst bar optrådt i Frederik Rostgaards kærkomne mæcenrolle. Og en tak til mine to tilsynsførende: Poul Lindegård Hjorth, der ikke blot har gennemlæst manuskriptet, men ogsa med falkeblik været på en indbringende trykfejlsjagt, og Erik Dal for tilrettelæggelsen af bogen; hans er idéen med i det ydre at efterligne 1735-udgaven, der er én af de ældste udgaver af en dansk digters samlede skrifter. Ligeledes en tak til forskningsbibliotekar Erik Petersen, der har påtaget sig det slidsomme hverv med til brug for kommentarbindet at oversætte Bordings ikke just klassiske latin i en række lejlighedsdigte. Men en speciel tak skal rettes til Det Kongelige Bibliotek, Danske afdeling, Handskriftafdelingen og til læsesalsekspeditionen for venlighed og forståelse samt en utrolig talmodighed i forbindelse med mine nærmest utallige bestillinger og genbestillinger af de mange tekster; for en humanistisk forsker er Det Kongelige Bibliotek ganske enkelt alfa og omega, og intet ville kunne gøres tilsvarende godt, hvis dette bibliotek ikke fandtes eller ikke havde denne utrolige bredde og rigdom.

København, 21. januar 1984.
ERIK SØNDERHOLM
VIII

Indhold

  • Begyndelseslinier XXII
  • Principper for tekstredaktionen XXV-XXXII
  • 1 Scutum gynaicosophias eller Lærde kvinders forsvar (1647) 1 Naar mangen hafuer tancke slig

    2 Studenters rentekammer (1663) 7 MJn kappe lu-bar er saa nær

    3 Nysekrudts eller snustobaks berømmelse (o. 1663-66) 8 J store giecker, J, som høyre vill' opstige

    4 I.I.S.H:(1677) 13 Saa lidet som en Sole grand

  • 5 Til Erik Banner og Sophie Rosenkrantz (1650) 15 Guld och Sølff kand snart forsuinde

    6 Til Peter Hegerfeld og Kirstine Lauridsdatter Bording (1656) 16 DEn lille nøgen Dreng/ den rette Pudsedriffver

    7 Til Erik Sehested og Margrethe Rammel (1660) 21 HEr Sehsted/ ædle Siæl/ den glade Dag er kommen

    8 Til Jørgen Reitzer og Anna Fabricia (1663) 23 HVad skal den rijge Pærle-krands

    9 Til Vitus Bering og Gertrude Jørgensdatter (1663) 23 VEl an Her Bering legger hen

    10 Til Herman Mejer og Christina Madsdatter (1664) 25 NEy! Kierlighed ey tuingis vil

    11 Til Knud Thott og Sophia Brahe (1665) 27 HÆc est illa dies, qvæ tanti conscia gaudi
    SAa sterck oc haard jeg ingen veed

    12 Til David Melvin og Margrethe Jacobsdatter (1665) 30 HEr Melvin / høy-fornemme Ven

    13 Til Jacob Sørensen og Rebekka Bechten (1665) 32 Saa snart vor barndoms leege tid

    14 Til Frederik Giese og Margrethe Schønbach (1665) 34 ENddog/ Her Gjse/ jeg ey veed

    15 Til Niels Broberg og Kirstine Drostrup (1666) 36 ENd dog/ Her Broberg/ Jeg kand ey

    16 Til Johan Drøg og Margrethe Paulli (1668) 37 ENd dog Jeg ey kand spaae/ Jeg dog saa vel hukommer

    17 Til Severin Pedersen og Christine Johansdatter Krudmeyer (1668) 39 FOrelskte Hjerter/ fromme par

    18 Til Frederik Poggenbjerg og Helena Hansdatter (1669) 41 SOm Byrden tung aff enlig Mand

    19 Til Didrik Schult og Armgard Sophia af Gabel (1669) 42 Forelskte hjerter/ ædle par

    20 Til Søren Jensen Klyne og Cathrina Olufsdatter (1670) 44 J mindes vel vor Barndoms Tid

    21 Til Bertram Fromm og Inger Sidenburg (1670) 45 Sie Venus & parili junguntur Amore Minerva
    O dydig Brud! umuligt er

    22 Til Markör Rodsteen og Birgitte Reedtz (ca. 1670/71) 46 Agter hvad i disse dage

    23 Til Christen Lodberg og Johanne Jacobsdatter (1671) 48 REt saa; ret lige saa vil med frit Moed begyndes

    24 Til Johan Rader og Margrethe Munck (1671) 51 SEe der! See der! Om jeg i gaar kom ey til Maade

    25 Til Peder Hjort og Sophia Amalia Søbøtkerinde (1676) 53 NAar Hjorten saaret er med pjl

    26 Til Jacob Sørensen og Sophia Amalia Brun (1677) 54 FUld aff Vunder/ fuld aff Kunst
    HVo fast har grundvold lagt/ hans bygning fast ved blifver

    27 Til Niels Friis (1656/57?) 57 J Nipske Nimpher færne Møer

    28 Til Mikkel Sørensen Riber og Gørild Knudsdatter (?) 59 Saa tilig som vi faaer henkast vor Børne-leege

    29 Til Johan Stolterfood og Barbara Beeten (o. 1660/61?) 61 HUad art af Vers kand findis paa

  • X
  • 30 Til Anna Maria Winstrup (1669/70?) 62 Bort nu med knippelskrin og Stok

    31 Til Hans Hansen (o. 1668?) 63 Hans Hanssøn voris gode ven

    32 Til generalfiskal Christen Pedersen (efter 1670) 64 Saa er den gode Dag omsider da oprunden

    33 Til Margrethe Dideriksdatter Bartskær (o. 1655?) 65 En Sommers Nat J tykken krat

    34 Til en af det navn Abel (?) 67 Altingest har sin visse Tjd

  • 35 Til Hans Schack og Anna Blomme (1663) 68 SAa mangen liflig kiærn som i Granaten findis

    36 Til Ejler Holck og Elisabeth Høg (1665) 70 VE1 an Høy-ædle Holck/ min Danske Sang-Gudinde

    37 Til Ejler Holck, ved en søns dab (1670) 75 Hvad under Himlens tag och høye bygning findes

  • 38 Den priselige mester-titel (1663) 77 HVem skarpen Tora fryctactig giør

    39 Sinds fornøjelighed i Gud (1666) 79 Kom ædle Sindsens trøsterinde

    40 Til Arild Næsbys magisterpromotion (1666) 80 HVo frem ved Bogen acter ret

    41 Til Jacob Seemands doktorpromotion (1667) 81 FOr meget og for lidet giør

    42 Til Ejler Holck, da han blev friherre (1671) 82 At den Høyædle Holk er til Friherre vorden

  • 43 Jyllands lykønskende frydeskrig (1655) 84 HVad er det for en Larm oc Bang

    44 Frydeskrig over kong Frederik III (1660) 88 OP Fama snart op hastelig

    45 Forhabnings og forhalings griller (1663) 91 At Jeg Saa Pytagorisk gaar

    46 Den harde nøds bønlige klageskrift (1663) 100 Stoor-mægtigste Monarch, o Potentaters Krone

    47 Ved Ulrik Frederik Gyldenløves hjemkomst fra Spanien (1663) 103 HVor mangen høy bedrift oc herlig Mandoms prøfve

    48 Alle ærlige danske hjerters afsky (1663) 108 ALmæctig Himmel ach hvad det

    49 Til Johan Georg III af Sachsen og Anna Sophia (1666) 111 KOm ædle Titan/ kom du store Verdens øye

    50 Til kronprins Christian og Charlotte Amalia (1667) 114 REys op/ o Danmark/ nu din høye Spjr och Krone

    51 Velkomsts frydeskrig til Charlotte Amalia (1667) 117 PRintzcessers klare Sool/ Førstinders pract och smykke

    52 Til Frederik IIIs fødselsdag (1669) 119 VElkommen gyldne Soel och Ljus

    53 Den cimbriske Nordens tare over Frederik III (1670) 120 Saa kand en hastig Storm den allerstørste Ceder

    54 Den cimbriske Nordens frydeskrig til Christian V (1671) 123 SAa lader Himlen nu den glade dag oprinde

  • 55 Sendebrev til rentemester Christopher Gabel (1663) 126 Her GABEL, J fortørnes ej

    56 Til feltmarskal Paul Würtz (1664) 128 FOrsee dig nu Gradiv/ rym hen til andre Riger

    57 Til statholder Christopher Gabel (1664) 130 BOrt blege Missgunst du/ som vilt dig selff opæde

    58 Æresknude til generalauditør Paul Tscherning (1664) 132 DEn gamle Tjd forsuinder hen

    59 Heltelov til Ejler Holck (1665) 137 SAa kand den ædle Dyd ey maal oc maade settis

  • XII
  • 60 Over fru Ide Lange (1649) 141 O ædle Siæl, Far ævig vel

    61 Over Niels Krag (1650) 141 TJ1 store Helters Roes oc Loff

    62 Over Hans Pedersen (1650) 145 EN Trofast ven/ som teer sig huld

    63 Norges universalkondolence, over Sophia Brockenhuus (1656) 148 ACH Skat/ Ach ædle Landsens Skat

    64 Over Tage Thott (1658/1666) 152 LVgendi cineres & nunqvam lumine sicco

    Ach Himmel/ Himmel/ ach hvad skal jeg nu paafinde 65 Hjertesuk over Joachim Gersdorff (1661) 154

    DV nock-hiemsøgte Cimber-land

    66 Sørgelig eftermæle over Joachim Gersdorff (1661) 157 Holt stille med dit salte Vand

    67 Over Frederik Friis (1665) 160 JT bedre Paafund ingen veed

    68 Over Frederika Sophia Holck (1665) 161 Skal nu den samme pen/ som eders nafn indførde

    69 Over Mads Mortensen (1667) 163 VEl sterke been' hâr den/ der medgang vel kand bære

    70 Over Christence Lykke (1667) 165 ALt det som hafver Ljf och Aand

    71 Over Hans Svane (1668) 166 Om skønt ey nogen kand paa Jorden her opstige

    72 Over Gaspar Schøller (1670/71) 168 Om mig et huus en tid lang hen

    73 Over Helvig Jacobsdatter (1671) 169 Kand Jonas græmme sig och vilde gaae til døde

    74 Over Christian Mortensen Thune (1672) 173 ACh! ney: min Broder/ ney: hvorledis vi det mage

    75 Over Elisabeth Høg (1672) 174 KAnd da Naturen af sit rige Skød ey gifve
    MEd Stiil och Pæn/ mand dig vel hen
    JEg uforfaren var/ der jeg saa hart blef prøved

    76 Over Anna Bartholin (1675) 178 LAd Sommer-Rosen sig med høye Farver pryde

    77 Over Cornelius Rasch (1675) 180 EY ringe det er kunst/ af Barns been op at rende

    78 Over Elisabeth Catharina Rasch (1676) 182 NAar Jphigenia sig hen

    79 Til en kvindepersons begravelse (?) 183 Ach ædle Søster ach hvad det

  • 80 Over Jørgen Brase mundkok (1665) 185 HEr hviler Jeg saa stif som stok

    81 Over Søren Portner pa Kronborg (ca. 1665) 185 Den graadig alders skarpe tand

    82 Over Sophia Rosenkrantz (1670) 186 At du Gudfryctig varst och som dit nafn udtyder

    83 Over Jørgen Brockenhuus (1671/74) 187 DEn som aff Byrd og Blod var Hiemme ædel baaren

    84 Over Maren Bering (1675) 187 Min døde Krop vel Jordis kand

    85 Over Knud Walther (1676) 188 Ja fromme Walther/ Ja/ du varst for Himmel-værdig

    86 Over Rebekka von Bechten (1676) 188 J Dødsens sidste Tjd en trofast ven at tjene

    87 Over Peder Hjort (1677) 189 VE1 maa den mørke graf/ o fromme HJORT/ fortære

  • 88 Æredigt til Anders Arrebos »Hexaemeron« (1661) 190 Det er/ ô Danske Mand uqvems

    89 Æredigt til Henrik D.Holcks »Svetonius« (1664) 191 HVad vjse Mænd i fordum Tjd

    90 Æredigt til Joachim Rachelius' Satirer (1664) 192 At den forblummit Juvenal

    91 Under Ide Rosenkrantzes portræt (1666) 193 Saa bold som Rosen er: saa kort en Tjd den Hafver

    92 Æredigt til Carl van Manders »Lauwercrants« (1668) 193 Om stjl och malning ret skal gunst

    93 Æredigt til Peder Resens »Inscriptiones« (1668) 193 HVad lofligt vore Formænd her

    94 Æredigt til Erik Pontoppidans »Grammatica Danica« (1668) 195 OM Ennius med nogen skjel

    95 Paa et pulpitur i Helsingørs kirke (1671) 196 Se Eiler Eilerssøn af Holchis stamme baaren

    96 Under Elisabeth Høgs kobberstykke (1672) 196 Ædel af hierte velbaaren af ætt

  • 97 Ovidius 197 Jo Reenere korn, io striidere halm

    98 Improvisationer over navnet Gyldenløve (o. 1663-65) 197 Som Guld er puurt, och Løfven sterk
    Af Guld och Løfve har jeg nafn
    Som Guld sin prøfve staaer, og Løfven ikke viger
    Som Guld sin prøfve staaer, og Løfven kamp ey necter
    Som guld sin prøfve staaer
    Vel har Jeg nafn af Løfve
    Jeg næfnes af det fine guld
    Vel hafver Jeg mit nafn af Løfve
    Som Gylden malm er puur och reen
    Som Guld er puurt och Løfven sterk

    99 Ondt selskab 199 Til sengs med hunde hvo som gaar

    100 For intet far man intet 199 Skal sækken ofver ende staa

    101 Om admiral Obdam (1665) 199 Exeqvias Pelagus divisit et Ignis et Æther
    Hier richten Fewer, Meer vnd Luft die grabstat zu
    Begrafven Opdam blev i Luft och Jld och Haf

    102 Epigram (1665) 200 Min faders lyst min moders trøst

    103 Epigram (1665) 200 Min Faders Suck och moders skrig

    104 Epigram (1665) 200 Min ædle faders dyd min Moders hæld och ære

    105 Epigram (1665) 201 Som Hund mod anden teer sig vreed

    106 Latinske, tyske og danske epigrammer 201 Durus Durandus jacet hic (2 versioner)
    Vina mihi vitam
    Hie ligt Her Schultus
    Hic jacet Jon Prest
    O Deus omnipotens
    Hic jacet Dominus Magister
    Hie ligt Meister Peter im grunen grass
    Qvod tumulo Ronsarde cares
    Her hviler under haarden steen
    Hic situs est Bentzon
    Conditur hoc tumulo
    Der niemals war versagt
    Oscula prosternunt
    Oscula si perimunt

  • 107 Fragment af et bindebrev 203 Op hjertens lyst och velbehag

    108 Til kong Frederik III (1670) 203 Som Jeg af arf ælds tid med mine floders væde

    109 Fragment af et bindebrev til Ulrik Frederik Gyldenløve 205 En knude sammen knyt af guld och ædle steene

    110 Fragment (til en dame) 206 Min anden Jeg, min ædle Møe

    111 Fragmenter af en drikkevise 206 Frisk op lad skaal och glass omgaa

    112 Fragment, om en tyv 206 En diefvelblandet tyf mit kammers høyd har maalet

    113 To fragmenter til Ejler Holck (1671) 206 Hvad holder det dog hart, før nogen sig opsvinger
    Vel er det vanskeligt, før sig en Mand opsvinger

    114 Fragment af Danske Mercurius (1671) 207 Hvor langsom Natten gaar, mand sig igjen dog fryder

    115 Fragment af et digt til Ejler Holck (1671) 208 Høy ædle Cimber Helt hvis Høye værd och ære

    116 Fragment, til en dame (o. 1671) 208 Om Phoebus af sin milde gunst

    117 Fragment, til Ulrik Frederik Gyldenløve (1671) 209 Ja store Cimber Helt Høybaarne Gyldenløwe

    118 Fragment, af et bindebrev 209 Ved hver af de bogstafvers tal

  • 119 Bryllupsdigt til Peter Mortensen og Dorothea Klyne (1642) 210 DÆdala Pallas, Cur manet alta

    120 Hyldestdigt til tre magistre (1643) 211 MOenius cautum vates commendat Ulyssem

    121 Bryllupsdigt til Paul Sørensen og Else Troelsdatter (1651) 213 LArgiflui qvondam Permessi ad fluminis undas

    122 Ved Jørgen Christensens magisterpromotion (1651) 215 VTile miscentes dulci, figmenta Poetæ

  • 123 Daphnidis klagedigt over sin rejse 218 Ach aff det haarde band oc lengsels tunge Nød

    124 Modsang 219 Ak! af den falske List og hiertelig Fortred

    125 Myrtillos klagevise over Amaryllis bortrejse 221 Ak! Amaryllis har du slet
    Ach Amaryllis hast du denn

    126 Daphnis kommer fra fremmede steder og beklager sin Galatheas fraværelse 223 Ach gaar i Sene Tider gaar

    127 En fæstemand, hvis fæstemø døde, græder over hendes grav 225 Ak hvad er det, at J mig saa

    128 Daphnis erbyder sig at ville gå i døden for sin Amaryllis 226 Ach hvad schall dog Daphnis hyrde

    129 Daphnis udi en fremmed egn klager over sin længsel til den skønne Galathea 227 Ach mit Hierte Vill besvime

    130 Om Galathea og Mopsa 228 At en huer sig monne bucke

    131 Blinde Dreng, huis Piil oc bue 230

    132 Den trofaste hyrde Celadon forsikrer den hyrdinde Magdalis om sin bestandige kærlighed 231 Celadon ey mere Klager

    133 Daphnis Cimbrica udsat på dansk med flid (1645) 232 Daphnis gik for nogle Dage

    134 Daphnis tager afsked fra sin allerkæreste hyrdinde 233 Dend schønne Huis tienner och egen Jeg er

    135 Doris' sørgelige aftensang for Dorinde lod sig af en anden nyde 234 Det sidste Mand Fra Doris hørde

    136 Dybe Hiertens Tancher 237

    137 Daphnis begræder sin allerkæreste Galatheas dødelige afgang 238 Ej nogen tid aff Aganippes kilde

    138 Et menneskes stemme berømmes over alle dyrs, fugles og instrumenters lyd (1654) 239 Engel-søde Galathe

    139 Floridon klager sig over den skønneste Florabellas umedlidenhed 240 For din schiønheds høie trone

    140 En kærlighedsvise 242 Fuld af Sorg og Hiertens Qvide

    141 Deosculo 244 Galathea Streng og wild

    142 Daphnis' bedrøvelige klagemål mod sin Galathea 245 Har da hver een Jordens ende

    143 Hvor uforvindelig(1671/72) 246 Hvad kand ulykken nu

    144 Hvor viit skal 6 Dorinde Sig 247 145 Til den skønne Sylvia 249

    Klare Stierne Sylvia 146 Daphnis byder sin kæreste Galathea til sin bolig (1655) 250

    Kom ô Skiønnist Hyrdemøe

    147 Til sin skønne 251 Kom ædle Lius ald verdenss øye

    148 Daphnis beklager sin fraværelse fra den skønne Galathea 252 Kunde nogen Ting forhindre

    149 Til den blide sol, at hun ikke ville natten for hastelig fremkomme 253 Milde Soel hui lader du

    150 Mincia 254 Mincia Hyrdinders Ære

    151 Daphnis vil sige verden og sin Amaryllis god nat 255 Min Smerte er Saa megit stor

    152 Til Sylvia 255 Min ædle perle Sylvia

    153 Daphnis sørger sig til døde for sin skønneste Phyllis 256 Min ædle Phyllis om du er

    154 Den allerskønneste Charitnis berømmes 257 Maa ieg ey med Lette Vinger

    155 Ode altera. Sylvia berømmes 258 Maatte jeg af Hippocren

    156 Ode jambica (1647) 259 Naar Bierge, Dall og Skove

    157 Daphnis beklager sin længsel og skilsmisse fra sin kæreste hyrdinde Charitnis 261 Naar Himlen Sielff ey Vill udgyde

    158 Ode throchaica (1647) 263 O min Siell huor mange Dage

    159 Kærligheds bestandige længsel udi en liden pastorelle og hyrdevise forblommetvis udført (1646) 264 Op hiertens suck oc graad vær rede

    160 Ode mixta (1647) 266 O skiønne Galathe, det er Væ

    161 Til den vankelmodige Amaryllis 269 O Wrede Sind ô haarde Steen

    162 Skall det Endelig nu wære 271

    163 Coridons forpligt til sin Galathea 272 Skiønne Galate, hvort hen

    164 Lamostarde 274 Skiønne men dog Skarpe Rose

    165 Odemixta 275 Syluia huor Lenge

    166 Daphnis beklager sin længsel og skilsmisse fra sin kæreste hyrdinde 278 Vil mig ulychen da

  • 167 Frisk op naar Dieffvelen giør sig vred 280

    168 Huad schal Rydtzer nu anfange 281

    169 Jeg kand icke tie her 282

    170 Phaeton-visen 283 See den skidne Bonde-giek

    • XVI Salmer

    • 171 Ens klagemål der strider med fortvivlelse 289 Arme Hierte du med Skiel

      172 At den som Himmelen besider 291

      173 Om verdens kærlighed 293 BEklemte Siæl/ hvad vilt du vanke

      174 En takkesang 294 DEn ædle Glædens Skat

      175 Ej nogen med fuldvigtig' ord 295

      176 Poenitentiale consolatorium 297 Herre Gud, huor længe

      177 Ens klagemål der strider med fortvivlelse 299 Hvem skal jeg min Angist klage

      178 Hvi min Lykke sover du 300 179 Ens klagemål der strider med fortvivlelse 301

      Jeg ikke noksom kand med Ord 180 Lykken kommer, lykken gaar 302

      181 Sjæleperse 303 Min bange Siel maa falde

      182 Om de ugudeliges velstand 304 MIn kummerfulde Siæl i mig

      183 Metamorphosis Epicuri 306 Nu vill ieg slett lade fare
      Pius vivam, nunc est hora

      184 Naar Haarden storm sig af de skiulte stæder 308

      185 Den 120. kong Davids salme 309 Naar mig Nøden haardest plager

      186 O kommer alle frem 310

      187 Paa Syndsens Torv for langen tid 311

      188 Ret som de klare Søer oc stride floders wand 311

      189 Jesu Christi fødsels hemmelighed 313 Ørnen med sin lette winger

    • 190 Den I. salme 319 Den salig her og hisset er, som sig

      191 Den II. salme 320 Hvi fnyser saa den trodsig Hedensk Hær

      • C Søndages og helligdages evangelier

      • 192 At du forfares, Jsrael 322
      • 193 Lof være Gud som har saa vel 322
      • 194 Min Sjæl och aand sig fryder 323
      • 195 Ja milde naadsens Fader 323
      • 196 Du Lade gak til Myren bort 324
      • 197 Med hykelske retfærdighed 324
      • 198 Min indvol och mit hjerte 325
      • 199 Vilt du, min Sjæl, som det sig bør 326
      • 200 Du verdsens Barn som al din tid 326
      • 201 Saaledis vil Jerusalem 327
      • 202 Jeg takker Gud at Jeg er ey 327
      • 203 O vee hvor ilde mig bekom 328
      • 204 Hvad er O Gud din Miskundhed 329
      • XXI
      • 205 Hvad vilt du Dødelige 329
      • 206 Loed Gud ey mig omringe 330
  • 207 Over fru Elisabeth Lunge (1659) 331 ACh kunde søden Rose sig

    208 Over Manderup Brahe (1666) 332 Mod huer Quintin aff Fryd oc Lyst

    209 Under Manderup Brahes portræt 333 Min ædle Brahe, wel kand dig

    210 Nogle emblemater (nr. 1-25) 333 Wed sliben blifver Jernet klar

    211 Til Aurora 335 Holt dig stille Røde Morgen

    212 Hyrdelængsel 337 Kand Jeg vell uden Klage

    213 Kyssevise 339 Mit paa munden allerbest

    214 Frisk mod er halv tæring 340 Vel dend som mon fornøyit være

    215 Ah at dog en Trois Gnist 341

    216 AH hvor jeg længis efter Dig JEsu min 341

    217 GUDS loffvis tvende Taffler er' 342

    218 O Fader vor/ i Himlen boer 343

XXII

Begyndelseslinier

Der er gennemført en streng alfabetisering på grundlag af moderne ortografi.
Der henvises til de enkelte digtes løbenumre.

  • 98 Af guld og løve jeg har navn
  • 21 Agter hvad i disse dage
  • 124 Ak af den falske list og hjertelig fortræd
  • 123 Ak af det hårde band
  • 12 j Ak Amaryllis har du slet
  • 215 Ak at dog en troes gnist
  • 126 Ak går I sene tider går
  • 64 Ak himmel, himmel, ak hvad skal jeg nu påfinde
  • 127 Ak hvad er det, at I mig så
  • 128 Ak hvad skal dog Daphnis hyrde
  • 216 Ak hvor jeg længes efter dig, Jesu min
  • 207 Ak kunne søden rose sig
  • 129 Ak mit hjerte vil besvime
  • 74 Ak nej, min broder, nej, hvorledes vi det mage
  • 63 Ak skat, ak ædle landsens skat
  • 79 Ak ædle søster, ak hvad det
  • 48 Almægtig himmel, ak hvad det
  • 70 Alt det, som haver liv og and
  • 34 Altingest har sin visse tid
  • 171 Arme hjerte, du med skel
  • 90 At den forblommet Juvenal
  • 42 At den højædle Holck er til friherre vorden
  • 172 At den, som himmelen besidder
  • 192 At du forfares Israel
  • 82 At du gudfrygtig varst
  • 130 At enhver sig monne bukke
  • 45 At jeg så pythagorisk går
  • 101 Begraven Obdam blev
  • 173 Beklemte sjæl, hvad vil du vanke
  • 131 Blinde dreng, hvis pil og bue
  • 57 Bort blege misgunst, du, som vil dig selv opæde
  • 30 Bort nu med knippelskrin og stok
  • 132 Celadon ej mere klager
  • 106 Conditur hoc tumulo Lucretia nomine salve
  • 133 Daphnis gik for nogle dage
  • 58 Den gamle tid forsvinder hen
  • 81 Den grådig alders skarpe tand
  • 6 Den lille nøgne dreng, den rette pudsedriver
  • 190 Den salig her og hisset er
  • 134 Den skønne, hvis tjener og egen jeg er
  • 83 Den, som af byrd og blod
  • 174 Den ædle glædsens skat
  • 106 Der niemals war versagt
  • 88 Det er, o danske mand, ukvems
  • 135 Det sidste man fra Doris hørte
  • 196 Du lade, gak til myren bort
  • 65 Du nok hjemsøgte Cimberland
  • 106 Durus durandus jacet (2)
  • 200 Du verdsens barn, som al din tid
  • 136 Dybe hjertens tanker
  • 119 Dædala Pallas, cur
  • 175 Ej nogen med fuldvigtig ord
  • 137 Ej nogen tid af Aganippes kilde
  • 77 Ej ringe det er kunst, af barnsben op at rende
  • 112 En djævelblændet tyv
  • 15 Endog hr. Broberg jeg kan ej
  • 14 Endog hr. Giese jeg ej ved
  • 16 Endog jeg ej kan spa
  • 138 Engelsøde Galathe
  • 109 En knude sammenknyt af guld og ædle stene
  • 33 En sommernat i tykken krat
  • 62 En trofast ven, som ter sig huld
  • 67 Et bedre pafund ingen ved
  • 101 Exeqvias Pelagus divisit
  • 139 For din skønheds høje trone
  • 17 Forelskte hjerter, fromme par
  • 19 Forelskte hjerter, ædle par
  • 41 For meget og forlidet gør
  • 56 Forse dig nu Gradiv, røm hen til andre riger
  • 111 Frisk op, lad skål og glas omgå
  • 167 Frisk op, når djævlen gør sig vred
  • 140 Fuld af sorg og hjertens kvide
  • 26 Fuld af vunder, fuld af kunst
  • 141 Galathea streng og vild
  • 217 Guds loves tvende tavler er
  • 5 Guld og sølv kan snart forsvinde
XXIII
  • 2 Habet fenestras pallium [Komm.]
  • 31 Hans Hansen vores gode ven
  • 142 Har da hver en jordens ende
  • 80 Her hviler jeg sa stiv som stok
  • 106 Her hviler under hården sten
  • 176 Herre Gud hvor længe
  • 106 Hic jacet dominus magister
  • 106 Hic jacet Jon Præst
  • 106 Hic situs est Bentzon
  • 106 Hier liegt Herr Schultus
  • 106 Hier liegt Meister Peter im grünen Grass
  • 101 Hier richten Feuer, Meer und Luft
  • 211 Hold dig stille, røde morgen
  • 66 Hold stille med dit salte vand
  • 55 Hr. Gabel, I fortørnes ej
  • 12 Hr. Melvin, højfornemme ven
  • 7 Hr. Sehsted, ædle sjæl, den glade dag er kommen
  • 29 Hvad art af vers kan findes på
  • 43 Hvad er det for en larm og bang
  • 204 Hvad er, o Gud, din miskundhed
  • 113 Hvad holder det dog hart, før nogen sig opsvinger
  • 143 Hvad kan ulykken da
  • 93 Hvad lovligt vore formænd her
  • 8 Hvad skal den rige perlekrans
  • 168 Hvad skal Rydser nu anfange
  • 37 Hvad under himlens tag og høje bygning findes
  • 205 Hvad vil du dødelige
  • 89 Hvad vise mænd i fordum tid
  • 177 Hvem skal jeg min angest klage
  • 38 Hvem skarpen torn frygtagtig gør
  • 191 Hvi fnyser sa den trodsig hedensk hær
  • 178 Hvi min lykke sover du
  • 26 Hvo fast har grundvold lagt
  • 40 Hvo frem ved bogen agter ret
  • 114 Hvor langsom natten gar, man sig igen dog fryder
  • 47 Hvor mangen høj bedrift og herlig manddoms
  • 144 Hvor vidt skal, o Dorinde, sig [prøve
  • 11 Hæc est illa dies
  • 115 Højædle cimberhelt, hvis høje værd og ære
  • 86 I dødsens sidste tid en trofast ven at tjene
  • 20 I mindes vel vor barndoms tid
  • 27 I nipske nymfer, færne møer
  • 3 I store gækker, I som højre vil opstige
  • 85 Ja, fromme Walther, ja du varst for himmelværdig
  • 195 Ja milde nadsens fader
  • 117 Ja store cimberhelt, højbårne Gyldenløve
  • 179 Jeg ikke noksom kan med ord
  • 169 Jeg kan ikke tie her
  • 98 Jeg nævnes af det fine guld
  • 202 Jeg takker Gud, at jeg er ej
  • 75 Jeg uforfaren var, der jeg sa hardt blev prøvet
  • 97 Jo renere korn
  • 75 Kan da naturen af sit rige skød ej give
  • 212 Kan jeg vel uden klage
  • 73 Kan Jonas græmme sig og ville ga til døde
  • 145 Klare stjerne Sylvia
  • 146 Kom, o skønnest hyrdemø
  • 147 Kom, ædle lys, al verdens øje
  • 39 Kom, ædle sindsens trøsterinde
  • 49 Kom, ædle Titan, kom du store verdens øje
  • 148 Kunne nogen ting forhindre
  • 76 Lad sommerrosen sig med høje farver pryde
  • 121 Largiflui qvondam Permessi ad fluminis undas
  • 206 Lod Gud ej mig omringe
  • 193 Lov være Gud, som har så vel
  • 64 Lugendi cineres et nunqvam lumine sicco
  • 180 Lykken kommer, lykken går
  • 167 Malus turbetur Genius [Komm.]
  • 103 Med faders suk og moders skrig
  • 197 Med hykkelske retfærdighed
  • 75 Med stil og pen
  • 213 Midt pa munden allerbedst
  • 149 Milde sol, hvi lader du
  • 110 Min anden jeg, min ædle mø
  • 181 Min bange sjæl må falde
  • 150 Mincia, hyrdinders ære
  • 84 Min døde krop vel jordes kan
  • 102 Min faders lyst, min moders trøst
  • 198 Min indvold og mit hjerte
  • 2 Min kappe lubar er
  • 182 Min kummerfulde sjæl i mig
  • 194 Min sjæl og ånd sig fryder
  • 151 Min smerte er så meget stor
  • 209 Min ædle Brahe, vel kan dig
  • 104 Min ædle faders dyd, min moders held og ære
  • 152 Min ædle perle Sylvia
  • 153 Min ædle Philis, om du er
  • 208 Mod hver kvintin af fryd og lyst
  • 120 Mæonius cautum vates
  • XXIV
  • 154 Må jeg ej med lette vinger
  • 155 Matte jeg af Hippokren
  • 10 Nej, kærlighed ej tvinges vil
  • 183 Nu vil jeg slet lade fare
  • 156 Når bjerge, dal og skove
  • 157 Når himlen selv ej vil udgyde
  • 25 Når hjorten såret er med pil
  • 184 Når hården storm sig af de skjulte steder
  • 78 Når Iphigenia sig hen
  • 185 Når mig nøden hårdest plager
  • 1 Når nogen haver tanke slig
  • 106 O deus omnipotens
  • 21 O dydig brud, umuligt er
  • 218 O fader vor, i himlen bor
  • 186 O kommer alle frem
  • 94 Om Ennius med nogen skel
  • 158 O min sjæl, hvor mange dage
  • 72 Om mig et hus en tid lang hen
  • 116 Om Phoebus af sin milde gunst
  • 71 Omskønt ej nogen kan pa jorden her opstige
  • 92 Om stil og malning ret skal gunst
  • 44 Op, Fama, snart op hastelig
  • 107 Op hjertens lyst og velbehag
  • 159 Op hjertens suk og gråd vær rede
  • 106 Oscula prosterunt
  • 106 Oscula si perimunt
  • 160 O skønne Galathe, det er ve
  • 203 O ve, hvor ilde mig bekom
  • 161 O vrede sind og harden sten
  • 60 O ædle sjæl, far evig vel
  • 183 Pius vivam, nunc est hora
  • 51 Prinsessers klare sol
  • 187 På syndsens torv for langen tid
  • 106 Qvod tumulo Ronsarde cares
  • 50 Rejs op, o Danmark, nu din høje spir og krone
  • 188 Ret som de klare søer og stride floders vand
  • 23 Ret så, ret lige sa vil med frit mod begyndes
  • 170 Se den skidne bondegæk
  • 24 Se der, se der, om jeg igår kom ej til made
  • 95 Se Ejler Ejlersen af Holckers stamme båren
  • 21 Sic Venus et parili junguntur Amore Minerva
  • 162 Skal det endelig nu være
  • 68 Skal nu den samme pen, som eders navn indførte
  • l00 Skal sækken over ende stå
  • 163 Skønne Galathe, hvort hen
  • 164 Skønne, men dog skarpe rose
  • 18 Som byrden tung af enlig mand
  • 98 Som guld er purt og løven stærk (2)
  • 98 Som guld sin prøve star (2)
  • 98 Som guld sin prøve star, og løven kamp ej nægter
  • 98 Som gylden malm er pur og ren
  • 105 Som hund mod anden ter sig vred
  • 108 Som jeg af arilds tid med mine floders væde
  • 46 Stormægtigste monark, o potentaters krone
  • 165 Sylvia hvor længe
  • 91 Så bold som rosen er
  • 32 Så er den gode dag omsider da oprunden
  • 59 Så kan den ædle dyd ej mål og måde sættes
  • 53 Så kan en hastig vind den allerstørste ceder
  • 54 Så lader himlen nu den glade dag oprinde
  • 201 Således vil Jerusalem
  • 4 Så lidet som et solegran
  • 35 Så mangen liflig kærn', som i granaten findes
  • 13 Så snart vor barndoms legetid
  • 11 Så stærk og hard jeg ingen ved
  • 28 Så tidlig som vi far henkast vor børnelege
  • 99 Til sengs med hunde hvo som går
  • 61 Til store heltes ros og lov
  • 122 Utile miscentes dulci
  • 118 Ved hver af de bogstavers tal
  • 210 Ved sliben gøres jernet klar
  • 9 Velan hr. Bering, lægger hen
  • 36 Velan højædle Holck, min danske sanggudinde
  • 214 Vel den, som mon fornøjet være
  • 113 Vel er det vanskeligt, før sig en mand opsvinger
  • 98 Vel har jeg navn af løve
  • 98 Vel haver jeg mit navn af løve
  • 52 Velkommen gyldne sol og lys
  • 87 Vel ma den mørke grav, o fromme Hjort, fortære
  • 69 Vel stærke ben har den
  • 199 Vil du, min sjæl, som det sig bør
  • 166 Vil mig ulykken da
  • 106 Vina mihi vitam
  • 96 Ædel af hjerte
  • 189 Ørnen med sin lette vinger
XXV

Principper for tekstredaktionen

Ved drøftelserne i 1971-72 om udgaven var det en fast forudsætning, at Bording-udgaven i principper skulle lægges så tæt som muligt op ad Selskabets andre udgivelser fra det syttende århundrede, specielt Kingo- og Worm-udgaverne. Digtafdelingen skulle derfor bestå af to bind, et tekstbind og et kommentarbind efter de to nævnte udgavers principper. I modsætning til det wormske forfatterskab var omfanget af det bordingske ikke helt sa svært af bestemme og lignede i den henseende mere Kingos, hvis man vil se bort fra hyrdedigtene. Langt de fleste af Bordings lejlighedsdigte foreligger i bevarede førstetryk fra Bordings egen hånd og en hel del endda i Bordings egenhændige versioner i en række bevarede kladdebøger fra årene 1665-70. Imidlertid var det et ikke ukendt fænomen i det syttende arhundrede, at ikkepoetisk begavede mennesker bestilte lejlighedsdigte hos en kendt poet som for eksempel Dorus (alias Claus Bang) eller hos Bording i deres eget navn, ganske specielt til brug i de yndede ligprædikener, hvor de lige sa selvfølgeligt optræder under bestillerens navn, thi han havde jo købt og betalt digtet for at glæde en eller anden grånet arvetante eller -onkel, som endnu sled livet hen, men kunne glæde sig ved at se hen til en lignende lyrisk mindestøtte, når tiden var moden. I langt de fleste tilfælde må man i dag renoncere pa en solid forfatterbestemmelse, og dermed falder grundlaget bort for at medtage sadanne digte i nærværende udgave. En enkelt undtagelse er gjort med et par i øvrigt ubetydelige smådigte i Ejler Holcks og hans søns navne, idet Bordings rolle som denne families hus- og hyldestdigter gør det rimeligt at antage, at han nok er ophavsmanden.

Udgiveren har i denne sammenhæng kasseret alle de digte, som 1735-udgaven optager i bind IIs Anhang trods trykkenes utvetydige oplysninger om, at ophavsmanden er Vitus Bering. Rostgaard, der kendte og havde udgivet Berings latinske digte, har ganske åbenbart ment, at en sådan latinist som Bering ikke digtede på dansk, og da hans danske stil ubestrideligt kan have nogen lighed med Bordings, hvis metriske lethed han besidder, har Rostgaard uden nærmere undersøgelse af de ofte sære konsekvenser valgt at overføre det beringske forfatterskab på dansk til Anders Bording; dette er imidlertid en fundamental fejltagelse, og en undersøgelse af materialet beviser, at Vitus Bering er ophavsmand til disse digte; Berings danske forfatterskab synes dog at være yngre end den ældste del af Bordings digte, saledes at det er rimeligt at antage, at ligheden stilistisk set beror på en indflydelse fra Bording. En enkelt oversættelse af Søren Terkelsen (Vel den, der er fra høje Sager) slap ved et uheld ind i 1735-udgaven, men er selvfølgelig udelukket her. I fortalen 1735 kunne Gram fastsla, at det i tiden uhyre populære digt »Studenternes meget ondt og sildig godt«, der i tryk og håndskrifter gik under Bordings navn, ikke var af ham, thi forfatteren var fynbo; den rigtige digter findes indkredset i Dansk Barokdigtning II (1971), p. 110ff.

XXVI

Men i øvrigt er det indlysende, at 1735-udgaven, der bygger på Rostgaards to trykte værkfortegnelser fra 1703 og 1706, og som hviler på Bording-specialisten Peder Terpagers viden, har været rettesnor, specielt med hensyn til hyrdedigtene. I en række handskrifter på Det Kongelige Bibliotek findes der et ukendt antal hyrdeviser, sikkert nærmere 1000 end 500, men da stilen gennemgående er aldeles upersonlig, og da digterne bygger deres digte over nogle ganske få modeller, der blot er forskellige i henseende til tilvejebringelsen af digtets hovedsituation: klagesangen, er det nærmest halsløs gerning at begynde at forfatterbestemme; for Bordings vedkommende vanskeliggøres hele problematikken yderligere deraf, at hans hyrdeviser normalt optræder lige så anonymt i disse håndskrifter som alle de øvrige, således at udskillelsen beror på Terpager-Rostgaards indsats. De havde til gengæld den fordel at være 275 år nærmere kilden end nærværende udgiver; Bording har dog nogle specielle træk her og der (for eksempel en vis usikkerhed med hensyn til pareernes rollefordeling), der har gjort det rimeligt at forøge bestanden en smule.

Mens 1735-udgaven stort set kun arbejder med tre »genrer«: lejlighedsdigte, salmer og hyrdeviser, bliver digtene i nærværende udgave underinddelt på samme måde som i Kingo- og Worm-udgaverne. Hvilket princip man end vælger, vil det imidlertid desværre ofte vise sig vanskeligt eller upraktisk at være aldeles konsekvent, thi dette ville indebære, at det samme digt helst skulle placeres i to-tre undergrupper. I sadanne tilfælde har jeg truffet et valg; som eksempel kan nævnes, at bryllups- eller mindedigte til kongehuset placeres under gruppen: Digte til kongehuset, og ikke under de ellers relevante grupper, idet jeg anser disse digte for at være politiske digte, der bedst kan samles med lignende politisk bekendende digte; rim- og bindebrevene til Gabel og Tscherning er af samme grunde anbragt under digte til embedsmænd, idet digtene næppe kan betragtes som selskabelig leg, de er derimod bønskrifter og hyldestdigte til politiske magthavere, enkelte måske derfor med direkte bagtanke på kongen, thi de to nævnte tysktalende statsmænd har næppe kunnet læse Bordings digte med nogen forståelse. Et akrostikon i en hyrdevise (nr. 143) afslører den som et frierdigt, men på grund af hele den bukoliske tradition er digtet forblevet under hyrdedigtningen, så meget mere som en række andre hyrdeviser ligeledes er formede med et akrostikon, hvor det dog ikke har været muligt at bestemme personen eller lejligheden eller motivet. Konsekvens på dette felt har ikke været rimelig eller gennemførlig, thi så skulle digte som de to over Jørgen Brase og Søren Portner (nr. 80 og 81) have været anbragt i forbindelse med hyldestdigte til Tscherning og Ejler Holck; der kunne nævnes flere lignende tilfælde, men de anførte får række.

Med disse modifikationer er der gennemført en genreopstilling i lighed med den i Kingo- og Worm-udgaverne anvendte; inden for de enkelte genrer er ordningen forskellig: i lejlighedsdigtene (I-X, XIII) er opstillingen kronologisk, svarende til første afdeling af 1735-udgaven, der opstiller samtlige lejlighedsdigte kronologisk og anbringer ikke daterbare digte til sidst i denne store uspecificerede afdeling; det samme er gjort her; men XXVII under den i forordet nævnte revision af kommentaren er det lykkedes bogstavelig talt lige til renskriften at tidsfæste en række af disse tidligere ikke daterede tekster; da dette først var aldeles klart efter opsætningen af første bind, har det ikke været muligt at rokere om pa teksterne, hvorfor disse landvindinger kun fremgår af kommentarens dateringer, men dog præliminært kan aflæses af dateringerne i indholdsfortegnelsen til første bind.

Dette kronologiske princip har ikke kunnet anvendes pa det øvrige materiale. Som jeg har omtalt i en afhandling i Daphnis VIII (1979) (spec. p. 90-91), har Bording pa et vist tidspunkt syslet med planer om en udgave af sine digte, og til det formål har han samlet sine hyrdedigte, forsynet dem med titler og nogle endda med årstal, men antallet er så lille, at opstillingen af digtene i nærværende udgave følger 1735-udgavens alfabetiske princip. At der har været reelle planer om en udgave, kan i øvrigt ses af, at Bording o. 1665 har lavet en omfangsberegning af sine digte (se Danske Studier 1974, p. 144ff.).

For salmerne gælder det, at hovedafdelingen er alfabetisk ordnet ligesom i 1735-udgaven, mens evangeliesalmerne følger Bordings rækkefølge, der er kirkeårets. Hans tanke har vel været den at skrive til alle årets sønog helligdage, men en sadan systematik la ikke for ham, sa han blev aldrig færdig; 1735-udgaven har ændret denne oprindelige rækkefølge en smule. Digtene i gruppe XVII følger (1) genreopdelingen og (2) den pågældende gruppes ovenfor omtalte ordningsprincip.

Af det nævnte vil det fremga, at Bordings tekster foreligger dels i originalhåndskrifter, dels i originaltryk og dels i afskrifter af for det meste aldeles ukendte skrivere. I nogle tilfælde eksisterer der både et originalhåndskrift og et førstetryk, og i disse tilfælde har jeg omend med nogen tøven valgt at følge originalhåndskrifterne (for så vidt det lod sig gøre, idet nogle af disse tekster er ufuldstændige i Bordings manuskript). Den omtalte tøven beror på, at med undtagelse af digt nr. 46 er her klart tale om kladder, og det er rimeligt, at divergenserne mellem kladderne og originaltrykkene er Bordings endelige korrektion af kladderne under renskriften til trykkeriet; imidlertid er det så sjældent, at vi overhovedet har originale digtermanuskripter fra det syttende arhundrede, at det har mattet veje tungest til at kunne give et indtryk af Bordings digte i egenhændige versioner; det medfører, at kommentaren vil bringe kladden med alle de oprindelige læsemåder - så vidt de har kunnet læses, thi Bordings rettelser sker ofte pa den made, at han med fed skrift skriver oven i det oprindelige; denne uredigerede tekst efterfølges i kommentaren af et internt variantapparat, der registrerer varianterne mellem originalhåndskriftet og originaltrykket. Originaltrykkene betragtes i alle andre tilfælde som originaler, og i overensstemmelse med almindelige udgivelsesprincipper bringes der ikke varianter fra senere afskrifter. Hovedmængden af bevarede originaltryk har stået til Rostgaards disposition, men enkelte har han ikke kunnet erhverve fra ejeren; i så fald har han taget en afskrift, og i næsten alle tilfælde er disse originaltryk nu forsvundne.

I disse tilfælde får 1735-udgaven interesse eller rettere trykforlæggene, som i nogen udstrækning er bevaret i Gks. 2402,4° i Det Kongelige Bibliotek. En sammenligning XXVIII viser imidlertid, at Rostgaard - eller hvem han nu har sat til at etablere teksterne - ugenert har ændret ordlyden, sandsynligvis i korrekturfasen; denne konstatering af vilkårligheden i disse tekstændringer er naturligvis af betydning og har været medvirkende til at undgå 1735-udgaven som tekstkilde, når det har været muligt; variantapparatet vil med al ønskelig tydelighed afsløre dette fænomen, thi dér vil man kunne se, at den rostgaardske variant oftest optræder helt isoleret i de markante tilfælde, men derimod ikke i de banale (af/ad); som det stykke af en filolog Rostgaard engang var, erstattede han ofte et almindeligt ord og indsatte et ældre og sjældnere, hvad der vanskeliggør benyttelsen af det velkendte og knæsatte princip om valg af lectio difficilior. Selv om man ud fra moderne principper, som dog har det til fælles med Rostgaards, at de ikke er eviggyldige, vil kunne kritisere den i 1735-udgaven anvendte praksis, sa skal man ikke glemme, at Rostgaards metode var almindelig anerkendt i tiden; og hans udgave har den fortjeneste, at den dog bragte et forfatterskab i hus, som nok ellers ville have lidt en endnu krankere skæbne, hvis man skal dømme efter udgavens salgsmæssige fiasko; meget, som nu forefindes i udgaven eller i Rostgaards samlinger til udgaven, ville formodentlig være gået definitivt tabt, spredt som dette digtmateriale var på de forskelligste steder. Trioen Terpager-Rostgaard-Gram fortjener derfor kun ros for deres indsats. Af en afhandling i kommentarbindet vil det fremgå, hvem der mest fortjente den af disse tre.

Ved teksttilrettelæggelsen har det været opgaven at gengive de foreliggende kilder så nøjagtigt som muligt; udgaven skulle kunne anvendes til filologiske formål - man bør erindre sig, at udgaven blev planlagt på et tidspunkt, hvor filologi endnu ikke pa universiteterne blev henregnet under de syv dødssynder. Følgende enkeltheder fortjener en liden bemærkning med på vejen:

I. Typografi: Som sædvanlig betegner antikva/kursiv forlæggenes fraktur/antikvasats eller gotisk/latinsk håndskrift, i praksis næsten lig forholdet dansk/latinsk sprog. Opstillingen af lange og korte verslinier i henholdsvis udelte og todelte sider er sket for pladsbesparelsens skyld, selv om bogen derved bliver noget kompakt og bred; der er som nævnt herved også skævet kraftigt til 1735-udgavens lay-out, men nærværende udgave er pa grund af de dobbelte linietællere blevet lidt større på begge ledder.

Anders Bordings lejlighedsdigte udkom i flere forskellige formater, undertiden - dog ikke ofte - som store etbladstryk, og de viser baroktypografien på det allerprægtigste stade. Glæden og sorgen, taknemmeligheden og venskabet, hyldesten og prestigen fik dækkende udtryk i den pompøse, imposante og ekspressive brug af alt disponibelt materiale i trykkeriet: mange og gerne store skriftgrader, røskenrammer, typografiske vignetter, lejlighedsvis symbolske træsnit, som dog ikke er fremtrædende i Bording-materialet. I de vældige titler og overskrifter ses en vis udvikling fra de tidlige, renæssanceprægede, hvor skriftgrader og typografisk form dominerer over en opdeling af ordlyden efter indhold og vigtighed, til de højbarokke titler, hvor man trods megen fryd over majestætisk pomp og pragt er på vej til det moderne titelblads opdeling og fremhævelse efter indholdets vægt. Den for os sa fremmede XXIX pudsighed, at sidste del af et måske centralt ord, som for eksempel navnet på den besungne person, findes i næste linie med dennes meget beskednere skriftgrad, forsvinder dog ikke i Bordings tid.

Skønt fotosatsen har langt lettere end blysatsen ved at præstere skriftgrader af forskellig størrelse i overskrifterne, er skriftvalget i udgaven blevet modereret i højere grad, end 1735-udgaven gør i forhold til originaltrykkene. Disses pragt er reduceret til højst tre grader, mens liniedelingerne så vidt muligt er bibeholdt; og de store indledningsbogstaver over indtil 6-8 linier, som er helt uadskillelige fra baroktypografien, har vi af økonomiske grunde måttet negligere. Derimod tillader fotosatsen at sætte enkeltord med lidt større skrift, og det har vi foretrukket for spatiering, der er et ukendt fænomen på Bordings tid. For at råde bod på disse reduceringer bringes i kommentarbindet en række facsimiler såvel af markante typografiske eksempler som af Bordings egenhændige manuskripter; trods den nødvendige formindskelse vil de forhåbentlig give læseren et begreb om, i hvor høj grad lejlighedsdigtenes ydre fremtræden var led i deres hele psykologiske virkning; gengivelsen af Bordings handskrifter skulle kunne give læseren et indtryk af en kunstnerisk yderst bevidst digter ved arbejdsbordet, og den læser, der er i stand til at stride sig igennem dette virvar af rettelser, vil også kunne konstatere, at Bording har en intention og først stopper med arbejdet, nar han har fundet det dækkende udtryk for denne tanke; hans rettelser er derfor så godt som altid forbedringer.

II. Ortografi: Det er tilstræbt at bringe alle udgavens tekster, hvad enten der er tale om originalmanuskripter, originaltryk eller blot sene afskrifter, så nøjagtigt som muligt; men tvivlstilfælde vil der altid opstå. Forkortelser i de danske og latinske tekster er opløst uden bemærkninger, idet der udelukkende er tale om tidens helt gængse tegn ([x] = mm), og de optræder faktisk meget sjældent. Det kan ofte være vanskeligt med sikkerhed at afgøre, om skriveren/sætteren skriver to ord sammen, eller om der er tilstrækkelig afstand mellem, til at man må antage, at han har skrevet to ord og ikke ét; i disse tilfælde har et personligt skøn afgjort sagen. Endnu pa Bordings tid var der ikke skabt klarhed over brugen af j/i og J/I; den gotiske trykskrift skelner ligesom også håndskriften mellem i og j (rige/rjge), uden at der er nogen betydningsforskel endsige noget princip eller konsekvens i denne tvetydighed; i de store bogstaver bruges så godt som udelukkende ét og samme tegn, som her gengives ved J; årsagerne til dette bogstavpedanteri er to: det hænder om end yderst sjældent, at trykker/ skriver faktisk skriver et uforveksleligt I, og da trykker og skriver ligeledes skriver: ieg/jeg, har det ud fra de praktiske regler været logisk at gengive dette fælles J-I som J, hvorved det har været muligt at gengive det sjældne I ved sit særlige tegn. Jeg skal imidlertid blankt erkende, at tiden er løbet fra den slags filologi for filologiens egen skyld, og vil anbefale, at man gengiver dette J i overensstemmelse med moderne principper, sa meget mere som det er aldeles vist, at læseren, der normalt har vænnet sig til den overfilologiske særhed, vil tro, at et normalt I er en trykfejl, hvad det altsa ikke er (men immervæk dog stadigvæk desværre kan være!).

XXX

Der er - og jeg skal være den første til at beklage det - anvendt alt for megen tid på at afgøre, om skriveren benytter store eller små bogstaver i begyndelsen af ord; der fandtes på dette område overhovedet ingen regler, selv ikke person- eller stednavne kunne være sikre på at blive beæret med et stort bogstav; vanskeligheden består i, at ifølge teorien findes der store og små bogstaver, men langt de fleste skrivere udnytter ikke til fulde denne forskel, og mange undgår omtrent konsekvent at benytte visse store bogstaver; B, D, F, K, M, V, W er særlig udsatte for fare, ligesom S, hvis frekvens nok er større; det normale er, at disse skrivere, der afgjort er i flertal, vælger den lille bogstavtype, som de sa skriver en smule større, hvilket anbringer perfektionistfilologen i et uløseligt millimeterdilemma, som er en bedre sag værdig; efter tredive års erfaringer med dette særlige problem, som er »ey værd en Hækte«, vil jeg ganske enkelt anbefale, at man går over til den af Svend Grundtvig anvendte praksis i »Danmarks gamle Folkeviser«, hvor han gennemfører små begyndelsesbogstaver bortset fra sted- og personnavne. Skulle der om hundrede år dukke det menneske op, som drevet af brændende erkendelsestørst vil undersøge problemet om store og små bogstavers frekvens i det syttende århundrede, vil han alligevel under alle omstændigheder være tvunget til at gå til håndskrifterne og få grå hår af den her skitserede tilstand. Men som sagt, i denne udgave gennemføres endnu engang dette princip om nøjagtighed også i denne henseende, men jeg vil tilstå og forsikre læseren om, at afgørelserne i tvivlstilfælde beror på øjemål og ikke på millimeterafgørelser.

Til slut i dette afsnit vil jeg med en klædelig forsagthed bede læseren om overbærenhed med den ortografiske vilkårlighed, ja totale inkonsekvens, som her bliver så iøjnefaldende på grund af de mange og helt uens kilder; det syttende århundredes skrivende mennesker kendte ikke til sligt pedanteri at skrive det samme ord ens to gange i træk; læseren vil derfor kunne opleve det samme ord skrevet på forbløffende mange måder på yderst kort afstand i samme tekst skrevet af samme skriver, som for eksempel: oc/och/ og, man/mand, dend/den osv. Jeg skal tilstå, at jeg såvel under gennemlæsning af trykmanuskriptet som ved diverse korrekturer gang på gang er kommet i tvivl om rigtigheden af det skrevne og har trættet bibliotekets ekspedition med bestillinger til kontrol af dette galimatias, men desværre forblev uoverensstemmelserne stående. Den samme tilfældighed præger trykkene, men sætternes opfindsomhed i denne henseende er mere behersket. Som ved spørgsmålet J/I bør læseren derfor gennemgaende tro på det ofte forvirrende ortografiske billede uden dog at forfalde til en tyrkertro derpå, for det kan næppe undgås, at der et steds har indsneget sig et farligt oc i stedet for et och.

III. Interpunktion: Såvel tryk som håndskrifter har en efter vores norm (selv den liberaleste) helt vilkårlig tegnsætning; også den er respekteret i udgaven, skønt en moderne interpunktion undertiden ville lette læsningen og befri kommentaren for en del stof; da det imidlertid kan få ganske anderledes følger for tolkningen af en tekst at flytte rundt på tegn, er de under alle omstændigheder bevaret; det må overlades læseren i de fleste tilfælde at tolke sådanne steder, først XXXI og fremmest ved at overveje, hvad meningen kan have været med en tilsyneladende urimelig tegnsætning.

IV. Rettelser: For originalhandskrifternes og originaltrykkenes vedkommende er der så at sige kun tale om sjuskefejl eller trykfejl; i farten glemte Bording undertiden et bogstav, eller sætteren lavede en trykfejl, har ikke altid kunnet tyde Bordings kragetæer. Disse fejl er rettet, men selv om det i grunden kunne gøres uden særlig markering (for eksempel den i tryk hyppige forveksling af u/n) har jeg atter af principielle grunde markeret rettelsen i [ ]. I tekster, der kun findes i afskrifter, findes der naturligvis flere og andre og mere graverende fejl, og de er på grundlag af varianter rettet på samme måde; variantapparatet gengiver de forskellige varianter og anfører til sidst tekstgrundlagets form; disse rettelser må naturligvis kun betragtes som forslag fra min side, og nogle er foretaget meget halvhjertet, fordi materialet i grunden ikke byder på nogen reel løsning; men noget skal der jo stå.

V. Variantapparatet: Det havde været ønskeligt, om variantapparatet som i ældre udgaver kunne have stået direkte under teksten, men da dette i dag er for bekosteligt, findes apparatet i kommentarbindet. Eftersom både Selskabet og jeg selv under lignende arbejde med Kingo og Worm havde gjort den triste erfaring, at ca. 98 % af varianterne er aldeles interesseløse og ubrugelige til noget som helst, stod det fra begyndelsen klart, at apparatet stort set kun skulle bringe et udvalg af de mere betydningsfulde varianter. Det er naturligt, at de varianter, der konstituerer en fra tekstgrundlaget afvigende type (B, C, D osv) medtages, så at den interesserede læser kan kontrollere, at denne opdeling af håndskrifterne i beslægtede grupper bygger på virkeligt stof; på dunkle steder medtages alle varianter, så at det står klart, hvad omtrent samtidige skrivere kan have ment om stedet. Interpunktionsvarianter medtages ikke, da de på grund af deres enorme mængde ville sprænge alle rammer, og det samme gælder rene varianter af typen er/est, må/mon, rigens/rigets osv.; ordstillingsvarianter medtages kun i begrænset omfang, men medtages, hvor de har metrisk interesse. Det er dog klart, at disse restriktioner har måttet administreres cum grano salis, og jeg vil skønne, at safremt de er overtrådt, er det ved optagelsen af flere varianter, end ovennævnte berettiger til.

VI. Sidetal, verstæller: Samtlige ustrofiske tekster er forsynet med verstæller; de strofiske digte nøjes med strofetæller af æstetiske grunde. Endvidere anføres for såvel tryks som håndskrifters vedkommende sidetal; da disse to talsystemer står i samme kolonne, er de markeret forskelligt; verstælleren er umarkeret: 1-4-8 osv., mens sidetal er markeret således: [1] [2] osv.; undertiden støder disse to systemer sammen, og da har, naturligvis, sidetalsangivelsen prioritet, og verstælleren suspenderes. I nogle ganske fa tilfælde (nr. 215-218) falder sideskift ikke altid sammen med versskift, men indtræffer midt i en verslinie; skellet markeres da således: //. Ved nogle tryk eller enkelte håndskrevne digte mangler sidetal, men det skyldes da, at der er tale om et étbladstryk eller om ét beskrevet blad; det turde være overflødigt at markere disse tilfælde med et [1]. Af æstetiske grunde er overskrifter normalt ikke, trods deres store længde, forsynet med XXXII linietæller; i kommentaren henvises der dog med tal til de aktuelle steder, men det er kun i få tilfælde, at læseren kan være nødt til at tælle til mere end ti.

VII. Kommentaren: Også denne var på forhånd tænkt som en punktkommentar i lighed med Kingo-udgavens. Da kommenteringen af de mange personnavne i Danske Mercurius derimod skulle foregå i form af et mindre biografisk leksikon, overvejedes det kort, om samme praksis skulle gennemføres for digtenes vedkommende, men resultatet blev en vedtagelse af, at dette stof skulle indgå i punktkommentaren, som det skete i Jacob Worm-udgaven; i dag ved arbejdets færdiggørelse hælder jeg i grunden til den anden opfattelse og er endda ikke utilbøjelig til at mene, at en ordliste ville have været nok så praktisk; den foreligger da også udarbejdet, vil dog ikke blive trykt; men ordlisteprincippet bør overvejes ved lignende udgivelser. Meningen var, at en læser skulle kunne tage et enkelt digt og gå til kommentaren og få alle de relevante oplysninger uden at behøve at bladre rundt i bogen for at finde et ord i et af de sidste digte i kommentaren til et af de første digte; et sådant princip fører uvægerligt til gentagelser, men ingen forestiller sig vel, at en sådan bog læses fra ende til anden af ret mange, og de, der gør noget sådant, behøver måske slet ikke kommentaren og irriteres derfor ikke af gentagelserne. Gennemgående er personerne kommenteret i hvert digt, men her forekommer undtagelser; den vigtigste er Ejler Holck og hans familie, til hvilken Bording har produceret en hel stribe af digte; derfor henvises der i de senere digte til hovedstederne om Holck.

VIII. Melodier: Bordings mange viser har været sunget, men desværre er det undtagelser, at melodien oplyses, og noder er endnu sjældnere. Dog bringer kommentaren en fortegnelse over melodistoffet, dels på grundlag af Nils Schiørrings disputats og dels baseret på det supplerende materiale, enkelte varianttekster giver. Melodierne bringes ikke, men der henvises til gangbare tryk.

IX. Biografi: Kommentaren vil bringe en biografisk skitse, der pa grundlag af konkret materiale vil søge at fremstille, hvad man ved, og gøre op med en række myter, som der ikke synes meget hold i. I forlængelse af biografien bringes 1735-udgavens historie, der vil kunne sige noget om Bordings litterære efterliv.

X. Kildefortegnelse: Kommentarbindet vil yderligere bringe en registrant over anvendte håndskrifter og registrere hvert enkelt håndskrifts indhold af Bording-tekster; som et supplement hertil bringes en registrering af Bording-udgivelser inden 1735-udgaven, dvs. af Wielandts og Høpfners antologier. Optryk yngre end 1735-udgaven medtages ikke, da de nedstammer fra denne udgave.

1

I Blandede digte fra forskellige tider

I. Scutum Gynaicosophias eller Lærde QVINDERS Forsuar, defensive at bruge imod den Misgunstige oc V-forstandige Momum Erlig oc Velbyrdig Jomfrue Jomfr: MARGRETE JVELL JENS DATER. Tienstvilligen offererit af A: B: C: D: 1647

Facile Est jnventis Addere
ut stemmatis decore Generosissimo, ita paternæ virtutis æmulatione
Nobilissimo Viro Dno Georgio Rossencrantzio
Fautori Suo Religiose Suspiciendo
hane otij Sui partem commendatam cupit
Author
Jomfru Marg[r]ette Juel Jens Dater
[x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]
Min vis er, at vere Ret Adelig From
Forklaring.

Naar mangen hafuer tancke slig
Huor til mon den skuld' due,
Som kand ey Sielff berømme sig,
Oc være stiff oc true
Da er det min maneer oc vis
J liff oc ord At vere
Ret From, oc Adelig med pris,
deraf saa faar Jeg Ære.
Lad derfor huer ved sin Maneer
Jmedens hand vil forblifue
Af Fromhed, ret og Dyder fleer
vil Jeg mig Ædel skrifue
Naar nogen vil med Actsomhed
Poëters Dyb randsage
Da sees det ey at være skeed
Foruden god Aarsage
At Lærdoms forsuar oc patron
dend Ædle Pallas tegnis
nu som en vacker Mands person
nu for en Jomfru regnis
Thj derved gifues at forstaa
At som en Mand kand lære,
2 Saa kand oc Quinde-kiønet naa,
for Boglig Konster Ære
hui skuld det Ædle Quinde-kiøn
saa vel ey kunde vere
Til Lærdom færdig, snar oc skiøn
som Manden oc Studere
Gud oc Naturen jo saa vel
Har det med hende laffuet
At hun med en fornufftig Siel
oc sandsser er begaffuet
Huor ved hun ved oc vel forstaar
om høye ting at dømme
Ja tit oc offte offuergaar
En Mand i sands oc nemme
Er vejen da til Helicon
For Manden giort allenne
At hand skal enne krands oc Cron'
med lærdom sin fortienne?
Nej de Gudinder tre gang tre,
vel glade schulle verre,
Om det en gang saa kunde schee
at de kun[d]' worde flere
Oc Aons Land med Helicon
der til Parnassus tinder
Kun[d'] fyldis op med Sang oc ton'
af lærde Møer oc Quinder
Oc derfor Lader de det vand
af Aganipp['] vdflyde
Saa vel til Quinde som til Mand
at huo det v[i]l kand nyde
Men det at ingen eller faa
oc helst i disse dage,
Blandt Quinde-kiønnet faar Attraa
til saadan drich at Smage
Det wolder det gemeene pach
Som altid ilde dømmer
oc [hâr] om lærdom saadan snach
at den ey Quinder Sømmer
Ja siger til at det er Noch
Naar Quinder ichun lær[e]
at bruge Naall oc Knipelstoch
og sig med Roch at Nære,
Den Quinde som Er lærd i bog
Er let paa traad oc bliffuer
Sin Mand gemeenlig alt for klog
oc Spot med hannem drifuer
Ja naar hun læsser allermest
oc Streber effter Ære
Ey Doctor, Mester, eller præst
Hun dog i Aar schal verre
O onde tid, o verre seed,
O allerverste daarer
Som prisser Saa vankundighed
Oc den for kunst vdkaarer
Det vnd[r]er mig at Jorden kand
dig Cato Lenger holde
At du Jo schrifuer strax paa stand
Til saadan pach en Skrolde
Som for den Honning-fulde bj
den tomme flue stocker
Oc tit for Rafnens tifuerj
den Simple due plocker.

Men Sagt Jes Plets oc far i mag
Jeg vil dig andet lære
Du dømmer alt for læt oc fag
Om Quinder som Studere
Er icke visdom oc Forstand
En dyr oc Ædel gafue
Det boschab ingen vden hand
Er gallen, Jo vil hafue
Er icke visdom saadan ting,
Huor for vj mange sinde
Maa vandre verden trint omkring
før hun sig lader finde
Er icke vissdom saadan Rod,
3 Som afler andre Dyder
Oc webner voris Sind oc Mod
imod de slemme lyder
huor høris det i noget land
at Visdom gode Sæder
Forderfuer eller nogen Mand
til Lyst oc U-tucht leder,
og huor da læris bedre tucht
oc Dyderig bedriffter
Som Mand oc Quinde pryder smucht
End i de lærdis schriffter
Huor læssis det at trotzighed
er nogen Vis tilegnet
Huor finder du Løssagtighed
Er Jo for lyde Regnet
Du læsser aldrig nogen bog
Saa vel af Ny som gamble
Du kandst jo deraf lære dog
oc schiønne dyder samble
Vel er hand Naso plomp oc led,
Kand dog med nytte bruges
Naar Klinten kun med god beskeed
fra hueden vel vdluges
Det er kun dreck oc vden fynd
Det Ennius om queder
Men Maro dog af samme Dynd
det fine Guld vdleder
Den konstig bj af blomstret god
Jo Søden honning Slicker
Men Edderkoppen tuert imod
Forgifften deraf dricker
Nu vel er vissdom oc forstand
Saa høyt i act oc Ære
Oc ingen hende bedre kand,
End vdaf bogen lære
Hui schal da bogen luckis saa
at Quinden ey maa læsse
bescheedenhed oc Dyd at faa
oc sin fornufft at huæsse
hui vil mand oc saa kort et maal
forschri[v'] en Erlig Quinde?
At hun sig schal til traa oc naal
oc Rocken lade binde?
En flittig Quinde bør vel ros
hun er sin mand en baade
Men er hun Dyderig derhos
Det kand slet intet schade
Penelope vel hafde lært
med Vefuen sig at nære,
Men haf[d'] hun ey Bescheeden Vært
hun hafde mist sin Ære
Gemeenlig Jo det saa tilgaar
at ingen gierne beyler
Til den sig icke vel forstaar
oc paa fornufften feyler
Naar daarschab med vankundighed
Vil sig til seng begifue
tench ved dig selv huad Kierlighed
oc Afkom der vil blifue
Elændighed, vanære, nød,
tvist, vrede, Kiff oc klammer
Fortræd, oc had, pust, hug, oc stød
med Armod sult oc jammer
Huor mangen Nødis her oc der
af hiertens harm at raabe
Huor schal ieg hen, huad Raad er ner?
ieg hafuer faaet en toobe
Gud bedre mig ieg skulde faa,
Det onde Rood i sinde
At ieg for Gods oc pending saa
mig nogen-sind' lod binde
hun er vel smuch til brasch oc Pral
Vil ingen U-mag Spare
hun kand oc reede Grød oc kaal
Er dog en Simpel daare
4 Om nogen Kommer i wort huus
oc ieg er ey til stede
Hun tier stille som en Mus
hand bydis ej til sæde
Hun ved om ingen ting beskeed
at gifue ret, oc høre
Oc der med gaar hand vd fuld vred
Saa viss som hand var føre
Huad schal ieg giøre, schal ieg slaae?
det giør ieg icke gierne
Jeg faar dog at lad' Kieppen gaa
hun tor[d'] End samble hierne
Er icke Sligt et Kedsom Spill
Jo vist, det mangen trenger,
det lucker mangens øyne til
Som vel kun[d'] lefuet lenger
Men der imod faar mangen pris
Som faar en Snidig quinde
Der hafuer lærdt at vere viss
Oc hår sin Julle-minde
Mand seer at alting har sin tid
at blande, brygg' og bagge
Til sligt hun hafuer lært med flid
sin Tid J acht at tage
Hun ved af bogen tid oc punct
Naar Nattens Dronning Quelder,
Naar gamelt Slagtis schal oc vngt
Naar gaassen fieder feider
Det er en hiertens lyst at hør'
huor Just oc fix hun Regner
Naar Solhuerf gaar, som schade giør
Paa biegen, om det Regner
hun skiøtter ingen Kierling snach
Men sielf i bøger leder,
Hun troer oc ingen Almanac
Som liuger meer En[d] Sæder,
Hun ved paa fingre huer Sententz
Som Macer oss beskrifuer,
Mod Rossen Kolde Pestilentz
hun offte Raad vdgifuer
Hun reder drick mod sting oc vred,
oc Anden saadan plage,
Som mangen af Bluferdighed
for lægen ej tør Klage
Hun all sin Gierning saa forstaar
at hende huer berømmer,
Sin Mand hun vnder øyne gaar
som det sig bør oc sømmer
Naar hand er vnder tiden vred
som sig vel titt kand hende
Da bruger hun beskeedenhed
til vreden faar en Ende
hun med fornufft oc god forstand
hans hierte ved at vinde
Huad vil ieg sige? Vel den Mand
som faar saa lærd en Quinde
Lad vere, hun [ej] Saadan lof
oc titel kand begiere
Som mangen faar, er dog vel grof,
hun faar dog Ross oc ære
Huad loff fortiente Theia vel
For Vers at schri[v'] oc dichte
Homere Dig (oc det med schiell)
hun ingen fortrin vigte
Til Carons baad hun maatte gaa
var dog kun vinter tiffue
Og Neplig dem, huad meent du da?
haf[d'] hun ble[v'n] lenger i lifue.

Sulpitia ieg maatte mig
forwente vist en glosse
Om ieg vil[d'] her forglemme dig
for kunst oc Dyd at Rosse;
Enddog din schrifft om Kierlighed
oc Saadan tuctig brynde,
Som ey forkrencher Erlighed
5 Din lof kand best forkynde
Den onde lyst du jager hen
Som Sands oc Sind forblinder,
Dig bur[d'] at læsse huer oc En
oc helst hin vnge Quinder
Dig Martialis i sin bog
ret fin oc hellig kalder
Er hand en[d] plump, hand der i dog
fra Sandhed icke falder.

Cleobuline Lærd oc fin
dig faar ieg oc at prisse
Cleobulus var fader din
En af de Greckers Visse,
Sit Nafn oc Visdom hand dig gaff
Du vi[d]st' det at formeere
Din Jomfrudom dig fuld' i graf,
Men ej din lof oc ære.

Corinna, schal ieg tie dig?
Det vil sig ey bequemme
Jeg kan ey noch for vndre mig
Paa din forstand oc nemme
Med Pindaro du [kunde] gaa
i [Verse] Kamp oc vinde
Den pris du wanst af kampen da
den staar endnu til minde.

Pytagoras din Fader god,
O Dama, dammers kronne
For strecke been mot holde fod,
Som ingen vil forskoone
Men det var dig kun leeg oc schempt
hans schriffter at forsuare,
huad hand i sin tid hafde glemt,
det Kunde du forklare
Ret lige som den Klare Soel
Er Andre stierne[r]s Herre,
Saa varst du paa din Faders stoel
en deylig Soel oc Ære
Om nogen Jomfru nu om stund
Saa døchtig Kunde vere
Oc offentlig med Søden Mund
J skolen vilde lære
Paa huad M[a]nner vort sind oc mod
Skal settis ret i lafue
oc huad for Nafn det høyest god'
For alting bør at hafue
Huad Aarsag er til Regn oc snee,
til vinter oc til sommer,
Oc huor fra Vejer oc torden schee
oc Flod oc Ebbe Kommer,
Huor af sig Jordens Klode vil
Beuege tit oc Ryst[e]
huad Soel oc Maane tuinge til
Dens schin oc liuss at miste
Huad trenge, tillob oc [for ferd]
mon der vel schulde vorde
med ung oc gammel, leeg oc lærd
Skuld' vrimble benck og borde
Ja den tilforn J Kroerhuuss
var vandt at set[t'] oc søbe
Skuld Kaste bretspil Kort oc Krus
oc hen til skolen løbe
Slet ingen skulde vorde Keed,
af læssning slig at høre,
Det schulde synche dyber ned
J hierne, Sind oc ørre
End om der stod med prall oc [Priis]
En Spruder oc En Sprader
Som Kalder sig allene Viss
oc Konstens oldefader
Der taler ord som torden-Slag
oc vil for ingen Vige,
Som hand allen' forstod den sag
oc ingen Var hans lige
6 Men dette siger ieg forsand
Slet ingen at beskiemme
Her meenis ingen Erlig Mand
Som Konst oc Dyd vil fremme.

Men seer, ieg Roer for Vit fra land
oc søger gamble Dage
V[o]r [e]gen tid oc Alder kand
Exempel noch fremdrage,
Elisabeth o Dronning Stoer
O Sk[o]t lands Ross oc Ære,
Oc Engelenderss Edle flôr,
huor mon din lige Verre,
Din store lærdom oc forstand,
oc sindsens gafuer høye
Fortiene, at du nefnis kand
Ret lærdoms liuss oc øye
Saa lenge Solen schinne maa
Oc Atlas ørck' at bere
Sin byrde, da schal ey forgaa,
dit Nafn, men Æuigt vere
O huor lychsalig Er det land,
Som har en lærder konning,
Men mee[r'] enda som hafue kand
Tillig' saa lærd en dronning
J medens den Hollandsch Musa gaar
i suang schal altid blifue
Den lof hun Anna Roemers faar
for verss oc dicht at schrifue
De lærde Mænd i Nederland
Saa Gott som Kiempes alle
huo saadant best berømme kand
oc Mest med hinde pral[e].

Oc du mit Kiere [Færne] land,
dig maa ieg ej forgiette,
for Quinde-lærdom oc forstand,
Bør dig oc pris med rette.
Den Edle Tott som er saa lærd
Og hun Af Belovs stamme
Som er saa høyt i pris og Værd,
af Slig' kand danschen bramme
Jeg vidste vel til deris lof
fuld megtig at fortelge,
Men ingen hafuer krandtz behof
Til win, sig self kand selge
Jeg haar af Fyen en Pige kiendt,
Men Nafnet ved ieg icke
Som kun[d'] det gredske Testament
Forklare ret til priche
og [gie] det paa Latin saa Klar,
som nogen schul[d'] begiere,
Om hun var den tid fiorten Aar,
da var det icke merre
Huad var det schäm oc schade dog,
oc Aldrig verdt at høre
At nogen grof Fantast og drog
Ved saadan en schul[d'] røre?

Exempler slige fandt ieg fle[r']
om ieg der til var tuungen,
Men nu faar ieg at tie Quer
Min Mindste Quint er sprungen
Op derfor Ædle Quinde Kiøn,
Som acter pris at Vinde
Til Helicon det er min bøn
Du Kanst [ey] altid spinde
Naar tiden sig begifuer saa
Da tag en bog i hende
Dend tid som ellers schul[d'] forgaa
Kand ingen bed[r] Anvende
Lad Momus storme [mens] hand vil.
Du Vedst hand alle tider
Fortaler huer oc liuger til
oc Bl[a]ckis hest vdrider
Søg du Kun hen til Visdoms hafn,
Der Kandst du sicher Vere
oc vinde let [baad'] lyst oc gafn
oc ofuer alt stor Ære.

7

2. Studenters Rente-Camer.

MJn kappe lu-bar er saa nær/
Min pung ey meget veyer:
Jeg/ som den gode Bias/ bær
Med mig alt det jeg eyer.
Men vilde med vel rjg en Mand
Dog icke derfor bytte:
Thi det jeg haffver lærdt oc kand/
Mig kommer vel til nytte.
Min kiærist er Philosophj/
Frjt mod er min vertinde/
Mit Hoffved er mit liberj/
Min pen mig brød skal vinde.

Jt andet
JEg gick fra første barns been aff
J Skolen som jeg burde
Aff rjs oc færle slag oc straff
Sampt anden tuang udtur'de
Til sengs jeg offte tørstig gick/
Vel tynd var tit min føde/
Min halffve søffn Jeg siælden fick/
Jeg leed frost kuld oc møde.
Jeg sleed mig frem/ oc bleff Student/
Min attestatz jeg haffver/
Jeg oc/ som got folck er bekient/
Har skiællig maal oc gaffver.
Om jeg kun tre ting nu kand naa/
Da faar jeg glædsens tone/
Begyndelsen der til er kaa/
Det er Kald/ Kiortel/ Kone.

Jt andet.
JT lystigt Sind/ med vjn it glas/
Der til en vacker Pige/
Det er Studentens rette pass/
Det er hans Kongerjge.
Lad Hesten fylde sig med vand/
Lad Muncken sig udskiære/
Lad græmme sig den gamle Mand/
Jeg nu vil lystig være.
Frisk op/ frisk lystig/ det er ret
Studentic[x][x] at leffve/
Skaff op her vert/ den sag er let/
Jeg snart faar vexel-breffve.

Jt andet
STuderit har jeg vel min Bog/
Hebræisk oc Grædsk kand snacke/
Maa som en anden Betler dog
Mig giemmel Verden pracke.
Men før jeg mig til bogen slog/
Jeg maatte lært at skacke;
Jeg haffde noget huor jeg drog/
Vel fundit an at packe.
Dog ney: jeg der til ey var klog/
Det haffde brut min nacke;
Jeg derfor nu vel gierne tog
Jt Degnekald til tacke.

Jt andet
JEg troer Studenten efftergaar
Bevegelige Fester/
Jeg Doctor var det første Aar/
Det andet Aar en Mester/
8 En Baccalaureus der nest/
Men i det fierde siden
En slet Student/ oc simpel giest/
Ja mindre snart end liden.
Mig selff jeg nu først kiender ret/
Jeg nu med Harm maa klage/
Jeg intet kand/ min pung er let/
En søfft jeg ind maa tage.

Jt andet.
JEg gaar med bettel-breff om Land/
Oc største nød maa lide/
Dog jeg de siu frj kunster kand/
Studenter bør at vide.
Men viste jeg den enne kunst/
Som er fix op at skiære/
Hos mange jeg vel da fick gunst/
Dertil stor løn oc ære.

Jt andet
JOhannes in eodem vil
Studenten nødig hede:
Men in eâdem er hans Spil/
Hand gierne tien sig Klæde.

3. Nyse-kruds eller Snuu-tobackis berømmelse och brug, Satyrisk vjs fremsat.

J store giecker, J, som høyre vill' opstige
End den gemeyne Mand, och vide meer' at sige
End Just besøger, som i sidst forgangen Aar,
Med nefas mere fick, end fem gang femten Faar.
Huorledis mener J, vor Urte-kræmers næring
Forskar, och stoppe kand hans udgift och fortæring?
Ney ney vor kiøbsted-pract och Adel-ljge stand
Ved den sædvaanlig brug ved magt ey holdis kand
Her nu vil mere til, her vil en karm udredis
Her vil en smaadreng och en Suompetrycker kledis
Vor unge Moder vil sit Hualsfinds harnisk-lif
Paa ryggen hafve snørt och gaa vel strunck och stif
Vor snefre Stadsmø vil ret som en malit ducke
Stofferis ud, och skøt ey for en Froiken bucke
Hun vil besnøris tæt hun vil bepudris graa
Vil paa Comædi leeg och Børsen huer dag gaa
Saa mange taftes baand' och voris hat maa klede
At vi forgiefvis tit om hatten self maa lede.
9 Vor Franske vadmels Jack med mange knappers kram
Maa giøre dyr tid til Parjs och Amsterdam
Her efterabis maa Frandsosen och de tydske
Sampt det Polacken hâr for penge lært de Jydske
Her vil med tøsser tolf ukiende retter mad
Tracteris endelig, och med, Jeg veed ey huad.
Mon nogen drifve kand saa bade-rjg en handel
Med Jngefer, Safran, Rosiner, Figen, Mandel,
Med Sucker och Kaneel, samt anden leckerj
At hand for Kræmer-bog och talstock sig kand frj

Ney Peber-posen kand alenne sligt ey giøre.
Man veed en bedre kunst, os rjgdom kand tilføre,
Det er, at rede til den ædle Nyse-kruud,
Som til de store kand med vinding selgis ud.
Den Muus er taabelig, och saare god at fange,
Der sig kun it hul veed, naar Puus paa Jact vil gange.
Hin fine Knaster gods en huer ey smøge kand
Det af en huer och ey vil tyggis under tand.
Mand derfor det angaar saaledis om at skabe
At ingen, uden hand er ret en giæck och Abe
Jo der af kiøbe vil, heldst naar hand mercker ret,
Huor liflig-sødt det er, .och giør hans hierne let.
Huad vil Anticyra med sin Helebors grøde
Huis bidske kraft det giør at Næsen tit maa bløde
Ja bryst och hofved saa betynger mangen gang
At sandserne gaa' bort, och Aanden vorder trang.
Lad grofve B[ø]nder-folck, som terske korn och pløye
Med saadan skarp recept alenne dem fornøye
Thi dieris haarde krop ey bedr[e] Doctris kand
En pose fuld af sligt best tien en Bondemand.
Men den som sin fornuft och tancker skal udstrecke
Til det som victigt er och stedse hiernen suecke
Med høye kunsters jd, hues dybe grund och art
Ey vil randsagis ud och hænge ved saa snart
Hans Blod er tyndt och let hans krop er tør och bleger
Maa derfor hafve det som bedre vederqueger
En fjn och dyrbar skaal af Porcelan och glar
10 Maa skyllis varliger end brygger-spand och kar.
Den Pozzibuntzer Munck, huis klogskabs nafn och minde
Saa længe Verden staar ret aldrig kand forsuinde
Ved hans dybsindig kunst och høy forfaren fljd
En mild're snuu-toback til os er kommen hid
Trods Nardus dyre luct som Jndien os sender
Trods Balsams ædlist' art som nogen veed och kiender
Trods Pontisk Mithridat Alkermes Theriak
Mand nu langt større hielp befinder i Toback
Euphorb och Avicen sig nu slet ofvergifve
Sig Rhasis icke tør fordriste meer' at skrifve
Ey self Galen och Gels af Gummi vext och saft
Hâr nogen lægdom giort, som er af større kraft.

Naar det Monarchen gaar ret efter ynsk och minde
Hans undersater sig och derved vel befinde
Men skyder Lycken ryg och ey med hannem staar
Det gandske Land och Folck med hannem undergaar
Saa snart som Hofvedet, som er for Kroppen Herre
Med siugdom gribis an, sig lemmerne forverre
Det gandske legome strax sin bygfældigheed
Fornæmme kand och ey sig self at raade veed
Den tøre gane da vil ingen mad begiære
Den kaald[e] Mafve kand sin foder ey fortære
Sig Bugen finder øm, och er paa veye tit
Kand dog ey blifve sin forgiemte baglast quit
Med nød mand tale kand med den forhidsit tunge
Mand føler pjnlig sting i hierte milt och lunge
Her tyngis arm och haand; den suage food och saa
Sin ofver-bygnings vect at bær' ey kand formaa'
Nu vil mand raade til, hand suæde skal och bade
Nu vil mand pulsen slaa, nu lefver-Aren lade
Nu gifvis hannem ind for Skørbug græsskar vand
For Suindesoet hand faa'r alt det som stoppe kand
Den enne siger: hand af Rosen vist maa piagis
Den anden siger: ney, med Kaalden hand betagis
Hent bøsse-kruud strax hid, hent Peber, Brændevjn
Mon hand ey hielpis kand med saft af Rosmarjn
11 End om mand bud hen til Mads Bonde-Doctor sende
Huo veed? hand os maa skee vel vidste raad at kiende
Endog at hand er plump och folck afvjse t[ø]r
Med Spidssglas och Mercur hand dog tit prøfve giør
Men ney, mand seer hand ey meer' actis af de store
Thi siden det blef spurt, at hand den pockit Hore
Sig under haanden tog, tør ingen trygelig
Med hannem gangis om och deert befatte sig
Mon den Catholisk Munck, som brugis af saa mange
Sig ey paatage skal, til Fader hid at gange?
Mon icke Farfveren med sin forborgen skrift
Skal vide raad, at faa' det onde strax paa drift
Mand och vel stundom tør en signe-kiærling tage
Som hannem korse skal med Fader vor tilbage
Hun hun skal raade boed med vjed Jord och Muld
Med Kircke-rænders vand, med gammelt arfve-guld
O skarn, er det en synd, de fleeste folck da synde
Dog tøs! mand det ey tør for huermand strax forkynde
Vor Præst och det saa Just ey skal at vide faa
En huer som fattis Jld i Asken leede maa
Med sældsom kors och tegn til dørs hun siugen minder
For Guul- och Moedsoet hun och Tartar-knuden binder
Hun næfner Helg'nes nafn i femten tylter tal
Och siger det vel snart med hannem gottis skal
Hun med hans morgenvand, sampt skiorte, nægler, locker
Slet stilletjendis hen ud af huset rocker.
En daler eller sex hun med sig fanger hiem.
Hun lader saa, som hun ey vil, dog tager dem
Men ach den arme Mand ey hielpis dog af knibe
Hun ved ey kunsten fix, hâr icke lært i Ribe
Ney ney den Geystrup Gud och gamle Ringelfyr
De vidste mangt it raad och sældsom eventyr.
Huad raad er best och nest? her intet vil forhalis
Mand lowlig middel veed; her vil med lægen talis
Strax sendis kudsk och karm til Bartholin och Mot
Fabritz och Ostenfeld sampt Møynken lofvis got
Men see det er forgiefs det er for sildig tagit
Det onde sig ret ind til hiertet hafver slagit
12 Hand ved utidig raad och Kiærling quackleri
Saa slet forderfvit er och staar ey til at fri
Mand sancker vennerne, Paa testament her tænckis
J Blodet ingen er Jo Siælegafve skenckis
Til Kircken gafs vel och: Men see huor hand ret nu
Blef moxen sandseløs, och kom ey det i hu
Den gode Sognepræst udi de lange Kleder
Omsider hentis maa, thi nøden ey tilsteder
Lang udslag nu. Ney see, der ligger hand i nød
Der ligger hand, forlat, imellom lif och død
Saa vel hand kunde slig en farlighed undværit,
Om hand, den tid hand først sig fant med flod besuærit
Kun hafde tagit af den Kraftig nyse Kruud
Udi sin næse strax, och lockit flodden ud
Han Kunde da vel end, med Ess och Konge stuckit,
Och mangen lystig pæl med gode venner druckit,
J den sted, hand er nu foruden hielp och raad,
Och hâr den enne food i Carons sorte baad,
Huad hindring kunde det for hannem hafve værit,
Om hand en næse-dug, af grofve Closter-lærit
Til tuætten skulde sendt; mon Posten fattis vand
Mon och ey seebe nock hos Jægern kiøbis kand?
Paa Floor och Cammerdug paa Sølf- och Gyldenstycke
Som fast paa Grefve-vjs hans døde krop skal smycke
Nu meere gaar end hand i femten Aare plat
Self femte kunde paa got Pozzibuntze sat.

O ædle vext Toback, o urters Keyserinde
Huo kand din høye værd, som det sig bør besinde?
Du drifver snue bort, du dæmper tænders verck,
Du kandst hukommelsen och siunen giøre sterck.
Den skønne Flora self paa dig en ævig ære
Sig har indlagt och vel sit hofved høyt maa bære
Apollo siger hand blandt hendis blomster Kram
Saa krafte-rjg en urt ey nogen tid fornam
Hand vil om kongebref hos Jupiter ansøge
Det dig slet ingen maa med pibe-røg opsmøge
Saa sant hand paa sit been ulemmelæst vil gaa
13 Mand veed vel huo det er hand der med mucker paa
Den halte Smed Vulcan, en krycke det vil volde
Til den hand før ved gick, saa fremt som hand vil holde
Ved sin sædvanlig smøg. Saa faar hand det hand bør
Och blifver hanrey vist, om hand det ey var før
Den store Jupiter med al sin Himmel-skare
Din uskateerlig kraft och dyder kand forfare
Hans Dronning meener och, at hand formedelst dig
J sengen giøris let och teer sig rytterlig
Den kæcke krigshelt Mars, huad heller hand uddrager
Til fectning eller och sin vey til Venus tager
Ved dig faar mood och kraft och som en dapper [mand]
J begge slags gevær sig fix forsuare kand.

4. I. I. S. H.

Saa lidet som en Sole grand
Den klare Sol forhindrer/
Den ofver Jordens Egn och Land
Jo skinner frem och tindrer:
Saa lidet kand en Konges glands
Af Spottere beskades.
Ney/ det er Dydens ærekrands/
At hun af Missgunst hades.
Hvad krigs fortræd ulowligen
Af Svensken os tilføyes/
Til at betale staaer igjen
Och kunde nok fordøyes:
Men for den meens ubillighed
Kand aldrig skee forsoning/
Som hand har nyligen beteed
Jmod vor Daner Koning.
End dog hans Majestæt vel seer
Sig Middel nok och æfne:
Paa saadan skammelig maneer
Hand sig ey dog vil hæfne:
Men der ad leer ikkun/ och det
Høymodelig foracter:
Ja til sin gode Sag och Ret
Med prjs at komme tracter.
Sig hans Herois[k'] Sind och Mood
Med skændsel ey befatter:
Ney/ der til hand sig alt for good
Och Majestætisk skatter.
Nu seer en hver skinbarligen/
De gamle Svenskens griller
At komme for en Dag igjen/
J det hand sligt bestiller.
Tør hand en mægtig Potentat/
Som Gud self Gud vil kalde/
Tør hand hans værdighed och Stat
Saa skammelig anfalde?
Vil hand udi sin rasenhed
En høy Monarch beskæmme?
Vil hand slet Dyden træde need/
Och ærbarhed forglemme?
14 Sin Konges høye nafn och bud
Hand det vel med besminker:
Men Ijuger dog udi sin hud/
Och vidt fra Sandhed hinker.
Thi det sig aldrig rime kand/
At nogen prisslig Herre
Tilsteder mod sin Ligemand
At gjøres slig vanære.
Dem vel kand mellom være strjd:
De dog ey saa forhaane
Hver andres rycte nogen tjd:
Ney/ Konger Konger skaane.
Det for uhørligt er och stygt/
Och kand ey kommen være
Fra nogen Første/ som har bygt
Sin Stand paa Dyd och Ære.
Men at en skalk af sin vanart
Har saadant self paafundet/
Det torde jeg paa sverge snart.
Men hvad har hand dog vundet?
De Skonske hjerters trofasthed/
Som aldrig Danmark glemmer/
Den var hans act/ at dæmpe need:
Men tvert imod fornemmer.
Thi der med hand langt mere dem
Ophidser och afskrækker
Fra sig/ och til at fare frem
Med vaabens magt/ opvækker.

O du fortrædne Creatur/
Som torde sligt beskaffe/
Hvad Orme-taarn och Kaabber Tjur
Kand din udyd nok straffe?
Self Himmel/ Haf och Jord och Jld
Skal din forderf forfremme.
Self al Naturens kraft umild
Skal lade sig fornemme.
Din arrighed skal yde dig
Forbandelse til rente/
Til du bekommer endelig
Den løn/ som du fortjente.

Dissmidlertjd o Cimberland/
Er det din plict och ære/
Med alt det som optænkes kand
Til hæfn/ at færdig være.
Betænk/ at her misshandlet er
Jmod et Salvet Hofved/
Som Himlens Gud velsignelser
Och ære self har lofvet.
Ansee/ hvad her imod er gjort
Den beste Jordens Herre/
Som Æren self sin ære port
Vidt op for bør at spærre.
Forhaab/ din Fiendes ofvermood
Er fald och tab i hænde.
Lad derfor ey foruden blood
Sig hans ugierning ende.
Sæt an med Helte Mood/ och lad
Ey sverd i balg indstikkes/
Før den bevjste spot och had
J Spotteren inddrikkes.

den 8. April A. 1677.
15

II Bryllupsdigte

5. [Bryllupsdigt til Erik Banner og Sophie Rosenkrantz. 1650.]

Guld och Sølff kand snart forsuinde
Nu ved Krig och tiuffue hand
Nu frarøbis Mand och Qvinde
Ved Stoer Storrem, Jldebrand
Men huor Dyd, dend sticher inde
med oprichtig Kierlighed
lader dend sig altid finde
och bestaar i Evighed,
Dette i dend Tapper Herre
TEM Som Var en Wfri Mand
Sees, som Ville danske lære
Att forsüare færneland,
Som en gren tog Vdi hende,
bad en huer som Erlig var
(men de kunde see och kiende)
følge imen hand dend bar
gaff saa hesten Vdaff Spore
Finden hug, aff march och Leir
Saa Ved ham Kong Knud dend store
Fich dend dag en herlig seir
Huorfor Kongen ham Villd Ære
giorde, for sin Dyd til Sold,
hand dereffter skulle bære
Baners naffn med Aaben skiold.
Denne Salig mands genanter
Voris Baners Vnge TEM
Vi med lyst i dag indplanter
Vdi Liffsens Thræ en Lem
haabendis hand iche lader
hand jo Vdi Dyd och Naffn
Suarer til sin Oldefader
Men staar Vold om Kiøbenhaffn
Ey som Kioel foruden heiter
bærer Baners Naffn Kun Slet
och Som Krud med lit Salpeiter
haffuer Baners Dyd forgiet
Men Lad see Att hand en Echte
Baners Naffn med Ære bær
Vil sin Oldefader Slecte
Vdi Alt det Dydigt er
Att hans fiende Ret Kand sige
om dend Baners Vnge TEM,
TEM i Dyd har iche lijge
men staar saa det haffuer Klem
och hans Fader sig Kand glæde
ja en huer som er hans Ven
for TEMS Dyd i ham har sæde
som det Var sielff TEM igien.

Lidet Noch tilbage Rester
Som jeg ey Kand gaa forbi
haabis Alle Lystig giester
med min ynske Stemmer j
Att Vor Brudfolch ey forgietter
heldst det hellig Clerici
Att de deris facit setter
16 som er Nu giort føgelfri
Att de ferdigt redskaff haffuer
thil ders Rosen och Vingaar
deris Rancher pudzer laffuer
Att Altingest zijrlig Staar
Men de Brudene saa skierer
deris Vinstoch har i Act
Att de os Ad Aare bærer
Frucht til Ectesengens Pracht
Saa de deris Rancher strecher
huer for sin Vdvalde Brud
Att de Baners TEM opvecher
Som en lang tid Var gaad Vd
Att om Vger fyrretiuffue
Mand Kand spørge gaat fra dem
Att de Barselbreff Kand giffue
For en Søn, skal hede TEM
Dersom Bruden sig Vil Klage
Att hun tør ey driche Vin
Vden det er fiskedage!
Suaris; hun er ey Begin
Men maa fisk och Kiød fordrage
Alle dage Vgen Vd
Thi det skal ey ilde smage
Nu hun er en Luthersk Brud.

Klagis de aff Orem stichis
imod Ald Capitels maal!
da med Danmarchs Løsen drichis
Alle Smuche pigers skaal,
huem sin Vingaar nu forsømmer
Rancherne ey binder op,
Maa Vel Kaldis Joseph drømmer
Ja en dobbelt dudendop.

6. Den Hæderlig/ Høylærde oc Velforfaren Mand DOCTOR Peter Hegerfeld/ Sampt den Ærlige Dyderijge oc Gudfryctige MATRONE Kirstine Lauritz Daatter Bording/ Dieris Brylups Høytid til ære. Aarhuus Aar/ 1656.

DEn lille nøgen Dreng/ den rette Pudsedriffver/
Som aff begiærlighed Cupido kaldet bliffver/
For nogen tid henfløy sig offver vilden Strand/
Til de Latiners Egn oc vnder-fulde Land:
17 Huor hand i fordum tid var tit for sin Fru Moder/
Hos den Trojanisk Helt/ J Slect sin halffve Broder/
Den tid hand baade først' oc anden gang fick Ja/
Oc siden Bryllup Drack med sin Lavinia.
Som hand til Antenors ældgamle Stad oc Mure
Var kommen nær/ oc fick i sinde der at Lure
Vel mangen en/ med sin sædvaanlig Puds oc Skiempt/
Hans skytter-ridskab da var bleffven hiemme glemt.
Hand sagde dog: Jeg ey dis mindre maa forfare
Huad det skal være for en præctig Flock oc Skare/
Som følger her en Vng oc skøn anse'lig Mand/
J saadan høy Proces oc herlig ærestand:
Huad skal den grønne Krands aff Laurbær Løff betyde/
Som jeg fornemme kand hans Hoffvet at Bepryde?
Mon oc en anden Gud fra Delos kommen er/
Som til it Elskows Tegn sligt for sin Daphne bær?
Ney ney/ det tyckis mig ey Phoebus selff at være/
Men en aff dem som hand har hafft udi sin lære.
Den sinderijge mand/ den lærde HEGERFELD
Det er/ som druckit har aff Aons klare Væld.
Den ædle Lægekonst har hand sig i bemøyet/
At hand oc derfor nu saaledis er ophøyet.
Hand kiender alle Træ'rs oc Vrters heelsom Safft/
Hand veed Naturens art oc høy-forborgen Krafft.
Ham Æsculapius oc Chiron selff maa vige/
Traatz oc Machaon dig/ her finder du din lige.
Med Raad oc Lægdom veed hand folck at hielpe saa/
At de som Virbius igien til Liffve faa.
Huad Stads hand derfor faa'r/ det skal jeg ey fortøcke/
Men heller self der til ham ønske vil til Løcke.
Dog det ieg allermeest hos hannem luder paa/
Er at hand aldrig vil mig ret til Haande gaa.
Med søden Kiærlighed jeg tit oc mangen sinde
Mig hart umaget har/ hans Sind oc Mod at binde.
Men jeg maa stræbe huad jeg stræbe kand oc vil/
Hans Hiærte vil dog ey bequemme sig der til.
Naar jeg hans haarde Sind med nogen Elskows Grille
Bestrider/ hand da strax har andet at bestille.
18 Hand aff de lærde ni Gudinder trædskelig
Mod ald min hede Brand har lærdt at væbne sig.
Jeg kand vel tencke huem jeg derfor har at tacke/
Det er Apollo/ der saa gierne vil Belacke
Mit Regiment/ fordi jeg hannem engang skød/
Oc ald hans Stolthed med min Bue sønderbrød.
Men er jeg den jeg er/ da skal jeg det saa vende/
At denne lige saa for Herre mig skal kiende.
Jeg hans Jisskaalde Sind skal giffve snart it Saar:
Jeg skal: Men see jeg først/ min Pijl at hente faa'r.
Som hand det sagde fløy hand bort sit Tøy at hente.
Vor HEGERFELD igien tilbage bleff/ oc tiente
Stor Loff oc ære med sin Konst oc hielpsom Raad/
Oc frij'de mangen fra den under-Jord'ske Baad.
Men Himmelen som har i vold oss at beskære
Huad tienligt er/ oc wi tit selff tør ey begiære/
For hannem haffde spart her i vor Cimberland
Ald den fornøylighed/ sig nogen ønske kand.
Thi fick hand Lengsel til sin Danske Lufft at smage/
Som hand var skøt fra vaant op aff sin Vngdoms Dage.
Huor meget Arnus Græd/ oc hannem bliffve bad/
Slet intet det dog hialp/ hand ijlig drog aff Stad.
Cupido midlertid paa Reysen ey var lenge/
Men kom til Paphos/ der Fru Venus sig til Senge
Slet færdig haffde giort/ Oc hos sin halte Smed
Til søden Huile nu sig vilde legge ned.
Hand sagde: Moder op/ det er ey tid at Soffve/
Den Slange-skytter/ du vel veedst/ endnu paa loffve
Fixerer os/ Oc huad hand selff ey kand oc tør/
Det hand dog lige vel formedelst andre giør.
Jblant hans Folck jeg en besønderlig har fundit/
Som jeg har tit forsøgt/ Men aldrig offvervundit.
Hand baade dig oc mig Forhaaner oc Beleer/
Oc offte siger/ Os formegen ære skeer.
O skulde saadan Traads faa nogen Mact oc Genge/
Jeg da til visse veed/ mand dørcked' os ey lenge.
Men søde Moder vilt du noget hielpe til
Huad skal det gielde/ Jeg hans Hoffmod styre vil.
19 Men Cytherea ved hans Ord begynt' at Smile/
Oc merckte vel huort hen hand vilde der med stile.
Th[i] fick hun saa til Ords: Ja Skakke mester Ja.
Huor var din Listighed? Huor var Cupido da?
Dog see jeg selff for dig oc noget har at Klage.
Det strijde Balthisk Haff/ Jeg nys i disse Dage
Med bliden Bør oc for en Vind smuckt offverkom/
Blant Fruentømrit der at vilde see mig om.
Mig der for Øyne kom den skønne BORDJNGJNDE/
Aff huis belefven Tuct oc Himmel-klaage Sinde/
Sampt andre Dyders tal (dog den w-tallig er)
Den raske Fama veed at sige Fiærn oc Nær.
Ha/ tenckte jeg/ her vil jeg mig fuld snart Jndslege
Med min Sødtalendhed/ Oc hendis Sind bevege.
Jeg pass'de flittig paa belegen tid oc sted/
Som hun allenne var/ oc best at komme ved.
Jeg hende foreslog vel mangen vacker Beyle/
Som icke Missgunst selff kand nogen ting paafeyle.
Jeg bad hun vilde see/ huad harmelig Fortræd
Der altid kom udaff den kiedsom Enlighed.
Jeg sagde det var ynck/ at slig en Skabning vilde
Sin unge Blomster-tid i tungen Lengsel Spilde.
Erindred' hende der hos om det smucke Par
Hun Verden haffde laant/ oc flere skyldig var.
Ja kort at sige/ Jeg min' Ord oc søde tale
Med slig en yndig Lyd oc Farffve vidst' at Male/
At om Penelope det haffde selffver hørt/
Hun maatte bleffvit strax i Sind oc Hiærte rørt.
Men huad jeg sagde/ huad jeg bad/ det var til Glippe/
Hun w-beveg'lig var/ oc som [aff] Steen en Klippe.
Hun saa vredactig oc Sabinisk teede sig/
At jeg formeente/ Jeg Diana saa' for mig.
Jeg der med maatte mig henpack'/ oc tie stille.
Men veedstu vel huordan jeg acter at wi ville
Os heffne baade To? Wi tiden fijre maa:
Wi finde vel paa Raad/ Naar de mindst tencke paa.
De vise Skæbners Raad oc Dom/ kand jeg forfare/
J Trofast Kiærlighed dem sluttit har at Pare.
20 Dog jeg den visse tid ey vide kand i sær/
Thi saadant staar udi de store Gudders Knæ'r.
Søg du kun derfor ud blant de forgylte Pijle
Det allerbeste par; Oc leg dig saa til Huile.
Naar Himm'len siden vil/ Saa skiud dem lystig ud/
Oc ham til Brudgom giør/ Oc hende til hans Brud.

Velan det søde baand er bundet
Ubrødelig/ o skønne par:
Den rene kiærlighed har vundit/
Oc Triumpherer Aabenbar.
Den blege/ den huis nafn at melde/
Forbydis i vor Brudde-Sal/
Med sine strenge Lowes Velde
Det neppe selff opløse skal.
Ja førend i huer andre suige/
Skal salten Haff slet bliffve tør:
Affgrundene sig oc tillijge
Til Himmelen opløffte før.
Fuld byrder nu med Lyst oc Glæde
Huis Kiærlighed befale vil.
Den blide løcke staar tilrede/
Vil eder selff der hielpe til.
Aldmectig Himmel du som haffver
Bekrefftit selff det faste Baand/
Giff dennemm aff de rige Gaffver/
Du bytter ud med runder haand.
Giff dennem Helsen/ Held oc Ære/
Giff god samdrectighed oc Fred/
Giff Fruct oc Fructers Fructer kiære/
Giff loffligt Naffn oc Salighed.

ØnskenDIs LøCke VDen enDe.
A. B. C. f.
21

7. Det Ædle Par ERJCK SEHSTED oc Jomfru MARGRETE RAMMEL Ynskis Lycke. Kiøbenhaffn/ Tryckt hos Sl. Peter Morsings/ Kong. Maytt. oc Univ. Bogt. Effterleffverske.

HEr Sehsted/ ædle Siæl/ den glade Dag er kommen/
At den Tyranske Mars/ med sin Alarm oc trommen/
Huor med hand hafde snart den gandske Jord oprørt/
Her i vor Føde-Land ey meere bliffver hørt.
Om Æbl' oc Pære det ey gielte/ som mand siger/
Det var om heele Land' oc store Kongerjger:
Det var vor Huus oc hiem/ vor Velfærd Ljff oc Blod/
Oc meest vor Konge selff som Fienden efterstod.
Huor mangen Dapper Helt oc modig Hectors Broder/
Nu slagen blef til Lands/ nu paa de salte Floder:
Vor ædle Frjheds Gnist/ oc skøt udslucte Glød/
Til lifve fick igien/ ved deris prislig Død.
Men den umilde Storm gick ofver oc er borte:
Ved en Almectig haand tillucktes Krjgens Porte:
Lad nu der inden for sig Mars frijt giøre vred/
Hand er dog bunden aff den himmel sende Fred.
Her nu er anden Tjd/ her nu vil andet giøris/
Vor unge Verdens Sag bør oc engang at høris;
Den alt for længe dog har værit tvungen nu.
En streng for høyt opspent/ kand brøste snart i tu.

Frisk op Trompetter frisk/ det Elskous Par til ære/
Her Sehsted vil en Dantz/ oc har sin hiertens kiære
Ved huiden hand alt fat/ oc mangen høffvisk Spring
Med hende giør/ ret som en hersker Ædeling.
22 Den skønne Jomfru Brud/ aff Rammels æt udsprungen/
Ey siger der til Ney/ men følger med utvungen/
Saa let hun vender sig/ saa kræselig hun leer/
Maa skee/ for hun ey saa skal dandse Jomfru meer'.
Huad kand oc skade deert/ det Jomfru Na[u]ffn hun haffver/
Aff sig forlijse skal de første tre Bogstaffver/
Hun nøyis dog nock med den offverblefven Rest/
Naar dem i ære faar/ den Svend hun under best.
Ey nogen Cicero med tungen kand udtale
Ey selff Apelles kand med Pensels Kunst affmale/
Den høye Kierlighed oc kyske hiertens Brand/
Dem sammenbundet har/ oc ingen løse kand.
Vor Fiske-rijge Belt sin Vædske før skal feyle/
Vor Dansker Øresund ey lade sig beseyle/
Før nogen Ting/ huad Naffn oc Effne det end har/
Adskiller her paa Jord det ædle hiertens Par.
Her her hand Seer den Sted/ som Himm'lens Raad oc tøcke
Selff har beskicket ham til Rolighed oc Lycke.
Her her oc Rammer hun ret Løckens Holm oc Land/
Huor hun sit haabis Skib saa trygt indlegge kand.
Huad ære Gaffn oc Lyst den eene faar at nyde/
Der i den anden sig oc hiertelig vil fryde:
Huis Vedermod oc harm den Eene kand angaa/
Det vil den anden oc tilhielp' at bære paa.
O større hiertens Lyst/ end mand tilfinder Ijge/
O anden Paradiis/ O Jordisk himmel-rjge/
Huor søden Kierlighed/ foruden Sindsens Tvang/
Saaledis mellem Mand oc Quinde gaar i Svang.
Vel vel her Sehsted nu/ vel vel hans venne Rammel/
Som høye himmel selff har føyet saa tilsammel:
Gid de fremvoxe friit/ i Glæde fiern oc nær/
At deris ædle Rod snart unge Spirer bær.

23

8. Hæderlig oc Høylærd Mand Jørgen Reitzer/ Kongl: Mayst: Velforordnit Secreterer udi det Tydske Cantzelij/ oc Kircke- Prowist offver Jelling Syssels Prowstij. Sampt Ærlig Dyderijg oc Gudfryctige Pige Anna Fabricia/ Den Hæderl[ige] oc Hø[y]lærde Mands Doct: Christiani Fabricii kiære Daatter. Paa deris Bryllups Høytids Dag/ til Ære. Prentet i Kiøbenhaffn af f Jørgen Lamprecht Aar 1663.

HVad skal den rijge Pærle-krands/
O Jomfru Brud betyde?
Hvad skal de dyre Steenes glands/
Som Eder nu bepryde?
J selff med egen Hæld oc Gunst/
Oc andre skønheds Gaffver/
Langt offvergaar all smycke-Kunst/
J selff al Prijsen haffver.
Men see den Sag den er saa klar/
Mand snart kand giætning giøre:
Hvo ædel Vjn i Kiælder har/
Udhænger Krands for Døre.
Den dyre Pract oc Smyckerj
Vil saa for Bruden sige:
Herr Brudgom kommer kommer J/
Jeg Eder ey skal svige.
Jeg har for eder Kiærlighed/
Oc hvad i kand begiære:
Jeg Eders Brand at leske veed/
Min Kiøbmand J skal være.
Velan Herr Reitzer/ J vel seer
Hvad Klocken den er slagen.
Det Kiøb er giort: Frisk op beteer
At J er ret fuldtagen.
Her maa Betalning laffvis til/
J maa slet intet spare.
Paa Borg oc Krijd ey handlis vil/
Ney vare strax for vare.
J Afften det vil giælde paa/
Om J bestaar med ære.
J Morgen hver vil spørge saa:
Mon Bruden Jomfru være.

A.B.

9. Det Ynskelig oc lycksalig Par VITUS BERING 24 Oc GJERTRUDE JØRGENS-DATTER. Kiøbenhaffn/ Trøckt hos Henrick Gøde/ Kongl. Maytt. oc Univ. Bogtrøcker/ Aar 1663.

VEl an Her Bering legger hen/
En liden stund til huile
Den eders vjt-berømte pen/
J pleyer med at stjle.
J Afften andet giøris maa/
End om Beleyring skriffvis:
J faar at lade det bestaa/
Til bedre tid kand giffvis.
Jt andet tog her vancke vil/
En anden krjg vil føris/
Her hører mod oc styrcke til/
Her vil ret hoff-verck giøris/
Her stormis vil i Brudde-buur/
Her er en Jomfru-skandse/
Her er en Jomfru-vold oc muur/
Tillaffver spær oc landse.
Ey Natte-frist vil giffvis her/
Før Troja vil berendis/
Ney ney/ Soldat flux i gever/
For knæ vil buen spendis.
Her vil: men see min pen ey tør/
For Pjgerne/ fremsætte
Huis andet meere der til hør/
De selff maa resten giætte.
O smucke Brud/ gid i faa got/
Saa venligen i smjler:
En anden skulde vel for spot
Optagit det jeg stjler.
En anden skulde seet saa surt/
Hafft saa Sabinske lader/
Som hun ret haffde smagt Malurt/
Oc haft en Munck til Fader.
End[d]og hun vel ey skulde stort
Betæncke sig oc grue/
Sin pærle-krands at skifte bort
For Quinde-sæt oc hue.
Ja dertil oc aff hiertens grund
Vel skulde selff begiære/
End oc i denne afftens stund/
For eder Brud at være.
Men ney/ saa prjselig en Mand
Allenne var for eder:
Huad Himlen vil/ ey vendis kand/
Men fremmis alle stæder.
Frisk derfor op i Kiærlighed/
Med eders hiertens kiære
Frisk op i glæde/ flôr oc fred/
Frisk op i tuet oc ære.
Omfaffner hannem / inden Aar
Aff hannem i til gaffve
En leffvendis Histori faa'r/
Som haand oc fod skal haffve.

Lycke oc Velsignelse ynskendis
Anders Bording.
25

10. [Til Hermann Mejers og Christinæ Madtzdatters Bryllup i Helsingør d. 22. Sept. 1664.]

NEy! Kierlighed ey tuingis vil
Af nogen Low oc Maade.
Hun/ huad hun vil/ os drifver til/
Oc stedse self vil raade.
Hvor Klippe-fast oc Kæmpe-sterck
Mand sig at holde Lofver/
Det blifver dog til Børne-verck:
Vor Hiertis vold gaar ofver.
Vor Naabo Strephon gick i gaar
Til grønnen Lund at beede/
Vel stolt oc fri/ med sine Faar/
Oc kun sin egen Heede.
Den friske Hiort/ den raaske Raa/
De lette Fugles Skare
Hand der fornam/ oc sagde saa:
Til min Stand sligt kand suare.
Thi jeg min søde Friheds Ro/
Saa vel som de/ kand nyde:
Jeg er i Sind oc Hierte fro:
Mig ingen Tancker bryde.
Jeg Kummer-løs oc trygelig
Til liusen Dag kand sofve.
Jeg med mig self fornøyer mig/
Oc vil min Frihed lofve.
O ædle Frihed/ Sindsens trøst/
O Glæde-skenckerinde/
Jeg vil alt andet acte løst/
Min Hu til dig fast binde.
Trods huo mig det forhindre vil/
Jeg stedse dig vil ære.
Ved dig/ saa længe jeg er til/
Min egen Jeg vil være.
Men see/ huor det med Strephon gick/
Sig pibens liud omvende:
Hans høye Frjheds tancke fick/
Langt før end Dagen/ ende
Den skønne Mø Charitnis kom/
Med andre Nympher flere/
Til samme lund/ at see sig om/
Oc tiden henspadsere.
Endog det ey var hendis act/
Just hannem der at møde/
Hun sig dog en forborgen kraft
Fornam af sted at nøde.
Huad den forsiunlig Himmel vil
Os drifve til oc føre/
Det ingen ney kand sigis til/
Vi det Jo faa'r at giøre.
Vor gode Strephon ey saa snart
Til hende slog sit øye/
Hans høye Hierte/ mod sin art/
Sig Jo fick ned at bøye.
Hans aldrig-før-betuungen Hu
Bleff let paa løb at drifve/
Ja strax udi en huj oc nu
Sig maatte fangen gifve.
26 Hand noget i sit unge Bryst
Befant sig at bevege/
Som med en ny oc sældsom lyst
Begynte fast at prege.
Oc med sin hidsig virckning sig
Til marf oc been indtrængde/
Saa det omsider endelig
Ret Siælen selff befængde.
Hans tancker baade djd oc hjd
Omløbe som en trilde:
Hand med sig selfver gick i strid/
Ey vilde det hand vilde.
Ha! (var hans Ord) huad seer jeg her
En herlig glands fremtræde:
Den skønne Morgenrød' ey nær
Saa skøn opstaar af sæde.
Ha! see/ hvor slet al Hæld oc Gunst
Sig hafver her udgydit:
Med al Naturens smycke-kunst
Hun ofver alt er prydit.
Ha! den blufærdig Tuct i sær/
Som hendis ansict maler
Om hendis Dyd nock vidne bær/
Oc uden tunge taler.
Var jeg af haarden Jern oc Malm/
Var jeg af Flent udsprungen/
Jeg maatte dog af Elskows qvalm
Her blifve brænt oc tuungen/
Far vel min Frihed nu/ god nat/
Du mig ey meere nytter:
Jeg venter mig en bedre skat/
Oc gierne dig henbytter.
Velkommen ædle Kiærlighed/
Hvis kraftig brand oc hede
Den gandske Jord opholdis ved/
Velkomme[n] her til stede.
Ved dig/ mit før-utæmte Sind
Er saa forandrit vorden/
At jeg med glæde træder ind
J de forelsktes orden.
Huo vil/ huo kand ey lyde dig/
Oc børlig plict tilsige?
Heldst naar hand maa forlyste sig
Med slig en hældig Pige/
Huo kand saaledis i Natur
Oc Sind forstockit være/
Hand sligt it dydigt Creatur
Jo fafne vil oc ære?
Ney ney/ ret indtil blægen død
Jeg hende mig vil gifve.
Trods sorgens tuang/ trods haarden nød/
Charitnis min skal blifve.
Det salte vand af Øresund/
Oc striden Belt tilljge/
Skal før udtørris slet i grund/
End Jeg Charitnis suige.
Hand dermed fra sin unge hiord
Til hende sig henskynte/
Sin verf med sindig tuct oc ord/
Oc kiærlig nick begynte.
Men huad hand fick igien til suar/
Kand icke Jeg forklare/
Thi jeg for langt fra dennem var/
Oc paa mit quæg tog vare.
Men det fornam Jeg/ hun først lod/
Som hun ey deert tilhørde/
Sampt oc/ som hun ey ret forstod
Huis hand paa banen førde.
Dog arm om hals/ oc mund ved mund/
Blef dieris ijd omsider.
Jeg tro'r/ hun inden stacket stund/
Vel meer' af hannem lider.
J Dag hand sancker sine Faar/
Oc bryder op sin hytte/
Vil dermed strax/ som jeg forstaar/
Til hende slet henflytte.
27 Thi voris slette selskabs stand
Ey meere kand behage:
Ney ney/ Charitnis bedre kand
Hans Sind til sig hendrage.
Vel an/ det derfor sømmer sig/
Vi voris plict ey dølge/
Med ære-sang oc fryde-skrig
Os hannem bør at følge.

Saa gack/ O ædle Strephon gack/
At fafne din Hyrdinde:
Sjg høyen Himmel lof oc tack/
Som dertil gaff sit minde.
Søg nu med lyst den tidsfordrif/
Som sømmer eders alder.
Tag Kyss oc Klap/ Ja tag oc giff
Alt det som dig befalder.
Tænck hun er i sit nittend' Aar/
Oc acter at læ lære/
Vil oc/ før hun til tifve naa'r
En arfvings Moder være.
Tiltager begge dag fra dag
J fast-bestandig Lycke.
Al ære/ lyst oc velbehag
Skal eders lefnit smycke.
Sig eders sæd oc afkom skal
Saa kraftelig udbrede/
At den med sin utallig tal
Al voris egn skal klede.

Celadon.

11. EPITHALAMIUM Nuptiis VIRI Illustris ac Generosi DN. CANUTI THOT Domini de Næs & Barsebec & VIRGINIS Genere ac Virtute Nobilissimæ SOPHIÆ BRAHE humillime dicatum. 1665.

HÆc est illa dies, qvæ tanti conscia gaudj,
Illustres animas conjungi fædere cernit.
Scilicet hoc voluit modo, cum se læta canensque
Obvia Calliope, comitata Sororibus ultro
Obtulit & Citharis cecinit, qvid nescio, dulce.
Tandem intellexi (placidis cum vocibus usa est)
Connubia Heroumque genus clarosque nepotes
28 Dicere, certatimque chorum diffundere laudes.
Accessi propius, satis, inqvam, rustica lusit
Fistula, captemus cupidi jam sacra Dearum.
En THOTTI unanimes repetunt ab origine stirpem,
Per Genus & Proavos, per facta ingentia ducunt
Antiqvæ Sobolis, qvam nulla æqvaverit ætas.
Inclyta post BRAHEÆ series à sangvine manans
Additur & Generis prisci numerosa propago,
Gestaque narrantur Patrum melioribus annis.
Salve sancta dies Horum connubia nectens
Sidere felici! votis concordibus adsit
Cælipotens, omnes uno simul ore precamur!
Atque dehinc longum cupidi numerabimus annum:
Qvalia nunc thalamo, cunis tunc vota futuris
Solvemus: Patrem tenero cum noverit ore,
Inque sinu Matris perblande riserit infans.
Sed jam sera dies cadit, & mox sole fugato
Vobis nitendum est, labor hoc in tempore vester
Gnavaque sedulitas venit, & qvas frigidus horas
Noctifer attulerit gratas consumite læti.

SAa sterck oc haard jeg ingen veed/
At hand jo maa bevegis/
Naar aff den heede Kierlighed
Hans Sind oc Hierte pregis.
Er pilen fast i vilden hiort
Hand sig til fluct vil vende:
Dog hand saa langt ey løber bort/
Hand pilen kand undrende.
Du deilig skabning pilen est
Os ind til hiertet trænger.
Hvort vil mand fly? man har sin rest:
Hvo kand sig holde længer?
En purpur-mund/ en rosen-kind/
En hældig vink oc facte.
Vor hiertes fæstning tager ind/
Før vi skøt selfver acte.
Hvo vil da regne meget om/
Sin Frihed af at bryde/
Naar hand/ for den/ til eyedom/
En deylig Brud maa nyde?
Hand heller slet er hendis træl/
End self sin egen Herre.
Hvad hun befal/ optagis vel.
Hvad hun vil/ faar at være.
Som Jernet ved Magneten tæt
Aff sin Natur sig heffter:
Saaledis er oc hun alt det/
Hans Hierte længis effter.
Saa langt af land hand med uro
Sin vandring aldrig sætter/
At hun er hans Nørleding jo/
Som hand sig effter retter.
Foruden hende hand sit lif
Som død oc lifløs acter:
29 Hun hun er al hans tidsfordrif/
Oc det hand efftertracter.
O store Dronning Kierlighed/
O Verdens Keyserinde.
Din Virkning blifver ævig ved
Oc aldrig kand forsvinde.
Dit søde regimentes skik/
Os alle maa behage;
Du med din allermindste nik
Os locke kandst oc drage.
Alt det som hafver lif oc aand/
Det maa ved dig regeris/
Ved din bedrift oc mæctig Haand
Det fremmis oc formeeris.
Fast al Naturen sin bestand
Oc gang maa dig tilskrifve.
Foruden dig/ slet intet kand
Een dag ved mact forblifve.
Hvor uforfalskit Kierlighed/
Faar mact sig ind at rode/
Man der al lycke/ lyst oc fred
Oc fremgang maa formode.

VEl an/ min ædle Tot/ Jeg mig
Ey andet kand end glæde/
Naar jeg anseer/ hvor præctelig
J kleder Brudgoms sæde:
Hvor fuld af dyd oc tuct/ hvor skøn/
Hvor rig af ædle stammer/
Den Jomfru er/ som J til løn
Af Himmelen annammer.
Jeg denne dag optegne vil
Med gyldene bogstafver.
Det er den dag/ J stedtze til
Fra barns been/ længtis hafver.
J mindis vel/ hvor mangen gang
J mig den længsel klagde/
Som med sin uregerlig tvang
Paa hiertet eder lagde.
Vel mangen suk J falde lod/
Naar Eder rant i Sinde/
Hvor klagelig det ædle blod
Gaf Eder afskeeds minde.
Hvor tit hun bad/ der J nu bort
Af landet skulde drage/
J vilde det dog giøre kort/
Oc komme snart tilbage.
Nu vel/ den lange tid dog fick
Dismidlertid sin ende:
Den Vandrings færd saa vel afgick:
Os Himmelen hiemsende.
For Eder findis nu bered/
Den glædis løn oc rente/
Som Eders hulde trofasthed
Saa lang en tid fortiente.
Nu kronis Eders ædle dyd
Med Velstandtz herlig smycke.
Nu vaagner Eders lyst oc fryd/
Oc lenge ventet lycke.

BOrt derfor Sorg oc længsel nu/
Oc hvad som kand besvære.
Forlyster Eders kiærlig hu
J børlig tuct oc ære.
Omfafner Bruden hiertelig/
Oc lader snart paakiende/
At Totters prislig Stamme sig
Ey skal paa Eder ende.

30

12. Det ønskelige par David Melvin Kongl: Maytz Postmester/ Raad- mand och fornemme Handelsmand i Helsingør/ Och Margrete Jacobsdaatter Sl: Rasmus Regelsøns/ Paa djeris bryllups dag/ til ære. Trykt i Kiøbenhafn hos Jørgen Lamprecht/ Aar 1665.

HEr Melvin/ høy-fornemme Ven/
Med glæde jeg fornemmer/
At eders hjerte sig igjen
Til Kjærlighed beqvemmer.
Hvad gafner det en Enckemand/
Hand mod Naturen strjder/
Och i den langsom sørge-stand
Sin beste tid henslider?
Det huus/ hvor Moder hen til seng
Foruden mage ganger/
Och altid slaar paa sorgens streng/
Det sjelden fremvext fanger.
Skal derfor en Søfaren Mand
Seyladsen efterlade/
For hand paa vilden haf och strand
Er kommen før til skade?
En god Soldat ey blifver let
Fra Krigens schole dragen/
For hand tilforn/ af marken slet
Kand engang være slagen.
Ney ney/ men frisk her an igien:
Mand aldrig maa forsage.
Mand ey for langt i Verden hen
Maa tænke sig tilbage:
Men heller være færdig til/
J Tiden sig at føye.
Och med hvis høyen Himmel vil
Beskjære/ sig fornøye.
Den gode leylighed mand bør
At tage mod/ och takke:
Hvo veed/ hvor snart hun vise tør
En bar och skaldit nakke.
Hvor mangen dyctig Mand och Svend/
Hvor mange Møer och Enker/
Ugifte gaa paa toget end/
Den lange Vaal dem krænker.
Den narske Bias sig for ung
Udi sin Ungdom dømmer/
Men i sin alderdom for tung;
Hand middel-vey forsømmer.
Naar det os bjudis/ meene vi/
Vi Tid nok har at tøfve:
Vi sact it Aars tid eller ti
Maa søden frihed prøfve.
Ja vel bestilt! de ti til sig
Vel tifve stundom tage:
Och dissimellom endelig
Henrinde vores dage.
31 Det saa for sildigt falde vil/
Sig under Aag at venne:
Vor Tid har leegt forkeerings spil/
Vor alders floor er henne.
Enddog en trofast ecte ven
Vel ilde kand undværis/
Til den ulyst at drifve hen/
Mand da tit med besværis.
Hvo skal os da med kjærlig ord
Fra dybbe griller drage?
Hvo skal i sengen och ved bord
Vor længsel os betage?
Lad ensom lefve hvo som kand:
Jeg prjser dem/ sig binde.
Uqvænnit Mand kun half er Mand:
Kun half er Mand-løs Qvinde.
Det er som uden hul en Muus/
Och uden busk en hare:
Som Bryllup uden dands och ruus/
Och marked uden vare.
Det er som knif foruden blad/
Och maal foruden prikke:
Som Stegers uden ild och mad/
Och kjelder uden drikke:
Som gøgelspil foruden grjn/
Och fiddel uden bue:
Som Bakkarak foruden vjn/
Och dyrkjøb uden Stue.
Som Lekkerbidsken uden gjest/
Och uden vaben Adel:
Som rytteren foruden Hest/
Och uden pude sadel:
Som vjnfad uden tap och spund/
Och naal foruden traade:
Som uden Skibsfart Øresund/
Och Belt foruden baade.
Ja (kort at sige) Jeg ey veed
Den ting paa Jordens Rige/
Som med den kjædsom enlighed
J brøst och bræk har lige.
MEn eders sag langt bedre staar/
Her Melvin/ J med glæde
Til ærens præctig Tempel gaar/
Och kleder Brudgoms sæde.
Nu kand J merke kjendelig/
At det faar magt och gænge/
Som Himlen sluttit har ved sig/
Det ey staar hen saa længe.
Saa dyde-rjg och smuk en Brud/
Saa hjerte-from en mage
Til eder vist var kaarit ud
Af ævighedsens dage.
Hvad eders fordoms ecte ven
Ombad selff/ før hun døde/
Det for sig gaar: Nu faar J den
J sorgen med kand bøde.
O værer glad/ at J saa vel
Har slig en perle fundit/
Som eders hjerte Sind och Siæl
Sig gandske til har bundit.
Den tunge længsels mørcke Sky
Med alle nu bort tagis:
Den blide glædsens Soel paa ny
For eder vil opdagis.
Alt det som kaldis velbehag/
Och kand ulyst fordrifve/
Det eders huus paa denne Dag
Begynder/ om at gifve.
O mercker paa/ hvor venligen
Den skønne Brud hun smiler/
Och alle sine facter hen
Til eders ynde stiler.
Paa timernes seenfærdig gang
Hun vel saa nøye acter.
For hende Dagen er for lang:
32 Hun efter natten tracter.
Hun glæder sig/ det er saa nær:
Til seng er hendis tanke.
Hun kand vel gjette til/ hvad der
For kjærlig jd vil vanke.
Hun/ som en ecte mage bør/
Vil tage der oc giffve.
Hun vil: men see/ Jeg det ey tør
For vore Piger skrifve.
Dog veed en hver/ som af forstand
Och daglig brug vil lære/
At Jld och hør foruden brand
Ey kunde sammel være.
FRisk derfor op/ med lystig Hu/
Frisk op i tuet och ære:
Forlyster eders hjerte nu
Med eders hjertens kjære.
Fuldbyrder nu med glæde det/
Som kjærlighed tilsteder/
At Melvins nafn och stamme slet
Ey slippe skal paa eder.
Vi der paa tage skaalen fat/
Paa Brudens Sundhed drikke/
Vi vente vist/ at sig i nat
Her Melvin fix skal skikke.

A. Bording.

13. [Det ynskelige Par Jacob Søfrensøn/ Forvalter ofver Harballegaards Læn/ och Rebecca Bechten/ paa deris bryllups dag/ til ære. Trykt i Kiøbenhafn hos Jørgen Lamprecht/ den 8. Nov. 1665.]

Saa snart vor barndoms leege tid
Er kommen nu til ende
Och vi tør tancke Sind och jd
Fra bold och dukker vende
Fornemmis strax en anden lyst
Och usedvaanlig grille
Forinden voris unge bryst
Med lønlig kraft at spille
Vi self i førsten ey forstaa'
Huad det er os omdrifver
Men naar vi ret til sagen gaa
Det Elskow er och blifver
Saa marmorhaard och klippe fast
Mand ingen seer och finder
Hand Jo bevegis kand med hast
Naar Elskov hannem minder
Hvort vil mand hen mand ey sin gunst
Kand deylighed forsage
Hun med for sterck en Lokke kunst
Til sig os veed at drage
thi naar en præctig skabnings glands
Med voris øyne mødis
Begynder i vor indre Sands
Forundring strax at fødes
33 Forundrings afkom er attraa
Attraa vil ey fornøyis
Før hun til eye det kand faa
Som villien til bøyes
Kand os den bare skønhed nu
Saa kraftelig optaende
Det meere skeer naar vi vor Hu
Til det indvortes vende
thi naar sig och den ædle dyd
Med deyligheden parer
J den foreening dobelt fryd
Och lyst mand da forfarer
Vel sterk er Helbruds haarde verk
Dog den kun en gang findis
Men kjærlighed er meere sterk
mand daglig da med bindis
Vil høyen Himmel dertil saa
Sin milde gunst udgyde
At den med lykke kronis maa
Och kraftig fremgang nyde
Den store Mogols rige skat
Saa fremt den os tilhørde,
vi da vel før hengafve plat
End slig en brand udkjørde
Thi det er ret til vel behag
Och velstand ind at træde
Det er en Paradjses smag
Och Jordisk Himmel-glæde.

Vel an her Brudgom J med skjel
af hjertet glad maa være
J seer altingest sig saa vel
For eder ad at bære
Vel langt och trangt til denne dag
For eder det hâr værit
Den keedsom enligheds umag
Har eder hart besværit
Den Mand som længe gaar ugift
Och ey sit hjerte binder
Hand al sin gierning och bedrift
J Vilderede finder
Hand er som skib foruden vand
Och knebel uden klokke.
Som uden verksted handverksmand
Och kam foruden lokke.
Som uden ambolt mestersmed
Och garber uden leder.
Som uden mark it vangeled
Och kolf foruden fjæder
Hand er som spid foruden steeg
[Och hofved uden hue:]
Som uden gieck Comedi leeg
[Och pjl foruden bue.]
Hand er som pæbling uden bog
Och Uden grund en støtte
Som uden fang en fiskerkrog
Och log foruden bøtte
Hand er som, Jeg skøt veed ey hvad
her stedse noget fattis
Hans glæde stander bag paa blad
Och ufuldkommen skattis
Men vel den mand der saa som J
Kand faa hvis hannem feyler
Hvis haabis skib uskad och fri
Til Lyckens land indseyler,
Nu kand J sige sorg her ud:
Dig længsel Jeg ey mindis;
Naar eders dyderige Brud
Hos eders side findis
Paa hendis purpur-røde mund
J finder trøst och lise
Hun eder skal af hiertens grund
Al kjærlighed bevise
Hun derpaa til et underpant
Vil eder noget gifve
Som pennen ey tør paa min sant
34 For ti ducater skrifve
Thi see hvor rød hun derved blef
Hun den snack ey vil høre
J veed self, det end ingen skref,
Hvad eder bør at giøre
Forskaffer vugen snart paa gang
Annammer skjel af tiden
Och lefuer uden tvist och tvang
J fred och glæde siden.

14. Det Lykke-rige par Frederich Gjse/ Kongl. Maytz til Danmark och Norge/ etc. Velbestalter Secreterer i Kammer Collegio Och Margrete Elizabeth Schönbach/ Kongelig och Førstlig Slesvigisk oc Holsteinsk Raads och Land- Cantzelers Daatter/ paa deris bryllups dag til ære. Trykt i Kiøbenhaffn hos Jørgen Lamprecht/ Aar 1665. den 18. Decemb.

ENddog/ Her Gjse/ jeg ey veed/
Som det sig bør at skrifve/
Hvad lyst en ecte kjærlighed
Medføre kand och gifve.
Jeg och med slette rjm och vers
Ey regler kand udstjle/
Om mand paa langs och ey paa tvers/
J Brudseng bør at hvile.
J self/ end och foruden dict/
Vel være skal saa vittig/
At J forstaa'r/ det eders plict
Er/ der at være flittig.
Min simple pen dog ikke sig
Tilbage saa kand dølge/
At den/ i steden jo for mig/
Til seng vil eder følge.
NOk er udi den enlig stand
Af eder heden leffvit:
Nok er omreyst i fremmed Land/
Nok vaagit/ læst och skreffvit.
Det nu paa tiden er engang:
Her nu vil andet gjøris.
Her vil en dysse-lulles sang/
Før Jamling kommer/ høris.
Hvad keedsomhed udi sin hu
Hver ærlig Svend maa kjende/
Som hâr med kalfve-spidsen nu
Begifvit om at rende.
Hvor langsom baade dag och nat
For hannem heden rinde/
Før hand omsider til sin hat
Den rette krog kand finde.
35 Hvor tit hand slaa'r paa sorgens streng
Och som fortviflit ganger/
Før hand ved bordet och i seng
En ecte mage fanger:
Sligt ingen bedre veed end den/
Som Lykkens trods maa friste/
J det hand arme lang tid hen
Uparit sig maa liste.
Hand mercker noget self hos sig/
Som hannem ofte minder.
Hand nok er fix och mandelig/
Men dog forhindring finder.
En gammel ung karls Titel hand
For ingen deel vil høre.
Den blinde Buk hand och om Land
Ey lede vil och føre.
Hans Sind imellom haab och fryct/
Som skib i Strand omdrifver.
Hvad moxen vaar i gaar samtykt/
J dag til intet blifver.
Nu vil hand til en Enke gaa/
Sin kjærlighed tilsige.
Nu vil hand sette sin attraa
Til en ufandsit Pige.
Nu vil hand fæste sig en rjg/
Nu en iblant de fromme.
Nu stræber hand med største fjg
En deylig at bekomme.
Nu seer hand heller hun er græm/
Och paa de gamle noder/
End hand aff lavg skal visis hjem/
Och kaldis Kuk Kuks broder.
Nu vil hand tage sig en ung/
For arten at bevare:
Nu den som gammel er och tung/
For Amme-løn at spare.
Nu vil hand byde frem sin kram
For en/ som gafn kand gjøre:
Nu sjunis hannem/ det er skam/
En bulckit haand at røre.
Ja/ kortelig/ til intet vist
Hans hjerte sig tør binde.
Hand stander med sig self i tvist/
Kand ingen slutning finde.
Och midlertid sig snige bort
Hans fawrist alders dage.
Hand passede med vundet kort.
Hand paa sig self maa klage.

MEn slig och anden bryderj/
Som mig och andre tæmmer/
Er J Her Brudgom qvit oc frj:
Slet intet eder klemmer.
Nu ligger J for Lykkens Land/
Och Himlen tak maa sige/
Som hjalp/ at J saa vel paafand/
Och fik saa skøn en Pige.
Nu fafner J saa frisk en Brud
Och dyde-rjg en mage/
Som holde vil til døden ud/
Och eder ey forsage.
Hvad møye dagen hafve vil/
Naar J betjener skatten/
Det hun med lyst er færdig til/
At gjøre got om natten.
Ja/ hvad it ærligt hjerte sig
Kand af sin kjærist vente/
Vil hun betale rundelig
Med Elskows liflig rente.
Thi værer hjerte glad och fro/
Och eder fix bevjser.
Formeerer eders tid i ro:
Fortplanter mange Gjser.

A. Bording.
36

15. Niels Broberg, J. U. Licentiato, och Kirstine Hanszdaatter Drostrup/ Paa deris bryllups dag til ære. Trykt i Kiøbenhafn hos Jørgen Lamprecht/ Aar 1666. den 20. Martij.

ENd dog/ Her Broberg/ Jeg kand ey/
Hvor gjerne Jeg och vilde/
Henkomme nu saa lang en vey/
Til eders bryllups gilde:
Saa kand dog min forrustit pen
Sin skyldig plict ey dølge/
Den med lyk-ynskning Jo vil hen
Til brudseng eder følge.

Hvad var den langsom enlighed/
Som eder før besvær'de?
J selff var eder ofte vred:
Her var kun harm paa færde.
Naar J gik ud/ naar J kom ind/
Och hvadsomheldst J gjorde/
Slet intet var/ som eders Sind
Med venlig tidkort moor'de.
Til bord och seng J maatte gaa
Med eder self alenne:
Med keedsomhed J sad och laa:
Det beste det var henne.
J vel/ at tiden kunde let
Och uformerkt hensvinde/
Udi den dybe Keyser-Ret
Lod eder flittig finde.
Men see/ naar eder Ulpian
Med hoved-brud fast ødde:
Naar eder och Justinian
Glar-øyne skøt paa nødde;
En Kjeriste vel kunde da
Den møye tit forlindrit/
Med venlig tvang och lokken fra
For sterk studering hindrit.
Mand ey paa skrift och læsning en
Saa gjerrig seer at findis/
Hand pen och bog jo legger hen/
Naar hand af Elskow mindis.
Lad Jesuviten dag och nat
Sig self med læsning svække/
Lad hannem skrifve skøt och brat/
Til hand maa sønder sprekke.
Jeg priser den/ der ikke saa
Paa bogen sig forgriller/
At Moder Jo sin ret kand faa/
Naar hun sig venlig stiller.
End dog Jeg af forfarenhed
Om sligt ey veed at stile:
Jeg/ hendis agger/ dog vel veed/
Udyrkit ey maa hvile.
Mand heller seer en stoor Jurist
Ukjøbt hos Hawbolt blifver/
End for en vuge/ svøb och list
Ey værd och pending gifver.
Hvor høyt at Baldus staar paa blad/
37 Och Bartholus hand æris/
Af dem/ i sengen egge-mad
At tjene/ dog ey læris.
Thi/ sligt och stundom øfvis vil/
Til tiden med at drifve/
Om voris slect skal voxe til/
Och Verden ved skal blifve.
Ret som det vores Fædre før
For os i Verden drefve/
Paa same vjs det os och bør
Som efter dennem lefve.
Ey større trøst och hu-ro var
Paa denne Jordens tue/
End naar it ærligt E[c]te par
Lifs arvinger maa skue.
Jo mere dennem fruct tilslaa's/
Och barne-vugen røris/
Jo større Kjærlighed begaa's/
Och mindre tvedract høris.
Hvor Sønnen merkis kjendelig
At slecte paa sin Fader/
Och Daatteren ifører sig
Sin Moders høfske lader:
Slet intet uden idel fred
Och ære der opdagis:
Der der er Lykkens bygge-sted:
Ja der al velstand smagis.

VE1 an/ Her Broberg lærde Mand/
Jeg mig af hjertet glæder/
At J den prislig ecte-stand
Saa lykkelig antræder.
Jeg seer altingest sig i dag
For eder vel at tegne:
Jeg idel lyst och velbehag
Af Himlen seer at regne.
Det er den dag/ som J tit før
J tanker ynskit hafver/
Och derfor den at skrifve bør
Med gyldene bogstafver.
Den tunge længsels bryderj
Saa vel er ofvervunden:
Nu bodis den: Nu blifver J
Til den/ J vilde/ bunden.
O seer den Engel-skønne Brud
Som tuct och ære pryder
O seer/ hvor venlig seer hun ud/
Och kjærlighed tilbyder.
Sit kyske hjertes fæstning hun
For eder slet opgifver:
Ey egen sin/ men eders kun
Til biegen død forblifver.
Hvad skøtter hun om Jomfru-nafn
Och pærle-krands at bære;
Hun eder heller har i fafn/
Och eders vjs vil lære.
Thi værer nu fuldtagen Mand/
Och lader Elskow kjende/
At J/ før aar omganger/ kand
Mig barsel-bref tilsende.

A. Bording.

16. Det Lykke-rige Par Johan Drøg Brudgom Och 38 Margrete Elizabeth Paulli Brud til ære Paa deres Brudlofs Dag/ som indfalt den 28. Octobris Anno 1668. Trykt i Kjøbenhafn hos Hendrik Gøde/ Kongl. Maj. och Univ. Bogt.

ENd dog Jeg ey kand spaae/ Jeg dog saa vel hukommer/
Hvad ord mig faldt af mund udi forgangen Sommer/
Der Jeg/ Her Brudgom/ saae til eders Bygning hen/
Hvor snar J der med var/ hvor fast J dreef paa den.
Blant andre værelser/ mand der bekom at skue/
Et Smykke-kammer var samt och en Amme-stue.
Det første gjordes skønt med maleverk och dræt/
Den anden magelig/ och der til varm och tæt.
En Mand/ som hos mig stoed/ at spørge saa begyndte:
Hvad kommer Drøg i Sind? Hvi lader hand udpynte
De steder saa/ som hand ey meere trang har til/
End vogn til femte hjul? Hvad mon hand der med vil?
Jeg hannem gaf til svar: min ven Jeg noksom hører/
At dig hans Tydske Nafn/ paa Dansk udsat/ forfører.
Ney: see dog/ Manden er/ hvor Tør hand næfnes end/
Saa frisk och saftefuld som nitten Vintres Svend.
Det slaaer och sjælden feyl/ den Fugl som bygger rede/
Har den ey Mage før/ den snart vil den oplede.
Nu bygger Drøg sit Huus/ och smykker ud den Sal
J hvilken hand vist snart sin Brudseng hafve skal.
Nu bygger hand det huus/ och mager paa den Stue/
Hvor Moder skal for Speyl paasette kluud och hue.
Nu legger hand det gulf/ hvor paa skal kj endes snart/
Hand/ efter nafnet/ er ey Tør af kraft och art.
Och Jeg paa vedde tør/ at førend huuset blifver
Til fulde færdiget/ hand sig til noget gifver/
Som baade Leegeren til vinding være kand/
Och gafne Steegeren samt Stadsens Bydemand.
Ja nu gaaer sjun for sagn/ at Jeg ey deert har løyet.
Begyndelsen er gjort: sig alting vel har føyet.
Det nu til Eder staaer samt eders unge Brud/
J Fred och Kjærlighed at føre resten ud.
39 O seer hvor Engel-mild/ hvor prydefuld och hældig/
Hvor kysk och ære-rjg/ dog venlig och lemfældig/
Hun er/ den skønne Møe. Hvad kand J andet nu/
End der at finde lyst i Hjerte Sjæl och Hu?
Hun hun foruden svig med hviden haand bekræfter/
At hun i lyst och nød sin Sjæl til eders hæfter/
Och vil til bleegen Død af hjertet elske ret.
O siger hende tak/ och fafner hende tæt.
Af hendes Pærle-nafn anleding J kand tage/
J veed vel/ hvoor mand det med Pærler bør at mage:
Mand .dennem bør. Dog see/ min pen/ forløb ey dig/
At vores Jomfru-kjøn ey skal fortørne sig.
Men eder/ smukke Brud/ ey derfor bør at grue/
Thi det ey paa sig har for vingen af en Flue.
Jeg mangen Pige veed/ endog hun tier qvær/
Som vilde vel/ at det med hende var saa nær:
Hun gjerne det antoeg/ och holdte det for ære/
For slig en ærbar Mand en Qvindes sæt at bære.
Men det var eders lod: En anden det ey fik
Som eder var bestemt. Det efter ynsk tilgik.

Velan/ udvaalde Par/ Jeg derfor ynsker Lykke.
Fuldbyrder gladelig hvad Himlen vil samtykke.
Vdbreder eders huus/ och blifver stille ved.
J tuctig Kjærlighed och fast bestandig Fred.

A. Bording.

17. Det lykkerige Par/ Hans Kongl. Maytz. til Danmark och Norge etc. velbetroede Land-Foged ofver Ferrøe Severin Pedersøn/ och Christine Johansdaatter Krudmeyer. 40 Paa deris Bryllups dag/ som bleef holden i Malmøe den 25. Novemb. 1668. til ære opsat af A. Bording. Kiøbenhafn/ Trykt hos Henrick Gøede/ Kongl. Maytt. och Vniv. Bogtrycker.

FOrelskte Hjerter/ fromme par/
Jeg noksom veed och mindes/
At det min plict med rette var/
Tilstede self at findes/
Och eder saa/ som vanligt er
Blant dem/ til Bryllup drage/
Med Bønner och Lykynskninger
Til Bruddeseng ledsage:
Men saa som nu den korte Tjd
Vil mig ey det tilstede/
Saa skal min pen sig skynde djd/
Och min sted dog beklede.
Lad være Jeg i Kiærlighed
Mig ubedrefven finder:
Om hende Jeg dog dette veed/
At hun os alle minder.
Saa snart vi slippe bold och top/
Och os til Kappen vende/
Hun i vor tanke dages op/
Och tager til at brænde.
Som Bjergemesters Lykke-rjs
Til Malmen need sig bøyer:
Hun paa Magnetisk art och vis
Os til vor lige føyer.
Saa Tiger-vild och Løwe-grum
Slet ingen kand fornemmes/
Hand hende jo maae gifve rum/
Och lade Hjertet tæmmes.
Jeg den ey Menniske/ men ret
En Knub och steen tør kalde/
Hvis Sind sig frj kand tage slet/
Hun der paa jo skal falde.
Hvad i sin rette skik och stand
Sig fremme skal och nære/
Det hendes drift och virkning kand
For ingen deel undvære.
Hun derfor ret i lignelse
Beskrifves som en Lue.
Tag Jld fra Elementerne/
De siden intet due.
Tag Kjærlighed af Verden bort:
Lad Tvist igjen regeere:
Det vorder snart med verden gjort:
Hun Verden er ey meere.
Ney: skal Naturen nyde fred/
Och i sin gang beskjærmes/
Det Kjærlighed maae drifves ved/
Af hende den maae værmes.
Skal Slect til anden strekke sig/
Skal Art af Art udføres/
Ved Kjærlighed det endelig
Bestyres skal och gjøres.
Ja, store Dronning Kjærlighed/
Du Verdens Herskerinde/
Hvo kand beskrifve dig? hvo veed
Din virkning ud at sinde?
Lad være/ vi for dig ey saa/
Som for en Helgen/ knæle/
Din magt vi dog vel ære maae
Med prislig eftermæle:
Heldst naar du vores raad och Sind
Til Dydens maal ledsager/
Och os ey prænter andet ind/
End det som der af smager.
41 Hvo Dyden ey til øyemerk
Vdi sin elsken hafver/
Forgjæfs er al hans elske-verk/
Och hastelig omrafver.
Hvo kun paa deylig skabnings glands
Och rigdom sig forgaber/
Den blindes i sin indre Sands/
Och Sindsens sjun fortaber.
Naar deylighed kand falme brat
Af Sjugdom/ Tjd och Alder/
Oc Lykkens ofverflod och Skat
Forsvinder och henfalder:
Mand da sin feyl och missforstand
Fornemmer først och kjender.
Saa slukkes ud den heede brand/
Och sig til Jis omvender.
Hvo derfor i sit kaar och val
Ey snuble vil och feyle/
Til ærbar Tuct sig vende skal/
Och efter Dyden beyle.
Om der hos Rjgdom er ochsaa
Samt deylig skabnings smykke/
Med lyst mand da til seng kand gaae/
Och elske sig til lykke.
VEl an/ Her Brudgom/ gamle Ven/
Med glæde Jeg fornemmer/
At Himlen self skinbarligen
Al eders handel fremmer.
J til den ædle Dyd hensaae/
Der J fant Elskows brynde.
Til Brud en dydig Sjæl at faae/
Der til stoed eders ynde.
J den och fik saa rjg och bold
Och yndefuld tillige/
At J vel eder hundre fold
Lyksalig self kand sige.
Saa nyder/ nyder nu med fryd
Den søde fruct och rente/
Som eders Trofasthed och Dyd
Fra Barnsbeen op fortjente.
Fuldbyrder det/ som ikke kand
Af Ecteseng undværes/
At J vel snart for Dannemand
Vdraabes kand och æres.
Om Bruden med sin ungdom sig
Paa skrymt end vil aarsage/
For Moder hun dog neppelig
J morgen sig skal klage.

18. Bryllups-Dict/ Til den Erlig/ Actbare oc Velfornemme Mand Friderick Hanssøn Poggenbierg/ Sampt Erlig/ Dydrjge oc meget Gudfryctige Pige Helena Hans-Daatter/ Til Ære paa deris Bryllups Dag/ forfattet aff Anders Viborg. Tryckt i Kiøbenhaffn/ Aar 1669.

42

SOm Byrden tung aff enlig Mand/
Besverligen kand føris/
Med mindre den ved anden haand/
Kand undertjden røris:
Saa er oc Eenlighed altjd
En Aarsag til stor Møye/
Ja Møysomhed med største Fljd
Den prøffver at forøye.
Foruden Følgesvend en Vey!
Keedsommelig at gange;
Vil da det eenlig Leffnet ey
Langt større Møye fange?
Thi naar mand enlig mone gaa/
Hvad møder der da andet.
End Kedsomhed i hver en Vraa/
Med Sorg altjd beblandet.
Ja den som selff i Enlighed/
Skal altjd giennem træde/
J alting finder stor fortræd/
[J] Jntet nogen Glæde.
Det har vor BRUDGOM ret forsøgt
Ham Enckestand det lærde/
J den hans Sorg er nock forøgt/
Bekymring ham fortærde:
Hand søgte derfor beste Raad/
Got Raad hand fant oc fage:
Nu er foruden all hans Graad;
Hand fant en Dydig Mage/
Som skinne skal ret som et Lius
J mørcke Vinter-Dage/
Oc Soelhed varme i hans Huus/
De kolde Nætter jage/
Naar som den frøsen gammel Mand
Bag Offnen faar at mude
Oc eenlig sig ey bierge kand/
Men maa i Næffver tude:
Da BRUDGOM J har bedre fat/
En Kackelofun er rede/
Som Jer den Vinter kolde Nat
Med Varme sin kand heede.
Hvad vil i meere ynske Jer
Aff GUD end slig et Bytte/
Der ziret er med Dyder skier/
Til eders største nytte:
Med hend' J kand Jer Tjd forslaa/
Med Lyst Jer Leffriet driffve:
At hvad som i mon ympe paa/
Til største Gaffn kand bliffve:
Nu BRUDGOM eder denne Dag
Alt saadant mon til føre/
Gid/ det jeg ynsker/ til Behag
At Gud det saa vil giøre
At J med eders kiere BRUD/
Maa stedtz i Velstand sveffve/
Oc naar i skal af Ljfvet ud
Med Gud i Glæde leffve.

19. Det Lifsalige Par/ Den Høyædle och Velbaarne Mand Didrich Schult Til Findstrup/ Hans Kongl: Mayst til Danmarck oc Norge/ etc. Høybetroede Ca[n]celli-Raad oc Ober-Secreterer, 43 Sampt Den Høyadelige oc Velbaarne Jomfru Jf: Armgaard Sophia af Gabel Til Gischenhagen/ Bafvelse oc Turøe/ Paa deres Brudlofs Høytid til Ære oc Velbehag. Kiøbenhaffn Tryckt hos Jørgen Lamprecht 1669. den 24 Octob.

Forelskte hjerter/ ædle par/
Her Schult och Jomfru Gabel/
Om nu til eder Sp[ø]rsmaal var/
Hvad inden Senge-stabel
Bestilles/ naar den unge Brud
Fortjener sig en hue/
Och der fra gaaer i morgen ud
En Øye-blandet Frue.
Jeg veed J der til vilde saa/
Som vore Piger svare:
Mand hafver der alenne paa
Den søde søfn at vare.
Ja Ja: god morgen/ Søfn. saa slet
Mand sig tør aldrig sige.
Mand det vel troede/ der som det
Var mig och mine lige.
Ney: mig en tøsser-qvænnet Mand
Har hvisket i mit Øre/
(Forfarenhed ey svige kand)
Mand krumspryng der maa giøre.
Til enden ey den gandske nat
Vil slummes hen och sofves.
Mand aldrig er saa træt och mat
Der Jo vil noget hofves.
Och (kortelig) skal Verden staae
Skal slect til anden række/
Sig Mand och Qvinde derfor maae
J Sengen noget strække.
Men stille/ stille! nock er sagt.
Her Brudgom/ Jeg fornemmer
At J min tale gifver magt/
Och eders plict ey glemmer.
Paa skrymt i Ney vel sige kand:
Men denne Nat skal lære/
At Jld och Hør foruden brand
Ey kunde sammen være.
Vel an/ saa fafner nu med fryd
Den ædle pant oc gafve/
Som høyen Himmel eders Dyd
Vil med belønnet hafve.
Seer til/ at hun/ som ømmelig
Vil Jomfru nafn ombære/
Kand/ førend Aaret ender sig/
Fuldkommen Moder være.
Fremvoxer frjt/ oc blifver ved
J fast-bestandig Lykke.
Al ære/ velstand/ Hæld och Fred
Skal eders lefnet smycke.
Jeg ynsker J saa mangt et Aar
J lyst maae sammen lefve/
Som J/ her Brudgom/ ordre faaer/
At skrifve Kongens brefve.
Jeg ynsker J saa mangt et Aar
Paa Jorden her maae frydes/
Som Brudens Fader graa bær haar/
Och hun med Dyder prydes.

A.B.
44

20. Det Højfornemme og Lykkerige Par, Søffren Jenssøn Klyne, Raadmand i Frederichshald, Og Cathrina Olufs-Daatter, Paa deres Brudlofs-Dag til Ære. 1670 den 9 Octobr.

J mindes vel vor Barndoms Tid,
Hr. Brudgom, der vi rende,
Med Kalve-spidsen hid og did,
Og ej til Verden kiende.
Hvor vel det da med os tilstoed;
Hvor Folkerig en Skare
Vi vare, naar Mor-Moder loed
Til Dands og Leeg os vare.
Af egne Børn og deres Æt
Hun kunde naar hun vilde
Et ganske Vertskab sanke læt
Og giøre der med Gilde.
Saa stor var da vor Slegte-rad,
Saa lang var da vor Hale,
Men see, jeg veed skøt ikke hvad
Jeg derom nu skal tale.
Vor Stammes Tal forringer sig,
Og svinder hen med Tiden,
Vor Flok den tyndes kiendelig,
Vor Skare vorder liden.
J vores egen Føde-By
Vi snart ej Frændskab eje,
Som os i Nød kand skaffe Ly,
Skøt hver er sine Veje.
Vel mangen Plads staar overgroed
Med Neide, Græs og Skreppe,
Hvor før vor Ungdoms Troja stoed
Og Sorrig hørdes neppe.
Af Klyne, Bording, Hegelund
Vi snart ej Levning finde,
Som der har Færne-Navn og Grund:
Paa fald er deres Minde.
Den største Part af os er død
Og haver Graven inde,
Den overblevne Rest sit Brød
J fremmed Egn maa vinde.
Blant deres Tall, Herr Brudgom, J
Saa vel som jeg maae være,
Vor Føde-sted vel sagne vi:
Dog veed os GUd at nære.
Og jeg af Hiertet glæder mig
At Lykken sig beqvemmer,
For Eders Huus saa mildelig,
Og Eders Gierning fremmer.
Men mig den Tiding særligen
Er tækkelig at spørge,
At J med noget Smuk igien
Vil Eders Seng forsørge.
Enddog jeg ikke selv forstaar
Hvad Egtestand betyder,
Thi jeg u-qvænnet end hengaar,
Og mig til ingen byder.
Af andres Tale jeg dog veed
At ingen Ting paa Jorden
Saa søt er til, som Kiærlighed
Og Egtestandens Orden.
45 Det er en liden Himmel-Fryd
Og Paradises Glæde,
Naar de som elsker Tugt og Dyd
J Brude-Sengen træde.
Er derhos Hæld og Skønheds Pragt,
Samt Lykkens rige Gaver,
Hvor kand da noget der faae Magt
Som Smag af Beeskhed haver?

Med Glæde jeg af hver Mand hør,
At Eders Brud skal være
Saa skiøn og rüg, som det sig bør,
Saa fuld af Dyd og Ære:
At selv den bleege Nid ej kand,
Om hende noget sige,
Som hendes gode Navn og Stand
Kand komme til u-lige.
Hvad har J for at sørge nu?
Her haver J den Mage,
Som vil anvende Sind og Hu
Til Eder at behage.
Her haver J den ædle Skat,
Her haver J den Gave,
Som Eder baade Dag og Nat
Af Hiertet kiær skal have.
Omfavner hende blidelig,
Og lader ret paa kiende,
At vores Siegt og Stamme sig
Paa Eder ej skal ende.
Fuldbyrder det, som Tvist og Meen
Af Sengen ved kand jages,
Det er dog ingen Møllesteen
Som løftes skal og drages.
Beteer den Pligt som Danmand teer
For Eggemad og andet,
Det ikke skader hun udseer
J Morgen Øje-blandet.
Seer til at J saa vel bestaar
At Eders Mesterstykke
Kand vises inden Dag og Aar,
Hvor til jeg ynsker Lykke.

Anders Bording.

21. Clarissimo Viro, Sponso BERTRAMO FROMMIO suo, Ducenti sui similem INGERAM SIDENBURGIAM Sponsam. Kiøbenhaffn/ Tryckt hos Jørgen Lamprecht.

Sic Venus & parili junguntur Amore Minerva!
Sic recubant unô Phæbus Amorqve Thoro!
Sic Probitas casto potis est nupsisse Pudori!
Sic Pietas jungi cum Pietate potest!
Aspice, qvàm similes sociârint Sidera Sponsos!
Scilicet hìc PAR est posse REFERRE PARI.

46

Til den yndelige Brud.

O dydig Brud! umuligt er
Min Pen det at udføre/
Som J om eders Hierte Kiær'
Med rette burd' at høre.
Om Venus gick paa Jorden om
At søge sig en anden
J Sandhed/ Eders Bertram from
Hand bleff omsider Manden.

A.B.

22. Ære-Digt til Obr: Marcus Rodsteen Og hans Kiæriste Jomfr: Birte Ritz.

Agter hvad i disse dage
Er Passert i Kiøbenhafn
Der en Cavalier vil[d'] tage
Sin Høyædle Brud i fafn;
Blef imellem toe Gudinder
Hastig vekket en duel
Saa de snart som største Fiender
Hafde støt hinanden hiel
See Diana lod sig lyde
Jngen blant Gudinders Tall,
Var, med Hende kunde skyde
Op af Berig ned ad Dal,
Hvad til Kongens Kiøkken hørte
Blev ved Hende dræbt og skudt
Vilt verk Hun i mængde førte
Hvis Hals var ved Hende brut;
Dette hørde dend Gudinde
Venus, og det strax fortrød
At Hun vilde Mesterinde
Spille, som all viden Flød
Ud af hende, for hun spende[,]
Lade kunde og giv' Fyr,
Paa det vilt, som vild' undrende
Treffet der iblant et dyr
Tænkte ieg skal dig forbyde
At du skal dend ære faa
At du mesterlig kand skyde
For mig paa et halmstraa,
Sagde: jeg vil med dig vedde
Hvor du vil i Skov og Eng
At du ey med Skud skal redde
Sønnen min den liden Dreng
Thi naar du de Dyr i Skove
Treffer med din grumme haand
Veed jeg sødelig [p]aa love
At beskyde qvind' og Mand
47 Hine døden høylig smerter
For de sterke Haul og Krud
Disse som toe Kierlig Hierter
Lar sig tvinge af mit Skud
Hvor du kommer giør du skade
Tyranni mand hos dig seer
Men mit Skud giør Hierter glade
At de blive fleer og fleer
Hvad du skyder, det maa vandre
For din Bue straxen døer
Men min Piil den kand forandre
Smuke Koner udaf Møer.
Som de stod nu begge færdig
Hugtes med to Leder-Sværd
Kom Minerva dend ærværdig
Sagde til de[m] uforfærd,
Hvad er det for tøy ieg hører
Andet end Snik Snak og vrag
Eder utak selv paa fører
Og u-lystig giør vor lag.
Tænker dog, som viisse qvinder
At det staaer ey Eder vel,
At J vil som Dommerinder
J vor Selskab dømme Selv
J maa straxen Venner blifve
Som det sømmer qvinde kiøn
See jeg Eder Raad skal give
Tvifler ey, jeg faar jo Bøn:
See vor Ædel Brudgom Kiære
Obrist Rodsteen, som er værdt
Skal i Sagen Dommer være
Som at skyde haver lærdt
Udj Spanien og Strædet
Af Diana paa een Prik
Kand og treffe Puus i Sædet
Saa at det skal hafve Skik.
Agter nu hvad Rodsteen giorde
Hand vil[d'] ingen vær' imod
Og at dømme ikke torde
Men fandt paa en trek saa god;
Sagde: jeg med fremmed' Sager
Ey vil bryde Hiern og Sind;
Men hvordan jeg værket mager,
Sætter det for Bruden ind
Dette vel Diana yndet
Takket for det gode raad
Og til Bruden hun sig skyndet
Nu skal Venus blive Klaad,
Tænchte Hun, jeg ved dend lange
Trending er for Qvinder Kier
Og for J[-]slet de ey bange[,]
Er for gave u-forfærd
Jeg vil Bruden strax tilbyde
Hvad til Hendis Bryllup hør
Maa jeg Mester Titul nyde
Naar hun ikkun et ord rør
Vil hun have Dyr og Svaner
Skal for Hende leggis strax
Harer, Heyrer, Faar og Haner
Thetis skal og give Lax,
Her til Venus hastig Svarer
Søster Birte tænk dig om
Kand dig hielpe Hiort og Harer
Til valet [paa] Jomfrudom
Ack ney det har ingen Klemme
Marcus skriver ikke saa;
Men den ring du haver hiemme
Som du best kand selv forstaa
Hvor udj er ingen Steene
Men et lidet Skaar og Rits
Dertil, vil jeg dig forleene
Toe Rubiner og en Spitz
Diamant, som ieg vil sige
Bliver de paa god Fold lagt
At de til dig U-dich lige
Er paa Tro og love sagt
48 Dersom du mig priissen giver
Mager det i denne Nat
At jeg Mesterinde bliver
Giver jeg dig vist dend Skat.
Som nu Venus monne tale
Om det dyreba[r'] Klenod
Falt vor Brud strax i en dvale
Tænderne stod i en Flod
Tænkte ieg maa det saa lave
At ieg maa de Steene faa
Venus maa da prissen have
Vilt kand ey mod dem bestaa
Jeg vil dennem strax bilegge
Med min Kiere hierte Mand
At de gode Venner begge
Lever udj roelig Stand;
Thi hvem kand vel jage, hitze
Skyde haver ey forgiet
Kand i mørket treffe Ritze
Sette Kuglen paa en plet:
Her ved bleve alle glade
Venus baade sidst og først,
Brud og Brudgom alle bade
At de vilde deris Tørst
Ledske, mens de kunde taale
Og i skienchte Bacharach
Drike Bruds og Brudgoms Skaale,
Og ey smage dend Conjacht,
Her var idel lyst og glæde
Udj Stuer og i Sall,
Nympherne begyndt at qvæde
J Postiver og Regal
Hvor paa mesterlig blev spillet
Hver lod see et Mester-Spring
For dend tvedragt dend blev stillet
Ved de steene til Bruds ring
Guderne de ønsked' lykke
Bad vor Brudgom at hand digt
Vild sit Segel undertrykke
At de venlig var forligt
Hvilket hand og gierne vilde
Alle Guder til behag
Det var tilig eller Silde
Stod hand ferdig nat og dag
Her til alle med een tone
ynsked' lyst i mange Aar
Voris Brudgom og hans Kone
Men i Skov er dyr og Faar,
At de effter maalet skyde
Maatte her i jammerdahll
At de, Ærens Krands kand nyde
Udj ævig Fryde-Sall.

23. Det ynde-rige Par/ Den Hæderlige och Høylærde Mand M. Christen Lodberg/ Hans Prindslige Høyheds Confessionario, och forrige Informatori, Professori Historiarum i Sorøes Academie, Sogne-Præst til Roskilde Domkirke och Provist i same Herred/ Samt 49 Den Ærlige/ Dydige och meget Gudfryctige Møe Johanne Jacobsdaatter/ Paa deris Bryllups Dag/ som var den 1.Novembr. 1671. til ære. Kjøbenhafn/ Trøct hos Hendrik och Jørgen Gøede/ Kongl. Maytt. og Vniversit. Bogtr.

REt saa; ret lige saa vil med frit Moed begyndes
Her ey forhales vil. Her iles vil och skyndes/
Om Børn och Børnebørn de skulle sees til Hest/
Før Døden kommer frem/ och blifver voris Gjest.
En gammel Krigsmand vel kand raad och anslag gifve/
Den unges haand och moed dog gjerningen skal drifve.
Hvad poedet vorder i forvoxen bul och stump/
Skal der af fruct udgaae/ kun idel det er slump.
Det ellers længe nok idrager och forhales/
Før noget endelig om giftermaal kand tales/
Af den som Geistlig er. Den Leege naar han vil:
Den Lærde kand ey før/ end Lykken self bær til.
Her paa Studeering vil en langsom Tjd hengange.
Her vil/ saa fremt mand ret forfarenhed skal fange/
Vel længe vankes om i fremmed Egn och Land/
Och vofves Tjd paa det/ hand ved forfremmes kand.
Der paa saa gaaer hand hen/ och gifver sig ey Tanker/
At Tiden stjæl sig bort/ och hand til alder sanker.
Nu fattes hannem raad/ nu dristighed och Moed/
End dog hand ellers nok kand være fix og goed.
Nu faaer hand i sit Kald saa meget at forrette/
At hand sit forsæt er tiltvungen op at sætte/
Til bedre Leylighed. Nu seer hand ey/ for hvem
Hand sig oplade skal/ och slaae sin meening frem.
Nu vil hand efter Stat/ nu Dyd och Skønhed skue.
Nu giør hand ofverslag/ och tænker hans formue
Kand til husholdings tarf ey noksom rekke til:
Her it par Aar end nu paa meere sankes vil.
50 Nu falder hannem ind/ hand først alt det vil lære/
Som femten andre sig vel rigelig af nære.
Nu vil hand op/ nu need/ nu baade djd och hjd/
Ja veed skøt self ey hvad/ och der med gaaer hans Tjd.
Men O hvor vel hans Sind och Hjerte sig fornøyer/
Naar Lykken hannem den omsider da tilføyer/
J retter Tjd och Stund/ som hand har til attraa/
Och veed/ at hand i lyst och nød kand lide paa.
Och sønderlig/ om hun och der hos er belefven/
Gudfryctig/ dydefuld/ forstandig och bedrefven
J hvis/ som Kjelder/ Loft och Fadebuur tilhør/
Och ofte stoer profit i pung och stegers gjør.
Hvor vel har hand det fat! hvad kand hand da med glæde
Beramme Bryllups Dag/ och klede Brudgoms sæde/
Och mangen harm/ fortræd och grille gaae forbj/
Som hand tilforne var vel fast indviklet j.
Altingest hannem let och u-besværligt falder.
Hun er hans Tidsfordrjf/ och længre giør hans alder.
Och kortelig/ hand har for hende lof och prjs/
Och saa som lefver i en anden Paradjs.

VEl an/ Her Lodberg/ om end Jeg var aldrig Beyle/
Jeg veed dog noksom hvad en ærlig Mand kand feyle/
Som har i langsom Tjd sig gjennem Verden slidt/
Och ingen time snart i rast och hvile sidt.
Vel var det eders Sind/ der J koem hjem til Lande
Med høy forfarenhed/ J vilde nu afstande
Den Vandrings møysomhed: och som det sig anloed/
Var Lykken eder i det første der til goed.
Men eders dyre pund ey maatte saa fortæres
Af stilheds grafve-rust. Her skulde først oplæres
En mægtig Konges Søn/ och føres ud af Land:
Hvor til mand ingen saa beqvem som eder fand.
Det eder vel afgik: den ædle Prinds och Herre
Koem vel-fornøyet hjem/ och vil fordj med ære
Samt naade/ gunst och tak/ for eders høye fljd/
Mod eder findes rund och villig allen Tid.
51 Nu sjunes Lykken mat/ af eder ud at matte/
Och beder mildelig/ at J kun Moed vil fatte.
Hun efterdags udi sit eget skød och barm
Vil eder skaffe ro. Trods al u-lyst och harm.
Ja/ Ja: for eder det och nu var ret paa Tiden.
Dog ikke meget før: thi Bruden var for liden
Och ung af aar: men nu fuldtagen er/ och tør
Ey ved/ at lære det/ som til husholding hør.
Her intet er forseet/ at det jo snart kand slettes.
Her intet er forsømt/ som kand jo vel oprettes
Med een nats Kjærlighed hos slig en hældig Brud/
Som Himlen hafver self til eder kaaret ud.
Det er et gammelt oerd: for længe den ey tøfver/
Som goed faaer Nadvere. Och hunger lysten øfver.
J toeg slet intet feyl/ end dog i længe gick:
Thi som J vilde self/ ret Dydens Kjern J fik.
Thi fafner gladelig den ædle skat och smykke.
Ja fafner dag och nat/ och bruger eders Lykke/
Begynder lykkelig alt det/ som tjen til Fred/
Och Kjærlighed kand dag fra dag formeeres ved.
Fuldbyrder det/ som Jeg for Bruden ey tør skrifve/
Men dog ey mistes kand/ om Verden ved skal blifve.
Och mager det/ at hun ey skyldes for u-ræt/
Naar hun i morgen gaaer med Qvinde dragt och sæt.

A. Bording.

24. Lille AMORS Nye Kloster-Orden Det Priiss-værdige Ecte-Par JOHAN RADER Oc MARGARETHE MUNCK/ Paa deris Anden Bryllups Dag: 52 Til Lycke! Kiøbenhaffn/ Tryckt aff Matthias Jørgens-Søn/ Aar 1671.

SEe der! See der! Om jeg i gaar kom ey til Maade/
Oc giætted RADER paa/ hand haffde vist i Raade
At tage anden Kaas/ end inden Kloster Muur
Med Pater-Noster-Baand oc Kapp' at gaae paa luur.
J Afftis gick hand vel/ med vacker MUNCK til Hujle
Til Sinds dog tjlig op til Otte-Sang at jle
Som Muncke har for Viis; Dog tæncker jeg det gick
Som Amor vilde selff/ oc hand sin Ville fick.
Der Otte-Sangens Tiid kom an/ da mand er rede
At skynde sig i Chor/ oc Ave Mari' bede
Begyndte Amor Sang/ oc MUNCKEN stemmed i:
Gid den Nat var saa lang/ lang/ lang som andre Nj!
Her gafvis Maanen Sag/ mand Klockeren beskyldte/
At hand ey denne Nat med lange Tjmer fyldte/
Oc ey tilstedde dem endnu en Bluun at faa/
Gid Ringeren til Straff i Strengen henge maa!
Den Elskows lille Giæck sit Verck saa vel bestilte/
At MUNCKEN sig fra Stand oc Kloster Leffnet skilte:
Lad Muncke siunge friet/ oc Nonner gaa i Choer/
Jeg priiser Amors Verck/ hand gifver lille Noer.
Der sligt vor MUNCKE-Laug/ i Morgis kom for Ørne
De maatte sig ey lit paa denne MUNCK fortørne:
De førde Sagen frem for deris Ordens Raad
At kiende med Beskeed paa denn' uhørlig Daad.
En Dom i Sagen gick/ oc MUNCKEN de fradømte
Fra forrig deylig Laug/ thi hun det selff forsømte/
Da nu befunden bleff/ at forrig MUNCKE Nafn
En Nonne haffde dult/ ey dem men sig til Gaffn.
Dog for sin Fromheds skyld de hende det bevillet
Det priisslig MUNCKE Naffn at bære/ om hun stillet
En Borgen tryg for sig: Ad Aare Barsel-Breff
At skicke Klostret til; Men Amor Borgen bleff.

53

25. Det J æren forelskte och prissværdige Par Peder Hjort/ Kongl. Maytz velbetroede Sølfpop/ och Sophia Amalia Søbøtkerinde Paa deris Bryllups Dag/ som var den 4. Octobr. til ære och velbehag.

NAar Hjorten saaret er med pjl/
Hand strax en Urt opleder/
Hvor med hand efter Doctors stjl
Sin skade self helbreder.
Et skud vor unge Brudgom Hjort
Har af Cupido fanget:
Hand om en lægsom Urt och bort
J Marcken vilde ganget.
Men hvor hand koem/ och hvor hand gik/
Hand Urtens nafn ey vidste/
Før hand det af Fru Venus fik
At vide paa det sidste.
Den Urt (var hendes oord) opleed/
Mand Nøgen Jomfru kalder/
Den skaffer dig din førlighed/
Och længre gjør din alder.
Hand merkte strax/ at der i stak
En sær och lønlig grille/
Gik der med bort/ och sagde tak/
Hand vilde det bestille.
Nu sidder hand/ och vel saa glat
Vdi sit Hjerte smiler/
For hand af Lykken faaer i Nat
Den Urt/ hand efter iler.
Ja det/ o smukke Jomfru Brud/
Forklarer hand om eder/
Om skønt i sidder smykket ud
J skønne Bryllups kleder.
Af Urtens nafn det første vil
J denne Nat ey glippe.
Det andet nok kand gjettes til/
At J faaer och at slippe.

Vel an/ Her Brudgom/ Tiden gaaer:
Sig Natten frem vil skynde.
Hvorfor i snar at være faaer/
Och eders Cur begynde.
Self J forstaaer/ paa hvad maneer
Den lægdoms Urt skal bruges/
At der/ før Aaret ende seer/
Kand noget efter Vuges.
Ret saa/ min Hiort/ ret lige saa:
Men/ kjære/ lader hende
Dog strømperne beholde paa.
Men see: Jeg faaer at vende:
Thi resten nok en hver forstaaer/
Som er i Bryllups Stue.
Det nok er/ hun i Morgen gaaer
Med Qvinde dragt och hue.
Til Lykke nu sex hundre fold/
Det er min slutnings tone.
54 Gid Himlen med sin rige sold
Al eders jd bekrone.
Gid Jorden eder tjene maae
Til glæde/ gafn och fromme.
Gid Lykken self med eder gaae/
Hvor J paa Jorden komme.
Jeg ynsker eders ecte Seng
J kjærlighed och ære
Maae vorde som en deylig Eng/
Och mange fructer bære.
Jeg ynsker eders huus och bo
Med velstand maae besøges.
Jeg ynsker eders fred och ro
Maae som en strøm forøges/
Ja kortelig/ alt det Jeg mig
Af Himlen self tilbeder/
Det Jeg af hiertet inderlig
Ochsaa tilynsker eder.

A.B.

26. Den under-fulde Egtestand/ nogenledis fremstillet udi dend Erlig/ agtbar oc velfornemme unge Mands Sr. Jacob Søfrensen oc dend Ærbaarne/ Dyderig oc meget Gudfryctige Matronis Sophia Amalia Brun Deris velbegyndte oc Christelig sluttede Egteskab/ hvis høytidelige Fuldbyrdelse er berammet til den 15. Martii 1677. Under den Melodie Florabella see til mig/ for din etc. Tryct i Kiøbenhaffn Aar 1677.

1.

FUld aff Vunder/ fuld aff Kunst/
Fuld aff Vjssdom/ fuld aff Gaffver/
Fuld aff alt det Himlen haffver/
Fuld af Yndist/ Naad' og Gunst;
Fuld aff Styrcke/ Trøst oc Glæde/
Fuld aff det fornøye kand;
Ja et Jordisk Himmel-Sæde/
Er den kierlig' Egte-Stand.

2.

De hin anden aldrig før
Nogensind' aff Aasiun kiendte/
Eller deris Sind henvendte/
Til det siden dem tilhør/
Deris Attraae/ Hue oc Tancke/
Deris Hierte/ Ja og Haand
Veed Gud fast at sammensancke
Til et Egte-bunden Baand.

55

3.

Her opfostris een from Søn
Til Forældrens Hierte-Latter;
Hisset een fornuftig Datter/
Følge hver sit eget Skiøn;
Men naar Tjden nu frembryder/
Som aff Gud berammet var/
Hand dem udi Sinde skyder/
At bliffv['] et velsamlet Par.

4.

Er det ey at undre paa?
Begge leffve hos hin anden/
Hisset Qvinden oc her Manden/
Uden nogen Sinds Attraae;
Dog er een den andens Krone/
Glæde/ Trøst og Støde-Staff/
Konens Mand og Mandens Kone
Og dog ingen veed der aff.

5.

Jndtil det behager Gud/
Som i Hænde alting haffver/
Og til hans Børns Beste laffver/
At da hastig bryder ud
Det saa dybt var før forborgen/
At mand Øyenskinlig seer/
At Gud Naad'/ og efter Sorgen
Dem som sørge/ Glæde teer.

6.

Da faar Ahasverus Sind
Til den stille Esthers Smycke/
Og Tobias for hans Lycke
Til den fromme Saram ind;
David/ som før heftig fnyser/
Og strax Nabal dræbe vil/
Hand sig kierligen bevjser
Mod den klog' Abigail.

7.

Jacob flyer for Esaus Sværd/
Og sin Hierte Rachel finder/
Joseph fremmed Yndist vinder/
Oc skatteris Asnath værd;
Moses Jethros Faar bortdriffver
Til Guds Ørcken Horeb ud/
Hvorfor hand Ziporam giffver
Hyrden til sin Hiertens Brud.

8.

Hver een finder/ tager det
Som Gud hannem selff udleder/
Hvad mand derimod skønt beder
Om det/ som os siunis ret.
Egteskab i Himlen sluttis/
Og paa Jorden bindis skal.
Jntet maa her under puttis
Hvor i Himlen haffver Vall.

9.

Ofte tenckis: Her oc der
Kunde du hafft bedre Lycke/
Og faaet et snud-faurer Stykke/
Som ved dit ey kommer nær;
Men som Mørckets tycke Skygge
Solens Straaler ey kand naae:
Saa kand ey vor Klogskab rygge
Det Guds Vjssdom sigter paa.

10.

Lad tilsammen hvad Gud vil/
Hand veed alting best at mage/
Self-Raad ellers vil bedrage
Oc udskicke dig Aprill.
Hvad Gud giør har stercke Fødder/
Maa i Modgang fast bestaae/
Som et Træ paa sine Rødder/
Naar een Kule stormer paa.

56

11.

See! hvor vel det Guds Børn gaar/
Som i Egte Standen lefver/
Hvor Velsignelsen den sveffver
Ofver alt det de paaslaar/
Hvor saa vel Gud lader lyckis
Deris Hænders Giernings Fljd/
Hvor de ud oc inde smyckis
Med god Fremgang allen Tjd!

12.

Deris Dyders Ære-Krands
J fuld Blomster altid findis/
Som aff Gud oc hver Mand yndis
For sin ynde fulde Glands;
Naar all anden Elskous Smycke
Som Dug ellers svinder hen/
Samt all Troskab/ Ær' og Lycke/
Blifver den trofast igien.

13.

Deris Kierlighed hver Dag
Ny og altid frisk forbliffver/
Altid meer' oc meere giffver
Hiertens Glæd' og god Behag;
Bordet daglig der med prydis
Hvert Ord er dem Suckersød
Hvorved de i Sorgen frydis
Finde Rolighed i Nød.

14.

Gaar det icke altid vel/
Som de ellers gierne vilde/
Hun dog icke lader ilde/
Eller sørger sig ihiel/
Men er under Kaarsset stille/
Oc forsickrer sig med Fryd/
Jntet skal fra Gud dem skille/
Som kand gifv' en bedre Tjd.

15.

Midlertid udgyde sig
Himlens Godheds runde Becke/
Som sig ofver alt udstrecke/
Styrcke Huset stadelig
Giffve Sundhed/ Børn oc Lykke/
Naade/ Glæde i Guds Aand/
At end og det mindste Stykke/
Voxer ved hans runde Haand.

16.

Kommer Tiden endelig/
At de her fra skal bortflytte/
Og sig Himmelen tilbytte/
Tager Gud dem op til sig/
Som dem aldrig skal fortryde/
Trycker de[m] med største Lyst/
At de ævig Glæde nyde/
Self op til sin Mund oc Bryst.

17.

Nu saa være fuld aff Gunst/
Fuld aff Lycke/ fuld aff Gafver/
Fuld aff alt det Himlen hafver/
Fuld aff Vunder/ Kraft oc Kunst/
Fuld aff Styrke/ Trøst oc Glæde/
Fuld aff det fornøye kand/
Ja et Jordisk Himmel-Sæde/
Eders kierlig' Egtestand!

Det høyactbare/ Yndige oc Himmel-parrede Par JACOB SEVERINSØN Och 57 SOPHIA AMALIA BRUN, Paa deris Brudlofs høytiid/ som holdtes udi Kjøbenhafn den 15. Martij 1677. til ære.

HVo fast har grundvol lagt/ hans bygning fast ved blifver/
Och rokkes ey. Hvo sig i Kjærlighed begifver/
Och har den rette Dyd och Ærbarhed til grund/
Hand sig fornøyelse tilaagrer paa sit pund.
Til lykke derfor/ o forelskte par/ til lykke:
Thi saa som Dyd oc Tuct er eders Elskovs smykke:
Saa skal och Himlen den med lifsens ecte fruct/
Samt ære/ førlighed oc hæld fornøye smuct.

Det ynsker
A. Bording.

27. Til Mag. Niels Friises Laugmand i Norge Hans forestaaende Brøllup.

1.

J Nipske Nimpher færne Møer,
det Eder ingen gode giør,
J længer nu forvente
En anden pige vel saa schiøn
Opbær den Elskous Søde løn,
J tænkte hiem at hente.

2.

Ach Ney vor Sinderige Friis
Hvis høye dyders ævig priis,
Ald Verden er i munde
Af Eders yndig glands oc pracht
Som ellers er fuld høyt i acht
Ey saa beveges kunde.

3.

Hin feede Mersches Eng som J
hver dag med Flora leeger i
Saa den af sig mon Skyde
Sin blomsters krandz mangfoldelig,
Har mangen gang tilbødet sig
Hans Hofvet at bepryde.

4.

Ja hvad den heele Cimberland
Med sine Sussel hierter kand
det hannem stod til rede,
Hans dyd-begiærlig sind oc Mod
Sig dermed dog ej nøye lod
Men haabtes højre glæde.

58

5.

Den kronet Spyde byers Egn
Gaf ey saa snart et Elschous tegn
hand sig Jo lod bevege,
De fische-Rige Fosser der
De rancke Fyr oc granne-trær
Lod hand sig vel behage.

6.

Den ædle Themis self var glad
Fik frem de gamle balches blad
Bad hannem dem forfremme,
Det fromme folk af sind oc Art
Til lydighed sig schulle snart
Tilbørligen beqvemme.

7.

Der fik vor kloge Friis alt det
Hand ynscher sig der hand var træt
Af mange Reysers miile
Da der var fredsens egen Sted
Som hannem gaf fornøylighed
Der hand fandt søden hvile.

8.

Den store mact af himmelen
Der giorde det min Svage pen
Ey noksom kand afmale
Vor Cimbrisch unge Løfve Sig
det lod befalde naadelig
Oc førde self hans tale.

9.

Den gandsche Nordens beste Kiærn
Hvis sind sig før som haarde Jærn
Mod andre beyler teede
Ey længer sig undschylte da
Men sagde snart fuldkommen Ja
Med hiertens fryd oc glæde.

10.

Hand hand var fremt for leeg og lærd
Den Mand, som var alleene værd
Saa Smuck en Brud at vinde
Saa dyd- oc Lykke-Riig en Brud
Saa aldrig bødes bedre bud
Thi blef hun hans Friisinde.

11.

Saa følger ære lyst oc gafn
Den Mand til Lykkens rolig hafn
Som elscher kunst oc dyder
Saa faar en from oc heldig Møe
Tit ofver Salten haf oc Søe
Det hendes hierte fryder.

12.

Nu sofver hand foruden harm
Udi sin schiønne Piges Arm
Har Juul oc gode dage.
Nu kand hand sige med god schiel
Hvem Gud oc kongen vil saa vel
Tør sig Ret aldrig klage.

13.

Frisch derfor op, ô Brudgom prud
Med Eders Himmelsendte Brud
J kiærlighed oc glæde.
Seer til det schiønne Jomfru Land
Med Lifsens fruct beplantes kand
Oc J snart Fader heede.

Til ære og velbehag
Skrefvet af
Anders Bording.
59

28. Brudgom Michel Sørensen Riber Og hans kiereste Brud, Giorild Knuds Daatter Paa deris Bryllups Æres Dag i Aarhuus til ære af And: Bording Trygt uden aarstal.

Saa tilig som vi faaer henkast vor Børne-leege
Begynder i vor Sind sig noget at bevæge
Mand i Begyndelsen ey hvad det er, dog veed,
Men naar det slipper ud, er det Begierlighed.
Begierlighed til det, som værdt er at begiære,
Og Verden om dend skal bestaae, kand ey undvære;
Det er den blinde Dreng Cupido med sin Piil
Som bruges idelig udj Poëters Stiil.
Hand os at lokke veed til mangen Elskovs grille
Saa vi skiøt ikke selv det ville, som vi ville;
Hand forestiller os saa mangen yndig glands
At naar her velges skal, gaar lyst i Kamp mod Sands,
Nu siunes os vi med en Smuk os ville parre,
Nu lyster os en Rig; nu en med Dyder bare
Nu den, nu den, det er den lille Skalkes iid
Der med vi gaar i tvifl u-gifte langen tiid.
Men hvo som Hannem steds' i dette vil adlyde
Maa vel hen gaa for mig, og ey sin Kram frembyde:
Men den er dog ej viis, der nødig giøre vil
Den ting i Aar, som Hand dog skal ad aare til.
Hvad skal dend lange vall hvor med vi tit os qvæle,
Og os vor unge Tiid saa got som selv frastiæle?
Og stundom, naar vi længst har søgt det røde Guld
Har vi med sorte Kul end da kun haanden fuld.
Saa faaer mand, hvad mand kand, og ikke hvad mand vilde
Saa giøres tit det Kiøb, mand siden angrer ilde
Saa gaar mand som en Fisk i Ruussens bager strud,
Hvor dend ey kom saa snart, den vil io snarer ud.
60 Ney, ney det heder saa: Hvo Blomster vil opsanke,
Hand dem i rette tiid skal plukke, naar de vanke,
Naar Kolden Boreas faaer alt for megen magt
Hvor er da markens pral, og herlig blomme Pragt
Herr Brudgom gamle ven og Broder, jeg med glæde
Fornemmer Eder i dend roelig Stand at træde
Som mangen unger Svend med længsel og attraa
Sig tit bekymrer for, og kand dog aldrig naa.
Ret saa, ret saa, det er sin Sag i agt at tage
Nu har i smugt opsøgt en Ærlig Ægte-Mage,
Som Eders lefnets Floor og allerbeste Tiid
Skal oversukre slet med søden Elskovs iid;
Saa lenge vi vor Tiid i eenlighed henslide,
Vi fleere Verter har, end venner at paalide,
Vor egen føde Bye, som vi tilfælges har,
Ved os i slig en stand med nød et venligt Svar.
Men J for saadant er nu fri, nu kand i leve
Udj en fremmet Egn, og i god velstand sveve,
Nu har J den, i kand, som Eder selv betroe;
Nu kand J hvile tryg i egen Huus og Boe;
Hvor J selv haver magt, ret som en liden Konning
Hvor Eders Kierest er, og som en anden Dronning
J selv er Eders vert, og Sorg for hende bær
Hun sin vertinde selv og er, og har jer kiær;
O vel den Mand der saa, Som J, sit Liv kand drive
Hand aldrig aarsag har med tilstand sin at kive;
Ja dobbelt vel den, slig en Dyders Krone faaer;
Hand bliver altiid ung, hun mange giør hans Aar;
Men see, jeg merker J lang tiid ey faaer at læsse,
Thi mand vil Eder snart til Brude-Seng henblæsse,
Hvor J begynde kand all dend fornøylighed
Som jeg med svagen Pen ey nær at tegne veed
Saa plukker, plukker nu med lyst og tugtig glæde,
Den Jomfru Blomsters pragt, om i vil Fader heede:
Hvad gielder det J før til ende gaar et aar
Med Daatter eller Søn paa Gulvet vuggen faar.
Vel an det er min pligt, jeg her til ønsker lykke
Den Høye Himmel, som har Raad i dette stykke
61 Og Eders velferdt har i sin almægtig haand
Med Helbred, Fred og lifs Frugt Signe eders Baand.
De søde Nympher før min Flood Nips-Aa forlader
Og sig i Salten Belt blant Rosnes drenge Bader
Hin klare Gud og før for Lax skal give Hval
End Eders Kierlighed paa jorden endis skal.
O Spinder seenlig J vor alders Spinde-Piiger
Og dette søde par med mange Aar beriger
Du gode lykke lad din Fædmis Horn og sig
Paa deris Hoveder udgyde rundelig.

29. Det ynskelig Par JOHAN STOLTERFOOD Oc BARBARA BEETEN/ Sal. Arent Viggertz Efterlefverske/ Paa deris Brudlofs Dag til ære. Prentet i Kiøbenhaffn hos Jørgen Lamprecht.

HUad art af Vers kand findis paa?
Huad stjl skal jeg optæncke/
Best klappe kand oc lystigst gaa/
Naar slig en vacker Encke
Sin Hynglit Encke-sæt oc -stand
Opgifver/ oc tør vofve
Hos en fornumstig Ecte-Mand
J Brudde-seng at sofve?
Vor Brudgom best skal vide det/
Af hannem jeg maa lære:
Thi jeg kun er med oord Poet/
Med gierning Hand vil være.
Dog er mig sagt/ den længist art
Best lof hos Encker fanger/
Med saa skiel dog/ den let oc snart/
Oc ey dump-vuren ganger.
Seer derfor til/ Her Stolterfood/
J slig en stjl kand føre/
At eders dawre blifver good.
Naar J vil maaltid giøre.
Ey for-skrift eder fattis kand/
Hvor efter J skal giøre:
J to saa smucke Piger fand/
For eder inden døre.
Huis J til sligt it yndigt par
Kun ret fick hæld oc lycke/
Ha ha huad det af eder var
Jt prjssligt mester-stycke.

A. Bording.
62

III Bindebreve

30. Bindebref [til] J Anna Maria Winstrup.

[Bort] nu med knippelskrin och Stok
bort sax och naal och ramme
Hvo vilde nu ved teen och rok
Sig trælle self til skamme
Ney, Søster, ney! til anden jd
vil denne dag henhøre
Thi lige saa som det er tjd
Mand gjerning och skal gjøre
Det er J dag Mariæ Fest
Thi lader os hengange
Och see hvor vi bekomme best
En rig och ædel fange
Som er af samme nafn, och kand
Et lavg for os anrette
Thi værer rede strax paa stand
Med mig frisk an at sette.
Men skal Jeg næfne Barnet op:
Det Jomfru Vinstrup gjelder
For hende voris glade trop
Med gode sig anmelder
Saa snart hun denne knude seer
Hun noksom til kand gjette
At det til hendes gafn ey skeer
Om hun med os vil trette
Ney ney, min gode Jomfru, [ney]
Med magt J lidet vinder
Vi gjøre større Larm och rey
End Amazonske Qvinder
En aaben hjelm om J end bær
Det same vi och bære
Forsagt for Degen dolk och Spær
Blant os skal ingen være
Mod kort gevær vi hafve lærdt
Som det sig bør at bøde
Hvor for det er ret aldrig værdt
Os fjendtligen at møde
Det beste raad Jeg eder veed
Er os tilfreds at stille
Och uden knurr och karrighed
Os skaffe hvad vi ville
Confect och vin och lekkerj
Som J paa bord skal sette
Det er det som kand eder frj
Och eders fængsel lette
Thi hver af os skal endelig
En gjest med sig indføre
Som och med os af hjertet sig
kand glad och lystig gjøre
[Her] leeges vil och dandses om
[h]er skjemtes vil och snakkes
[Re]t ingen hjem maa gange tom
Om J skal ellers takkes
Djur haven er den plads och sted
Hvor gildet det skal gjøres
Mand i det grønne der i fred
Til fryd kand best oprøres
63 Ey længre dag J vente tør
Før J faaer at betale
End til mand Nattergalen hør
Och Gøgen den vil gale
Jeg ynsker den maae vorde ret
Saa loden som en Hare,
Der acter ey at gjøre ret
Och eders pung vil spare
Gid och dens øyne falde need
J glasset om at flyde
Der andet meen end ærlighed
Foruden falskheds lyde.

31. [Bindebrev til Hans Hanssøn, ca. 1666.]

Hans Hanssøn voris gode ven
vor helssen vi tilbyde
Och ønsker, hand af himmelen
velsignelse maa nyde.
Hvad andet mere ønskis kand
Och ikke maa forgjettis
Det for den ærlig dannemand
Skal muntligen fremsettis
Naar hand bekommer os at see
Om kring sit bord at findis
Som vist i denne dag skal ske
Saafremt os lifvet vindis
Lang omsvæf skal ey gjøris her
Vi strax til sagen gange
Hand veed hand Hans opnæfvnit er
Thi blifver hand vor fange
For hans sky[l]d ey afleggis maa
Den gamle vis och maade
Hvor lowen icke til kand naa
Sædvaane der maa raad[e]
det baand af silke, som hand seer
Hans hænder med omvindes
det bindis fast, och derfor skeer
At hand sin plict skal mindis
Blant os ey dog Domitiansk
Hand nogen skal befinde
Slet ingen skal sig tee tyransk
End dog vi hannem binde.
Det gjelder ey paa lif och blood,
Paa velfærd eller ære:
For fængsel hannem sigis good;
J Landet hand maa være.
Men sukker vjn och leckkerj
Som hand paa bord skal sette,
Kand hannem af vor snare frj
Foruden kif och trætte.
En hver af os vil visselig
En giest med sig ind føre
Hand kand vel tænke self ved sig
Hvad mand med dem vil gjøre
En deel af dem er blant det tal
Som lang[e] buxer bære
Ha ha hvor vel det lade skal
Naar vi hos dennem ere.
Her springis vil och dandsis om
Her leflis vil och snakkis
Slet ingen hjem maa gange tom
Skal verten ellers takkis
Den spillemand och sin klarjn
Maa lade lystig høre
Den stund vi drikke klaren vin
Det Juul er hvad vi gjøre.
64 Vi ønske den maa blifve slet
Saa loden som en hare
Som acter ey at gjøre ret
Och eders pung vil spare
Gid och dens øyne falde need
J glasset om at flyde
Der andet meen end erlighed
Foruden falskheds lyde.

32. Binde-Brev til General-Fiscal Christen Pedersen.

Saa er den gode Dag omsider da oprunden,
Og billig har en Sted i Almanacken funden,
Ved een saa stor Monark, hvis Føde-Tid vel maae
For vores store Haab i Guld indhamret staae.
Det er Kong Christian hans aarlig Navne-Minde,
Som hver i Lydighed til hannem bør at binde,
Der veed og ret forstaar, hvad Kongens Naade er,
Og hvad for Kiærlighed hand til os alle bær.
Den Dag, den lyksom Dag, skal derfor ævig være,
Og ingen Christian maa nu see suurt og tvære,
Om efter gammel Skik hand Baste-bunden blev,
Og mand et Venne-baand indlagde i et Brev.
O Christen Pedersøn det Eder nu vil gieide,
Paa Eder vi en Dom foruden Varsel felde,
Dog ej til Bolt og Jern; saa hart skal det ej gaae,
Om vi kun gode Ord af Eder kunde faae.
Her pønser vi nu paa en Venskabs Ære-Knude,
J tør og derved ej saa saare sprett' og sprude,
Thi Eders Kiereste er med i dette Raad,
Og slynger flittig paa den smidig Silke-Traad.
Ja Kruse Eders Ven, hand først det Anslag giorde,
At J paa denne Dag saa skulle fangen vorde,
Hand derfor om en Laas bør ud i Byen gaae,
Men det er sant, han har en Ligtorn paa sin Taa.
[473] Hans Must og Jsaacsøn de Raadet og samtykke,
Og ønsker Eder til det Fængsel megen Lykke,
De spandt og denne Trek, saae dog alvorlig ud,
Som de imellem sig gik med en smykked Brud.
65 Vel an! saa er J da med dette Baand vor Fange,
Og fandt mand Eders Puls, kand skee J var vel bange;
Thi det vil Eders Pung omsider gieide paa,
Før J vor Friheds Brev af Fængsel kunde faae.
Thi før J slipper af den Klappe-Grim' og Hilde,
Saa maa J lave paa et vakkert Knubbe-Gilde,
Som det staar Eder an, og J har Giester til,
Saaledes alting og bør billig laves til.
Lad Moder raade selv hvordan hun vil tractere,
Hun Eders Villie giør i baade det og meere,
Jeg veed hun gierne slaar en Høne paa sin Laar,
Og trekker Huden af vel fedt et Fiørings Faar.
En Suppe heed og feed hun ogsaa veed at lave,
Som skulle skruppe i en tidig Molboes Mave,
Paa Kollerød hun skal os samtlig byde Giest,
Før J kand vorde fri af denne vor Arrest.
Dog skal for alting J, som billigt, Omhue drage,
At hun for Eders skyld giør sig ej meer Umage,
End hun kand orke vel, thi det er Eders Pligt,
(Om hun ej var saa fiin) J selv da giorde sligt.
Selv skal J føre med den beste Viin der findes
J Kongens Kiøbenhavn og giennem Tap kand tvindes,
Og vil J vegre det, at ære Kongens Dag,
Da gid jeg var Fiscal at tale paa den Sag.

33. Binde-bref til Margarete [D]iderichsdaatter [Bartskær.]

En Sommers Nat
J tykken krat
En natte gal
Med liflig Skal
Sin Sorg-fuld moed
Da høre loed
En Lind saa Skiøn
Med blader grøn
Der hoss mon staa
Hvor ned'r Jeg laa,
Oc Sangen hørd'
Som hun fremførd'
Jeg kund' forstaa
hun sagde saa:
66 Sommerens tid
deylig oc blid
Sig nu mon tee
Som hver kand see
See hind oc Raa
Øxen oc faar
All' Creatur
Oc lefvend Diur
Hopper i dandss
Oc slaaer med svandss.
Vi fugle smaa
Giør ligesaa,
En hver af oss
Sin Stemm' med roess
Største glæde
Mon udqvæde.
See alle træer
J Skofven er
Med deylighed
Er saa beklæd,
At een oc hver
Som dennem seer
Med stor attraa
Sig fryde maa.
End det som er
Baad' stør oc meer
Cupido blid
J denne tid
Med hastig iill
udschød sin piill
J ung Svends hiert
At hand med smert
Sin kiærest ven
Elscher alleen
Den Jomfru bold
lider oc vold
Af samme piil.
Saa at hun vil
Ey and't begær
End være der
hvor som hand er
Hend's hierte-kiær
Ja hver oc een
Søger sin ven
Oc glæder sig
Ræt hiertelig
Uden alleen
En Jomfru' ven
Som mand med ald
Ræt vel maa kald'
En perle fiin
J beste Skrin
J gylden Stykk'
værd at indlykk'
Ja hun oc bør
For alle Møer
Et Speyl at vær'
Oc kronen bær'.
Hun bindes fast
dog ej med bast
Af en ung Svend
Som er hend's ven
Hand lar ey far
Hend' af sin Snar
Før hun vil lofv'
At hun med troo
Oc største flid
hannern altid
vil elsche fort
Som hun har giort
Oc blifv' hans ven
Det samm' igien
Af hiertens Grund
Med haand oc Mund,
Oc uden Svig
vil hand tilsig'.
67 Min Nattegal
Der hun den tal'
Nep hafde sagd
Da blef det dag
Oc der kom frem
En glinte Slem
J hue saa gram
Det hun faa Skam
Min Nattegal
hun lagd' i dval
hun oed den op
Fra taa til top
Jeg maatt det see
Med hiertens væe,
Af den fortræd
Blef Jeg ræt vred
Og løb strax bort
Vidst self ey hvort.

Skrefvet Margarete Dag
af
Anders Bording.

34. [Til en af det Nafn Abel.]

Altingest har sin visse Tjd
Paa hvilken det skal drifves
J dag er Tiden kommen hid
At maae tilkjende gifves
For alle, hvor høytidelig
Jeg eders nafn vil bære
Hvor skyldig Jeg befinder mig
Til eders Dag at ære
Men som Jeg af velgierninger
Mig ofvervunden kjender
Jeg eder intet andet her
End hjertet ofversender
Med ynsk at J saa mangt et Aar
Maae denne Dag oplange
Som Abels nafn det i sig har
Bogstafver femten gange
Och hafde Jeg et pærle baand
J skulde det befinde
Jeg vilde strax om eders haand
Ey spare det at binde.

68

IV Fødselsdagsdigte

35. Til den Høy-ædle oc vjt-berømte Krjgs-Helt Herr Hans Skack/ Kongl: Mayts: af Danmarck velbetroede Felt-Herre/ Ridder/ etc. Der hans Dyd-ædle oc Velbaaren Frue Fru Anna Blomme/ den 26.Decemb. ved 6 slet om Morgenen/ Hans Høy-adelig hus med en deylig ung SØN lyckeligen berjgede. Prentet i Kiøbenhaffn af Georg Lamprecht. SAa mangen liflig kiærn som i Granaten findis/ (Mand hundre tæler der/ om ellers jeg ret mindis)

SAa mange Zopyros/ i fordom dage sig
En mægtig Potentat oc ynskte mindelig.
Men dersom voris Ynsk os vederfaris maatte/
Vort Cimber-rige da langt flere Skacker aatte.
Ja self vor Nordens prjs/ vor store Fredrich det
Aff Hiertet skulde vel med os oc ynske ret.
Men see/ huad Verden i de Sølfve Tiders Dage/
Før sig Gradiv paatog saa vjt om Land at drage/
Ey maatte stedis til/ det voris Jærne Tjd/
Hvor hart hun trænger end/ tør neppe til slaa ljd.
Det derfor er vor Plict/ med felgis Sind oc Tunge
Den stercke Zebaoth diss større Loff at siunge/
Som os oc voris Egn saa vel oc naadelig/
O store Krigs-Helt dog forsiunit har med dig.
Nest hans almægtig haand/ vor fromme Landsens Fader
Paa dig alenne sig saa tryggelig forlader/
Som paa vel hundre/ ja vel dennem hundrefold:
Med dig hand trodse kand al Fiende-magt oc vold.
69 For langsom Alders rust oc Tidsens bidske tænder
Faar haarden staal oc steen/ oc hvad Naturens hænder
Skøt ævigt haffve giort/ at ofvergifve sig:
Men din berømmelse bestaar udødelig.
Saa længe Fisken gaar i Salten Beltis Strømme/
Oc strjden Øresund kand lade sig besuømme/
Saa længe skal ocsaa vor præctig Kiøbenhaffn/
Blant sine Titlers pract/ opslaa dit Helte-naffn.
Saa længe klaren Sool om Jordens Tue vandrer/
Oc bleegen Maane sig i Lufftens Egn forandrer/
Saa længe prjsis skal blant alle Mennisker
Din høye Troskabs Dyd oc ædle Gierninger.
Saa længe som. Men see/ huo kand med stjl udføre
Dens velfortiente prjs/ som vil langt heller giøre
Hvad lof- oc- prjssligt er/ oc Verden gafne kand/
End høre præctig lof oc prjs af alle Mand?
Vil Høyen Himmel kun fremdelis oc udbrede
Din Stammis grendser saa/ som skeed er allerede/
Med flere Skacker du brat da berjger os/
End Persens Konge sig tilynskte Zopyros.
Dit nafn/ naar bleegen død har dig end lagt i duale/
(Det vi dog ynske tæt/ hand længe vil forhale)
Skal prale da/ saa sant/ i Børn oc Børnebørn/
Som vjnstock gifver vjn/ oc Ørn udlegger Ørn.

Dig derfor ædle Barn/ Naturens Mester-stycke/
Som først i Dag seer Lius/ jeg ynske vil til Lycke/
Din Tilkomst faffne vi med Fryd oc Æresang:
O vær velkommen hid/ velkommen tusind gang.
Begynd med glæde nu blant os din Tid at driffve:
Begynd din prisslig æt til trøst oc Lyst at bliffve:
Slect paa din Fader ret/ lad mercke kiendelig/
At hans Heroiskhed oc Troskab pryder dig.
Begynd/ paa Moders skiød din Moders Dyd at lære/
Begynd/ fra Vuggen op/ al hendis Tuct oc Ære.
Blif dennem begge ljg i Sindighed oc Kunst:
Tag eftersiun äff dem/ at vinde huer-Mands gunst.
Kandst du/ som ventis vist/ kun deris maal opjage:
70 Da vil al din bedrift af jdel Himmel smage:
Da skal dit Lefnets Skib indseyle Lyckens Hafn/
Oc alting tiene dig til ære/ lyst oc gafn.
Blif deylig/ karsk oc rjg: din alder sig formeere:
Blif oc en fructbar rod til mange S[k]acker fleere.
Ja alt det gode/ som jeg her udtryckelig/
Ey tegner op/ gid det maa dobbelt timis dig.
Om Gud oc vil/ at mig i mine graa Haars Dage
Forkyndis kand/ at du med din beskierit mage/
Fra brudde-bord skalt gaa til ecte-seng engang/
Da vent af mig til skenck en bryllups ære-sang.

A: Bording.

36. Lyk-ynskning Til den Høy-ædle/ velbaaren och prjss-værdig Helt EJLER HOLK til Elkjær/ Kongl: Mayttz af Danmark Norge etc. Høy-betroit General Major, Ofverst ofver Dronningl: Mayttz Lif-Regimente til foods/ Assessor udi Krigs Collegio, Befalnings-Herre ofver Kroneborgs Fæstning oc Læn. Der hans Velbaaren oc Dyd-ædle Huus-frue FRU ELJSABET HØEG til Kiærgaardsholm/ Djeris felgis huus med en mandelig lifsarfving lykkeligen berjgede. Trykt i Kiøbenhafn hos Jørgen Lamprecht/ Aar 1665. den 21. Julij.

VEl an Høy-ædle Holck/ min Danske Sang-Gudinde
For snimen høre lod/ til eders æres minde/
En liden Helte-dict/ och førde saadant frem/
Som hende sjuntis best at hafve fynd och klem.
Hun sang om Sverd och Blod/ Skermydsel/ Slacting/ Leyer/
Som eders haandverck er/ och med saa mangen seyer
Omkrandser eders hjelm/ at J med ære kand/
Saa vel af Mood som Blood/ ret kaldis Adels-mand.
71 Men denne glædsens dag/ som eders huus bekroner
Med ny lyksalighed/ udkræfver andre toner.
Her nu vil sjungis op om idel lyst och lif/
Och hvad som voxer af den ecte tidssfordrif.
Saa frisk och uforsagt er ingen Helt at finde/
Hand sig af Kjærlighed Jo stundom lader binde:
Hand sig opgifver for en præctig skabnings glands:
Och der til setter al sin tancke/ sind och sands.
Den høy-behjertit Mars med skarpen sverd och klinge
Vel veed at gjøre ljust/ och Fjendens magt betvinge/
Men stundom och vel tør en liden svinke slaa/
Och naar hand seer sig hold/ til seng med Venus gaa.
Skal Hectors blanke hjelm i marken sees med ære/
Den af Andromache maa først befedrit være:
Hun self med hviden haand det felt-tegn virke maa/
Som hand vil bære/ naar hand skal mod fjenden gaa.
Ey nogen uden hun/ hans pandser til maa snøre:
Ey nogen uden hun/ hans gylden Harnisk røre.
Hun hun med Søn ved haand/ maa findis hannem nest/
Naar hand bevæbnit nu sig setter op til hest.
Kand hun ey følge med/ saa skal hun dog opstige
Paa Stadens høye muur/ oc self tilsee/ hvor lige
Det sverd/ hun hannem bandt med seyers ynsk ved laar/
Paa fjenden ramme skal/ och giøre Dødsens saar.
Saa tit hand did hen seer/ och paa sin Hustru tænker/
Hand med en Grækis blood den sorte Jord bestenker.
Saa tit hand tanke faa'r om sin Astyanax/
En strjdbar kæmpe maa for hannem bukke strax.
Achilles paa partj vil aldrig meer' udgange/
Saa fremt hand icke maa den skønne Brisejs fange.
For smaalig Konge-bøn/ for Førstlig ære-skenk
Hand ey vil reyse sig op fra sin lenne-benk.
Men lad kun Pigen self it ord til hannem tale:
Lad hendis rosen-mund med venlig kyss befale:
Hand strax i vaaben er/ och dobelt lige gjør
Paa Fjendens krop/ for det/ som hand forsømte før.
Den Helt af Ardea sin trøye nok tør vofve:
Æneas och ey vil i strjd och slactning sofve.
72 Men begges øye-merk er alt Lavinia:
En hver sit beste gjør/ en hver vil hafve Ja.
Jo mindre sig en Helt af nogen lader kue/
Jo meere dømmis hand beqvem i Fruerstue.
Er hand til hest och foods i marken fix och let/
J sengen hand ochsaa vel gjør sin schole-ret.
Jo større mandoms kraft hand paa sin Fjende prøfver/
Jo større venlighed hand mod sin kjærist øfver.
Jo fleere slag och hug hand ud at bytte veed/
Jo mindre mættis hand af søden Kjærlighed.
Heldst naar sig Lykken saa for hannem vil opdage/
At hand saa skøn och from och dydefuld en mage/
Som er hans Mandom værd/ och ved hvis prislig nafn
Hans ære tager til/ faa'r i sin Ecte-fafn.
Hand gifver icke dag; ey søger til Kalender/
At see naar Venus tegn sig yder eller ender.
Flux hjelm och harnisk af; til staald med hesten dreng;
Vor Ridder nu vil med sin Skønne strax til seng.
J dag hand vredelig paa Fjendens krop och nakke
Tilstack och hug; i nat vil hand med Fruen snakke.
Hans ugemeyne slect i Børn och Børne-børn
Sin fremvext hafve vil: Af Ørn vil aflis Ørn.
For blads och biosters skyld hand ey sin hawe poder/
Ney ney: den søde fruct hand aarlig aar formoder.
Hand stifter paa den art och æt/ i hvilken hand
End och naar hand er død/ udød'lig lefve kand.

NU vel/ min ædle Holk/ den sandru fama siger/
At ingen Ædeling i disse Nordens Riger
(Saa sant som ædelhed sin titel nyde maa
Af Dyd och Gjerninger) kand eder offvergaa.
Den bleege Missgunst self ochsaa hos den Heltinde/
Som ligger eder nest/ ey andet veed at finde/
End det/ som hafver smag af idel Himmel-dyd/
Och eders hjerte tjen til velbehag och fryd.
Hvo vilde derfor paa den fructbarhed och Lykke/
Som eders høye dyd belønnis med/ fortykke?
Hvo vil ey glæde sig/ at eders Huus och Stand
Sin Adels skønne vext saa vjdt udvjde kand?
73 Al Nordens Herlighed/ den milde Landsens Fader/
Vor store Frederich/ er glad och vel omlader/
At de/ hves troskab hand sig kand forlade paa/
J dieris prjsslig slect och æt tiltage maa.
J dette barn/ saa fremt som det maa lifvet vinde/
Hans Naade venter slig en Ædeling at finde/
Som skal med lif och blood sig self opoffre før/
End ey forfølge den/ mod Kongen trodse tør.
Vor skønne Dronning och/ hvis felt-tegn J med ære
Mod Kronens Fjender bær/ vil stedse gunstig være.
Hun siger: her vist er en anden Hector fød/
Som ey forlade skal sit Fødeland i nød.
Hun merker kjendelig/ altingest sig at tegne
Til Lykke/ Lof och Hæld/ som hannem allevegne
J sin tjd følge skal. Hun dømmer Førstelig/
Hvad artis skal/ end och i vugen arter sig.
Ja self vor Danne Prinds och friske Cimber-Løfve/
Som intet andet veed end idel Dyd at øfve/
Hand næfner Barnet op/ och ymter/ det ochsaa
Som den/ hvis nafn det faar/ paa Dydens vey skal gaa.
Hand gaar til vugen frem med Majestætisk ære/
Och den/ der ligger i/ velkommen beder være.
Hand self med Førstlig skenk och naadig velbehag
Bestraaler denne Fest och glade Fødsels dag.
Blant Kongens største Mænd ey nogen er saa værdig/
Hand med lyk-ynskning jo til rede staar och færdig.
De beste kæmpes om/ hvo præctigst frem kand gaa:
En hver vil gjøre stads: en hver vil Fadder staa.
Thi hvo kand vente slem och unaturlig grøde
Fra slig en ædel Rood/ som al sin saft och føde
Af Dyden hafver self? Paa Vjnstok voxer vjn.
Af modig Løfve-slect udspringer ey Kanjn.

SAa fafner nu med Lyst och fast-bestandig Lykke
Det søde lifsens pant och uskatteerlig smykke/
Som eders reene Seng och uforfalsket tro
Sig stoor af gjøre kand/ och nyde daglig ro.
O seer hvor yndelig det unge Noor oprinder/
Och ligner Faderen paa næse mund och kinder.
74 O seer hvor kjendelig den adel-rjge fruct
Til sjune lader al sin Moders Hæld och Tuct.
Naturen der ved self er glad/ och maa bekjende/
Det hendis kunstig haand ey større fljd anvende
Paa noget Creatur: tør och vel sige det:
Hun hafver her beteed sin mester-gjerning ret.
Lucina sent her need af høyen Himmels sæde/
Fuldkom sin skyldighed/ til begges eders glæde.
Lucina gjorde det/ at eders anden J
Blef frelst saa Lykkelig/ och gik for Døden frj.
Lucina villig var/ och ey sin hjelp forlæng'de/
Men kom i retter tid/ der smertens nød tiltrængde.
Ja self til Lifsens ljus fremdrog den unge qvist/
Som eders gandske Slect til ære blifver vist.
Thi gifver Himlen tak/ som eders huus bønhørde/
Och alting til saa glad en ende self udførde.
Fuldbyrder siden det/ som bør en ecte ven/
At eders Skønne saa kand komme tit igjen.

OCh du nyfødde Barn/ som først i dag tilstedis
At see det klare ljus/ som Himlen med bekledis:
Och først i dag med din Person dig lader see
Paa Verdens skue-plads/ dit lefnetz jd at tee.
Træd gladelig her frem. For dig er her at vinde
En præctig ære-krands. Lad Danskens fordoms minde
Faa lif i dig paa ny: tænk paa den Adel-stand
Du til est arfve-fød/ och tjen dit Fødeland.
Fuldkorn din Kongis ynsk: forfrem hans husis ære.
Din Dronnings velstand dig lad høyt befalit være.
Drik ind med Moders melk den Hæld och Lokke-kunst
Som hjalp din Fader til/ at vinde djeris gunst.
Tilsjg din Arfve-Prinds/ at du vilt hannem meene
Ret som en ærlig Dansk/ och indtil Døden tjene.
Lad hans høy-milde gunst/ dig er i dag beteed/
Et for-bud være dig til al Lyksalighed.
Begynd din unge tjd med sindig tuet at drifve:
Lad Dyd och trofasthed din gjernings for-skrift blifve.
Blif karsk och Lykke-rjg: blif til et mægtigt Folk:
Och slect for alting paa din ædle Fader Holk.

A. Bording.
75

37. [Til Ejler Holck, ved en søns dab. 1670.]

Hvad under Himlens tag och høye bygning findes
Och Sindsens tids fordrjf och Lyst udi kand vindes
Det er u-straffeligt naar Jeg det ellers gjør
Och øffver paa den tjd som dertil hør och bør
Jeg af Exempler ey vil mange sammensafne
Men setter disse kun: at føre Krjg, och Fafne
Som ere tvert imod hver andres art och jd
Och dog tilstedes maa hver paa sin egen tjd
Naar Daner Konning Gram til Feyde sig bereder
Hand sig ey som til dands men græsselig udkleder
Och lige som en trold seer bjster ud och grum
Slaaer med sin Kæmpe staf gjør med sin kølfve rum
Men naar hand Jomfru Gro til Kjerlighed vil bøye
Paa langt en anden vjs hand da sig veed at føye
Hagremen stryges need af øyne mildt udsees
hvad kjært och yndigt er med haand och mund betees!
Det staaer Soldaten an, det er en Krigssmands ære
Naar hand i Marken skal udi skermydsel være
For Kongen och sit Land och lade mandom tee
Hand da kand Martialsk och løve grum udsee
Her altid ikke da saa blødelig vil tales
Her stundom vil ved sverd och hængende befales
Her skjæres vil med tand, af øye gnistes Jld
Och settes an, ret som mand half var Bjørne-vild
paa torden-pokker Pest och anden saadan vare
Thi det er paa sin Tydsk, mand ikke faaer at spare.
Ja før det Spanske Rør bebræmmer hud och krop
En million vel och paa frandsk tør næfnes op
Men anderledis hand sig teer i Fruer stue
Hvor vreed och rynket Stjern och trusel ey vil due
Hand ey suurmuler der, ey truder med sin mund
Ey spruder som en Kat ey knurrer som en Hund
Ney der er hand saa fix i lokke-kunst bedrefven,
Saa kjærlig, hjerte-mild och kræselig belefven,
Saa ven och fandse-sjug, at Fruen ofte kand
Skøt self ey være det, saa mindelig, som hand.
Lad hannem anden steds opjage seyers ære:
Lad hannem føre sverd: Lad hannem modig være:
76 Lad hannem gjøre, hvad hand gjøre vil och kand
En Qvindes deylighed er dog hans ofvermand.
Det er den Tolk som och foruden tunge taler,
Och ofver os, saa got som hersker och befaler.
En Qvindes deylighed, mand sige hvad mand vil,
Er meest det øye-merk, vi Mandfolk sicte til.
Hvad kand udholde da? Hvo kand sig stunder gifve?
Ney ney: Soldaten och et puds maa stundom drifve
Før hand hjelskydes slet. Det gaaer saa Just ey til.
Soldaten naar hand kand, en anden naar hand vil.

Vel an høy-ædle Holk vor Nordens Cimber Rige,
Saa vel som andre Folk, med ære veed at sige
Hvor Høy-behjertet J forretter eders jd
Med degen och pistool, naar det er feyde tjd.
Det andet, som vil och paa sine tider gjøres
Af den, ved hvilken Slect til anden skal udføres,
Det øyenskinligen af vugen vidnes om
J det den nu paa gulf ey ledig staaer och tom.
Til Lykke tusindfold med slig en ædel gafve
Som Himlen eders huus vil med formeeret hafve.
Til Lykke siger Jeg saa vel som alle de
Som i giestbødet har, samt och staa faddere
En hver med ære-skenk her frem til vugen ganger
En hver med velkoms ord det søde Noer undfanger
Och glæder sig at slig en ædel qvist och green
Af eders reene Seng udsprang foruden meen.
Och du nyfødde Barn som først i dag indlemmis
J verdens Menighed, begynd i det at fremmes
Som Kongen och dig self, samt och dit Fødeland
Til ære gafn och fred i længden tiene kand
Begynd at vorde stærk fuldtagen, stoer och myndig,
Och bljf, i hvis du gjør, belefven, ven och yndig.
Begynd din Faders dyd och Helte moed at tee:
Bljf ære-kjær, och lad din Moders Fromhed see.
Art paa den trofasthed och Sindsens høye gafver
Som den har haft for dig, du døbe nafn af hafver
Blif længe frisk och karsk bljf rund och lykkerjg
Ja bljf din Holke Slect i værd och rycte ljg.

77

V Lykønskningsdigte

38. Den prjsslig Mester-Titel/ Som disse Hæderlige/ Høylærde oc berømmelige Mænd/ Jacob-Henrich-Paulli Simonsøn/ Anatomes Profess: udi det Kongl: Kiøbenhafns Universitet Eskild Lauritzsøn/ Philosophie Lector udi Roeskilds Gymnasio, oc Canick samesteds/ Her Hans Barckmand/ Sognepræst i Nykiøbing i Ods Herrit. Her Christen Spend/ Sognepræst til Vaardingborg oc Kastrup. Niels Anderssøn/ Rector i Odensees Cathedr. Schole. Arnoldus Rhumand/ Conrector udi Roeskilds Cathedral Schole. Her Peder Jørgensøn Torsk/ Sognepræst i Fredrichsodde. Her Nicolaus Lundt/ Sognepræst til S. Peders Kircke i Nestved. Her Christian Bræmer/ Præst til S. Peders Kircke i Kiøbenhaffn. Her Christen Blickfeld/ Sognepræst i Ringsted. Christian Ørn/ Rector i Nykiøbings Schole i Falster. Jacob Jenssøn Jersin. Nicolaus Sperling/ Rector i Holbecks Schole. Jørgen Lauritzsøn Hammer. Moritz Pederssøn Køning. Clemend Raszmussøn Thestrup. Rudolph Povelsøn Moth. Paa Kiøbenhaffns Universitet med sædvaanlige Ceremonier haffve bekommet/ til ære. Prentet i Kiøbenhaffn hos Jørgen Lamprecht/ Aar 1663. den 8.Octobr.

78

HVem skarpen Torn fryctactig giør/
Ey frisken Rose nyder:
Den søde Kiærn ey smagis/ før
Mand haarden skale bryder.
Ret aldrig den tør slaa sin ljd
Til søde graa-haars-dage/
Som i sin ungdoms grønne Tid
Vil intet suurt fordrage.
Hvo paa den rette vey vil gaa
Til vinding/ lyst oc ære/
Hand ey paa fljd oc møye maa
For megit sparsom være.
Heldst/ Brødre vi/ som os saa slet
Til Bogen hen forskriffve/
Vor Lycke kommer ey saa let/
Som mangen for vil giffve.
Slet ingen/ som Ascræus/ kand
Sig nu omstunder loffve/
At hand ved Aons klare Vand
Sig til Poët kand soffve.
Ney/ mangen møysom Dag oc Aar/
Der til oc vaagne natter/
Med tol hand ud at ture faar/
Før hand ret grunden fatter.
Hans beste flôr oc alders tid
Dissmidler tid henrinder:
Hans pung/ som før var tung oc vjd/
Den lettis oc indsvinder.
Hand tyngis før hand torde ved/
Hans hoffved graa haar fanger:
Ja stundom oc hans Førlighed
J lobbet med henganger.
Oc naar hand da skal til engang
Omsider at forfremmis/
Oc finde boed for al sin tuang/
Hand da maa skee vel glemmis.
Den vjse Cato da tit faar
Som skumpel-skud at være/
Den stund it andet skarn affgaar
Med Borgemesters ære.

Men see/ mon sig den ædle Dyd
Skal derfor offvergiffve?
Ney/ det er hendis største fryd/
Sig giemmel sligt at riffve.
Vel maa den safftig Palmis top
Med tungen vect needtryckis/
Den sig igien dog strider op/
Dens vext diss meere lyckis.

Vel derfor op/ vel eder ret/
J vackre Mænd oc lærde/
Den haarde tuang er alt forgiet/
Som eder før besuær'de.
Forglemt er harm/ udsluct er sorg/
J vinde nu med ære
Den ædle frjheds høye borg/
J seyers titler bære.
Den bleege Missgunst rymt er bort/
Med sin vanartig skare:
Opluct er ærens præctig port/
Som Dyden ind skal fare.
Den lærde Phoebus selff en Krands
Til huer aff eder byder;
Hans Jomfru-Chor med sang oc Dands
Den høytid oc bepryder.
O Hæld-Gudinders søde kiærn
Oc prjsslig mester-stycke/
Gid eder følge nær oc fiærn
Lyst/ ære/ gaffn oc Lycke.

A: Bording.
79

39. Sinds Fornøyelighed i Gud Den ærlige velvjse och fornemme Mand KLAVS RASK/ Kongl: Maytz velbetroede PRÆSIDENT udi Nyborg/ och forvalter ofver Nyborg Læn. Sin meget besønderlig gode ven/ och kjære Svoger/ til Nyt Aars gafve venligen forærit af A. Bording. Kand sjungis som: Wol dem der weit von hohen dingen/ etc. Trykt i Kiøbenhafn hos Jørgen Lamprecht/ Aar 1666.

1.

Kom ædle Sindsens trøsterinde/
Kom Nectar-søde nøysomhed;
Lad mig din kraftig virkning finde/
Naar Lykken sig vil gjøre vred.
Lyksalig priser Jeg den mand/
Som med sig self fornøyis kand.

2.

LAd høye Hjerter sig opbygge
J Luften sterke fæstninger:
Men aldrig stande de saa trygge/
Uro jo deris grundvol er.
Lyksalig priser Jeg/ etc.

3.

Af store titlers pract oc ære
For meget mangen sig tilgjør:
Det hannem sjunis spot at være/
Naar hand en anden prjsis hør
Lyksalig priser Jeg/ etc.

4.

Vankundig ingen da vil actis/
Naar høy bestilning aaben staar.
Ja meere stundom eftertractis/
End mand at bære vel formaar.
Lyksalig priser Jeg/ etc.

5.

Sig mangen høy-lyksalig dømmer/
Naar hand bekommer sin Attraa:
Hand i sin kaade Vellyst svømmer/
Til anger der gjør ende paa.
Lyksalig priser Jeg/ etc.

6.

Retfærdighed och troskab settis
Bag døren/ for det røde guld:
Den hundske Niding aldrig mettis/
Før hand med Jord faa'r struben fuld.
Lyksalig priser Jeg/ etc.

7.

Ach ney/ skal Sindet rolig være/
Skal Sjælen ret sin hvile naa'/
For vellyst/ rigdom/ pract och ære
Mand ikke sig bekymre maa.
Lyksalig priser Jeg/ etc.

80

8.

Som damp oc røg er Verdsens ære:
Vor pract med Jorden tækkis til:
Af rust sig Mammon lader tære:
Med pine vellyst lønnis vil.
Lyksalig priser Jeg/ etc.

9.

Kun lidet Jeg fordi vil regne
Ulykkens trods oc ofvervold:
Den ædle Dyd Jeg allevegne
Vil hafve til min trygge Skjold.
Lyksalig priser Jeg den mand/
Som med sig selff fornøyis kand.

40. Sin Broderlig Ven Arild Jørgensøn Nessby/ Der hand for sin Dyd och lærdom/ med den prjsslig Mestergrad/ titel och Privilegier paa Kiøbenhafns Universitet høytideligen belønnedis. Til ære och velbehag. Kiøbenhafn/ Prentet hos Jørgen Lamprecht.

HVo frem ved Bogen acter ret/
Och ære vil opjage/
Hand maa sit Sind och tancke slet/
Fra kaaden vellyst drage:
Bort med Sireners falske sang/
Som fra os selff os skiller.
Bort kande/ kort och lediggang:
Bort Elskows galne griller.
Det daarskab er/ den unge sig
Jndbilder mangen sinde/
At hand ved saadant endelig
Vil Ærens fæstning vinde.
Ach uregeerlig ungdom ney!
Du dig for meget lofver.
Den ædle Vjsdom ligger ey
Paa bløde duun och sofver.
Hun med styrvolt och tærning-kast
Sig ey tildaable lader:
Hun al utuctes skidne last
Som pest och pokker hader.
Mand aldrig spørger nogen Mand
Sig vjs och lærd at drikke.
Jndganger vjnen/ hans forstand
Til flytten sig maa skikke.
Her vil it andet lefnet til:
Her vil for alting bedis:
Her ey til middag sofvis vil/
Ved frost och kuld ey keedis.
For skarpen rjs och ferle-smæck
Ey ømis vil och svikkis.
Her vil forbrugis meere blæck/
End vjn och sukker drikkis.
Her vil med hjærnen trællis tæt:
Al kraft och nemme prøfvis.
Ja (kortelig at sige det)
Her meget ont vil døfvis.

Velan min Broder/ Jeg for dig
Mit hofved høyt maa bære:
Jeg seer idag/ hvor prydelig
81 Dig Æren seif vil ære.
Med triumpherlig sang och dands
Al Helion dig møder.
Sin ævig-grønne Laurbær-krands
Apollo dig paanøder.
For dig hans lærde Jomfru-chor
Til Jorden need sig bøyer.
En hver af dig vil være stoor:
En hver dit nafn ophøyer.
Nu gifvis dig den søde fruct
Och ædle frjheds rente/
Som du med møye tvang och tuct
Fra barns been op fortjente.
Den haarde tvang er ofverstrj'd/
Den lange tjd hendrefven.
Nu staar din høye Dyd och fljd
J Ærens bog indskrefven
Den sandru Fama staar paa færd/
Sig verden om at skynde/
At hun din prjsslig titels værd
Blant alle kand forkynde.
Tag derfor an/ tag an den pract/
Dig Himlen med vil smykke.
Vox til i myndighed och act.
Nyd ævig lyst och lykke.

A. Bording.

41. Sin høytelskte Ven och Frænde Den Hæderlige och Høylærde Mand Jacob Jørgensøn Seemand Til Ære Der hand/ paa Kjøbenhafns Universitet, for sin høye Lærdom och forfarenhed udi Læge-kunsten/ med den prjselige DOCTOR-nafn och Privilegier høytideligen blef ærit. Den 29. Octob. 1667. Kiøbenhaffn/ Trøckt hos Henrick Gøde/ Kongl. May. oc Vniv. Bogt. 1667.

FOr meget och for lidet gjør
Udi altingest skade.
Hvad ikke brugis/ som det bør/
Er værdt at efterlade.
Den ædle Læge-kunst vel er
En synderlig Guds gafve.
Kun nogle sære mennisker
Den gifven er at hafve.
Naar Lægen ret har lært och veed
Naturens gang och maade/
Vort legomes bygfældighed
Hand boed tit paa kand raade.
Hand ikke/ som Qvaksalfveren/
Ved it slags altid blifver/
Ey slumper til i Veyret hen/
Och et for andet gifver.
Hand til et skæfrit sidebeen
Jgjen at faae til rætte/
Ey gifver det/ som drifver Steen/
Och blæren kand forlette.
Hand fylder ingen Kirkegaard/
Ey Grafveren beriger/
Er ey for blød/ er ey for haard/
Sin meening rundt udsiger.
82 Den sjugis art/ och sjugens rood/
Samt dess omstændigheder
Hand grandsker ud/ och der imod/
Hvad tjenligst er/ bereder.
For slig hans omhu/ fljd och kunst/
Mand/ efter vjs Mands lære
Med good betalning tak och gunst
Bør hannem høyt at ære.
Det er ey for den enne gang/
Du kandst til h[an]nem trænge.
Vel anden Tjd dig sjugdoms tvang
Jgjen kand ofverhænge.
Lad være det/ mand hannem skal
Ey Tempel strax oprætte/
Och blant de store Gudders tal/
Med Rom/ hans nafn opsette.
Mand hannem dog/ med same Rom/
Ey heller bør at regne
Blant dem/ som intet actis om/
Men ere kun lif-egne.
Ney ney! den rette middel-vey
Vil voris Tjd paa vandre.
Hvo intet veed/ den actis ey.
Hvo good er/ gaaer for andre.
Thi var ey det/ hvo vilde sig
Med Kunster da befatte?
Hvo vilde sig saa kummerlig
Med natte-vægt udmatte?
Hvo vilde sig med daglig fljd
Och hjerne-brud fast qvæle?
Hvo vilde sig sin gode Tjd
Saa got som self frastjæle?
Ja Jeg vil regne den for Gjæk/
Der ey langt heller vilde
Omgange da med peber-sæk/
End Tjd paa Bogen spilde.

Vel an/ Her Seemand/ lærde Mand/
Med glæde Jeg fornemmer/
At Phoebus eders ære-stand
Nu gjørligen forfremmer.
Hans lærde Jomfru-Chor en krands
Til eders hofved fletter/
Och eders nafn til stads och glands
Paa sin Parnass opsetter.
Den ædle Friheds Ring oc Hat
Er eders løn och rente/
Som J med møde dag och nat
Fra Barns been op fortjente.
Saa saa fremdragis skal den Mand/
Hvis Sind til Kunster bøyis.
Saa saa skal u-gemeen forstand
Med titels pract ophøyis.
At J maa nu med lægsom haand
Al Sjugdoms værk fordrifve/
Det ynsker Jeg i Sjæl och Aand:
Gud Lykke dertil gifve.

A. Bording.

42. [Til Ejler Holck. 1671]

At den Høyædle Holk er til Friherre vorden;
Har dertil fanget goeds: Er sat i Ridder orden
83 Och ofver gandske Fyn til myndig Høfding gjort:
Det er vel høyt: kand dog ey paa forundres stort
Hans Helte Dyders løn ey mindre bør at være.
Men det er under værdt at saadan magt och ære
Ey blæser hannem op i hjerte Sind och Hu.
Ney: Holk var dannis før: men er det meere nu.

A.B.
Hans Excellents ofvergifvet
den 6. Novemb. och staaer
det skrefven paa hans
Pulpitur udj Helsingørs Kirke.
84

VI Digte til kongehuset

43. Jydlands Løck-Ønskende Fryde skrig/ Offver Den Høybaarne Første oc Herre HERTUG CHRISTIAN Danmarckis oc Norgis Udvaalde PRINTZ HERTUG til Slesvig/ Holsten/ Stormarn oc Dithmarsen/ GREFVE Til Oldenborg oc Delmenhorst/ sin Allernaadigste Herre/ Der Hans Førstelige Naadis Hylding med Sædvaanlige Cæremonier glædeligen bleff holden i Viborg. Aarhuus Aar/ 1655.

HVad er det for en Larm oc Bang
Mig nu for Øren kommer?
Er icke det Trometers klang/
Oc liud aff Kedeltrommer?
De[t] tøckis mig ocsaa jeg hør
Kartower HeeP o[c] Halffve/
Hues groffve Skrald all Jorden rør/
Oc giffver mangen Salve.
Mon jeg skal tro den Kiæmpe-Strijd
Er nu igien i vente/
Som for sig gick i fordum tid/
Oc Torden-Pijlen endte.
Ach nej/ den Larm en ende tog/
Olympus er nu stille.
Huad mon det da skal være dog?
Mon nogen Krigsfolck drille?
Den Land forderffver Mars jo nock
Er løs i andre Lande/
Oc med sin Blod-begiærlig Flock
Giør mangen Blodig Pande:
Huor mangen ædel Hector maa
Der an/ oc slagen bliffver/
Huor mangen Jord-Gud hand ocsaa/
Fordriffver oc Affliffver:
Den gandske Verden der om veed
(Disverre) nock at snacke.
Dog Himmelen i ævighed
Wi Danske mænd maa tacke:
85 Bellona dragen er sin kaas/
Langt hen fra disse Stæder/
Oc Krijgens port er luct i Laas/
Den ædle Fred oss glæder.
Thi kand jeg ey begrunde nu
Huad Bulder slig skal være/
O sinderijge Musa du
Mig derfor det skalt lære.

Nej nej/ mand ej tør frøcte sig
For Mars den Jærnebijder/
Det er en glader frydeskrig
Som høris disse tjder/
Oc kommer aff den Lyst oc Ro
Der Cimberland opfylder/
J det hun giffver ud sin tro/
Oc sin Lands-Engel Hylder.
Hun kaarer sig i dag en PRJNTZ/
Huis høyhed hun vil neje/
Med huilcken hun oc er tilsinds/
At voffve Liff oc eje.
Den høye Himmel mildelig
Den gierning skal stadfæste/
At under hannem huer mand sig
Befinder til det beste.
O vær velkommen glade Dag/
Oc i saa gyldne stunder/
Som oss i søden Fred oc Mag
Den herlighed forunder/
At wi vor felgis Løcke maa
Vdi vor PRJNTZ oc Herre
See prydelig i Blomster staa/
Oc loffve Fruct at bære.
O dyre PRJNTZ o Konge Blod
O Landsens andet Øye/
Huor kunde wi din ædle Rod
For slig en Helt fornøye?
O Danne-Printz/ o CHRISTIAN,
O disse tiders ære/
O Nordens Atlas tag dig an
Vor sag/ oc hielp at bære
Din Dannemarckis byrde suar/
Som Himmelen allenne
Din unge Ryg paa læssit har/
Oc der til nu vil venne.
Begynd at tæncke paa ved dig
Huor høy en Mact oc Velde/
Den vil i sin tid rundelig
Vdi dit Skiød udhelde.
Bliff ved/ bliff ved o Første skøn
J vel begynte Dyder/
Det dig omsider vist til Løn
Med mact oc Scepter pryder.
Ansee den Konge-stads oc Pract/
Den rijge gylden Krone
Som giemmis dig/ ansee med act
Din' høye Fædres Throne
Som de besadde mand fra mand/
Med Prijsligt Naffn oc ære/
Saa tidens rust oc alder kand
Ej dieris loff fortære.

Men see huad vil min suage Pen
Den ædliste blant Førster
Formane merä? Hand selff er den
Der effter dyden tørster.
Hand Himmelen at fijre veed/
Er retvijs uden Galde.
Hans adfærd oc beskeedenhed
Maa huer mand vel befalde.
Saa vijt hans Alder steder til/
Hand Fecte vil oc Ride/
Oc øffve sig i Ridderspil/
Huor aff hand lær at stride
De Ni Gudinders konstig ijd
For ham er sødist Honning.
86 Hans Blomstrend' ungdoms fauffre tid
Er grundvold til en Konning.
Med høye Tancker gaar hand om/
Der ham tit huile necter/
Oc/ kortelig/ den Herre from
Sin Fader ret paa slecter.

O store Konning Frederiig/
O stridbar Helt oc Løffve/
J voris unge PRJNTZ aff dig
Har wi en ædel Prøffve
Vil hand/ som wi det stadig tro/
J dine Foedspor træde/
Huad større Velstand Fryd oc Ro
Kand Dansken da sig bede.
Da bliffver Cimberland den Haffn/
Huor i den gode Lycke
Sig anckre skal/ en huer til gaffn/
Oc aldrig sig undrycke.
De Balthisk' Haff-Jomfruers tal
Der ham for Herre kiender/
Hans ævig Roes udgyde skal
Til sidste Jordens ender.
Da skulle de som hente Safft
Aff Aons klare Strømme/
Med Aanderijge dicters Krafft
Hans Helte-Mod berømme.
Apollo selff med søden Spil
Hans høye Naffn skal ære:
Den raske Fama den oc vil
Langt offver Skyen bære.
Saturnus med sin gylden tid
Skal Landet da besøge/
Jndbyggerne foruden Strijd
Sig skulle smuck forøge.
Til krummen Seg'l oc meye Lee
Det skarpe Suærd skal tagis/
Som wi tilforne saa' med Vee
Til Blod oc Mord uddragis
Aff haarden Spiud oc Harnisk vij
Da ville Plog-Jærn vælde/
Oc dørcke Jorden sorrig frij
Fra Morgen indtil Quælde.
Den gamle Mand som ferdig gaar
Til Graffven at indtage/
Skal sin forgangen tid oc Aar
Sig ynske da tilbage/
At hand all den Løcksalighed/
Oc offverflødig ære
Kand see/ som Himm'len mange led
Din affkom skal beskære.
Hin' unge Børn med fryde skrig
Huer anden skulle suare/
Oc sige/ gid bestandelig
Hans Herredom maa vare.
Gid CHRISTIAN befinde sig
J Velstand god at Sueffve/
Gid CHRISTIAN ævindelig
J Fred oc Ro maa Leffve.

J Jydske Stender kommer hid/
Til eders PRJNTZ at Hylde
Den ædle Helt/ som i sin tid
Skal Landsens ønsk opfylde.
J raske Ridd're/ Rigens Mænd
Oc Kongens vel betro'de/
Hues Blod oc Mod er nock bekiend
Hos alle til det gode/
Det eder bør at gaa for an/
Den hellig' Eed at suerge/
Oc sige: dig PRJNTZ CHRISTIAN
Wi samptlig ville verge.
Wi ville dig med Liff oc Blod/
Med Hest oc Harnisk tiene.
Wi ville styre Fiendens Mod/
Oc Riget ham formeene.
87 Med klaage raad wi hielpe dig
Foruden Suig oc Vanske/
Wi loffve Troskab/ huer for sig/
Som DJNE mænd oc DANSKE.
Befal/ wi dig tilrede staa/
Du haffver oss at volde/
Saa lenge wi oss røre maa/
Oc føre Hielmä oc Skiolde.

J Lærde Clercker/ i hues plict
Er Landet at forbede/
Oc flittelig at haffv' i sict
Den Hiord i skulk lede/
Fremtræder skickelig i Rad/
Med ydmyghed oc ære/
For eders PRJNTZ/ oc tæncker huad
J hannem skyldig' ere.
Med frijer Haand bekreffter nu/
Sampt med utuungen Stemme/
At i vill' haffve Sind oc Hu
Hans Velstand at Forfremme.

Du vel fornemme Borger stand/
Som Stæderne berijger/
Oc næring din til Land oc Vand
Forsiunlig effter fijger;
Din skyldighed du lige saa
Hans Naade skalt til byde/
Tilsijg at huis hand byder paa
Det viltu villig lyde.
Loff ud/ at ligesom hand dig
Ved Ret oc Low skal holde/
Du hannem oc Retfærdelig
Vilt giffve Skat oc Tolde.

Kom ydmyg frem oc fald i Knæ
Du red'lig Bonde skare/
Som sidder fast ved Fior oc Fæ
Oc tager Aufflen vare:
Vor unge PRJNTZ hand ocsaa vil
Din Meening her fornemme/
Reck Haanden hen/ sijg Ja der til
At det er oc din Stemme
Forjæt at hand skal Aarlig faa
Sin rettighed til fulde/
Du vilt oc med i Lejding gaa/
Om det behøffvis skulde.

Velan det Baand/ det faste Baand
Som ingen skal opbryde/
Er bunden nu med Mund oc Haand/
Oc uden falskheds lyde.
Den klare Soel/ den Himmels pract/
Det store Verdens Øye/
Som med stor lyst har giffvet act/
Oc seet her paa saa nøye/
Om voris Huld-oc-Mandskab skal/
For dig vor PRJNTZ oc Herre/
Aff Firmamentens høye Sal
Jt ævigt vidne bære/
Oc før i vesterled opgaa/
Før wi fra dig oss skille;
Den skal oc før slet stille staa/
Før wi dig necte ville.
Den gandske Jordens trinde bold/
Med Skoffve Bierg' oc Dale/
Om vore Løffter mangefold
Ævindelig skal tale.
De Syssel Hierter alle Ni/
Huor offver wi dig sette/
For klare Floder bliffve fri/
Før wi vor Eed forgiætte.
Ja Boffve bierg oc Skaffvens Sand/
Med Sild oc Føer tillige/
Sig fløtte bort til Jseland/
Før JYDEN dig skal suige.
88 Leg nu dit Hoffved trygelig
Vdi vort Skiød til Huile/
Dig Cimbrisk unge Løffve dig
Skal ingen offverile.
Din Vndersaat skal færdig staa/
Til Vact oc Vern at giøre/
Slet ingen skal sig vnderstaa
Til Onde dig at røre.
Trotz nogen Første den tilliid
Har hos sit Folck at finde.
Trotz nogen PRJNTZ i Verden viid
Sit Folck saa veed at vinde.
Huo vilde dig ey Tiene nær?
Huo vilde din ej være?
Dig all Naturen haffver kiær/
Dig Himmelen vil ære.
Aff rijgen Horn Fortuna dig
(Huor om wi daglig bede)
Vil offverøse rundelig
Med Karskhed Held oc Glæde.
De strenge Pareers Tide-teen/
Som rinder offver maade/
Den ønske wi maa være seen
Med dine Dages traade.
Dig Aer selff oc Tellus tien/
Sampt Thetys oc Vulcanus.
Wi der til raabe huer oc en
O VIVAT CHRISTIANUS.

Anders Bording.

44. Fryde-skrig Offver Den Stormectigste oc Høybaarne Fyrste oc Herre Koning FREDERJCH Den Tredie Der Hans Kongel: Mayt: Effter Stændernes Hiertelig Ønsk oc eenstemmig Begiering/ Sit Rige Danmarck til it ævigt Arffve-Rige med Kongelige Ceremonier oc ære/ antog. Prentet i Kiøbenhaffn/ aff Christen Jensen V. Academ. Bogtrycker. Aar 1660.

89

OP Fama snart op hastelig/
Al Jorden om at suinge.
Lad din Bassun med frydeskrig
Oc glædsens løssen klinge.
En tid saa glad/ en Dag saa klar/
Ret aldrig før har værit/
Som høyen Himmel nu selff har
Vor Cimberland beskiærit.
Vor velfærds ringe gnist saa brat
Var sluct oc slet udgangen:
Vor søde friheds dyre skat
Saa nær var bleffven fangen/
Altingist sig tilsiune lod/
Til undergang at lude
Den gandske Verden haffde trood/
Det var med os slet ude.
Men al Ulyckens Tyranij
Er nu aff Landet dreffven/
Vor ædle frihed Jo saa frij
Som den var før er bleffven/
Vor felgis velfærd Herlig staar
J Blomster allerede/
Hvad gielder det/ al Norden faar
J sin tid der aff glæde.
Nest Gud/ O Daner Koning vj
Det Dig har til at skriffve/
Du som en Fader stodst os bj/
Du holte os i liffve.
Dit Helte-moed var voris skiold/
Din Haand vor Sverd oc Lantze/
Din Dapperhed var voris Vold/
Din Fyrighed vor Skandse.
Hvor Nød oc Fare siuntis størst/
Oc Mandom var at prøffve/
Der der varst du selff aller først/
Oc strijde som en Løffve.
Hvor mangt it Øye offverløb
Aff Fryct med glæde blandit:
En Konge var for dyrt it kiøb/
Du vilde dog ey andit.
Os ijsnede vort Hierte Blod/
Os styrled' haar om hoffvit/
Sig kunde snart dit Kiæmpe-mod
For yderlig udvoffvit
Ach om dig haffde/ som jeg her
For ingen ting tør næffne!
Vi haffde været en oc hver
Til Døden strax opskreffne.
Men den Almæctig Himmels mact
Tilbørligen vj neye/
Som for din Høyhed holte Vact/
Oc tog alt ont aff veye.
Dit Kongelig Exempel dreff/
Oc hver Mand modig giorde/
Saa den vel oc en Krigsmand bleff/
Som før ey knystit torde.
Huo kunde der tilbage staa?
Hvo vilde der sig trycke?
Hvor Kongen selff for an at gaa/
Sig icke lod fortycke.
Hvo vilde sig den mindste blund
Paa vacten sin forloffve?
Naar Kongen selff gick hver Nat rund/
Oc vilde sielden soffve.
Du selff os lærde Nat oc Dag
At døffve Kuld oc Tørcke/
Den Aaben Himmel var dit Tag/
J Slud/ i Frost/ i Mørcke/
Lad kræsne Folck om mangen ræt
Aff steegt oc sødet snacke/
Dit ædle Hierte nøydis læt/
Du togst med os til tacke.
Du togst huad Gud oc Tiden gaff/
Ja Ti gang heller vilde
Det feylet selff/ end smagt der aff/
Oc ladet os lijd ilde.
90 At slaa den trodsig Fiende need/
At fly os Fred oc Lijse/
Det var din beste Rolighed/
Din beste Vijn oc Spijse.

O milde Landsens Fader/ dig
Skal Himmelen belønne/
Det vj ey kunde fuldelig/
Dog vi nock der paa skiønne.
Det dig om ævig Roes oc Naffn
Var icke at opgienne/
Det icke var for egen Gaffn/
Det var for os allenne.
Det var for os/ dig underlaa'/
Du komst i Nød oc Fare/
Det var for os du strjdde saa/
Os vilde du forsuare.
Trods vrede Fiender alle nu/
De maat' i Græssit bidde:
Trods deris Blod-begiærlig Hu/
Ved dig i Fred vj sidde.

O fromme Kongers klare Glands/
O vjse Fyrsters Øye/
O Potentaters Ære-Krands/
Hvo kand dig nock ophøye?
Homerisk Stijls Fordrefflighed
Sig der ved ey tør binde:
Ey Cicero selff der til veed.
Sød Tale nock at finde/
Den dybbe Pindarus bestaar
Sig til din Prijs amæctig:
Den fyndig Maro tije faar/
Din Pract er ham for præctig.
Saa længe Jorden stille staar/
Oc Himm'len der om sueffver/
Dit høye Naffn om Verden gaar/
Oc i stor Ære leffver.
Hen til de sidste Jordens Øer
Din prijsslig Minde kommer/
Saa længe som Naturen giør
Høst/ Vinter/ Vaar oc Sommer.

O store Koning Frederich/
Dit Folck har nu befundit/
Huad Trøst oc Lijd det har i dig/
Du har dets Hierte vundit.
Fra den umilde Fiendis Vold
Vandst du dit Konge-Rjge/
Med væb[n]it Haand oc Herre Skiold/
Det ingen kand modsige.
Velan/ saa tag oc nu til Løn
Det du saa vel har vundit.
Tag det til Brug/ det er Vor Bøn/
Det dig saa vel er undit.
Med visse Kor oc om vi før
At væle Konger pleye/
Men Dannemarck dig nu tilhør
Til ævig Arff oc Eye/
Det er den Gaffve vj formaa
Paa denne Tjd at giffue/
Vil Gud dit TANDEM maa fremgaa/
Det kand forbedrit bliffve:
Vi der til oc ubrødelig
Som Danske Mænd tilsige/
Med Ljff oc Blod at hielpe dig/
Oc ey fra dig at vjge.
Ja dersom det fornøden var/
Oc gick saa hart i Knibe/
For din Skyld vi til Skiorten bar
Os vilde selff angrjbe.
Den fiske-rijge Beltis Vand/
Med Øresund tilljge/
Skal stande slet i liusen Brand/
Før dig dit folck skal suige.
Før skal den allermindste Duerg
91 J Næffven sin indklemme
All Steffuens Klint oc Boffue Bierg/
End Vi vor Eed forglemme.
Tag Gylden Æble/ Spijr oc Suerd/
Tag nu din Arffve-Krone:
Dig ønsker Adel/ leeg oc lærd
Til Lycke paa din Throne.
O ædle Kongers ædler Æt/
Vi Gud til Vidne kreffve/
Vi meene dig aff Hiertit ret/
Oc raabe Kongen leffve.

Anders Bording.

45. Forhaabnings oc forhalings Griller paa mig selff och min Tynde Lyche Satyrisk viiss Jndvent Anno 1663.

Qvi petit, accipiet, Jacobus Apostolus inqvit,
O si Fridericus Rex mihi dicat idem.

At Jeg Saa Pytagorisk gaar
Som Jeg var uden tunge
Och iche Som forgangen Aar
Mig giffuer till at Siunge
Det Siunis dem som kiende mig
En v-Sedvanlig grille
Saa de tit Sige mellom Sig
hui tier hand Saa Stille
Hand det jo nu Saa vel har fatt
har hand ey løn till hoffue
Hand er blant alle vel omlat
vill hand Sin tied hensoffue
Er hand ey nu Saa fridsch Som før
hui mon hand intet schriffue
Ja mangen vel och spørge tør
Om Jeg er end i liffue.
Ach ia, Jeg leffuer Som Jeg kand
Men iche Som Jeg vilde
Thi lycken m[o]d mig arme mand
Sig iche vill formilde
For nogen tid ieg haffde troet
vell store ting at driffue
Min dansche pen fich liff och moed
thill Søede vers at schriffue
Till hoffue fich ieg naadig svar
Mand schulle mig fornøje
Min Stiil anseet och achtet var
Blant lærde folch och høye
Jeg Sagde Sig vløchen nu
Tør eengang haffue Sachtet
Jeg faar alt det mit Sind och hue
har altid efftertrachtet
Jeg haabis till Jeg slig en gunst
Skall ey forgieffs opbære
Jeg schall anvende fliid och kunst
Mit Fæ'rne maal thill ære
Att det Saa viit Som ieg formaar
vdbredis schall och fremmes
Och ey som nu i mang[e] Aar,
Er scheed vdyrchet glemmes
92 Lad være mand det ey kand Saa
Som tydsch och Hollandsch bryde
Det dog Sin artig held kand faa
Och vel Saa lifflig liude
En Siælandsch Gaas med fluchten Sin
Sig Jo Saa høyt kand svinge
Som en aff Amstel eller Rhin
vort maal er ey Saa ringe
En dansch er ey Saa dum och Slet
Har ey Saa tych en Tunge
Hand jo, paa Sin Maneer Saa Let
Som andre folch kand siunge
Thi bliffuer ieg betroed der till
Och vill mand mig fremdrage
Jeg nogit vell paa finde vill
Som schall aff himmel Smage
Jeg iche med den lade Svend
(Om ieg maa liffuet haffue)
Det pund mig er betroed och Send
J Jorden ned schall graffue
Men Stræbe paa Parnassi Spidtz
Saa høyt hen op at Stige
Som Catz och Rist, Ja Sielff Opitz
Jeg neppelig vill vige
Saa de Som effter vorres tied
Er æffnde till at være
Mig schulle prisse for min flied
Och mig i graffuen ære
J Slige Tancher gich ieg hen
Min afftens mad at æde
Mig mødte mangen gammel Ven
Som glædis ved min glæde
Huor ieg frem kom mand hatt afftog
Och giorde mig stor ære
Den Eene Sagde Bording dog
Nu bliffuer thill en Herre.
Den Anden Soer om Lufft och Jord
Hand haffde Seet ieg talde
Ved Kongen Sielff och hørt huad ord
[Hans Naade mig befalde]
Dend Tredie mig venlig bad
Jeg vilde hannem mindis
Naar ieg udj min Høyhed Sad
hand vilde schyldig findis
Dend fierde tog till Sin Boneet
Och Saadan ord loed høre
Till Lyche Kongens ny Poët
det kildet i mit Øre
Jeg gaff dem haand med buch och Nich
Jeg schrabte Som en hane
Och der med Spanchendis hengich
Som en høybeenet Thrane
Hen till mit Kammer Loed ieg Staa
Fandt Nemo mand till reede
Min kielder Svend mig paste paa
Ved nauffn hand Nullus heede
En Foeder Nihil fich ieg først
Och Saa forlorne retter
Mig schenchtis aff den viin for tørst
Som Gaassen Sig i Sætter.
Jeg drach der aff och hialp mig hen
Saa veldelig ieg kunde
Ja ieg ey vilde min Vven
Saa knap en nadver vnde
Men denne Beed dog hen at slaa
Och tancher at fordriffue
Daa vilde ieg begynde paa
En Artig dicht at schriffue
Jeg brugte min scharpsindighed,
Jeg hoffuidt brøed och hierne
J negler och i pen Jeg beed,
Och vilde schreffuit gierne
Jeg mig omtenchte vel saa vit,
det fich dog ingen gienge
Mit blech var tycht, min pen forslit,
Min mund tog till at henge,
93 Slet borte var den fyrig Aand,
Mig haffde før opdreffuit,
Jeg kunde Snart med Suagen haand
Mit egit naffn ey schreffuit
Min tunge till Sin vanlig Sang
vaar alt for tung at Loche
Jeg hæsse[r'] var i liud och klang
End holmens brøeden kloche
Jeg merchte Strax huor Sygen Stach
Och huorfor Saadant scheede
Hin hyrdevand ieg i mig drach
Gaff hiertet ingen heede
Den dicht har Sielden fynd och Krafft
Som effter B[e]chen Smager
Nej, Ney den ædle druis safft
vort Sind fra Jorden drager
Lad gaassen driche baren vand
Lad Padder der J qvæche
Den Wahre Bacchus bedre kand
Poëtens Aand opveche.
Jeg dermed Strax hen ud igien
Till Backarak at Løbbe
thi Dyrkiøbs Claus var min v-ven
Jeg vilde der ey kiøbe.
Den Sorte kældersvend ieg bad
hand var i Tick Tack dreffuen,
Hand gaff mig aff det store fad
Som Esty Esty paa Stoed schreffuen
Eja, huad det bekom mig vell
huor Snart fich ieg thill Liffue
Jeg [qveget] bleff i Sind och Siell
Och Sorgen loed hendriffue
En Krafftig Aand Jeg i mig fand
Som Løssnede min Thunge
Om Jord och himmell Jld och vand
Jeg viste Smucht at Siunge
Jeg Sang Saa Liudelig och ledt
Om Guder och Gudinder
Jeg op thill hi[mlen] førde Sledt
Heroisc[h'] Mænd och qvinder
Men allermest min Galathe
Den Engell schiønne pige
Jeg røeden bloed och huiden Snee
For hende Soer at vige.
Och (Kortelig) altingest Stoed
Som det for mig var Prentet
Det haffde baade haand och Foed
dog det kom v-forventet.
Mens Pibens liud bleff Snart omvendt
Her var fortært en daler
Jeg Sagde tøffuer kielder svend
Thill Olssmis ieg betaler
Till den tid och maa schee vel før
Jeg penge vist formoeder
For nogit ieg har for [at] giør
Paa de Frandsøsche noder
Men hand mig tog Strax med een True
Bad Sorten dieffuel Sig Snappe
Huis ieg ey penge gaff ret nu
hand tog till pant min Kappe
Huad schulle ieg begynde paa
at klamres stoed mig ilde
Jeg fich at Lade Kappen Staa
Saa nødig Som Jeg vilde
Var der till glad, min Beber hatt
Med femten baand omdragen
Mig aff den Slemme Kielder Katt
Och iche bleff fratagen
Dend Kappe var kun værd en slich
Gid scham Sig derfor Lappe.
Jeg Snart en goed bestilling fich
Bestilling gaff vel Kappe
Ja vel bestilt thi der mand mig
Om anden dag opvagte
Och ieg begynte grundelig
Min leilighed at achte
94 Da Saa ieg at huor Løcheriig
Jeg mig i gaar Loed Tyche
J dag var ieg dog andre Lüg
J Skæben och i Lyche,
J gaar ieg haffde tencht at Faa
vell Callundbor[g] thill Eye
J dag ieg Som een Betler Laa
Och motte Kleder Leye
J gaar ieg drømde sødelig,
Om heele gylden bierge
J dag ieg for laus Deo Mig
Ey viste Snart at verge
Aff harm ieg baade græd och loe
Och Selsom var thill moede
For ieg paa Lyckens falsche broe
Mit væsen Saa betroede
Jeg Sagde See dig for at du
Faar ey for høye Tancher
Du meendt du vill thill hoffue nu
Det Første faa Som vancher
See thill at de du lider paa
dig schulle snart forfremme
Huo veed naar de till hoffue gaa
da kunde de dig glemme
dig loffues goet, men derhoes thench
det kand sig och om vende,
Och komme paa den lange Bench
Huo vill dig Siden kiende,
See thill du haabis ey for stoert
Och maat den lignelss høre
Der om det store bierg er giort
der schulle barssel giøre
Det hoffnet op och gaff Sig ud
Det bugget bleff Saa Saare,
Mand Soer om baade Kield och Knud
Der J vist unger vaare
Mand bange var det schuld[e] Føed
Et græsseligt Spectackel
Der schulde Folch och Fæ Forøed
Och giort it stort mirachel.
Saa stor var ingen Elephant
Saa moedig ingen løffue
Dem moed och hierte jo forsvandt
De torde der ey tøffue
Men der hun nu med største bruss
All verden frycht paa Nødde
Da kom her frem een liden Muus
det var alt det hun fødde.
En haanlig ladder der aff bleff
Blant dem Som der hoess boede
Men Fama der om du det schreff
Till dem Som alting throede.
Det barssel kom for huer mands mund
Dend Muus tog till at voxe
Nu bleff det till en Jlder hund
Nu till een hornet Oxe
Dend Eene Soer der var vdlagt
En Slem forgifftig drage
Dend Anden tuert Jmod var Sagt
En løffue med Sin mage
Ja mangen loed Jndbilde sig
Det var den Pythons Broeder
Som Phoebus drebte Ridderlig
ved de Peneiske Floder
At dend och kunde med Forgifft
Som den aff halssen Sende
Een gandsche vaang och Offuerdrifft
Forgiffue Sledt och schiende.
Saaledis gich dend huus fra huus,
Sig allesteds Formeerde
vaar dog en Muus och bleff en Muus
Till Katten den fixeerde.
Paa Samme viiss det dig kand gaa
Som est med haab indtagen
Ach ja Jeg arme Snarlig Saa
Huad klochen den var Slagen
95 Thi See huad var ieg dermed thiendt
at ieg for Søden Stemme
J gylden Herre Sahl vaar kiendt
Och leed dog armoed hiemme
Huad fich ieg derfor at Een huer
Mig Loff och priiss tillagde
Att store Folch mig haffde kier
Och høye thing tillsagde
Mon Jeg mig aff den thomme roéss
Kand æde fuld och mætte
Mon Jeg en vælding eller Moëss
Aff løffter kand anrette
Mon nogen med en bar drich vand
(Om viin Tør ieg ey tale)
For ieg thill Førster schriffue kand
Mig ledsche vill och Suale
Vill nogen Kremmer borge mig
Grofft Klede till en hue
For ieg berømmis Høyelig
Aff Ædelmand och Frue.
Nej dantzen ey med røede schoe
Allene kand udføeres
Der høe[r] Langt meere till end hoe
Naar plougen ret schall kiøres.
Vel var hans Mayestet mig goed
Gud hannem derfor glæde
Hand iche fra Sit Ansicht loed
Mig trøsteløss afftræde
Men haffde ieg Saa goed en ven
Der vilde for mig Tale
Och till hans naade mig igien
Engang endnu befahle
Da fulde der vist nogit paa
Som ieg med hielpis kunde
Da Loed mand ey mig Arme gaa
Saa jammerlig thill grunde
Den Store rigens Tunge vecht
Och høy Besuærlig Byrde
Den daglig Sorg och varetegt
Hand Som en trofast Hyrde
For Oss Sin Suage hiord och f[lo]ch
Sig villigen paatager
Hans Naade Faar at schaffe noch
Och thill langt større drager
End at hand huer mands tarff i Sær
Kand agte Selff alleene
Nej derfor hannem Tienne nær
hans goede mænd och Suenne
Till Een och anden ieg hengaar
Och vel saa tit omstripper
Jeg Stundum Lang tid ude faar
At staa før ieg Jndslipper
Jeg Hadt afftager och Calot
Jeg Skraber och Jeg Nejer
Jeg loffuer ud Saa megit goet
Som ieg formaar och Eyer
Men alt er det dog Lige nær
det ingen Ende Tager
Och det er det Som mig i Sær
Bekymrer mæst och plager
For mine venner huer och Een
Jeg Skuler och er bange
Jeg Sniger mig aff veyen hen
Tør ey moed dennem gange
Aff mine Fiender Selff en part
Mig yncher och beklager
De Sige: See huor gandsche Snart
dend Stømper hand Forsager
En deel och vel Fremkomme Tør
Med Spodsche Stich och rencher
Som Jeg vel offte Taalig hør,
Men tier dog och tencher
Jeg tencher hied, Jeg tencher died
Min hu Saa viede rinder
Min Sorrig tit om midnatz tied
Mig vecher op och minder
96 Ja Jaan Potage Selff ey Brat
Om vende kand och mage
Saa mange fold Sin gøgler hatt
Som ieg mig Sielffuer plage
Jeg ønscher Tit ieg kunde Fly
Till Sidste jordens Ende
Huor aldrig fandtis Stad och bye
huor mig Slet ingen Kiende
Jeg vilde alt huad Lidis Kand
langt heller der annamme
End i mit Egit Føede land
For alle gaa till schamme
O Ædle Jydland du Saa Sort,
Ey est, Som mand dig schriffuer
Du mangen har Lychsallig giort
Du Kost och Kleder giffuer
Gid ieg en bonde var i dig,
Och motte Selff udlede
En plads at nedersette mig
End och i Sorten heede
Och haffde ieg kun der paa Stand
En Liden Straatagt hytte
Ey kongen Selff aff Persen land,
Jeg vilde Stand med bytte
Eya huor frydefuld och fro
huor Sorgeløes och roelig
Jeg vilde der i Stilhed boe,
Och tiene gud Saa Trolig
Jeg vilde der till biegen Døed
J Lyst och nøed Forbliffue
Mig jorden aff Sit rige Skiød
Noch schulde føeden giffue
Jeg [for] Confect och herre Kost
For guule Supper mange
Mig nøye Loed med Brøed och Oest
Och huis der var at Fange
Ret aldrig det till gich Saa knap
Jeg io moed kuld och heede
Bekom en ringe vadmels lap
Til lægomet at klede
O at ieg kunde her i land
Et luthersk Closter finde
Jeg der till Som en hellig mand
Mig vie loed och binde
O at ieg var den huule nær
Sybylla Selff i boede
Mig ey Saa goet Tilsagdis her
Jeg mig jo der Jndsnoede
Men Lige nu Som ieg mit Sind
Loed her och der om vanche
Daa faldt mig v-formoedet ind
En ret pudsseerlig Tanche
Dog huem ieg det schall Sige ret
Den vill ieg først paaminde
Hand Seer Sig for hand iche Slet
Skall Lee sin milt i Splinde
Mand før vel haffuer Seet en mand
Er bleffuen Snart ophøyet
Till Borgemester nauffn och Stand
Naar Løchen Sig har Føyet
Enddog hand før har veret Slet,
Och Føye værd at roesse
Har J vor dansche Lou och rett
Sledt iche vist en glosse
Langt mindre været i latin
Som det Sig burde dreffuen
J Sæder ey for [høffsch] och fiin
J Talen v-beleffuen
Jeg Tit har Sagt en giech er den
der nu Sig offuergiffuer
Och Sine børn Sledt kaster hen,
Huo veed huad aff dem bliffuer.
Det Aldrig kom i nogens agt
Det schulle Saa til gangit
At dend och den Saa stor en magt
Och høytied schulle fangit
97 J fior hand kiørde plou och vogn
Och fich for løn at Tersche
J Aar hand offuer Stad och Sogn
Befahle kand och hersche
Paa schillings streg hand Stoed i gaar
J dag er hand en daler
Hand i den værd at Stande faar
Som regneren befahler
Men hører nu huad om mand mig
med Slig en Titul døbte
Och till Borgmester Endelig
Min Excellentz omstøbte
Var iche det en herlig Sag?
Jeg Kunde da med ære
En mester baade for och bag
Fremt for een anden være
Dog her i Kiøbenhaun ieg Sligt
vel laader at begære
Om schiønt ieg Saa det Fangeligt
J denne dag at være
Nej, Ney det er en farlig Last
Sig alt for høyt at Svinge
ved mindre Stang end Skudemast
vi Lave Folch maa Springe
Men om en anden Kiøbsted mig
Tilbøden bleff at Styre
Maa schee min høyhed holte Sig
Till Saadant ey For dyre
Jeg det antog, omschiønt der aff
kun vanchde schellig næring
Thi ieg och der hoess ved det gaff
Kun passelig besuæring
Der Sad ieg i en præchtig Stand
Och kunde Selffuer raade
Ja Sprade: Som ieg var en mand
Aff Grindøe med guds naade
Om derfor nogen er Som vill
Mig der till nu forfremme
Hand maa Sig fast Forlade Till
Jeg saadant ey schall glemme
En rossenobell eller Fem
hand haffuer Sig at vente
Ja schulle ieg end Laane dem
Paa pandt och maaneds rente
Men kand ieg den Forlehning ey
Som ieg omschriffuer fange
Da veed ieg end en anden vey
Som gienner er at gange
Jeg iche Som en Brandsted mand
Mig frihed vill begære
At gaa med Tigge breff om Land
Och Folch om hielp besuære
Nej men at mand kun vilde mig
En goed bestilling leje
Som var af møye lidelig
Och kunde nogit veye
Och at ieg motte der udj
den vaanlig Nefas drifue
Kun it par Aar och Stiele frj
Sligt kunde nogit giffue
Aff Flesch och Smør, aff malt och meel
Och huis mand mig betroede,
Jeg vilde faa den bæste deel
Och komme Snart paa Foede,
Sledt ingen schulde merche det
Och komme mig i [fare]
Med X. for V. Jeg vilde let
Mit regenschab forklare
Om Jeg en greben bleff der J
huad kunde det mig hindre?
Jeg kunde let mig kiøbe Frj
var dog ey [mand] diss mindre
Naar ieg mig haffde Staalet riig
Jeg vilde Strax afftache
Trods nogen Skieldte mig for Suig
Och torde der om Snache
98 Till Amsterdam i Banchen Saa
Ja vel och till Venedig.
Jeg min Formue Lod hengaa
Thi der stoed den ey ledig
Min rente der aff schulle Sig
Saa megit Aarlig løbe
Som ieg en bygning kunde mig
vel Fem lofft høj For kiøbe
Saa riig var ingen huor det gich
Blant leege folch och lærde
Jeg io hans daatter gierne fich
Saa Fremt ieg det begierde
Jeg her i Staden iche veed
Saa Sneffr och schiøn en pige,
hun mig Sin gunst och Kierlighed
Jo schulle Strax tilsige:
Ja goet och vel om hun, om mig
(Huor Sort ieg end beschriffuis)
Med andre piger endelig
Ey schulle Slaais och riffuis
Ja kortelig ieg vilde noch
den rigdom mig thill Eigne
At blant [de] Store Tyffuis floch
Mand mig fich och at regne
De Smaa Som ringe schyld begaa
For raffne mand ophenger
De Store Strichen ey kand naa
Trodtz nogen dennem Trænger.
Men om vel kunde Findis den
der torde Saadant Spørge
Huj Skiæmter Saa din dristig pen
Dig bedre Falt at Sørge
Ach ja ieg der vel haffde till
Goed billighed och Føye
Kand dog ey altid Skiønt ieg vill
Mit Sind til Sorrig bøye
Med tidig schiempt och lystig Fund
Mand offte det kand vinde,
Som ganger om en andens mund
der holder giechen inde
Jeg er och ey aff Saadan haar
At ieg al schiempt kand hade
Jeg Stundum paa Poëtisck Paar
Och giechen Løss at Lade
vel maa Poëten kaldis giech
For hand Sig vill Forløste
For hand och tiedt aff Samme Sech
Kand schiempt och alvor ryste
Men ieg blant gieche regner den
Der mig For giech vil tage
Fordj ieg Slaar min Sorrig hen
Och altid [ey] vil klage
Lad nogen kun Forplichte Sig
Mig Tusind Faar at yde
Lad nogen komme Frem och mig
Et Cannichdom Tilbyde
Huad gielder det hand schal mig ey
Saa narsch och daarlig Finde
At ieg schal der Till Sige ney
Och hannem Fra mig minde
Ja var det end i dette Land
Jeg loed mig dog Fornøye
Ja schulle ieg och offuer Strand
Till Jyden mig henføye
Jeg der och gierne tog Jmod
Och kunde Siæland glemme
Huor Lychen var mig mild och goed
Der haffde ieg och hiemme
Thi om det iche regner her
det scheer dog andre Stæder
Saa Snart Som hær mig himlen der
Kand giffue det ieg æder
Det er ey Kunst at Kunde lee
Naar mand i Lychen Sueffuer
Men Sig i Sorgen glad at Tee
Høy vissdom det udkreffuer
99 Huo kand huo vil Sig Sette ned
Sig Selff ihiel at gremme
Ney, Nej ieg baade troer och veed
Mig løchen ey schall glemme
Er hun mig end i dag Jmoed
Och Siunis Som Forborgen
Hun kand igien dog komme goed
Och Finde mig i morgen
En vformoedet Tilfald kand
Den rigdom mig tilføye
Som Sanchis aff en anden mand
vel kummerlig och nøye
Jeg ønscher kun at huis ieg mig
har effter [lagt] at lære
Det motte brugis Endelig
Mit Fødeland Till ære
Mig Selff ieg villig byder Frem
Jeg har ey bedre gaffuer
Den mand er iche nidsch och slem
Som giffuer det hand haffuer
Till Stor Forlehning nauffn och Stand
Lad Store Folch ophøyes
Oss Smaa med Lidet hielpis kand
Med lidet vi Fornøyes
Dog Saa at det och iche Sledt
Thill intet hen for Suinder
Den Oxe bliffuer lad och tret
Mand Munden paa tillbinder
Naar Hønen har paa jorden schrabt
Hun daa till Foden kiger
Naar legeren har altid Tabt
hand Sig Fra Legen Siger
Jeg ey Som Jordens orme kand
Med jord min hunger Suale
Kand ey med Fischen driche vand
Jeg maa for munden Tale
Ja Siger mand dig ingen Kand
Den Stund du Tier høre
Du Selff Som en Fornufftig mand
Et forslag faar at giøre
Tag blad Fra mund, vær ey For blu
Lad redsel Staa tilbage
Sig dierffuelig her ud, huad du
Till hoffue Kandst andrage
Och om du nogit veedst i Sær
Som nu kand ledigt være
Du derved være kandst Saa nær
Som [de] det meest begære
Men ach ieg arme Joseph veed
Mig der till ey at mage
Jeg iche den dumdristighed
Som andre mig Tør Tage
Thi kom en betler Saa Till mig
Och Torde mig Forschriffue
Huad almiss och huor rundelig
Jeg schulle hannem giffue
det Firekantet hull hand kom
vel till at See paa Time
Ney næsvisshed och Fattigdom
Sig ey Tilsammen rime
Hoess Stohre Herrer mand ey Saa
Sig hægen schall anstille
Mand dennem ey Forschriffue maa
De giffue huad de ville
Det er oss noch at vi kun maa
vor Tarff For dem udtyde
Huad oss er æffnt vi det vel Faa
De Sig vel Selff tilbyde
Jeg derfor til hans Mayestet
Altingest offuerdrager
Mæcenas giør vel Sin Poët
Huad hannem bæst behager.

Den Gud Som i det høye boer
Jeg midlertied vil bede
At hand med ære magt och Flor
100 vil Kongen Selff beklæde
Kom Lyche Seyer och Sallighed
hans Priisslig nauffn at Croene
Kom ædle Fred aff him[len] ned
Stadfæst hans naadis Throene.
Men Straff och heffn aff himmelen
Slaa Fiendens magt Till grunde
All verdens had paafalde den
Der kongen ondt vill vnde.

Amen.
Carmina vel coelo possunt deducere Lunam.
Id Croesi possunt ô vtinam ex loculis.
NB: Luna Chrymicis Argentum Signifi[c]at.

46. Den haarde Nøds bønlig klage-skrift, den allermildiste Koning och Herre Koning Frederich den tredie, Danmarkes och Norges Arfve-Koning etc. etc. etc. Til Naades erindring, i al underdanig tilljd och ydmyghed stjlit.

Stoor-mægtigste Monarch, o Potentaters Krone,
Som Himlens almagt self paa magtens herlig throne,
Den gandske Nordens egn til ære lyst och gafn,
Har præctelig opsat, och gifvit Konge-nafn.
Den høye nød och trang, hvis Jerne Low och vælde
Jeg arme lyde maa, tiltvinger mig at melde,
Hvorledis det mig gaar. Hvor tavgsshed skade gjør,
Mand der utidelig at bluis ikke bør.
Och hvo kand frycte sig for slig en Landsens Fader,
Som ingen bort fra sig bedrøfvit gange lader:
Men, paa Vespasiansk, den dag for slet forljst
Anseer, paa hvilken hand ey rundhed hâr bevjst.
Det er saa nær it Aar, om ikke slet til fulde,
Jeg fik det milde svar, min nød forlettis skulde:
Jeg til mit lifs ophold saa meget skulde faa',
Som, til en ærlig stand at føre, kand forslaa
Ved saadan Konge-gunst och ofverflødig naade
Blef Jeg saa hjerte-let och lystig ofver maade,
At Jeg mig drømme loed, Jeg nu var gandske frj
For al ulykkens vold och strenge tyranj.
101 Jeg eders Majestæt ey vidste nok at prise:
Jeg soer, Jeg skulde mig taknemmelig bevise,
Saa længe Jeg var til, och mit forlænte pund
Til eders Førstlig lof anvende allen stund.
Ha, tænkte Jeg: hvor kand min Danske Sang-Gudinde
Sig bedre trøst och hjelp tilynske nogen sinde,
End den, at hun af den, som spjr och krone bær,
Begafvis rigelig, och hafvis vel saa kjær.
Nu vaagner den profit och længe ventit rente,
Som hendes møysomhed fra barns been op fortjente.
Kun idel gylden regn hun nu formoder sig,
Och ey for brød tør ved at sørge kummerlig.
Nu seer en hver paa mig, at det usant vil blifve,
Som baade Boccalin och andre gjækker skrifve.
Ney: Kongen heller self sig korter noget af,
End seer en good Poët skal gaa med bettel-staf.
Hand om en artig dict veed self saa vel at dømme.
Hvad ikke fyndigt er, vil aldrig hand berømme.
Ja tør och sige vel: at det ey klappe kand,
Som blifver tvungit ud af bækkens tynde vand.

Men ach, min Herre, det for eders naade klagis,
At Jeg endnu, som før, med nød och kummer dragis.
Jeg arme gaar endnu, som Jeg var slet fortabt,
Och ey til andet, end til idel armod skabt.
Den Aarlig faste-tid for andre snart henganger:
Hvad Fastelagn paabød, om Paasken ende fanger.
Men Jeg alt Aaret om maa faste Jammerlig,
Fordi brødkurfven er for høyt ophængt for mig
Mig tit och ofte maa det spodske mundhæld møde,
Som Myren hafde, der Græsshoppen bad om føde:
Du Sommer-tiden drefst med sang och viser hen,
At dandse derfor dig och bør om Vinteren.
Hvad kand Jeg svare da? Jeg hafde burdt med rette
Den Frandske Ronsards nød for øyne mig at sette.
Men Jeg, før tiden kom, for megen glæde dref,
Och solde Bjørnens hud, før Bjørnen fangen blef.
Thi der Jeg saa' mig om, med intet Jeg aflagdis.
Jeg ey det mindste fik, af alt det mig tilsagdis.
102 End dog Jeg tvifler ey, men sige kand med skjel,
At eders Majestæt mig altid undte vel.
Jeg ey kand vide, hvem Jeg skylden skal tilregne;
Maa skee det Lykken er, som sjunis alle vegne
At stræbe mig imod, naar Jeg skal hjelpis best,
Ret som Jeg herre var til den Sejanisk Hest.
Maa skee vel och at de, som Kongen loed befale
Min sag at gjøre klar, de tiden maa' forhale,
Formedelst anden verf, som gjelder meere paa
Saa de ey kunde strax en hver til rede staa.
Jeg ingen klager paa: mig ingen svarer ilde,
Hver siger: vær til freds: Jeg veed vel hvad du vilde
J gaar var ingen tegn: J dag har Jeg ey tid:
J morgen Post-dag er: Kom ofver morgen hid.
Ja Jeg och møder da: Jeg ingen stefne glipper:
Mig svaris atter vel: men naar det ret udslipper,
Det blifver da til det, som Jeg forhaabtis ey,
Och er (at sige kort) en stoor Laconisk Ney
Ja hvad om Jeg ochsaa for taabelig fremtræder,
Och ikke ret forstaar de stræger, grif och sæder,
Som fange sjælden ney: men tit forfremme den,
Der mindre veed, end Jeg, at føre stjl och pen.
Jeg ikke, paa Monsørsk, med præctige grimmadser,
Med fremmed tungemaal och kleder-skik fremstadser,
Med Mikkels lokke-kunst Jeg ey min sag angaar
Men siger rundt her ud, hvad mig om hjertet staar.
Jeg med den store Knif dumdristelig at skjære
Ret aldrig hafver lært: kand ingen Hykler være.
Ney, Jeg vor gamle skik och Danske trofasthed
Ey saa forhaane vil, blef end al verden vred.
Ach, Herre Koning, ach: Ey meere Jeg tør tale:
Men vil alenne mig til eders gunst befale.
Vil Kongen gjøre got: vil Kongens kraftig Ja
Sin virkning lade see, Hvo kand mig hindre da.

Min allernaadigste Herres och Arfve-Konges
underdanigste tjener och undersat
Anders Bording
103

47. Den høy-vel-baaren Herre oc berømmelig Krjgs Helt ULRJCH FREDRJCH GYLDENLØFVE Kongl. Mayts. af Spanien velforordnit General de Bataille, oc General Lieutenant de Cavallerie etc. der hand til Danmarck lyckeligen hiemkom. Til Velkoms ære. Kiøbenhaffn/ Tryckt hos Henrich Gøde/ Kongl. Maytt. oc Vniv. Bogtr. Aar 1663.

HVor mangen høy bedrift oc herlig Mandoms prøfve
Viltu bevjse vel/ o friske Gyldenløfve?
Før sig dit Helte-mod oc strjd-begiærlighed
Omsider stille kand/ oc vorde krjgen vred.
Hvor længe viltu saa den tunge Kyritz slide?
Hvor længe lyster dig i spidsen først at ride?
Hvor længe viltu dog din alders beste Tjd
Vdmatte self/ udi saa mangen farlig strjd?
Naar faar en bugtit krog din blancke hielm at bære?
Naar skal dit skarpe suerd/ nock mæt af seyr oc ære/
J balgen stickis ind? Naar skal mand engang tro/
At du vilt endelig begifve dig til ro?
Er det/ o modig Helt/ om høyhed giort at vinde?
Er det om herligt nafn oc ævig ryctis minde?
Du længe siden det med allerstørste lof
J Marcken vundit har/ oc meer' ey har behoff.
Den herlig Fynske seyr/ som aldrig har haft lige/
Din ædle dapperhed ey nocksom kand udsige:
Du der bevjste det/ som Tidens skarpe tand/
Huor graadig den oc er/ ret aldrig tære kand.
Den trodsig Fiende dig ey kunde der forfærde:
Af dig/ huor stolt hand var/ en anden sang hand lærde/
Der du hans orden brødst/ ham kiørde ryttersk om/
At al hans mægtig Hær slet i forvirring kom.
104 Da kiende paa/ huad æt oc rod du varst af kommen.
Du frisk-behiertit varst/ oc icke sky for Trommen.
Den allermindste klo nock da til siune lod/
At du varst Løfve-fød/ oc hafde Løvens mod.
Ha/ tænckte mangen da: huad vil af hannem blifve?
Vil hand saa stoore ting udi sin ungdom drifve?
Er hand saa mandelig oc ey forskreckis kand/
End oc før hand er ret til fulde vorden Mand?
Hvad vil hand giøre da/ naar hand med Tiden ganger
Til ret fuldtagenhed/ oc lowlig alder fanger?
Hvad vil hand rutte da med Fienden frisk her om/
Huor mangen sadel vil hand da vel giøre tom.
Den strjdbar Hector da for hannem need skal falde:
Achilles sig it barn mod hannem self skal kalde:
Ja self den haarde Mars/ hvor vred hand være kand/
Ey vofve skal engang/ at see til voris Land.
Den ædle Krigs-hælt Skack/ som voris Hær anførde/
Med høy forundring saa'/ huorledis du dig rørde.
Hand raabte: seer/ hvor vel den ædling sig bestaar/
Huor stoore slag hand her paa Fiendens nacke slaar.
O seer/ huorledis hand paa klingens od opsetter
Sin velfærd/ Lif oc blod/ ja skøt sig self forgietter:
Hand ey tilbage seer/ til fluct ey tilfluct hâr/
Men til sit høye nafn oc Løfve-titel suâr.
O tager eftersiun/ oc lærer her at fecte/
Saa vel af Adel J/ som J besoldings-knecte/
Som acte nogen tid at vinde prjsligt nafn/
Som meene Kongen vel/ oc søge Landsens gafn.
Huo var saa Bonde-feyg? Huo kunde da sig bare?
Hand skulde jo/ med dig/ sit føde-Land forsuare.
Den mægtig Himmel hialp/ oc self paa fienden dref/
Saa den fuldkommen seyr omsider voris blef.
En fast utallig hob i marcken laa needslagen/
Om naade resten bad/ oc blef til fange tagen.
Slet intet ofverblef af al den Fientlig flock/
Som jo kom os til deel/ en huer fick bytte nock.
Den glade Fama sig paa reysen strax henskynte/
Oc din Heroisk jd al verden om forkynte.
105 Den skønne Brabands Egn/ ved Skaldens strjde flod/
Med allerlængste maal din prjs udmaale lod.
Dig hver Mand elskte der/ oc vilde færdig være/
Til at bevjse dig fast Prindsslig stads oc ære/
Din yndig hæld med sin forborgen locke-kunst/
Lod døren op for dig til alles hiert'lig gunst.
Huor du fremkomst udi det Frandske Land oc Rjge/
Mand siælden hafde seet i dapperhed din lige.
Du for dig fandst dit nafn oc høye dyders lof
Opskrefven høyt/ end oc i Kongens prægtig hof.
Huo kand med suagen pen tilbørligen afmale?
Huo kand med tunge ret oc egentlig udtale/
Hvor vel du varst omlat/ hvor ofvermaade kiær
Du blefst i Spanien antagen hos en hver?
Den mægtig Konge der/ beteede dig den ære/
Som høye Førster self forgiefvis tit begiære.
Hand dig ophøyede til deris værd oc stand/
Som kaldes stoore Mænd oc Grandes der i Land.
Naar du til hannem komst/ om noget at forrette/
Hand paa dit hoved dig bad hatten frjt at sette/
Oc der med vjste smuckt/ at du ret hafde dig
Den ædle frjheds Hat forhuerfvit ridderlig.
Saa vjt hans Grendsers maal oc herskab sig udbreder/
Gaf hand dig Borger-ræt oc frjhed alle steder.
Med røden Guld til dig hans rjge Tagus flød;
Hans dybbe Calybs dig Krigs-vaaben nock tilbød.
Huad dyrbart Jndus gaf/ hand jette dig til gafve.
Gaff Peru Sølf oc Guld/ du du fickst det at hafve.
For dig var intet spart/ alt at hand kunde dig/
Til sine Rigers værn/ beholde der hos sig.
Sit eget Folck hand bad for dig at staa til side/
Paa jorden ingen var/ hand torde saa paa lide/
Som kæcke Løfve dig: hand dig tiltroode best/
At være General for sig til fods oc hest.
Var det ey ære nock/ saa høyt at vorde regnit?
Huor findis nogensteds ved lærd Mands pen optægnit/
At nogen Nordisk Helt udi sin ungdoms floor/
Med dapperhed oc suerd sig hafver giort saa stoor?
106 Lad Grædske Fabeler om stercke Kæmper tale/
Lad Franske Chrønicker med deris Roland prale/
Lad voris egen Gram oc Holger komme frem/
Af marcken icke du for nogen gaar af dem.
Mon skarpen Dyrendal/ mon Skrep oc Bertings klinge/
Mon gylden kølvis vect/ vel kunde den betvinge/
Der ey forskreckis kand for død'lig lod oc krud/
Som disse Tiders Mars af pibe skiuder ud?
Ney Falkonettens skrald/ Kartowens grofve Torden/
Musquettens haarde smald/ est du saa vaan ved vorden/
At icke sig Vulcan/ den Tordens mester smed/
Saa diærf oc dristig nær tør giøre self der ved.
Naar til alarm oc strjd klarjn i Marcken høris/
Tuær-piben biuder an/ oc huulen tromme røris/
Dit friske hierte da behiertis allerbest/
Ja der ved glader er/ end ved en brylups fest.
Til Hare-fanen lad den feyge sig begifve/
Som heller vil uskad paa luur bag oonen blifve/
End lucte lunt' oc krud/ oc følge med paa tog/
Oc ey diss mindre vil for Adel regnis dog.
Men dig ey siunis nock/ alenist at annamme
Sit nafn oc Adelskab af høyen æt oc stamme.
Men med pistol oc suerd huo self sig Adle kand/
Hand dig (oc uden skiold) er dobbelt Adels Mand.
Dog det al Verden veed/ at du for dyd oc ære
Langt heller stræbe vilt/ end høye Titler bære.
Mand for den ringe vjn af løw udhenger krands:
Sig Dyden self er nock udi sin egen glands.
Huo sig den rette dyd i bryst oc hierte prænter/
Hand ey saa meget hart af andre roos forventer/
Som hand er med sig self til freds/ oc nøyes nock/
Det end al Verden var saa taugs som steen oc stock.

Men o huor skal sig nu vor Cimber-Land adbære?
Skal hun saa snart igien dig fromme Siæl undvære/
Ja moxen førend hun ved salten Beltis strand/
Med venlig velkoms ord/ dig ret undfange kand?
Huad vil vor jordisk Gud oc Landsens Engel sige/
107 Naar nand skal slippe dig saa langt af Land oc Rige?
Huorledis mon ocsaa vor [fromme] Dronning vil
Optage det? vil hun vel sige ja der til?
Huad viltu suare da/ naar din udkaarne mage/
Som Jomfru moxen er endnu/ sig vil beklage?
Oc vel saa mindelig fortæle dig sin nød/
Huor tit hun hafver nær af længsel værit død:
Huor tit hun blægnede/ naar hun it ord kun hørde/
Om Portugisens magt/ huor sterck hand Krjgen førde:
Huor tit hun drømte/ dig i nød oc farlighed/
Blant Fiendens vrede flock/ at være tæt bested.
O dersom voris ynsk os vederfaris maatte/
Vi din omgængelse vel da til Døden aatte.
Med voris minde du ret aldrig slapst af Land/
Før kaalden Cimber-Haf slet stod i liusen brand.
Dog see/ huad Himlen vil/ det Jorden ey kand vrecke:
Maa skee/ Gud vil ved dig/ vort f øde-Land opvæcke
Jt større Mandoms nafn/ i fremmed Egn oc Land/
End hun i fordom Tid sig med beprydit fand.
Oc derfor naar din Tid/ dig minder did at fare/
Da skal saa frisk en hob oc krigs-begiærlig skare/
Af gode Danske Mænd/ til tiennist følge dig/
Oc Fiendens ryg/ med dig/ afklappe redelig.
Men om os andre/ som tilbage da forblifve/
Maat du forseckre dig/ at vi vel grant opskrifve
Ret hver den langsom dag/ som rinder midler tid/
Til Lycken dig igien med glæde sender hid.
Vor daglig hiertens ynsk skal høyen himmel høre/
Oc al din loflig færd self høy-lycksalig giøre.
Brug Løfve-mod oc mact mod Fiendens stolte leyr/
Kom siden karsk igien med fred oc prjslig seyr.

A. Bording.
108

48. Alle Erlige Danske Hierters Affsky Til det uguddelig oc mørdisk Anslag/ som den blodtørstig Ulff/ imod sin egen Herre oc Arffve- Konning oc Fæderneland/ For haffde 1663. Prentet i Kiøbenhaffn aff Jørgen Lamprecht.

ALmæctig Himmel ach hvad det
Os nær var ilde gangit/
Hvor nær Ulycken haffde slet
Os arme knuust oc fangit.
Vi meente nu/ vi vare frj
For den ubillig Vrede/
For den umilde Tyrannj/
Den graadig Ulff beteede.
Vi troode fast/ hand nu var tæmt/
Oc skulde nocksom kiende
Hvis Himlen haffde selff bestemt/
Til hannem at omvende.
Her brugtis lowlig Straff oc Baand/
Her brugtis Gunst oc Naade.
Men see/ hvor den forhærdit Aand
Stod dog ey til at raade.
Hans uregeerlig Hierte stod
Til Konger at fordømme/
Hans Glæde var/ i Printzers Blod
At bade sig oc svømme.
Hans Roff- oc- Blod-begiærlighed
Var baade Hiord oc Hyrde
Med skarpen Sverd at fælde ned/
Oc ynckelig at myrde
Hvad Dansk aff Stamme var oc Naffn/
Til Døden var opskreffvit:
Ja vel den mindste Boel oc Staffn
Forstyrrit skulde bleffvit.
Hvis hand til slig en blodig færd
Ey kunde selff udføre/
Det vilde hand ved andres Sverd
Foruden Skaansel giøre.

O du forgifftig Lande-Pest/
O Kongerigers Plage/
O Nordens alt forhaarde Giest/
Hvo har til dig hørt Mage?
Mon den Barbarisk Atila
Vel større Slag har slagit?
Mon oc vel selff Caligula
Aff stæd har værre tagit?
Mon Nero den Tyran aff Rom
Har fleere Folck forderffvit?
Oc Phocas sig sit Keyserdom
Med meere Blod forhverffvit?
Den vilde Tartar Tamerlan
Ey stormit har saa saare:
Mod dig Mustaph oc Otthoman
Som Leege-Børn kun vare.
Lyca[o]n selff oc Phineus/
Dem vilde du giort gode.
Herodes oc Antiochus
Ved dig som Engler stode.

O slemme Dødsens Mand/ at du
Aff ingen Ædel Qvinde
109 Har saadant dij't/nock kiendis nu/
Men aff en grum Løwinde.
Dig har it farligt Tigerdiur
Aff Ungdom selff opammit:
Du din Fortrædenheds Natur
Aff Dragen har annammit.
Den Marmor-haarde Ca[u]casus
Sig blød mod dig kand sige.
Den brændende Vesuvius
Din Vredis Brand maa vjge.
Ey nogit Land oc Stæd tør dig
For sin Afffødning kiende.
Den gandske Verden skammer sig/
Oc ynsker dig ond Ende.
O væ os Arme/ dersom du/
Som varst saa Dieffvel-blandit/
Ja Dieffvel-selff i Sind oc Hu/
Os haffde offvermandit.
Os ijssne maa vort Hierte-Blod/
Naar vi med Fljd begrunde
Den Undergang os forestod/
Om du det dreffvit kunde.
Her var paa Liffvet selff undsagt
Vor Frede-rige Koning/
Her var en Mørder-Stricke lagt
For Landsens fromme Dronning.
De Scepter-værde Printzers Rod
Du vilde slet udslettit:
De deyligste Princessers Blod
Din Grumhed skulde mættit.
J Kongens Huus/ jeg veed ey hvem/
Du vilde jo lagt øde:
Du dem med os/ oc os med dem
Slet haffde dømt til døde.
Ach her mand skulde seet/ hvordan
Carthago den antændtis/
Hvordan at Troja greebis an/
Oc slet til Aske brændtis.
Her her mand skulde seet paa ny
Jerusalem at ødis/
Sampt de Bæoters skønne By/
At stormis oc omstødis.
Det skarpe Sverd/ den heede Brand
Os skulde slet udtærit:
Her her i voris skønne Land
Ret Babel skulde værit.
Ja (kortelig) slet ingen kand
Den Tyranni beskriffve/
Du mod dit egit Føde-Land
Jo færdig varst at driffve.

Lad knyttis Stricke/ hvæsis Sverd/
Lad heedis Svoffl oc Tiære/
Din Ondskabs rette Løn oc Værd
Ey det dog nær kand være.
Du/ som Philotas/ burde ret
At pidskis ud til døde:
Som Anaxarch/ mand skulde slet
J Morter dig hielstøde.
Cambyses for din groffve Svjg
Dig skulde flaa oc skinde.
Mezentius til Død-Mands Ljg
Dig burde fast at binde.
Paa ny til dig en Kaaber-Tiur
Perillus burd' at giøre.
For Løwe[,] Biørn oc vilde Diur
Mand skulde dig udføre.
Den Aadsel-giærrig Ørne-Klo
Dit Hierte skuld' optawe:
Den sorte Raffn udi sin Kro/
Hvad offver var/ begraffve.
Mand burde dig: Men ah hvo veed
Saa grum en Straff at næffne/
Som din forrædersk Arrighed
Betale kand oc hæffne?
Vel kandstu søge Skiul oc Ly/
110 Oc til en Tjd undvige:
Men usle Krop/ hvort vilt du fly?
Hvort hen vilt du dig snige?
Du veedst/ de store Kongers Arm
Saa langt hen ud sig Strecker/
Ja krøbst du end i Jordens Barm/
Den dog til Skakken recker.
Til med saa skal oc jdelig
Din egen Siel oc Hierte/
Hvor du oc est/ udmartre dig
Med meer end Bødel-Smerte.
Dig følge dine Gierninger
Du dem ey kandst undgange:
Hukommelsen din Bødel er/
Du est din egen Fange.
Dig skal en ond Samvittighed
Hver Tjd oc stund bebreyde/
Hvad Jammer du har ført aff sted/
Med blodig Krjg oc Feyde.
Du selff din trodsig Offvermod
Med Hiertens Harm skalt laste/
Oc ynske dig i Haffsens Flod/
Saa dyb den er/ at kaste.
Du bande skalt den staalen Skat/
Du stedse paa har stolit/
Oc ynske dig/ at du varst plat
Til Støff oc Meel henmolit.
Men at du føle løse Steen
Udi din Eed har hvegit/
Der du dig soerst ved Gud om Meen/
Din Koning vilde svegit:
Oc at du Stempling haffver giort/
Oc varst med Raad paa Veye/
Hans Arffve-Spjr at føre bort
J fremmed Vold oc Eye.
Det det udi din bange Siæl
Skal nagge meest oc skiære:
Det det/ dig arme Syndsens Træl/
Den største Væ skal være.
Saa sterck aff Aconit en Drick
Selff Pontus blander icke/
Du strax udi it Øyeblick
Jo vilde den uddricke.
Saa beesk skal tyckis dig dit Liff/
Saa skammelig dit Rycte/
At ey for hvassen Rage-Kniff
Din Strube sig skal frycte.
Saa fast oc hart kand Reeb oc Baand
Ey Moderløsen knibe/
Du jo med din MeenEdig Haand
Skalt vilde der til gribe.
Saa høyt it Taarn mand aldrig veed
Saa steyl er ingen Klippe/
Du der aff jo vilt falde need/
Oc gierne Liffvit slippe.
Alt det som andre giør Behag/
Skalt du Fortræd aff ljde.
Du skalt om Natten ynske Dag/
Oc Nat om Middags tjde.
Du skalt din usle Fødsels Tjd
Vel bande mangen sinde/
Ja daglig gaa i Dødsens Strjd/
Oc dog ey Døden finde.
Med Pijl oc Skud at fældis need/
Det skalt du Skaansel kalde:
Du regne skalt for Miskundhed/
For andres Sverd at falde.
Men arme ney/ slet ingen vil
Dig der udi bønhøre/
Slet ingen er paa Jorden til/
Medlidenhed skal røre.
Til Straffens rette Dag oc Stund
Mand dig urørt skal spare/
At hver Mand aff din egen Mund
Din Falskhed kand forfare.
At det oc da fornemmes kand/
111 Hvo dig tilhiulpit vilde/
Hvo Kongen oc sit Føde-Land
Vel meener eller ilde.

Vel an din Dom er alt affsagt/
Stadfæst oc underskreffven/
Dit Naffn oc Vaaben need er lagt/
Din Ære sønderreffven
Sig nu hver Koning her paa Jord
For dig i act skal tage:
Ey nogen Første du med Ord
Nu meere kandst bedrage.
Din Ondskabs Skieppe nock er fylt/
Dit Glas til en[d]e rinder:
Du saadant har for hart forskylt/
Dig Rætten offvervinder.
Saa saa skal dennem alle gaa/
Med Oprør sig bevare.
Retfærdig Straff her øffvis maa/
Skal Verden ellers vare.

Dig Himlens Gud O Zebaoth/
Som os har holt i Liffve/
Oc giort hans Ulffve-Raad til Spot/
Vi Tacken vel maa giffve.
Den gandske Verden kiender nu
Din høye Vissdoms Vælde:
Vor Konning selff alleene du
Hialpst ud aff Dødsens Fælde.
Din Salffvede var dig for kiær/
Du selff hans Huus bevar'de:
Du dig hans Fare togst saa nær/
Oc Skakken aabenbar'de.
Du store Raadsens Engel dreffst
Den Mand/ som os advar'de/
Med hannem du selff underskreffst:
Ved hannem du os spar'de.
O Hæld oc Lycke/ Seyr oc Fred/
Hans Huus skal altjd følge/
Som giorde sig Samvittighed/
Forræderen at dølge
Dig Jsraels Strjds-Kæmpe dig/
Det gandske Land oc Rige
Berømme skal ævindelig/
Oc hiertelig Tack sige.
Du frelste voris Ljff oc Blod/
Der det om Døden gielte.
Du du den Blodhunds offvermod
Selff vidste ret at smelte.
O Søde Fredsens Første lad
Den Ædle Fred regere/
Lad dem/ som stiffte Mord oc Had/
Ret aldrig findes mere.
Lad dem som Affner spredes hen/
Som effter Oprør stunde.
All Himlens Heffn forfølge den/
Os Undergang vil unde.
Al Verdens Had/ al Spot oc Meen/
Dens Offvermand lad være/
Som ey sin Arffve-Koning tien
Med Trofasthed oc Ære.

AMEN

49. Lyckynskning Til den Høybaarne Første oc Herre Her Johan Georg den tredie/ 112 Hertug til Saxen/ Gylich/ Cleve och Berg/ Chur-Prinds. Land-Grefve i Dyringen/ Markgrefve til Meysen/ Ofver- och Vnder- Laussnitz/ Grefve til Mark och Ravenssberg/ och Herre til Ravenstein Der hans førstelige bilager med den Kongelige och Høybaarne Printzcesse Anna Sophia Danmarckes/ Norges/ Vendes och Gottes Arfve-Printzcesse/ Hertuginde udi Slessvig/ Holsten/ Stormarn och Dytmersken/ Grefinde i Oldenbo[r]g och Delmenhorst/ høytideligen blef holden. Kiøbenhafn/ Trøckt hos Henrich Gøde/ Kongl. Maj. och Vniv. Bogtr.

KOm ædle Titan/ kom du store Verdens øye/
Lad al din klare glands och pract sig sammelføye/
Til at bestraale den høyt-ønskte Glædes dag/
Som Himlen har bestemt vor Norden til behag.
Det er den store dag/ sig voris Cimber-Rige
Skal ufeylbarligen i sin Tjd stoer af sige/
Naar hendes ædle vext och kongelige roed
Vdbredis præctelig hos Elbens stride floed.
Det er den glade dag/ som med bestandig Lykke
Hin rige Saxen Land omkrone skal och smykke/
Naar hendes høye huus/ i fast utallig tal/
Af voris klare Belt nu fructbar gjøris skal.
Hvor mangen dyrbar Prinds och Krone-værdig pode
Vil her oprinde ved/ Evropa dig til gode!
Hvor mangen Kongelig/ hvor mangen Førstlig Brud/
J voris efter-Tjd/ vil her af spiris ud!
Ey Tidens bidske rust skal kunde self fortære
Den ugemeyne prjs och høye titlers ære/
Som deris Helte-slect och æt ved løftis skal
Langt ofver Skyerne/ til Himlens skønne sal.

O store Kjærlighed/ o Verdens herskerinde/
Som hafver vidst i dag saa vel at sammelbinde
Det førstelige par/ och deris ædle Sind!
113 Med slig en tuctig ild och brynde tagit ind.
Det dig var ikke nyt/ end och i gamle Dage/
Jmellem Dannemarck och Saxen Land at mage
Paa venlig Svogerskab: alt at den gyldne Fred
Jndrodis kunde fast/ och ævig blifve ved.
Naar deres Høfdinger i marken stundom sloges/
Och [vel] saa vredelig om ofvermagten droges/
Et kiærligt giftermaal strax sluttit blef och giort:
Och der med vaar tillukt den vrede Feydes Port.
For tøsser sexten Aar/ som staar endnu til minde/
Gaf Saxen Dannemark saa præctig en Førstinde
Hvis eye-gode Sind och hierte-dydighed
En hver/ i Riget boer/ ey nok at prise veed.
Nu giældis det igien: i det du Saxen sender
Saa kongelig en Brud/ och al din flid anvender/
At baade Dansk och Sax kand der af hafve gafn/
Och tilforhverfve sig et felgis ære-nafn.
Den bleege missgunst sig maa nu slet ofvergifve/
Och self/ af idel harm/ sit Hierte sønderrifve.
Her er for høyt et par; her er for tryg en pact/
Som ey tør frycte sig for Fjentlig had och magt.
Her finder det sig saa/ som deres nafne lyder:
Her sanckis Hæld och gunst med visdoms høye dyder.
Her blandis skønheds glands med tuctig ærbarhed.
Her her Naturen har sin mester-gjerning teed.
Den gandske Christenhed ved dette baand sig glæder/
Och med al Lykkes ynsk høytidelig fremtræder.
En hver sin trofasthed och venskab byder til.
En hver i gjerningen sin plict bevise vil.

VElan høybaarne Prinds/ du Førsters glands och ære/
Sjg Himlens almagt tack/ som vilde dig beskjære
Saa skøn och yndefuld och Engel-from en Brud/
Der trofast holde skal med dig til Døden ud:
Begynd i Lycksom tjd den søde fruct at nyde/
Som Kjærlighed vil dig fornøye med och fryde.
Omfafn med tuctig lyst det ædle pant och skenk.
Stræb Ridderlig/ och paa din Stammes frem vext tænk.
114 OCh du vor Nordens prjs/ du Dydigheds exempel:
Du skønheds Himmel-glands: Du Kyskheds reene tempel.
Och (at Jeg meget kand med faa ord sige snart)
Du som paa slecter ret din store Faders art.
Sæt nu din lofve til din egte Prinds och Herre/
Som acter meere din/ end egen sin at være.
Vær hans i lyst och nød: vær hans i død och lif.
Lad hannem være al dit hjertis tidsfordrif.
Det Folck/ hand skal med dig/ och du med hannem raade/
Lad nyde skjel och ræt och ofverflødig naade.
Fuldbyrd alt det du veedst/ hans Sind forlyste kand
Och være middel til en fredsom egte-stand.
Saa skal sig Elbens vand til haarden steen omvende/
Ja Belt och Øresund sig lade slet opbrænde/
Før eders kyske brand och reene kjærlighed
Af nogen vedermoed skal kunde dæmpis need.

KOm rige Salighed her need af Himlens sæde/
Stadfæst det høye par i fast bestandig glæde.
Med Hæld och ære pryd al deris raad och jd:
Lad deris nafn och æt bestaa til ævig tjd.

A. Bording.

50. Lyckynskning Til den Stormægtigste och Høybaarne Første och Herre/ HER CHRISTIAN Danmarkes/ Norges/ Vendes oc Gottes Arfve-Prinds/ Hertug udi Slessvig/ Holsten/ Stormarn och Dytmersken/ Grefve i Oldenborg och Delmenhorst/ Der hans Kongelige Høyheds Bilager/ med den Stormægti[g]ste och Høybaarne Printzcesse CHARLOTTA AMALIA, 115 Landgrefinde til Hessen/ Førstinde til Hirtzfeld/ Grefinde i Katzenellebogen/ Dietz/ Ziegenheim/ Nidda/ och Schavenburg/ Høytideligen blef holden. Tryckt i Kiøbenhafn/ Aar 1667.

REys op/ o Danmark/ nu din høye Spjr och Krone:
Reys op din æres horn: Lad klinge glædsens tone:
Kom frem med fryde-skrig/ lad mercke kjendelig
At det/ som skeer i dag/ til lyst opvækker dig.
Det er den klare Dag som høyen Himmels Ynde
For dig indstifftit har/ at du skalt nu begynde
Din Herlighed/ och see/ dit Herskabs ædle rood
Til ævigheden smukt at legge grund och food.

Ja/ dyrebare Prinds/ hvis høye prjs och ære
Den glade Fama sig paatagit har at bære/
Med allerstørste pract och triumpheerlig stads/
Høyt op til Himmelens bestjernede pallads.
Vor gandske Cimber-egn och vide Nordens Rige/
Med glæde vel af den Lyksalighed maa sige/
Som andre Riger sig med Længsel och attraa
Tilynske mangen gang/ men den dog sjælden naae.
Ved dig staaer voris Haab i blomster och i grøde/
Saa Tidsens bidske rust tør ikke sig bemøde/
Vor' Arfve-Kongers nafn at tære nogen Tid.
Ney/ Kongelige Prinds/ i dig bestaar vor ljd:
At naar Naturen det omsider saa befalder/
Vor store Frederich at gjøre mæt af alder/
(Som hver mand ynsker dog at seenligen maa skee)
Du da din afkom skalt i mange leder see.
O vel det Folk och Land/ hvis Konge-blood och Stamme
Af sin mangfoldighed sig rose kand och bramme.
Jo fleere Konge-Børn och Rigens Arfvinger/
Jo større magt och kraft i Landet der och er.

Tak/ ædle Kjærlighed/ du trygheds stifterinde/
Som/ efter voris ynsk och sammeltydig minde/
116 Den unge Prindses Sind och hierte komst i brand/
Och hannem førde seif paa vey til Hessen Land.
Tak/ ædle Kjærlighed/ for du din fljd paalagde/
At Hessens beste kjærn hans Høyhed det tilsagde/
Som hannem glæde skal i velstand och i nød/
Och hannem al hans tjd och Lefnet giøre sød.
Tak tak/ for du din plict och skyldighed ey glemte;
Men slig en Førstlig Skat til slig en Første gjemte.
Ja tak ochsaa/ for du med slig en kraftig haand/
Udi saa good en Tjd/ har bundit dette baand.

O Førstelige Brud: Heltinders pract och smykke:
O dyds och ærbarheds fuldkomne mesterstykke:
Hvis Himmel-klare glands och Skønheds ære sig
Med yndig hæld och gunst beblander artelig.
O see/ hvor præctelig din ædle Prinds fremganger/
Och paa ret Helte-vjs/ o Skønne/ dig undfanger.
O see hvor Engel-mild och venlig hand udseer/
Och ved din høye dyd af hjertens glæde leer.
O see/ hvor kjærligen hand hviden haand frembyder/
Och der med uden falsk al ecte troskab yder/
Ja vil fuldbyrde det/ som Jeg med stjl ey let
Tør skrifve/ men dog hør til ecte sengens ret.
Eja hvor ynskelig och gylden-skøn vil blifve
Den efter-Tjd och Dag/ der dig skal Moder skrifve
Til mangen vældig Prinds och Scepter-værdig Brud/
Som denne glædes Dag til Verden lofver ud.
Sig Hessens dapre Huus skal da forundring gjøre/
At hendes nafn och æt hos striden Belt och Øre
Sig saa forfremmit hâr/ och/ (trods den bleege Njd)
Sit herredom och magt saa videlig udbrid.

Saa tag/ o store Par/ tag an den Lyst och Lykke/
Som dig beskjærit er/ och Himlen vil samtykke.
Nyd al den hjertens ynsk och mange bøner ad/
Som øses ud for dig af baade Land och Stad.
Før skal sig Stefens Klint til salten Strand forbytte/
Och Norges Dowrefiæld til Hessens Abnob flytte/
117 Før eders Kjærlighed och kyske hjerters Brand/
Af nogen Verdsens ting/ udslukkis skal och kand.
Al Lykkens milde regn skal eders Huus bedugge/
Al Salighed och hæld skal eder ofverskugge.
Al eders gjerning skee til glæde lyst och gafn/
Och eder Krone med et ævigt ære-nafn.

A. Bording

51. Velkoms frydeskrig/ Den Stormægtigste och Høybaarne Førstinde CHARLOTTA AMALIA Danmarkes/ Norges/ Vendes/ och Gottes Printzcesse/ Hertuginde til Slesvig/ Holsten/ Stormarn och Dytmersken/ Fød Landgrefinde til Hessen/ Førstinde til Hirtzfeld/ Grefinde til Oldenborg och Delmenhorst/ Katzenellebogen/ Dietz/ Ziegenhaim/ Nidda och Schavenborg etc. Der hendes Kongelige Høyheds første indtog i Kiøbenhaffn/ den 25. Junij 1667. med Kongelig pract och følge glædeligen skeede. Tryckt i Kiøbenhaffn hos Jørgen Lamprecht.

PRintzcessers klare Sool/ Førstinders pract och smykke/
Som voris Cimber-egn til ære lyst och lykke
Af Himlens milde gunst beskjæret est och sat/
Och af al Verden høyt berømt och vel omlat:
Bestraal med naades skin min Danske sang-Gudinde/
Som i forundrings dyb maa sig henrykt befinde;
Kand derfor ey/ hvor sterk hun der sin fljd giør til/
Saa skønne velkoms ord paafinde/ som hun vil.
Tilforne Dannemark sig høy-lyksalig prjste/
Naar mand for hende kun dit billede fremvjste:
Omskønt det var kun gjort ved død'lig Mesters haand
Det sjuntis dog for os/ at hafve lif och Aand.
Hvad Berings lærde pen der under hafde tegnit/
Det i vor tanke dig/ o Skønne/ bleef tilegnit/
118 En hver med ord och ynsk begjærlighed lood tee/
Din Høyheds Majestæt udi person at see.
Nu timis os vor ynsk. Nu skue vi langt meere/
End pensel eller pen med pract kand udstaffeere.
Nu kronis Landsens haab med glædens søde fruct/
J det hun seer i dig al Førstlig Held oc Tuct.
Her maa den bleege Njd af harm och blusel falme/
Och self tildømme dig en ævig æres Palme.
Ja slig en Himmel-pract och deylig skabnings glands
Forsekrer Verden om din høye Dyd och Sands.

O vel vor store Prinds/ som er tilsteed at nyde
Saa dyrebar en Skat/ O hvor vil hand sig fryde/
Naar hand fornemme skal/ o anden Dagmor/ dig
Af baade lærd oc leeg at elskis hjertelig.
O vel vor Nordens egn och heele Cimber-Rige/
Som intet andet veed/ end Himlen tak at sige/
For slig en herlighed och uskatteerlig pant/
Hvis ædle rycte naaer til Jordens sidste kant.
O vær velkommen hjd/ du Jordiske Gudinde.
Velkommen hjd/ til os/ som hjerterne forbinde
Til dig foruden falsk/ oc der paa falde need/
Mod dig at tage med en ævig Troskabs eed.
Velkommen i good Tjd. Velkommen fleere sinde/
End Skud afgange til vor felgis glædskabs minde.
Velkommen fleere fold/ end Øyne gifver act
Paa din Fuldkommenhed och høffske laders pract.
Blif frisk och Lykkerjg/ som prydefuld och hældig.
Bliff (som du til est fød) i mact och ære vældig.
Blif (som du sindet est) vort Folk och Land til gafn.
Kom saa (men sildig dog) til Salighedsens hafn.

A. Bording.
119

52. Vores Allernaadigste Arfve-Koning/ Den Stoermægtigste oc Høybaarne Koning Frederich den Tredie/ Danmarkes/ Norges/ Vendes och Gottes Koning/ Hertug udi Slessvig/ Holsten/ Stormarn oc Dytmersken/ Grefve udi Oldenborg oc Delmenhorst/ paa hans Naades Fødsels Dag/ Som aarligen indfalder den 18 Martij/ til underdanigste skyldighed oc ære.

1.

VElkommen gyldne Soel och Ljus/
Som os herneed af Himlens huus
Saa lystelig bestraler/
At vores heele Cimber-Egn/
J dag/ om fryds och glædes tegn/
Och idel Lykke taler.

2.

Til Verdens Ljus paa denne Dag
Fremkoem/ os alle til behag/
Det klare Ljus och Øye/
Som Himlen gjorde til Monarch/
Och sig vor ædle Dannemark
Och Norge for maae bøye.

3.

O Lykke/ Lykke tusindfold/
At os saa Kongelig oc bold
En Herre var beskjæret.
Tack tack/ Lucina/ for den fljd
Och hjelp/ du gjorde samme tjd/
Der hand bleef os foræret.

4

Der Moders arm først hannem baar/
Da var begyndt den milde Vaar/
Och Vinteren til ende:
Til tegn/ at hand i Sind och Moed
Sig skulde tee ret eye-goed/
Och lade Mildhed kjende.

5.

Fiolen med sin luct frembrøed:
Sig Lillien med pract opskøed/
Och vilde for-bud være/
Til den Zirat och høye stand/
Som hannem var bestemt/ der hand
Fik Arfve-nafn och ære.

6.

Den ljuse Middags Stund oc Tjd/
Paa hvilken hand til os koem hjd/
Os spaaede/ hvor hand vilde
Med Dagens ljuse gjerninger/
Och hvis som Førster prjssligt er/
Omganges brat och silde.

7.

Vel an/ det effter ynsk tilgik/
Hand Riget/ Riget hannem fik.
Och hvo kand nær udsige/
Hvor vel at denne Tjd er tjent
Med hans retvjse Regiment/
Som ingensteds har lige?

120

8.

Gif/ Himmel/ at hans Naade naaer
Endnu til mange graa haars Aar/
Foruden meen och plage.
Gif hannem styrcke/ Moed oc raad/
Och bryd ey før hans Leffnetz traad/
End hand er mæt af Dage.

9.

Vel dig/ o store Frederig/
Det raabe vi med fryde-skrig/
At Jorden ved maae befve.
Ja hvo vil der och ikke paa
Med lyst for sig i Skaalen slaae/
Oc sige: Kongen lefve?

GVD hIeLpe sIn SaLVeDe
æVInDeLIg.
Anders Bording.

53. Den Cimbriske Nordens TAARE/ Den Stormægtigste/ Høybaarne/ nu Saligste och i høyloflig Hukommelse Koning FREDERJCH den Tredie/ Konge til Danmarck och Norge/ de Venders och Gothers/ Hertug udi Slessvig/ Holstein/ Stormarn oc Ditmersken/ Grefve udi Oldenborg oc Delmenhorst. Der hans Kongelige Ljg Begængelse den 4. Maij 1670. holdtes/ Sørgeligen opoffrede ved Anders Bording. Tryckt i Kiøbenhaffn hos Jø[r]gen Lamprecht.

Saa kand en hastig Storm den allerstørste Ceder
Paa Libanon/ saa snart til Jorden fælde neder/
Som Høstemandens Lee det mindste Græss och Straa/
Naar det er Høste-tjd/ har magt om kuld at slaae/
Naar Lifsens time-glas er runden ud til ende/
Da vil den bleege Død ey nogen forskjel kjende
Paa liden eller stoer/ men sicter Jo saa vel
Til Landsens Hofved self/ som til hans mindste Træl.
121 Hvad Babylons Monarch/ Hvad Cyrus/ Alexander/
Och Cæsar hafve gjort/ och hvad om dennem stander
J Verdens Tide-Bog: Paa deres Gjerninger
Slet intet andet dog/ end Døden slutning er.
Paa Verdens skue-plads/ mand aldrig veed at næfne
Saa stoer en Jordens Gud/ af ære/ byrd och æfne/
Hand Spjr och Krone Jo maae sige strax god nat/
Naar Dødsens kaalde Slum hans hjerte griber fat.
Hvor kjær/ u-mistelig/ belefven/ mild och naadig/
Hvor fuld af Majestæt/ hvor dapper och retraadig
Hand været har blant os/ ey rædning dog er til/
Den mørke graf sin ret Jo fyldist hafve vil.
Ach Ja! diss verre! det i voris Cimber-Rige
Befindes alt for sant: En Koning som ey lige
Har haft af Arf-ælds tjd i Dyd och værdighed/
Paa denne Dag af os i Jorden settis need.

O store Frederich/ o milde Landsens Fader/
End dog hvad Himlen vil/ sig ey forandre lader/
Och voris salte Graad och suk ey kand formaae/
Din Himmel-værde Sjæl her need igjen at faae.
Det dog er voris Plict/ med Jammers skrig oc klage
Dit Kongelige Ljg til graf ven at ledsage.
Gud kjender/ det os ind til Sjæl och hjerte gaaer/
At den u-milde Død dit lefnets traad affskaar.
Thi du den Konge varst/ som meere med exempel/
End tvang/ formeerede Guds Menighed och Tempel.
Den bidske Misgunst self ey andet sige kand/
End at du stedse varst Guds ven och egen Mand.
Du varst vor herlighed/ vor høye pract och smykke/
Du varst/ nest Himmelen/ vor tilfluct/ trøst och Lykke:
J Fredens tjd vor lyst oc glæde nær och fjærn:
J Feyde tjd vor skjold/ vor tryge vold och værn.
Din Mandoms dapperhed var voris muur och gjærde.
Din Løfve-modighed sig aldrig loed forfærde/
For nogen farlighed och blodig Krjgs alarm.
Hvor du varst/ der var Seyr och Salighedsens arm.
Du varst de Lærdes glands/ de vises Soel och øye.
Du vidste Miskundhed hos Dom och Ret at føye:
122 Loedst ingen gange fra dit ansict sorgefuld:
Varst ære-kjær och kysk/ belefven/ rund och huld.
Dit hjertes øye-merk var/ det at skaffe Landet/
Som du varst af opnæfnt. Dit Sind ey stoed til andet/
End det som hafde smag af idel Himmel-Dyd/
Och koem dit Folk och Land til ære/ gafn och fryd.
Och om jeg dig/ som du varst værd til/ skal berømme/
Jeg Hafsens Dybe grund kand da langt før udtømme/
Och meere giør/ end om Jeg Himlens Stjerner tæl.
Ja (kortelig) du varst dit Folckes anden Sjæl.
Hvo kand saa føleløs och Marmor-hjertet findes/
At hand din Majestæt maae Jo med taare mindes:
Ney/ ney: slet ingen her blant os kand være til/
Hand Jo dit høye nafn med længsel prise vil.
Den gandske Verden al den ære dig tildømte/
Som Lykken hafde dig forlænt/ och os berømte/
Som tiente dig. Men ah! at du saa snart och brat/
Jmod forhaabning/ os och verden gafst goed nat.
Din Engel reene Sjæl/ som vi kun her besvær'de/
Den foer til bedre ro: Vi vaare dig ey værde.
Du varst for Dydefuld: du varst for eye goed/
Til her blant voris flock at skulde længre boed.
For ringe Jorden var/ med Konge nafn och vælde.
For ringe var alt det/ for verden høyt kand gjælde.
For ringe vaare vi/ til at forskylde det/
Os bleef af dig beteed: Vor æfne var for slet.
Dit værne-Land och hjem var Himlens Slot och Trone.
Din rette løn och Skat var ærens Krands och Krone
Blant de forløstes hob/ och store Kongers tal/
Som altid skue Gud i Lifsens skønne sal.
Der est du frydefuld/ och nyder ævig glæde:
Den stund vi andre maae bekymres her och græde.
Der triumpherer du/ och finder det for dig/
Som ey kand siges ud af nogen dødelig.
Det andet/ som var Jord/ til Jorden vi bestede/
Med Haab/ at følge snart/ hvor til vi os berede.
Dissmidlertjd dit nafn och høye lof omgaaer
Blant alle Folk och Land/ saa længe Verden staaer.

123

54. [Den Cimbriske Nordens Frydeskrig ofver den Stoermægtigste och Høybaarne Koning Koning CHRJSTJAN den Femte/ Konge til Danmark oc Norge/ de Wenders oc Gothers/ Hertug udi Slessvig/ Holsten/ Stormarn och Dytmersken/ Grefve udi Oldenborg och Delmenhorst/ Der hans Majestæt til sit Kongelige embede bleef Salfvet och indviet.]

SAa lader Himlen nu den glade dag oprinde
Som voris Cimber Egn til ævig æres minde
Maae skrifve billigen iblant de dages rad
Hves nafn med pærle stjl er sat paa gylden blad
Det er den ædle dag, som lofver och tilsiger
At al Lyksalighed i disse Nordens Riger
Skal efter felgis ynsk och bøn roedfæste sig
Och staae for os i vext och blomstres yndelig
Hvo kand ey fatte Moed? hvo vilde sig ey glæde
Naar hand fornemmer den paa Konge stoel och sæde
Blant Jordens Høfdinger och høye Kongers tal
Som hand nest Himlens hjelp alt det adnyde skal
O ædle Kongers æt o Potentaters Krone
O stoere Christian hves Herredom och throne
Den u-forfalskte dyd har self lagt grundvol til
Och Lykkens gunst, fra slect til anden fremme vil
Den gyldne Phæbus med sin klare glands och lue
Fremtræder præctelig paa Firmamentens bue
Men du dit folkes Soel, med større majestet
Bekronet træder frem, end nogen før har seet
Hvad er din færd herojsk! hvor yndelig frembryder
Din naadis hældighed! och dig din krone pryder
Som ingen Konge før i Danmarck har for dig
Med slig en magt och ret paataget arfvelig
124 Ey nogen uden Gud som er al visdoms Herre
Har kronet dig med den: hvorfor hand och skal være
Tilstede self hos dig med visdoms kraft och aand,
Och dig med gode raad och anslag gaae til haand.
De rige steenes glands och pract som den med praler
For alle Jordens Folk betegner och afmaler
At dine dyders værd skal gjøre Dansken gafn
Och skaffe dig et klart och herligt efter-nafn
Den dyrebare malm som den ved ildens lue
Er gjort och drefven af, os gifver at beskue
Dit hjertes trofasthed hvor paa dit Folk och Land
J nødens haarde tid sig fast forlade kand.
Din Konge Spjr och staf som er saa ret och lige
Betegner at du vilt fra Retten aldrig vige
Men dømme Landet med retfærdighed och see
vel nøye til, at hver kand Low och lige skee
Du med dit blanke Sverd ret som en aarlogs Kæmpe
forsekrer os at du skalt deris vaaben dempe
Som os paaføre vold, och est for os til strid,
Trods hvem det er i mod, behjertet allen tid.
Det gylden æbles bold som och din haand bepryder
Din Kongelige magt och herredom betyder
Som rekker ofver Land och ofver sa[l]ten Sø
Saa dig maae tjene self den sidste Thules Øe
Din purpur røde dragt med Kroner stukken ofver
Som du dig har i ført tilsiger fast och lofver
At du til alle dem som under Kronen staae
Vilt hafve Kjærlighed och brændendis attraa.
Ved Salfvens ædle saft som ofver dig udgydes
Dit milde hjertes art och egenskab udtydes,
Som er, i mod en hver af os at lade see
Din naades høye gunst, och miskundhed betee.
Ja hvad mand seer paa dig och hvad som du begynder
til Lykke tegner sig och frydelig forkynder
At du med største lof och pris dit Fødeland
Igen skalt føre til sin ærfælds værd och Stand
Dit ansict lige ved en Engels ansict lignes
Och derfor af en hver tilbedes och velsignes
125 Din munds befalning er ret dydens rette snoer
Dit hjertes øyemerk er felgis fred och floor
Hvo vil ey gladelig til Jorden need sig neye,
For dig, som værdig varst, en gandske Jord at eye?
Hvo vil ey dig ansee for Himlens Sendebud,
Som Himlen ærer self, och kalder Jordens Gud?
Lad andre Rigers Folk, af fryct for magten, gjøre,
Hvad dennem settes for, af den som de tilhøre,
Din milde medfart os saa vel at lokke veed,
At vi maa frycte dig af idel kjærlighed.
Hvo skulde trettes ved hørsommelig at lyde
Saa from en potentat, Hvem skulde det fortryde
Saa stoer och priselig en Konges Helte moed
at styrke troligen med eye Hf och bloed.
Ja, gjerne, Ja: Hvad vj med samlet haand och stemme
Din Naade svoret har, ret aldrig vi forglemme
Før skal den klare Soel i norden gange need
End nogen skal af os modgaae sin troskabs eed
Før skal vor salte Belt til aggerland omvendes
Och striden Øresund i brand och lue tændes
End Dansken glippe skal i noget af alt det
Som hand dig skyldig er af arfve-plict och ret.
O at din herlighed maa dag fra dag forfremmes
Och al lyksalighed i din Palads fornemmes
Blif mandelig, och saa som David, Seyer-rjg.
Blif Salomon i magt, forstand och ære lig.
Vel vorde derfor dig, o Milde Landsens Fader,
Som kongers Konge self til Konning salfve Lader,
Och hellige ved sin Prophet, hvis læbers oerd
Hand ey tilstede skal, at felde need paa Joerd.
Vel vorde dig, naar du dig i raadstuen finder.
Vel vorde dig, naar du dit Kæmpe sverd opbinder.
Vel vorde dig, naar du for os gaar ud och ind.
Vel vorde dig, i hvad du fatter dig i Sind.
Din største hjertens lyst er Enkens graad at spare
Din mund er villig den betræ[n]gte vel at svare
Din lyst er hjelperig at findes aldenstund
Din haand i mod en hver er gafve-mild och rund.

126

VII Digte til embedsmænd

55. Sende-Brev til Rentemester Christopher Gabel Ao. 1663.

Her GABEL, J fortørnes ej
At sig min Pen begiver
Paa slig en u-sædvanlig Vej
Og nu til Eder skriver.
Den modig Helt, vor Admiral
Sampt og den friske Tscherning
De største blant Poëters Tal
De voldte denne Gierning.
Jeg dem ej sige tør imod,
Mig de saa dristig giorde,
De sagde mig, J var saa god,
Jeg intet reddes torde.
Min slette Tilstand mig og nu
Saa got som det befaler,
Til kranken Skæbne haard vil Hu,
Hvo hør, naar ingen taler?
En ræd og u-behiertet Mand
Ej giller snevre Fruer,
Mand ej fordi mand gabe kand
Bekommer stegte Duer.
Vel an, Hr. GABEL, som mand hør
At Tiggemanden siger,
Jeg bad af Eder aldrig før,
Jeg troer J mig ej sviger:
Saaledes jeg og sige kand
Med billig Skiel og rede,
J mig hos Eder aldrig fand
Om nogen Ting at bede.
Enddog jeg vidste med god Skiel,
J vores Stand til gode
Hos Kongen hialp, og undte vel,
Saa vi [ved] Eder groede.
Men hielper nu den første gang,
Det gielder nu min Herre,
Den Mand, som hielpe vil i trang
Bør dobbelt Tak og Ære.
Ej Skanderborg jeg beder om,
Ej Koldinghuuses Rente,
Men kun et slet Vicaridom
Jeg haver for at vente.
Men Kongen siger, at hand vil
Til Leege Folk udbytte
Capitels Renter, og dem til
En verdslig Brug forflytte.
Det er saa meget sagt, som gak,
Du, Bording, intet fanger,
Nej, Naadig Herre Konning, Tak,
Sligt ikke mig anganger.
Thi jeg paa timen nu forsvær
Ald Klerke-Skik og Noeder,
Jeg er ej Klerk, jeg ikke er
En Catechismus-Broder.
Ja jeg og før min Mesterdom
Ret lige nu tør slippe,
127 Hvor dyr hun mig paa Soer end kom,
End ride saa til glippe.
Den første Auction her staar,
Jeg hende strax opbyder,
Om jeg end lidet derfor faar,
Det intet dog betyder.
Nej, Verdslig, Verdslig, Verdslig Mand,
Hvo vilde det ej være,
Helst naar mand noget der med kand
Til Køkkenet hiembære.
Kand jeg faa Polens Krone fat,
Kand jeg en Konni[n]g blive,
Jeg Cardinals og Biscops Hat
Sagt da kand overgive.
Kand jeg med Store Henrik faa
Det Franske Spür at føre,
Jeg sagt i Kloster kand indgaa
En Munke-Mess' at høre.
Her GABEL, J vel derfor kand
For mig til Kongen love,
At jeg er [ret en] Verdslig Mand,
Saa god som een til Hove.
Og sige til Hans Majestæt,
At jeg er intet andet,
End en saa lystig Dansk Poët
Som findes kand i Landet.
Den store Kniv maa laves til,
Ja Bording maa berømmes,
Paa bjelk og tscherning kaldes vil,
Af dem jeg ej forsømmes.
En eenlig Stræng kand briste læt
Naar den skal Byrden bære,
Alt det som got skal kaldes ræt
Tredobbelt faar at være.
Naar de med Eder, J med dem
Kun ville smukt samtykke,
Da gaar jeg vist med noget hiem,
Og takker for min Lykke:
Da bliver jeg saa stor en Mand,
At mangen vel skal sværge,
[Jeg er udj] saa høj en Stand,
Som Strasburg Kirke-Værge.
J der til faar om [valske] Pok,
Om Jupiter og Fanden
At bande frit, at jeg er nok
Saa Verdslig som en anden.
J det med Skiæl og giøre kand,
Thi jeg langt heller drikker
Hin klare Viin, end Kilde-Vand
Naar mig Poëten stikker.
Jeg heller er hos Kort og Krid,
Og hos de smukke Piger,
Ja var det end om Midnats Tid,
End Ave Mari siger.
Jeg heller paa Comædi-Leeg
Vil høre Pikkelhering,
End selv mig giøre træt og bleeg
[Med] Læsning og Studering.
Nej, nej, thi dersom een kand sig
Slet med Studering dræbe,
Da bliver jeg udødelig,
For hart [schal ieg ey] stræbe.
Vil nogen [och] Forpligt skal skee,
Jeg den og sagt kand give,
Om andet end om Galate
Her efter ej at skrive.
Vil Kongen Eder ikke tro
Naar J vil saadant sige,
Da beder hannem, at hand jo
[Til pladsen ned vil kige]
Der skal hand see mig saa forvend
Paa Krave, Skæg og Klæder,
At hand skal sige, nej saa mænd,
[Ney det er ingen] Peder.
Jeg sagt en [rustet skamfer] faar
At hænge ved min side,
128 [Den] dingle skal ved Been og Laar,
Dog ej paa Jorden slide.
Sligt kommer mig og [vel] til pas,
Thi jeg har mist min Kappe,
Den staar sat ud for mangt et Glas
Jeg haver ladet tappe.
En Kiæp med mange Kno[r]ter paa
Jeg ikke skal forgiætte,
Jeg efter Tablatuur skal gaa,
Min Hat paa snur opsætte.
Jeg og saa skal staffere mig
Med guule Baand og røde,
At Pigerne vel skulle sig
Forelske slet til døde.
[Jeg føre skal saa prægtig snak]
Min Manddom [saa] berømme,
At selv den ædle Krigs-Helt Skak
Mig Verdslig nok skal dømme.
Hvad tykkes Eder, kand jeg ej
For Verdslig da [hengange]?
Jo, jo, jeg veed J ingen nej
Af Kongen da skal fange.
Med et Munds Ord jeg hielpes kand,
Og komme smukt paa fode,
O taler, taler som en Mand,
Ja taler mig til gode.
Stod Lykken noget bi med mig,
Jeg skulde sligt forskylde,
Jeg Eder skulde prægtelig
Med røden Guld forgylde.
Men ach! min Pung den er forlet,
Min Pen min Pligt skal giøre:
Med den jeg Eders Ære slet
Til Himlen skal opføre.
Den ærlig Bielke derpaa vil
Sin Haand for mig udrekke:
[Hr.] Tscherning siger Ja dertil,
Om det kand noget klekke.
Er det og Eder til Behag,
Og det kand noget drive,
Da vil og Secreterer Krag
Med dennem underskrive.
Ja jeg endnu vel flere fandt,
Som vilde for mig tale,
Vil Store Fridrich kun saa sandt
En liden Fridrich male.

A. Bording C.

56. Den Høy-ædle oc Vjdtberømbte Krigs-Helt oc Herre POVEL VIRTZ/ Kongl: Maytts aff Danmarck oc Norge velforordnit General Felt-Marskalck/ Friherre til Ørneholm etc. etc. Til Velkoms Ære. Prentet i Kiøbenhaffn aff Georg Lamprecht/ Aar 1664.

FOrsee dig nu Gradiv/ rym hen til andre Riger:
Den ædle Krigs-Helt WJRTZ sin troskab os tilsiger.
Tænck aldrig efterdags af os at vinde seyr/
Den stund at hand/ nest Gud/ skal styre voris leyr.
Du self hans adfærd veedst/ du self hans haandskrift kiender/
129 Huor mangen fæstning hand bestormer oc berender:
Huor uforsagt och kæck hand om at rutte veed/
Naar af en fientlig hær skal tappis blodig sueed.
Naar hand sit skarpe suerd begynder ud at drage/
Strax maa Sarmatien af idel fryct forsage:
Den vrede Tartar-Cham til harefanen sig
Begifver/ och af marck maa rymme skammelig.
Du seif och mindis nock de store saar och skrammer/
Dig Diomedes gaf: Men tænck/ om WIRTZ dig rammer/
Det da med dig ey vil afgaa saa let/ ney ney/
Til Carons sorte baad giør hand vist dig en vey.
Vor store FREDERICH Monarchers glands och krone/
Ved hans frimodighed sit Kongenafn och throne
Befinder fast stadfæst/ och alle fiender nu/
Med sine Danske Mænd tør byde trods och truu.
Thi saa som Herren er/ saa følger hannem Svenne.
Er Cimber-Løwen vreed/ ey hand er det alenne.
Skeer Spartens Konge vold/ Achilles færdig giør/
Sampt den Mycenisk Helt/ at staa som dennem bør.
Dig derfor Ædle WJRTZ/ dig Helters Roos oc Ære
Vor gandske Cimber egn velkommen beder være.
Velkommen hid til os. Du finder her det Land/
Som paa din adels værd oc dyd ret skiønne kand.
Her her en Koning er/ som du med loff kandst tiene/
Som oc skal lønne dig/ oc vel aff Hiertet mene.
Du skalt oc her en hær aff Danske Løwer see/
Som heller giffve Blod/ end lide vold oc spee.
Er det ey kram for dig/ naar du skalt dennem føre/
Oc see hvor nær de dig i Mandom efftergiøre?
Dit prisslig efftersiun skal mod al farlighed
Bevæbne deris Mood/ oc fælde Fienden need.

Saa kom/ O ædle kom den Borger-ræt at nyde/
Som Landsens Engel dig med ære lader byde.
Vær nu/ som før/ dig selff i Mood oc Gierning ljg.
Brug Kæmpe-magt mod magt/ forsiunlighed mod suig.
Saa skal dit Helte-nafn til Himlens Tag oplettis/
Oc med sin Palme-krands iblant de største settis.
Saa skal din Æris liud opfylde Jordens Land/
Saa længe som udi vor Danske Belt er Vand.

A. Bording.
130

57. Lyckynskning Til den Høyædle oc Velbyrdige Herre CHRJSTOPHER GABEL/ Der Kongl: Mayt: hannem til Velfortient Adels Frjhed/ Nafn oc Ære ophøyede/ oc til sin Statholder ofver Dannemarck forordnede. Prentet i Kiøbenhafn hos Georg Lamprecht/ Aar 1664.

BOrt blege Missgunst du/ som vilt dig selff opæde/
Naar du de fromme seer i lycke floor oc glæde:
Tag pick og pack/ oc rym hen til en anden sted/
Vor Danske Norden nu for dig vil hafve fred/
Paa mig oc andre smaa kandst du vel noget vinde/
Med din forgiftig Brod/ os mangen harm udspinde:
Saa voris simpelhed oc slette gafver maa
Ved Jorden nederlig skøt altid bundne gaa.
Men høye gafvers vext/ oc gyldne dyders smycke/
Som har af Himmel smag/ kandst aldrig du fortrycke/
De dig Jo byde Trods/ oc suinge sig hen op
Fra Jordens ringe støf/ til ærens prægtig top.
Dog see/ mand ey tør ved/ af Landet dig at true/
Du nock landflyctig est/ idet du skalt beskue/
Dig self til daglig harm oc meen/ huor prægtelig
Vor Ædle GABELS Dyd oc naffn udbreder sig.
Du self skalt gifve magt/ oc nødis til at sige/
Det hand med trofasthed mod Kongen oc hans Rige/
Med høy fornuftis Kunst/ med gafnlig raad oc fund/
Til huer mands gunst har lagt en fast bestandig grund.
Vor store FREDERJCH/ Monarchers Sool oc Øye/
Skøt self ey veed/ huor høyt hand hannem vil ophøye.
Saa skønt it ære-nafn oc stand er icke til/
Hand hannem dermed Jo til Løn begafue vil.
Den søde frjheds hielm hans Hofved maa bepryde/
Hans blancke Skiold sin sted oc børlig opskrift nyde/
131 Bland Rigens Høfdinger/ oc deris herlig tal/
Som tale Centner-ord i gylden Herre-sal.
Sin ugemeyne Dyd/ oc Sindsens rjge gafver/
Nest høyen Himmel/ hand at tacke derfor hafver.
Ey nogen anden Hielp er hand opkommen ved:
Ney (kortelig) hand er sin egen lyckis Smed.
Saa fremt hand lifvis frist paa Jorden her maa nyde/
Da venter Lærd oc Leeg ved hannem sig at fryde.
Astræa self her need af Himlens klare Sal/
Sampt Themis med sin Low/ ved hannem hentis Skal.
Hand al ulyst oc had/ sampt vold oc egen-nytte
Med straf tiltuinge skal/ af Land oc Stad at flytte.
Han mellom Dyd oc last skal skielne saa med act/
At skalcken dempis kand/ oc rætvjshed faa magt.

O Hæld Gudinders Søn/ O Sinderjge GABEL/
Udi huis ædle Bryst al troskab hâr sin Stabel;
Udi huis Hierne selff den lærde Pallas sig
Med al sin vjssdoms Jd/ har præntit kiendelig.
Huo kand/ som det sig bør/ med kraftig Stjl oc Tale/
Foruden smiggers skin/ den værdighed afmale/
Som Eders møysomhed oc huile-løse fljd
Hâr eder tilfortient/ fra første Barndoms tjd?
Det gandske Land er glad/ oc Kongens Lof udbreder/
Som saa forsiunligen har sat oc kaarit eder/
Udi sin egen sted/ med myndighed at staa
Paa Rigens felgis gafn/ oc vare Staten paa.
Slet ingen er/ som Jo slig ære vil samtycke/
Slet ingen er/ som Jo vil ynske der til Lycke.
En huer/ som nogen Dyd oc ærbarhed har kiær/
Med villig hørsomhed vil eder tiene nær.

O deylig Himlens æt/ O dyrebare Dyder/
Hues uforfalskit værd/ fast bedre dennem pryder/
Med Adel-farfvis glands/ som slaa' til eder Hu/
End dem/ som Frjhed naa'/ ved skarpen Sverd oc truu/
O [vilde] mangen sig i eders Gabel speyle/
Oc ret alvorligen/ som hand/ til eder beyle:
132 Fra gamle Fædres Rood/ ey giordis da behof/
At sammel laane sig en fremmed Roos oc Lof.
O vilde vi/ som hand/ udi vor ungdoms Dage/
Den rette Vjsdoms Dyb/ oc hendis brug randsage:
Os ey fortærde da den haanlig armods rust:
Mecænas fick vel held/ at finde sin August.

Vel op Her GABEL nu/ begynder ærens Dage;
Begynder lyckelig det høye Kald at tage/
Som Gud oc Kongen self hâr eder til betro'd:
Oc blifver/ nu som før/ af hiertet eye-good.
Begynder nu med prjs den prydit Skiold at bære.
Tiltager Dag fra Dag i myndighed oc ære.
Udbreder eders Nafn med hældig Adels mood:
Oc vorder eders Huuss en ævig-fructbar Rood.

Anders Bording.

58. Æris Knude/ Den Ædle oc Høyfornemme Mand Povel Tscherning/ Kongl: Maytts af Danmarck oc Norge etc. Velbetroede Krigs-raad oc General-Auditør, Paa hans Nafns oc Fødsels Dag/ bunden af hans Plictskyldigste Anders Bording. Prentet i Kiøbenhaffn hos Jørgen Lamprecht/ 1664.

DEn gamle Tjd forsuinder hen/
Oc sig aff Øye stieler/
En yngre kommer op igien/
Sin Moder Daat'ren qvæler.
Den enne Stund oc Øyeblick
Den anden stedse drifver/
Den uformerckt faar anden skick/
Oc stickelhaaret blifver.
133 Vor Alder aldrig stille staar/
Men paa sin nøgel vinder:
Den Sool som os forlod i gaar/
J Dag os ældre finder.
Vort Leffnets glass fra Vugen af
Sin snare gang begynder:
Os dag fra dag til mørcken graf
Vor Tjds Natur henskynder.
Hvad her er lefvit/ det igien
Ey kand tilbage lefvis:
Den Strøm som Hafvet tager hen/
Forgiefs af Bæcken kræfvis.
Fornuftig er fordi den Mand/
Som her til sig beqvemmer/
Oc sig for det/ som aldrig kand
Gienkaldis/ icke græmmer.
Men saa/ som det sig bør/ ret veed
Den Tjd hand har at nyde/
Oc stundom i sin sure sueed
Til maade sig tør fryde.
Hvad her er lefvit/ hand med skiel
For vinding høyt opmaler:
Hvad lefvis skal/ det naa'r hand vel/
Hand resten Gud befaler.

Her Tscherning høy-fornemme Ven/
Jeg her om Tjden dicter/
Oc J vel self forstaar/ hvort hen
Jeg der med vil oc sicter.
J Dag er eders fødsels dag/
Mand den Sanct Povels kalder:
Paa denne Dag/ fick J først smag
Paa Dage Tjd oc Alder.
J Dag J fylder eders Aar/
Oc efter Himlens tycke/
J Tjden end frem bedre gaar/
Diss ynsker Jeg til Lycke.
Stod det til dem/ som uden sag
Vor Velstand os missunde/
Maa skee jeg eder her i Dag
J lifv' ey fundit kunde.
Saa deylig skabt er ingen Krop/
Den skugen jo vil følge:
Hvor Dyd oc Lycke dages op/
Sig missgunst ey kand dølge.
Men Trods/ ja dobbelt trods for dem/
Som eders Hæld giør quide/
Hvad eder Gud vil sende hiem/
Sanct Peder faar at lide.
Jo bedre voxer Palmen til/
Jo meere den nedtryckis:
Jo meere Tornen true vil/
Jo bedre Rosen lyckis.
Jeg herforuden icke vjt
For eder tør forklare/
Fra første fødsels Dag/ hvor tjt
J værit hâr i fare.
J Skoen self har haft paa food/
Oc best fordi kand vide/
Hvor den hâr klemt/ hvad vedermood
J stundom har maat lide.
Huor mangen er ved suerd oc brand
J eders Tid hielslagen?
Huor mangen Qvinde/ Barn oc Mand
Ved Pestilentz hentagen?
Huor mangen er henmyrd paa rad
Af hunger/ tørst oc møde?
Af harm/ oc af jeg veed ey huad
Elændelig lagt øde?
Huor mangen karsk er blefven suag?
Huor mangen/ før vel præctig/
Er paa kun en ulycksom dag
Giort fattig oc amægtig?
O værer glad/ at J saa let
Alt sligt hâr ofvervundit
Oc der imod oplefvit det/
134 Som J hâr efter stundit.
O tacker Himlens Gud med fljd/
Som eders Tjd oc Dage
Forlængit har til denne Tjd/
Oc eder frelst fra plage
Anvender nu den anden rest/
Som J af Tjden eyer/
Paa Dyd oc Kunst/ som J kand best/
Oc ellers altid pleyer.
Huad got J kand i dag begaa/
Forhaler ey til Morgen:
Om vi til Morgen kunde naa'/
Er os i dag forborgen.
Det gode/ som fuldkommis snart/
For dobbelt got optegnis.
Men blifver det for længe spart/
For tuungen verck det regnis.
Vespasian slet den Dag hen
Blant de forlaarne setter/
Paa hvilcken hand for Mennisken
Ey noget got udretter.
Det er saa snart/ det er saa brat/
Ja førend vi det tycke/
At os den lange Dødsens Nat
Fra Tjden ud kand tycke.
Den mindste Myg os dødsens meen
Kand hastelig tilføre/
En liden Kiærn oc drue-steen
Kand os til Grafven kiøre.
Huad got vi da paa Jorden her
J voris Tjd bedrefve/
Det medens Verden Verden er/
Til voris prjs skal lefve.
Oc jeg/ som jeg er plictig til/
Vil hiertelig begiære/
Det høyen Himmel eder vil
Sin milde gunst beskiære:
At J saa mangen Povels dag/
Med prisslig eftermæle/
Som Povel for Guds nafn fick slag/
J fryd oc fred maa tæle.
Ja dersom det oc stod til mig/
Oc ynsken var at kunde/
Jeg eder vilde sandelig
Hans alder siu-fold unde.

Men nu lad aff alvorlig Pen/
Her andet maa paafindis/
Her vil/ før dagen løber hen/
En lystig knude bindis.
Her Tscherning J vel tæncke kand/
Det eder paa vil giælde:
J veed maneer i voris Land/
Af gammel Tjd oc ælde.
J seer/ ieg er en farlig Suend/
Dog jeg med horn ey stanger/
Fordj jeg ey hâr horn/ men end
Foruden hustru ganger.
Jeg efter blod dog icke staar/
Ney værer intet bange:
Jeg ey hielsticker eller slaar/
Men tager kun til fange.
Jeg ey vil hampe-reeb oc bast
Om eders hænder vinde/
Men eder dog vel holde fast/
Oc med et spørssmaal binde.
Kand J mig sige strax paa stand/
Hvad hendis Nafn skal være/
Som eder hafve skal til Mand/
J ecte-stand oc ære
Saa vel som oc paa huilcken dag
J skulle sammen bindes/
Oc eder begge til behag/
J brudde-seng først findes.
Omtænker Eder fiern og nær,
Mit Spørsmaal vil forklares:
135 Men tier ej for længe qvær,
Her vil paa timen svares.
Men om den Sag er alt for tung
For Eder ud at tyde,
Tillaver da strax Eders Pung,
Om J vil Frihed nyde.
Det første Klokken ringer tre,
Til Eder jeg henrider
Paa min Apostel-Hest, at see
Hvorledes Eder lider.
Til tolv-slet jeg ej komme kand,
Jeg Rigens Gavn skal agte,
Jeg da med en fornemme Mand
En Spege-Sild skal slagte.
Fra Dysseldorp og Bakkarak
Kun lader frit ophente
Den beste Viin, om J vil Tak
Og Priis af mig forvente.
Thi den tolv-Skillings ringe Saft
Kun er for grove Bønder:
Til min Handtering ej er Kraft
J de Frandsøske Tønder.
Ej heller gidder jeg min Smag
Med beesken Øl besværet.
Nej, det jeg drikke vil i Dag,
Paa Rhjn skal have været.
Er jeg ej kronet saasom J,
Med Laurbær-Krands og Blader,
Den Drik, som beste Fynd er i,
Jeg dog ret aldrig hader.
Hvor Bacchus er Poëtens Hest,
Og Abbeden vil ride,
Jeg er saa gierne der til Giest,
Som Munk hos Nundens side.
Ha, ha, hvor frisk er jeg til Sinds
Vor Konges Skaal at drikke:
Vor Dronning og vor unge Prinds
Forglemmer jeg og ikke.
Vor danske Mars den ædle Skak
Jeg drikker tre til Ære:
Jeg for vor Admiral med Tak
Og trende bør at bære.
Men blev vor Gyldenløve glemt,
Samt Erik Krag og Gabel,
Mand maatte da foruden Skiemt
Os kalde hver Mands Fabel.
To smukke Piger eller tre
Jeg intet om vil røre,
J selv saa vel forstaar, at de
Til vores Selskab høre.
Hvad er et Laug? hvad ere vi
Foruden vakkre Piger?
Det er som Plato's Monarchi
Foruden Land og Riger.
Det er en Ploug foruden Jord:
En Kniv foruden Skede.
Det er foruden Food et Bord:
En Fugl foruden Rede:
En Fisk foruden Vand og Hav:
En Betler uden Pose:
En Michel-Ræv foruden Grav:
En Ulv foruden Mose.
Det er saa meget, som jeg kand
Ej nær i Dag udtyde.
Thi lader, som en kostfri Mand
Kun dennem strax indbyde.
Confect og Sukker glemmer ej,
Samt andet af det søde:
Det skader ej, de sige nej,
Mand dennem maa tilnøde.
Dog sverger jeg om Huus og Hiem,
(Det er min Hat og Kappe)
At jeg kun vil paa Trøjen dem,
Og ej paa Kinden klappe.
Jeg er saa ræd i Mood og Sind,
Tør dem skøt aldrig røre.
136 Kom selv den anden Venus ind,
Og venligst Ord lod høre:
Ja bød og mig sin Rosen-Mund,
Jeg da vel blev saa bange,
Som en for Flesk forfærdet Hund,
Og en løsgiven Fange.
Jeg derfor dog ej siger good,
Og Ære-Brev udgiver,
Jeg jo vel da kand fange Mood,
Naar jeg Viin-bidden bliver.
Thi ret paa min Poëtisk Tro,
(Det sooret var og stukket)
J Tretten Aar og dertil to
Jeg Rinsk Viin ej har drukket.
Kand derfor ikke mindes ret,
Hvor dristig jeg kand vorde,
Vil derfor nu forsøge det,
Naar Glasset gaar om Borde.
Vil midlertid forhaabes dog,
Jeg har saa got et Nemme,
Som Svidseren til Romer-Sprog,
Jeg mig nok skal beqvemme.
Naar jeg kun seer, hvor J med een
Paa Gulvet først omdandser,
Er jeg ej gjort af Malm og Steen,
Jeg min Pligt jo vel sandser.
Jeg da vel med en anden mig
J Dands tør og indlade,
Og hoppe frisk og lettelig
Ret som en broget Skade.
At hun mig selv skal give Priis
For mangen artig Vending
Og sige, jeg ej til Paris
Har spilt min Tid og Pending.
Med slig og anden Lystighed
Vil denne Dag hendrives,
Saa fremt som J vil vente Fred,
Og løs af Snare gives.
Thi pak dig Sorgens Vinter hen,
Kom Glædsens blide Sommer:
Den gode Povels Dag igien,
For Aar omgaar, ej kommer.
Men see, jeg havde nær forgiet
Det beste for at give,
Som jeg dog for en Pistolet
Ej vilde glemt at skrive.
En Stierne-kyndig Munk af Prag
For femten Aar mig spaa'de,
At jeg ret en Sanct Povels Dag
Til all min Velfærd naa'de.
Men hører nu kun kortelig,
Hvad mig i Tanke rinder.
J seer nok selv hvorledes mig
Ulykken altid binder.
Den eene tien sig Gaard og Grund
Paa bløde Duun og Fedre,
Med Handel kand i stakket Stund
Den anden sig forbedre.
Den tredie faar det i Krig,
Som nok forsloog til fleere,
Den fierde fødes Greve-riig,
Og daglig arver meere.
Den femte nærer Haand og Pen:
Den siette Mund og Hierne.
Og alt saaledes hen og hen.
Men jeg har ingen Stierne.
Jeg maa paafinde hvad jeg vil,
Sig Lykken ej vil minde,
Men er som hun var aldrig til.
O den vanartig Qvinde!
Men hvad, om det den Munk har sagt,
Sig denne Dag skal hænde?
Mon Lykken ej har overlagt
En Mage mig at sende?
Jeg haver hørt fra Barndoms Aar,
Og læst i gamle Skrifter,
137 At al eens Velfærd der paa staar,
Hvorledes hand sig gifter.
Maa skee vel een af dennem nu,
Som vores Laug bepryde,
Til mig tør kaste Sind og Hu,
Og Egte-Tro tilbyde.
Seer derfor nøje til, hvad vi
For Piger faa til Gieste:
Jeg vist formode vil, at J
Forskaffer af de beste.
Paa alle Svin vil Kragen sig
Til Rytter ej strax giøre:
Den Mad skal være nydelig,
Mand kræsne Folk skal føre.
Om jeg kand fange Skaal af Guld
Og heele Ædelsteene,
Min Haand af Bækkens Taare fuld,
Mig ej for Skaal skal tiene.
Saa længe jeg en Skilling kand
For Nekker-Viin betale,
Af Galathees Melke-Spand
Jeg ej min Tørst vil svale.
Men et for alting bedes om,
J vil for dennem sige,
Det jeg er farlig riig og from,
Og har skøt ingen Lige.
Det jeg kun er ved tive Aar,
Som J dog Lybsk kand meene:
Det jeg og vel til Hofve staar,
Og nok en Mø kand tiene.
Hvo veed? maa skee jeg der med kand
Det mig fornøjer fange,
Og en ny-baget Fæstemand
Af Eders Laug hiemgange.
Saa vil jeg slet all anden Jid
Og Syssel strax afbryde,
Og hen ved Faste-lagens Tid
Til Bryllup Eder byde.

Ad Lectorem. Ludit pagina, sed vita proba est, & cui hic ludus noster non placet, ne legerit: aut cum legerit, obliviscatur: aut non oblitus, ignoscat: Non Curios simulo, nec Bacchanalia vivo.

59. Helte-Lof Den Høyædle Velbaaren oc berømmelig Herre EJLER HOLCK til Elkiaer/ Kongl. Mayt. af Danmarck oc Norge/ etc. Høybetroit General Major oc Øfverst til foods/ Assessor udi Krigs Collegio, Befalnings Herre ofver Kroneborgs Fæstning oc Læn/ til en velfortient æris minde oc eftersagn. Prentet i Kiøbenhaffn Aar 1663.

138

SAa kand den ædle Dyd ey maal oc maade settis!
Saa kand en modig Helt ey trængis eller trættis
Af nogen vedermood/ hand jo vil endelig
Med høye gierninger igiemmel kæmpe sig.
Saa tungt oc vanskeligt ey noget er at drifve/
Hand det for lyst oc leeg jo pleyer op at skriffve.
Huor haabet moxen selff i misshaab falde vil/
Hans kiæcke Hierte der sig venter vundet spil.
Den blege Missgunst selff kand hannem ey forskræcke/
Den kaade Vellyst ey hans hiertis fæstning suæcke:
Den blinde Mammon faar med hannem aldrig bøn:
Sig self hand nøyis med/ oc er sin egen løn.
Fra første barnsbeen op hand skærper sine tancker/
Ved gode kunsters jd/ oc sig en grundvol sancker
Til den Heroiskhed/ huor ved hans Føde-Land
J sin tjd/ naar det gaar i knibe/ hielpis kand.
Miltiades med sin seyrvindings tegn oc ære
Hans søfn afbryder tid: hand ey kand rolig være/
Før hand oc noget giør til Menighedens gafn/
Oc tilfortiener sig it ævigt ære-nafn.
Hand sine Fædres lof oc roos ey sig tilskrifver:
For fremmed acter hand/ huis hand ey self bedrifver.
Sin Adel-stammes skiold hand self at pryde veed
Med egne Dyders glands oc egen dapperhed.
Hand sig ey liuger siug/ vil ey bag oonen findis/
Naar med en fientlig hær i marcken skal anbindis.
Hand med sit blancke suerd sig giør en aaben vey:
Ved krud- oc lunte-luct hand næsen ryncker ey.
J bryst oc ansict hand vel dybbe saar oc skrammer
Af kule/ suerd oc spiud med ære før annammer/
End viser fienden ryg: Ja før vil falde slet/
End lide nogen trods oc skammelig uret.
Hand ingen efter sig for længe lader fryse:
Vil heller slaa's her om/ end med en skiends-mund fnyse.
Er sig dog mægtig self/ oc altid lige glad:
Giør ingen ven fortræd: bær ingen langsom had.
Ved lærd mands pen tør hand ey frycte sort at giøris:
Kand af sin gandske slect foruden blusel høris,
139 Hos store Førster hand sig Gunst at skaffe veed/
Hos stolte fiender Fryct/ hos sine Kiærlighed.
Hand (kort at sige) sig slet intet foretager
Af det/ som er gemeynt/ oc ey af Himmel smager:
Tør trodse tidens rust oc skarpe tænders magt/
Som ey fortære kand hans prislig mindis pract.

Velan Høy-ædle HOLCK du friske Cimber-Løfve/
Som hafver teed oc teer saa mangen herlig prøfve
A[f] ryttersk Herre-færd oc Helte-gierninger/
Til dig Jeg sicter hen/ oc dig Jeg meener her.
Du du ret Manden est/ paa hvilcken sig bequemmer
Alt dette som er sagt; Endog en huer fornemmer/
Som kiender din maneer/ at du langt heller giør
Huad prisligt er/ end der af dig at prisis hør.
Vor Nordens klare Soel oc store Landsens Fader
Sig vel saa trygelig oc fast paa dig forlader:
For Dydens egen Søn hans Naade dig anseer/
Oc dig for trofasthed al gunst oc ære teer.
J sine Rigers egn hand ingen kand fornemme/
Som hand tør/ fremt for dig/ udnæfne til at giemme
Sin stercke Kroneborg/ oc stande der til vern.
Ney ney/ vor Holck er al hans Adels beste kiern.
Sig striden Øresund med hendis Nymphers skare/
Som paa den huide sand op i lystering fare/
Til steen forandre skal/ før du til hans uven
Af falskhed eller fryct den Fæstning gifver hen.
O var i lifve nu vor gamle Gyldenløfve/
Med huilcken du saa tit varst dig tilvaant at øfve/
For tidsfordrif oc lyst/ i rytter leeg oc færd:
O var hand nu hos dig/ oc saa' din høye værd.
Hans Hector-hierte da sig skulde der ved glæde/
Med dig igien paa ny staaldbroderskab indtræde.
Til dig igien paa ny sin strid-begiærlig flock
Hand strax afstod/ oc var om dig forseckrit nock.
Vor Danske Mars Her Skack tør vofve dig mod hundre
Den vit-berømte Wurtz ey kand sig nock forundre
Paa din Frimodighed. Dig roose Bielckerne/
140 Saa vel som Ebersteen oc Alefelderne.
Vil Trampe paa partj med fienden ud at stride/
Saa vist hand venter seyr/ naar du kun med vilt ride.
Skal russ forsee sin post/ vil Skultz en leyer slaa/
Med lycke det afgaar/ naar du kun med vilt gaa.
Du følgis gierne med naar hulen tromme røris/
Est færdig strax til hest saa snart trometen høris:
Din brede Dy rendal i skeeden ruster ey:
Pistolen fix afgaa'r oc siger aldrig ney.
Lad self Andromache bekymris ofvermaade/
Lad oc Astyanax med speden mund afraade:
Du siger dog for dem: det icke koster hud:
Du snart hiemkomme vilt: dig dermed sniger ud.
Du for din Konge dig al farlighed paatager/
Oc ey dit Føde Land i nødens tid forsager:
Est heller ærlig død/ Ja det vel tusindfold/
End lefvendis med spot i fremmed aag oc vold.

Men see! saa lidet som en feders vect betyder/
Mod Kæmpens tunge sverd/ naar hand.til kamp udbyder:
Saa lidet kand oc Jeg med svagen stjl oc pen
Den prjs afmale ret/ som du med sverdet tien.
Apelles al sin kunst paa Venus vil anvende/
Kand hendis contrafey dog icke nær fuldende:
Huis hand med pensel sig ey seer at kunde naa/
Det/ saa som under vand hensat/ forborgis maa.
Min Sang-Gudinde dig vel mere sang til ære:
Men der til kiender sig for slet oc suag at være:
Maa derfor sette sig udi forundring need/
Oc kun berømme dig med stilletienhed.
Det dig er nock/ at sig med letten flugtis vinger
Den kronit Fama self til Himlens tag opsuinger/
Oc stillis ey før hun/ alt det som du begaa'r/
J ærens ævig Bog indført oc skrefvit faar.

A. Bording.
141

VIII Mindedigte

60. Sidste Valet Salig frue Jde Lange. Anagr. Lef nu saa rig i glede.

O ædle Siæl,
Far ævig vel,
Lef nu saa rig i glede.
Foruden Sorg
J Himlens Borg
Kandst du med Engler Quæde

Du gaffst god Nat,
wi schildis at
Den Skilsmyss vi begrede.
J Himmerig
wi finde dig,
Med Hiertens Fryd oc glede.

Vor Pill'grims gang
Er ikke lang
Wi maa oss og berede
Far derfor vel
O Ædle Siæl,
Lef nu saa rig i giede.

1649

61. Klage Dict offuer den Salig Herre Erlig oc Velb: Niels Krag Til Trudtzholm/ Danmarckis Rigis Raad/ oc Kongl: Mayt: Befalings Mand offuer Aarhus Lehn/ hans Lijg: der det i Aarhuss Domkircke/ vdi mange Velbiurdigis sampt Geistligis oc Verdtzligis Næruerelse den 3. Junij 1650. Hæderligen blef nedsat. 142 Skreffven aff A. B. C. Prentet i Aarhuss/ Aar 1650.

TJl store Helters Roes oc Loff
Tilbørlig at affmale/
Bekiender jeg vel giørs behoff
Høytraffvend Stijl oc Tale.
Oc heldst naar de Naturens lob
Med prijs fuldkommit haffue/
Oc til de Hedensoffnis hob
Nu bæris hen til Graffve.
O Maro dig vel burde da
Din lærde Pen at prøffve/
Homerus burde vel ocsaa
Sin søde Røst at øffue.
Men see den klare Brønd huor aff
Poëter skulde dricke/
Skal vijde søgis offuer Haff/
Huor mangen kommer icke.
Skal derfor denne Høffding fin/
Huis Død wi nu Begræde/
Forglæmmis slet? O Musa min
Det skalt du ey tilstede.
Thi om endskønt din Flod Nipss-Aa
Ey saadan Aand kand giffue/
Som Aons Vand/ begynd dog paa/
Huis du formaar at skriffue.
Oc om dig nogen vorder gram/
Oc dig tillegger Vanske/
Da suar/ det er slæt ingen skam/
At Tale sandt paa Danske.
Vel Talenhed den Jomfru lærd
Sig skulde nu vel skynde/
Med huis som hør til saadan ferd/
Oc selffuer først begynde.
Men jeg har nu søgt Landit om
Vel tit oc mange sinde/
Men giffue GVD ihuor jeg kom/
Da var hun ey at finde:
Omsider kom jeg til en Skoff/
Som laa ved Haffsens side/
Oc hørde til en Kongens Hoff/
Der fant jeg hinde side.
Men huor forsørgit oc forgræt
Hun siuntis mig at være/
Det kand jeg ey beskriffue ræt/
Det jo var megit mere.
Thi tænck[t]e jeg her vil jeg staa
Oc see huad hun vil giøre/
Maa skee jeg tør oc nogit faa
Om hindis Sorg at høre.
Det første jeg at høre fick/
Oc ret fornemme kunde/
Det var en Suck/ som hende gick
Ret vd aff Hiærtens grunde.
Begyndelsen paa hindis Ord/
Var Ach oc Væ mig arme/
O Tyranij/ O Vold/ O Mord/
O sorg oc Hiærtens harme.
Nu hører jeg de Klockers klang/
Dødactelig at klinge/
Nu hører jeg den Græde-Sang/
Som Skole børn opsiunge.
Nu bæris den til Jorden hen/
Med stoer Process oc ære/
Som var min aller bæste Ven/
Ach den Velbiurdig Herre.
Nu leggis ned i sorten Muld/
Den jeg saa trolig meente/
Der mig var oc saa tro oc huld/
Oc aff Formuffuen tiente.
143 Nu graffuis den i kolden Jord/
Som var saa stoer oc mectig/
Oc jeg hjalp selff til Kongens Bord
At sidde vel saa prectig.
Ja den som var saa from en Mand/
Oc en aff Landsens Fædre/
Nu bliffuer hand til Jord oc Sand/
Saa sant mig det Gud bedre.
O Ædle Krag/ oc høffding bold/
Nu maa jeg mig vel klage/
At Dødsens grumme mact oc Vold/
Dig skulde saa borttage.
O naar som heldst jeg tæncker paa
Den grundelige Tale/
Du lodst aff søden Mund udgaa/
Da smeltis jeg aff quale.
Eya huor mangen raadvild Sag/
Huor mangen Kiff oc Trætte/
Har jeg ved dig i fuld god mag/
Forligt oc ført til Rætte.
Huad heller det til Landsting var/
Ell'r oc til Herredage/
Da gaffstu altid saadan suar/
Som kunde huer behage.
Jeg torde dig fuld vel betro
Mit ærind at bestille/
Oc der med side selff i ro/
Oc quit for mangen Grille.
Thi maa jeg/ er oc plictig til/
Dis større Sorg at driffue:
Jo søder Vin/ io surer vil
Den Ædick' der aff bliffue.
Dog ey allennist jeg/ men oc
Aff andre gode Dyder/
En gandske stor anselig Flock/
Hans Affgang har[t] fortryder.
Retfærdighed har sig i ført/
En langer sørge Kaabe
Jeg haffuer hinde nylig hørt/
Til Skyen saa at raabe:
Det klagis Gud i Himmelen/
At Dødsens Garn oc snare
Saa pludtzelig omspente de[n]/
Der skulde mig forsuare.
Gudfryctighed bedrøffuid seer/
Oc saa med sorg beklemmis/
At hun oc ey kand Græde mer/
Men dog i Hiærtet gremmis.
Fru Sandhed felder mangen taar/
Naar hun hans nafn hør neme/
Oc siger: Giffue Gud nu var
Som villien min effne.
Dog see/ huort vil jeg arme hen
Jeg kand det ey forhindre:
Jeg skøttis ey aff Mennisken/
Aff Døden megit mindre.
Oprigtighed ey Trøstis kand/
Saa klaglig hun sig skicker/
Jeg tro'r hun græder mere Vand/
End Oceanen dricker.
Beleffuenhed oc ydmyghed
Vel jo saa saare lengis/
Som Vijssdom oc forfarenhed
Aff hiærte Sorg betrengis.
De andre Dyder huer oc en/
De bære Sorg oc Quide/
For denne deris beste ven/
Som de saa vel maatt' lide.
Saa græder nu vel Modelig
J skiønne dyder/ græder/
Oc lader see/ en huer for sig
Hans Graff med Taare væder.
Jeg vilde selff oc hielpe til
Med eder i at stæmme/
Men Sorgen mig betage vil
Baad' Maal oc sands oc nemme.
144 Nu vil jeg hen/ huor ingen mig
Her effter skal opspørge/
Der acter jeg mig endelig
Til Døde selff at sørge.
Dog til Valet, vil jeg aff dig
O høye Himmel bede/
Hans ædle Siæl lad huile sig/
J din Pallatz oc Sede.
Du Fama skalt til alle Land/
Hans gode Naffn ombære/
At den ret aldrig glæmmis kand/
Men holdis høyt i ære.
Du sorte Jord det andit tag/
Som Døden tog aff Liffue:
Men ver dog let: paa Dommens dag
Du det igien skalt giffue.

SOm hun det sagde gick hun bort/
At følg' hans Lijg til Jorde/
Oc siden hen/ jeg veed ey huort/
Thi fick jeg saa til orde:
O strenge Død/ O Syndsens sold/
O grumme Fokke Myrder/
Som øffuer lige Mact oc Vold/
Mod Konger oc mod Hyrder:
Oc kaster ned i sorten Muld/
Saa snart den Mand at ligge/
Der eyer mange Tønder Guld/
Som den der gaar at tigge.
O din Blodgierig meyelee/
Vel maatt' omsider sløffuis.
Som andit Jern oc Staal/ men see
Dens Eg kand icke døffuis.
Den er skøt brugt Sex Tusind Aar/
Er icke dog opsledit/
Men lige som den først i Gaar
Aff ny var bleffuen smedit,
Du slaar omkuld i huem du vilt/
Oc pleyer ey at spare/
Din vrede bliffuer aldrig stilt/
Før mand er lagt paa Bare.
Du dræber vden ald forskiel/
Den Onde med den Fromme/
Saa snart en Herre som en Træl/
Slet ingen kand undkomme.
Du maatt' end dennem gaa forbi/
Som oss Guds Ord bebudder:
For dig burd' oc at være fri
Hin' mectig Jordsens Gudder.
Men lige som en Høstemand
J Marcken gaar om Sommer/
Oc med den Lee hand har i Haand/
Slaar ned huad der forkommer:
Der findis ingen Vrt saa Grøn/
Den slaas jo ned for Fode:
Slet ingen Blomster staar saa skiøn/
Den Huggis jo fra Rode.
Dier's yndig Farfue Luct oc Dyd/
For hannem intet gielder/
Peck-Liller/ Fioler/ Tusindfryd
Ey skaanis mer' end Neider.
Saa gaar det til i Døde Dands/
Det maa wi jo bekiende/
Ey Dyder/ Stand/ Fornufft oc Sands/
Kand Dødsens Low foruende.
Wi lyde maa den visse Bud/
Ald Kiødsens Vey at fare/
Oc bæris snart ad Døren vd/
Til de affgangnis skare.
Fra Hustru Børn oc Venner hen/
Dog de med modig' Taare/
J Liff' oss yndske tit igien/
Som wi tilforne vare.

AT saa paa Jorden daglig skeer/
Forfarenhed kand lære/
145 Det mand oc nu for Øyne seer/
Paa denne Salig' Herre.
Thi hafd' her gieldet ædel Blod/
Ophøyed Stand oc Ære/
Gudfryctighed/ oprictig Mod/
Forstand med Dyder flere.
Da veed jeg vist/ i huor det gaar/
Hand ey saa Død udbaaris/
Da veed jeg oc/ at mangen Taar
For hannem skulde sparis/
Som feldis nu vel Modelig/
Aff Hustru/ Børn oc Frender.
Da kunde de vel frydit sig/
Som vride nu med Hænder.
Men ach/ huad vil mand klage sig/
Wi kand det ey forandre.
Hans Siæl var Gud behagelig/
Thi maatte den opvandre.
Fra Møye Sorig oc Fortræd/
Til Lise/ Lyst oc Glæde:
Fra Tuist oc Strid/ til ævig fred/
Fra Jord til Himm'lens sæde:
Men grumme Død jeg spørge maa/
Huad haffuer du i Sinde:
Mon du vilt Siælen lige saa/
Som Kroppen offuer vinde?
Ney sandelig den ædle Siæl
Vdødlig er oc bliffuer/
Den farer op/ det vedst du vel/
Til Gud som hinde giffuer.
Huad Hiærtens Lyst oc Glæde den
Der haffuer at fordriffue/
Det ørcker ey min suage Pen
Fuldkomm'lig at beskriffue.
Allennist Kroppen rodner hen/
J Jord oc Muld hin Sorte/
Men Naffn oc Røct er dog igien/
Oc icke bliffuer borte.
Den kand ey tie vor idret/
Huordan wi her oss tede.
Har wi da Leffuit vel oc ret/
Da er oss Loff til rede.
Thi kand det icke bade stort/
At wi med Sorg oss harmer/
Naar vore Venner røckis bort:
Sig Døden ey forbarmer.
Det beste raad mig tyckis her/
Er Døden ey at skøtte/
Oc ey at haffue Verden kier/
Men laffu' sig til at fløtte:
Der hoss oc haffue Hu oc Sind/
Aff Hiærtet Gud at frøcte/
Oc daglig legge der paa vind/
At naa it Ærligt Røcte.

62. Lijg Begengelse Offuer Den Ærlig/ Velfornemme oc nu Salige Mand/ Hans Pedersøn/ Fordom Borgemester vdi Aarhuss/ hans Lijg: Der det til allis vor Moder/ vdi 146 vor Frue Kircke i Aarhus/ den 19. Augusti Anno 1650. Hæ- Hæderligen bleff bestedit. Prentet vdi Aarhus/ Aar/ 1650.

EN Trofast ven/ som teer sig huld
J Facter Ord oc Tale/
Med huiden Sølff oc røden Guld
Er aldrig at betale.
Huo slig en ven aff HErrens Haand
Bekomme kand at eye/
Dens velfornøyelig Tilstand/
Kand ingen offuer veye.
Huad er det dog en Hiærtens ro/
Sig ey den enne fryder/
Med mindre end den anden jo/
Sin deel aff Glæden nyder.
Der er slet ingen Sorig til/
Huor stor den oc kand være/
Den ene jo den anden vil/
Den hielpe til at bære.
Til felgis er baad' Lyst oc harm/
Tilfelgis Fryd oc Smærte:
De er' To Hiærter i en Barm/
J Tuende Barm it Hiærte.
Det er den Balsoms Lifflighed/
Aff Aarons Skeeg nedrinder:
Den Perle-Dug som trilder ned
Aff Hermons høye Tinder.
Men O huad bliffuer Glæden brat
Forglemt/ oc ende fanger/
Naar slige Venner skiellis at/
W-lyst da ret anganger.
Oc heldst om døden syndsens Sold/
Som korter vore Dage/
Er med sin strenge Low oc Vold/
Til Skiælssmis slig Aarsage.
Da giffuer den sig ynckelig/
Som er igien tilbage/
Da høris den ælendelig/
Sin Vedermod at klage.
Med Hiærte Suck oc modig Taar'
Den sig ret ilde Krencker/
Ey nogen Time saa hen gaar/
Den paa sin Ven jo tæncker.
Der sørg'r i Løn oc Aabenbar/
Oc kortelig at sige/
Jo støre Kierligheden var/
Jo mer' maa Glæden vige.
Om nogen siger Ney her til/
Da kand jeg det handtheffve
Med god bevijsning: Dog jeg vil
Gud selff til Vidne kreffue/
Huor hart det mig i Hiærtit skier/
At jeg min egen Fræncke
Skal haffve til Exempel her:
Ach den Bedrøffuit Encke!
Paa hinde seer mand huad det er/
Sin kierist' Ven at myste/
Paa hinde kiendis/ Ja des verr'
Huor Sorgen en kand kryste.
Huo Trøste kand/ hand Trøste her/
Med victig Ord oc Tale:
O hielper/ hielper en oc huer
Til hinde at Husuale.
O see huad lengsel giøre kand/
Huor modelig hun Græder/
Huor rundelig det salte Vand
Hind's blæge Kinder Væder.
147 Hun gaar nedbøyet oc paa Lud/
Som hun i Jord skuld' falde/
Oc følger den aff Døren ud/
Hun Elsked' vden Galde.
Sin æcte Mand/ sin ennist Ven/
Hun her paa Jorden aatte/
Der unte hinde vel igien/
Aff alt huis hand formaatte.
Den steder hun til Jorden ned/
Til Dommens dag at ligge.
O kunde hun sin Sorrig med/
Nedgraffve der Tillige.
Ney ney/ her vil fast ingen Bod
For hindis Sorrig vancke:
Den sidder prentet ind med Rod
For dybt i hindis Tancke.
Jeg ved at hun med Lengsel slig
Sig selff til Døde plager.
Saa fremt den høye Himmel sig/
Ey hindis Nød antager.

O Fokke Tyff/ O slemme Død/
O Seyerløse Kempe/
Nu giffuer du for haarde stød/
Saa sandt dig HErren dempe.
Var det ey nock du nylig giord'
Saa mange Moderløse?
Oc paa vor Slect din Vrede tord'
J fremmed Land vdøse?
Nu kommer du endnu her til/
Med dette dristig stycke/
At mand (huor nødig mand oc vil)
Med Sorg maa Sorg vdslycke.
Nu tenckte mand du skulde dig
Til andre Slecter fløtte.
Men see huor w-formodelig
Vort Slectis beste støtte/
Ved din Blodgierrig Tyranij
Nu feldis ned i Grunde.
Den stund du mangen gaar forbij
Der bedre sagnis kunde.
Men sig dog huad du tenckte paa/
Der du med saadan Velde/
Lodst din forgifftig skud affgaa/
Til slig en mand at felde:
Til slig en mand at myrde plat/
Som med stor Roes oc ære/
For sin Fornumstighed var sat
Til Øffrighed at være:
Den mand som var Velsignet vel/
Med Rijgdom aff vor HErre/
Men var dog ingen Mammons træl
Som mange nu desverre:
Den mand som undte huer mand vel:
Der Sandhed tord' udsige:
Der giorde Lige Ret oc Skiel/
Mod Arme oc mod Rijge.
Oc den som for Gudfryctighed/
Med andre Dyder flere/
Vel maatte kaldis med beskeed/
Den Verdslig statis ære.
Ja den som mere got bedreff/
Den stund hand var i Liffve/
End jeg paa dette ringe Breff/
Med suagen Pen kand skriffue.

O du Tyran/ vel har du giort
Oss alle der med skade:
Dog skalt du see/ det icke stort
Skal komme dig til bade.
Vel dræbte du den død'lig Krop/
Som var kun Siælens Byrde:
Men Siælen foer til Hi[m']len op/
Oc stod ey til at Myrde/
Der Leffver den i fryd oc flor/
Blant Englers flock oc Skare/
148 Der mættis den med glæde stor/
Foruden Fryct oc Fare.
Du oc hans gode Ryet oc Naffn/
Slet ingen skade giorde/
Thi naar det andet er begraffuW
Er den dog offuen Jorde.
Oc Legomet du staalst dig til/
Ja lige ret det samme/
Det skalt du dog/ naar Gud saa vil/
GiengiffV pc staa med skamme.

Sin Sorg oc Medlidenhed saaledis
tilkiende giffvendis.
A. B. C.

63. Norgis Universal Condolentz oc Medlidenheds Klage-Trøst/ J hans Magnificentzis Erlig oc Velb: Jens Bielcke til Østeraad/ Norgis Rjgis Cancellers/ oc Kongl. Maytt: Befalnings Mand offver Nunne-Closter oc Oensøe Lehn Hans store Hierte-Sorrig/ Offver Hans Høyædle oc Elskelige Husfrues/ ja halffve Hiertis Erlig oc Velb: Fruis/ Fru Sophiæ Brockenhusis dødelige oc sørgelige/ dog megit Christelige oc salige Hedenrøckelse til de Offverhimmelske Bolige; Den 6. Martii, Anno 1656. A.B.C.

ACH Skat/
Ach ædle Landsens Skat
Vil hand plat
Den Sorg ey offvergiffve/
Men os nu saa brat
Slet sige gode Nat?
Vil hand endelig
Slet til døde sørge sig?
149 For hand sin Trøst/
Oc Øyens Løst/
Ved Dødsens strenge Bud saa haffver møst.

Der hand
Dog vel veed/ at hans Huus
Er det Lius/
Ja gylden Soel/ huis Varme/
Dette arme Land
Nest Gud best trøste kand;
Ja huor de oc mest/
Mod all Lyckens Storm oc Blæst/
J Haabet stil
Sig holde til/
Saa lenge HErren det opholde vil.

Men skal
den nu saa mørcke Sky/
Med slig kny/
Os saa i vore Dage/
Slet betage all
Den Trøst/ som uden tall/
Denne Soel saa bliid/
Os har undt til denne tiid/
Maa Landet fort
Med lit oc stort/
Snart bliffve til een vust oc vildsom Ort.

Vdryd
dess snart aff Hierte-Rod
Dette Moed/
Som hver Mands Hierte klemmer/
Oc ey qvemmer Dyd;
O ædle Landsens Fryd;
Der imod med Priis/
Een ret Bielcke jer beviis/
Der uden brast
All Lyckens Last
Vdstaar ret som een Bielcke trøst oc fast.

150

Fordi
hvor stor end Sorgen er/
Ja hvor kier
Vi dennem hafft oc haffver/
Vi begraffver; J
Dog maa bekiende frj/
At hun mest besvær
Dem/ hvis Siæl Jordsindet er/
Men Himmel Sæd
Er allen Stæd/
Langt offver Lyckens Affvind oc Fortræd.

Ach n[a]ar
Vil J derfor affstaa/
lenger saa/
Med Sorrig os at trette?
Himmels rette Faar
Til Himmelen kon traar;
Hvor jers halffve Siæl/
Sig befinder nu saa vel;
Ja hvor oc een hver/
Der Gud hâr kier/
Jgien skal see hvem de har saffnet her.

Thi ver
Os end som altid goed/
Oc raad boed
Paa denne Hiertens Klage
Væ oc Plage/ huer
god Christen i sig bær;
Ja jer selff kun spar/
Oc til Landsens Trøst forvar/
Men lad kun stil
Os som vi vil/
Begræde denne Dyd/ men Dyd er til.

151

Oc om
ey nogen Verdsens Mand
Nocksom kand
Med Graad sine Øyen væde/
Ja slet græde dum/
For slig een Rosens blum;
Da skal hvert it Træ
Skoffven bær/ med Suck oc Væ
Sig bøye ved/
Oc seigne ned/
Den Dag paa hvilcken den Forliis er skeed.

Ja oc
du viidberømte Sarp/
Streng oc skarp/
Som Aarlig vel tillauffer/
Mangen mauffver nock/
Oc sandriig Bunckestock;
Lad see oc at du
Den Dag kommer vel ihu;
Saa du hvert Aar/
Med mangen Taar/
Den Dag/ begyder dette Ljgis Baar.

Oc naar
da nogen dig adspør/
Hvad du giør?
Oc hvi mod Aarsens tide
Du saa stride gaar/
Frem for i forige Aar?
Ja hvi du saa vreed
Oc heel hefftig tar affstæd/
Med saadan Bruus/
Oc Himmel-Suus;
Da sig: Ach det er for min Brockenhuus.

152

64. PIIS MANIBUS Perillustris admodum & incomparabilis. HEROIS, Viride Patria universa prolixe meriti, DN. TAGONIS TOTTIJ, Domini de Erichsholm, Eqvitis avrati & Regni Senatoris amplissimi.

LVgendi cineres & nunqvam lumine sicco
Non unqvam siccis urna videnda genis.
Da veniam: Subito factus sum sydere mutus.
Si qva mihi vena est, armt illa mihi.
Musa mihi Lachesis facta est> crudelis Apollo
Cum lacrymis gemitus carminis instar habent.
Vita mihi mors est: Spes desperatio: voti
Nil mihi nil superest, qvam cito posse mori.
Frangantur calami, scindatqve Thalia libellos:
Nil mihi cum calamis, tuqve Thalia vale,
Scilicet hoc TOTTI tumulo tumulantur in uno
Spes, fortuna, salus, vita decusqve meum.
Si qva potest, floret defunctum Musa Patronum,
Qvo mea non potuit non moriente mori.

Ach Himmel/ Himmel/ ach hvad skal jeg nu paafinde?
Jeg aldrig troer/ jeg her i Verden nogen sinde
Forglemme kand den sorg/ den hjerte sorg och stød/
Som jeg har fanget af den ædle TOTTES død.
Nu som jeg arme sad med angest ombefangen/
Begræd den haarde straf/ mit Folck var ofvergangen/
Och hafde meer end nok af sorg i alle vraaer/
Da fik jeg dette saar/ ja dybe saar i saar.
Men ach/ Aldmægtig Gud/ lad det ey dig misshage/
At jeg utidig orm mig ømer ved/ at tage
Saa beesk en straffes skaal och tumle-kalk af dig:
Jeg er jo kjød och blood/ och ey kand bare mig.
153 Dig er bekjent/ hvor hand/ den klare Dyders smykke/
Nest dig/ forhaabning var til al min verdsens Lykke.
Du veedst/ hvor høyt jeg i min Sjæl berømte dig/
For du saa tryg en hafn forhverfvit hafde mig.
Du veedst/ hvor tit jeg bad/ du vilde mig det giffve/
Jeg hannem maatte see vel mangen dag i lifve/
Jeg heller vilde self mig lade kortis af
Min alders tjd/ oc gaae diss før til mørcken graf.
Men ney: mit hjertes ynsk i veyret bleef henslagen.
Min bøn bleef ubønhørt. Den Høfding bleef hentagen.
Hans tjds och dages traad for snar i sønder brast.
Och der med bleef mit haab i sorgens Haf omkast.
Nu veed jeg ingen Trøst/ foruden den aleene/
At jeg fuldkommen veed/ min beste trøst er henne.
Ja det er och en trøst: hvor trøsteløs den er/
At mand ey meere har at miste/ mand har kjær
Dog ey aleene jeg den Ædlings død beklager/
Vor gandske Nordens Egn det stadelig optager
For en tilfelgis straf/ at den/ hun til sloeg ljd/
Skal safnis/ heldst paa slig en ubeleylig Tjd.
Ja Kongen self af sorg er tavgs och sidder stille/
For hand undvære skal saa tryg en Rigens pille/
Hvis kloge raad och ord/ saa tit mand fulde dem/
Mand idelig befant at hafve fynd och klem.
Den heele Ridderstand vil sorge-tegen bære/
For den nu safne skal sin Ordens herligst' Ære.
De mindre Stænders Folk/ som de med skjel och maae/
Forvente neppelig hans lige meer' at faae.
Sig de betrængdes skrig til Himmelen optrænger/
Och raaber: ach/ hvo skal os vederqvæge længer:
Thi den os altid hjalp/ och uombeden gaf
Er alt (det klagis Gud) hen lagt i mørken graf.
Ey nogen ellers er/ af længsel jo sig klager:
En hver den skilssmys sig vel hart til hjerte tager.
O kunde nogens suk och Øynes salte graad
Mod Dødsens strenge low sig noget her formaad.
O at hans høye stand/ hans Adels mood och hjerte/
Ja dyd och vissdom self maatt' hindrit Dødsens smerte:
154 Ney/ ney: det visse maal af Himlen var bestemt:
Hand skulde/ for hvis ont/ her vanker/ være gjemt.
Hans dyderige Sjæl det hafver nu langt bedre/
End vi som drages med den haarde nød her nedre.
Den foer med glæde til sin verne-rolighed/
Och fant sin sted/ hvor fra den før var kommen need.
Nu lefver hand/ och har indtagit allerede.
Fuldkommen herlighed/ och nyder ævig glæde:
J det hand seer Gud self/ som hand fra Jorden her
Forlængdes til. Ach/ hvo der var hos hannem der.
Det andet/ som var Jord/ hand Jorden ofvergifver.
Hans priselige nafn dog her tilbage blifver.
Ey Tidsens bidske rust och alderdom formaaer/
At ødelegge den i medens Verden staar.
Och Jeg/ saa længe Jeg min mund och pen kand røre/
Skal/ som Jeg plictig er/ hans dyders lof kundgiøre.
Far vel o ædle Sjæl/ for hver den dag jeg dig
Paa Jorden hafver kjendt. Far vel ævindelig.

Sørgeligen
A. Bording.

65. Hierte-suck offver den Ædle oc velbaaren Herre HerJOACHJM GERSDORPH/ Herre til Sæbygaard/ Aakiær etc. Ridder/ Danmarckis Rigis DROST/ Kongl: Maytt: RAAD/ Præsident udi collegio Status, oc Høffvids-mand offver Calundborg/ hans dødelig affgang. Aar 1661.

155

DV nock-hiemsøgte Cimber-land
Hvorlænge skal mand spørge/
Dig i den tunge lidestand
Saa klagelig at sørge.
Det maatte være skøt engang
Paa tiden/ at forglemme
Din jammers skrig oc klage-sang/
Oc dig til fryd beqvemme:
Som du oc haffde nyligen
Begynt saa vel at giøre/
Der du dig selff til arff gaffst hen/
Din Konning at tilhøre.
Din sørge-klædning bleff aflagt/
Du vilde Purpur bære/
Sampt anden glædsens herlig dragt/
Hans Majestæt til ære.
Det onde siuntis ofverstrijd/
Det gode bleff forventit:
Saturnus med sin gylden tjd
Var dig i tancke prentit.
Men lige som en fuctig sky
Den klare Soel tit hindrer/
At den ey ofver Marck oc By
Med glandsen sin fremtindrer:
Saaledis bleff vel stor en part
Aff Landsens lyst hentagen/
Der hendis ædle DROST saa snart
Aff Døden bleff needslagen.

O sørger/ sørger/ græder tet/
Hvo sørge kand oc græde:
Ach ja/ det er vor plict oc ret/
Hans graff med graad at væde.
O Vee! hvorledis er needbrut
Den trygge Rijgens støtte/
Vi kunde voris ryg tilskut/
Naar nøden vredist hødte.
Hvorledis ach hvorledis er
Til mørcken graff udbaaren/
Den Ædeling/ som var i sær
Til alles gaffn udkaaren:
Som stod i gabet fast til vern
For Landet/ naar det gielte/
Ja var saa nær den beste kiern
Aff alle Nordens Helte.
O ingen det forkynde brat
For Askalon den vrede:
O til den roff-begiærlig Gath
Slet ingen det udsprede.
At deris stolte Døttres mund
Sig icke skal oplade/
Med haanlig ord oc trodsig fund/
Oc spotte voris skade.
Den Nærings pest/ den freds u-ven/
Den Lande-plagerinde
Bellona/ nu var luckt igien
J Krijgens Tempel inde.
Vor frjhed nu først aande fick/
Oc noget kom til rette/
Men nu vil i sin gamle skick
Vel vorde seen at sette:
Thi hand som der til var betro'd/
Oc i slig handel øffvit/
Oc hver mands tarff oc nød forstod/
Bleff os for snart berøfvit.

O ædle GJERSDORPH/ Kongens ven/
O fromme Landsens Fader/
O anden Joseph/ som igien
Dig faa kun efterlader/
Der med forstand oc Helte-mod/
Oc andre sindsens dyder/
Der med Guds fryct oc lefnet god/
Som du/ vort Rijge pryder.
Aff Adel/ Clerck oc Kiøbstædmand/
Sampt Bønder rijg' oc arme/
156 (Gid ey min gietning vorde sand)
Du sagnis skalt med harme.
Hvem skulle de nu lide paa?
Hvem deris sag befale?
Hvo skal nu staa for dem oc gaa?
Hvo skal for dennem tale?
Den STORE LØFVE/ hvilcken Gud
Al Himm'lens gunst forlæne/
Veed ey saa let at see sig ud/
Den hannem saa kand tiene.
Hand derfor selff oc sørger nu/
Oc der med os vil lære/
Hvorledis baade jeg oc du
Den Høffding bør at ære.
O følger alle/ stemmer i
Med suck aff BVENS vijse/
Det er den sidste plict som vi
Hans ædle dyd bevijse.

O Himmel-værde Siæl/ om du
Som est i Liffsens glæde/
Til noget saa'st oc føl'de nu/
Som her paa Jorden skeede/
Som dog din Engel-lijge stand
Ey meere med besværis/
Ey heller det aff nogen Mand/
Dig kiær har hafft/ begiæris:
Da skulde du fornemme tegn
Til haarden Længsels smerte/
Som gaar for dig al Nordens Egn
Jgiemmel Siæl oc hierte.
Da skulde du særdeelis see/
Hvor dine Faderløse/
Aff øynene for dig med vee
Ret heele floder øse.
Hvor oc din høye slect oc æt/
Med BJELCKEN der i voxen/
Maa gange som forlaaren slet/
Oc vil forsage moxen.
Sampt oc hvor de som tiente dig/
En kamp vel værd at prijse
Blant sig vedtage/ hvo meest sig
Kand sorrigfuld bevijse.

Eja hvad est du bleege Død
Tyransk oc u-forskammit/
Du maatte giort it andit stød/
Oc mindre Folck henkrammit.
Vel andre maatte du bestrijd/
Ja tusind vel hentagit/
Som denne Verdens Jærne-Tjd
Ey torde deert beklagit.
Hvor mange løber du forbj/
Som Jorden kun besvære:
Hvor mange gaa for dig oc frj/
Som andres sved fortære:
Som feede sig med roff oc blod/
Oc øde Landsens grøde/
Med saadan bram oc offvermod/
At huer dem ønsker døde.
Men see/ du bliffver stedse ved
Din u-regeerlig vaane/
Det er din gamle røffver-sed/
Du pleyer ey at skaane.
Du bruger mindre vold oc list
Jmod de bidske Nælder/
Du giffver huassen Tidsel frist/
Men søden Rose fælder.
Din alt for skade-gierrig lee
Skal snarist dem henhøste/
Som meest os skulde got betee/
Os raade best oc trøste.
Men slemme Folcke-tyff fortæl/
Huad prijs aff dig er vunden/
Thi dig undgick hans ædle Siæl/
Som var kun her som bunden.
157 Maa skee du den/ som suagen krop
Oc vilde slet affliffvit/
Ney ney/ den foer til den strax op/
Som haffde den før giffvit.
For legomets bygfældig hus
Den nu har Himm'lens bue/
Huor den det klare liusens lius
Kand med forundring skue.
Det andet som var jord aff jord/
Oc nu med jord betæckis/
Skal dog ved Guds almæctig ord
Aff jorden snart opvæckis.

Hans prijsslig minde midlertid/
Med ære skal udføris/
Til alle Folck i verden vijd/
Oc Liudelig kundgiøris.
Saa længe Salten Beltis Vand
Aff blancken Sild besuømmis/
Oc Øresund beseylis kand/
Da skal hans naffn berømmis.
Den Skibbe-trodser Anholts Ø/
Med Borringholm tillijge/
Skal før hen offver salten Sø
Til feeden Samsø vige;
Den huide Klint aff Møens Land
Paa Rossnæs sig hen setter/
Før Tjdsens rust oc skarpe tand
Hans høye roos udsletter.

O vel er lefvit/ naar vor Siel
J stadig glæde suefver/
Naar Kroppen oc sig huiler vel/
Oc æren efterlefver.

Anders Bording.

66. Sørgelig Efftermæle offver den Ædle oc Velbaarne Herre H. Joachim Gerstorff/ Herre til Sædbygaard/ Samsøe/ Aakjer/ etc. Ridder/ Danmarckis Rigis Drost/ K. M. Raad/ Præsident udi Stats Collegio, oc Høffvitzmand offver Kallundborrig. Der hand/ den 13. Junij 1661. med tilbørlig Ære/ udi S. Nicolai Kircke bleff needsat. Kiøbenhaffn/ Prentet hos Henrick Gøde/ Kongl. Maytt. oc Vniv. Bogtrøcker/ 1661.

158

HOlt stille med dit salte Vand/
O stride Belt/ holt stille/
Du tørst ey søge fremmed Strand/
Dig bruge vi selff ville.
Saa mangen Flod till Haffvet du
Ret aldrig kandst udrede/
Os jo behøfvis flere nu/
Til modelig at græde:
Til modelig at græde med/
For voris Drost den hulde/
Som blegen Død har skildt os ved/
Oc neder lagt i Mulde.
Thi om end skønt at hand med Graad
Huor saare den udøsis/
Kand ey/ (som blifver dog attraa'd)
Fra mørcken Graff udløsis.
Saa vil/ saa bør det gandske Land
Den Ædeling til Ære/
Dog medens hun formaar oc kand/
Med Graad at færdig være.
Ey bedre Lyst-mad Sorgen veed/
End Graad oc Øyens Væde/
Thi stundom kand oc dens Fortræd
Sig lade skøt hengræde.

Men arme Dannemarck/ ach ney/
For hart den Sorrig klemmer/
Ja Hiertet giemmelgaar/ tenck ey/
Du den saa let forglemmer.
Søg hid oc did/ oc huort du gaar/
Blant alle Stænders Orden/
Du sielden eller aldrig faar
Saa tryg en Ven paa Jorden.
Der saa med kloge Raad oc Fund
Dig hielpe kand oc tiene/
Der dig aff gandske Hiertens Grund
Saa troligen vil meene.
Ach i en mere fremmed Tjd
Hand aldrig sagntis kunde.
Hand var den Pille oc Tillijd/
Os sveeg ret ingenlunde.
Nest Gud oc Kongen hannem jo
Med rette maa tilskriffvis/
Den felgis Velstand/ Fred oc Ro/
Som Landet nu ved triffvis.
Hand hialp med fyndig Raad oc Ord
Aff yderste Formue/
At vreden Mars vor svage Hiord
Ey skulde slet forkue.
Hand var den trette Krigsmands Arm
Til Qvegsel/ Krafft oc størcke/
At ingen skiødte Fiendens Larm/
End oc i sorten Mørcke.
Hand icke selff sin høye stand
Undtog/ som hand vel maatte/
Men lige ved den meene mand
Lod til aff huis hand aatte.
Huo kunde da fortryde paa
Sit Fødeland at laane/
Naar hand saa stor en Høffding saa'
Sig icke selff at skaane.
Jndvortis stempling oc Oprør
Bleff der med smuck forhindret/
Oc huer som ofverlad var før/
Hans Tynge bleff forundret.
Lad komme Farlighed oc Trang/
Den Stad ey var at vinde.
Huor slig Anordning gick i suang/
Oc Eenighed var inde/
Vor Freidig Arfve-Konning hand
Stor Møysomhed affstyr'de/
Oc baar med hannem som en Mand
Den tunge Rigens Byrde.
Sin egen Helbred gladelig
Hand før i lobbit satte/
End at hans Naade skulde sig
159 For meget selff udmatte
Til egen Gaffn hand aldrig saa'/
(Som mangen nu diss verre)
Ham idelig i Tancke laa
Gud/ Riget oc hans Herre.
Den ædle Sandheds dyre Ræt/
Som Konger sielden smage/
Oc er til Hoffve Vildbrad slet/
Den torde hand fremdrage:
Dog med saa stor Belevenhed
Oc Klogskabs sødme blandet/
At hand stor Ynde fick der ved
Aff Kongen oc alt Landet.
Hand icke/ som en Mammons Træl
Sig lod aff skenck forblinde/
Men hialp en hver med ret oc skiel
Sin gode Sag at vinde.
Aff hannem jo saa vel bleff hørt
Den arme som den rige/
Omskiønt hand var vel hart beført/
Hand maatte sit dog sige.
Hand selff for Encken stod til suar/
Som mangen ellers hader/
Hand oc de Fader-løse var
Som deris egen Fader.
Det megle Gods/ ham Lycken gaff/
Hand ey sit sind tilhængde/
Men gaff med runder Haand der aff
En huer som der til trængde.
Den rige Gud ham nock igien
Paa Jorden her forlænte/
Oc nu der aff i Himmelen
Betaler ævig Rente.
Oc som hand selfver var i sær
J Konst oc Lærdom dreffven/
Saa stod hos hannem oc en huer
Som lærder var høyt skreffven.
Lad andre/ hues faakundighed
Tit skader Land oc Rige/
Mod lærde Folck betee Fortræd;
Oc dennem høyt undsige.
Hand som en Fader elskte dem/
Lod dennem ey fortrycke/
Ja [giord' det] saa de komme frem
Til Ære-stand oc Lycke.
Lad andre føre Vaaben bold/
Oc Arffve-titels Ære/
Sampt aaben Hielm oc blancken skiold/
Som Tjdsens Rust kand tære.
Men hand for ædlist holdte den/
Som ey med Sverd allennist/
Men oc med søden Mund oc Pen
Var Folck oc Land til tiennist.
Thi dreff hand all sin Lifs Tjd frem
Blant vise Mænd oc lærde.
Ja effter Døden oc blant dem
Sin Huilestæd begiærde.
Det var hans største Hiertens Ro/
Det saa med os at mage/
At Guds Fryct/ Ære/ Dyd oc Tro
Sig kunde ret opdage.
Hand i sin siæl oc glædde sig
Ved huer mands Gafn oc Lycke:
Hand var (at sige kortelig)
Vort Land en herlig Smycke.

O store Gerstorff/ ædle Blod/
O klare Vjssdoms Øye/
O Fromheds søde Marff oc Rod/
Huo kand dig nock ophøye?
Huo kand din Værdighed oc Act
Nock Ære-titler giffve?
Huo kand din hæld oc Dyders Pract
Med suagen stiil beskrifve?
Vor modig Graad det kiendis paa/
Huor nødig vi dig miste:
160 Men ach det faar at være saa/
Vi maa den sorrig friste.
Huad hielper os vor Klage-skrig?
Huad gafner vi gaa sorte?
Ach intet intet endelig/
Dig Grafven har alt borte.
Dog ney: Din reene Siæl oc Aand/
Den ædle Himmels Spire/
Nu leffver tryg i HErrens Haand/
Oc ey tør Døden fire.
Til med kand ey den sorte muld
Dit priss'lig Nafn indklemme:
Ney ney/ du varst for dydefuld/
Vi dig ret aldrig glemme.
Gud lønne dig evindelig
Med Salighed oc Ære/
For huer den Dag vi kiende dig/
Oc maatte sammel være:
For alt det gode/ du os her
Saa venligen beteede/
Gud lade dig det finde der
J Fryd oc ævig Glæde.
Os længis fast/ O ædle Siæl/
Vor Tjd maa snart udrinde:
Far vel/ far vel/ far evig vel/
J Himm'len vi dig finde.

Anders Bording.

67. Til Den Ædle och Velbyrdig Herre/ Mogens Friis til Boller och Faverskow/ Kongl. Maytz. høybetroit Rentemester/ Assessor udi Cammer Collegio, och Befalnings Mand offver Lister oc Mandal udi Norge: der hand sin unge oc salige Søns Fredrich Friises ljg til Jorden sørgeligen bestedde. Trykt i Kiøbenhafn hos Jørgen Lamprecht.

JT bedre Paafund ingen veed/
Naturen hâr paafundit/
End/ at hun os med Dødlighed
Hâr om oc om bebundit.
End dog det/ efter voris Dom/
Jmod Naturen ganger/
At den/ som sidst til ljuset kom/
Hand først sin afskeed fanger.
Os sjunis graffsens m[ø]rcke dør
Sig alt for snart oplader/
Naar Daatter før end Moder dø'r/
Oc Sønnen før hans Fader.
Den grafskrift os ey tæckis vil/
Som os vor Søn ey skrifver:
Den Jorde-serk ey passe til/
Vor Daatter os ey gifver.
161 Vi meene/ Døden gjør ey ret/
Naar hand vil den hentage/
Som sig ey finder keed oc træt
Af mange graa haars Dage.
Men ney/ min ædle FRJJS/ o ney/
Vi meget os forregne:
Med os saa lige Døden ey
Vil altid undertegne.
J dag fra bold oc dukker hand
Den unge kand henrykke:
J morgen den udlefvit Mand
Fra briller/ kjæp och krykke.
Paa gule lokker eller graa
Vil hand ey forskjel kjende.
Hvad alder hand til sicter/ maa
Paa timen ofver ende.
Med hjertens qvide det vel hart
Af eder nu beklagis/
At sligt it deyligt Barn saa snart
Af eders arm hentagis.
Men hafver tol/ och seer ey til
Hans korte lefnetz dage;
Men meere til/ hvad Himlen vil/
Och ey kand gaa tilbage.
Gud lod hans reene Sjæl med hast
Til Himlen sig optrænge/
At syndsens farlig brug och last
Ey skulde den befænge.
Alt det/ os andre tvinger tit/
J dette kroppens fængsel/
Det hand undgangen er och qvit:
Forglemt er nød och trængsel.
J lifsens skønne Land hand sig
Nu glæder blant de fromme.
Os længis alle hjertelig
Til hannem did at komme.

A. Bording.

68. Til den høy-ædle och vel-baaren Herre Ejler Holk til Elkjær/ Kongl: Maytz til Danmark och Norge/ etc. Høy-betroit General Major, Øfverst ofver Dronningl: Maytz lif-regiment til foods/ Assessor udi Krigs Collegio, Befalnings Herre ofver Kroneborgs Fæstning och Læn/ Der hans unge Daatter Jomfru FRIDERICA SOPHIA HOLK til Jorden sørgeligen blef bestedit. Trykt i Kiøbenhafn af Jørgen Lamprecht.

162

Skal nu den same pen/ som eders nafn indførde
J ærens præctig bog/ och sig saa lystig rørde
Der Lykkens blide Soel for eders huus opstod
Och Himlens rige gunst sig der tilsjune lod;
Skal nu den same sig til sørge-skrift beqvemme/
Och mod sin vaanlig art/ al glædes tanker glemme?
Ja min høy-ædle Holk: at sørge vel anstaar/
Naar slig en dyrbar ven i sørge-kleder gaar.
Men hvad for farfver skal den kunstner sammelrøre/
Som vil paa taflen ret med pensel eftergjøre
Det yncksom øyesjun/ som Agamemnon teer/
Naar hand paa slacter-benk sin unge Daatter seer.
Ney kunsten self saa got som der udi forsager/
Och derfor med it skjul hans ansict ofverdrager:
At hvo som der paa seer/ betracte skal ved sig/
At Fader-sorrig fast er ubeskrifvelig.
Mand vel en Fader seer/ udvortis sig at græmme/
Mand vel hans modig suk och Jammer kand fornemme:
Naar hand paa sine Børn tiltvungen er at see/
Hvor de beklemmes om med Dødsens haarde væ.
Men ingen / uden den/ som och er self en Fader/
Kand ret udgrunde/ hvad indvortes hannem skader.
J sørge-dract och sløer hans sorrig ey bestaar/
Men gjemmel marf och been ret ind til Sjælen gaar.
Nu vel/ min Herre/ det er eder tungt at friste
Saa stoor en hjerte-sorg/ och sligt it barn at miste.
Jeg veed/ J vilde self en deel af eders tid
Til hendes alder lagt/ och før self Døden lj'd.
J vel med billighed hâr aarsag til at klage.
Paa den umilde Død/ for hand saa snart och fage
Det ædle rosen-blad/ i fawrist alders vaar/
Af eders prjsslig æt saa vredelig afskaar.
Ja skam och meen saa sant den slemme tyf fortære/
Som vilde saa tyransk och ubarmhjertig være/
Och eders reene seng i fred ey blifve lod/
Før den blef daatter-løs, o hjertens vedermood!
Men ach hvad hjelper suk? hvad hjelper graad och klage?
Det ædle Barn igjen ey sørgis kand tilbage.
163 Mand den paa Jorden her ret aldrig vente tør/
Som engang træder ind ad grafsens mørke dør.
Sig derfor eders Sind ey maa for meget krænke
For hendes hedenfart. J meere bør at tænke:
Hvad Himlens almagt vil/ at os skal timis her/
Det for sig gange maa/ hvor suurt det os end er.
Betænker derhos och den høye nød och trængsel/
Som hendes reene Sjæl i dette kroppens fængsel
Var stedse bunden til. Hvor hjerte-glædelig
Den til sin verne-ro lod ofverflytte sig.
Af syndsens farlig brug kand den ey nu befængis/
Af sjugdom pinlig væ ret aldrig meere trængis.
For Lykkens falske glar tør den och ikke ved
At frycte sig/ men er i fast-bestandig fred.
Sin rette Brudgom den omfafner nu med glæde:
Er prydit om och om med ærens æ vig kjæde.
Den skønne Paradjs och søde Lifsens Land
Den nu til bolig har/ och intet fattis kand.

O Engle-lige Sjæl/ o ædle Lifsens pode/
Som finder dig indknyt i de udvaldes rode/
Vel dig i ævighed: Saa vel est du forvart.
Os længis inderlig til dig at komme snart.

A. Bording.

69. Den ærlige/ høy-actbare/ velfornemme och nu salige Mand MADS MORTENSØN/ Fordom Kongl. Maytz Toldere udi Helsingør Til ævig æres minde. Trykt i Kiøbenhafn af Jørgen Lamprecht/ Aar 1667. den 12.Junij.

VEl sterke been' hâr den/ der medgang vel kand bære.
Vel stoor det och er Kunst/ i modgang glad at være/
Men det er Kunsters Kunst/ fra denne Verdens Øe/
Til grund at hafve lært/ den rette Kunst at Døe.
164 Paa Verden mangen sig forelsker och forgriller/
Naar hendes blinger-kram udi hans øyne spiller.
Den kjælne vellyst bygt paa Lykkens falske bro/
Er al hans ævighed och største hjertens ro.
Hand ey til andet seer/ end det som er for øye/
Veed ey hvor høyt hand sig vil der af self ophøye:
Ja var och vel tilfreds/ at Sorrig ey var til/
Som dog omsider al hans glædskab ende vil.
Men tvert imod igjen/ naar Lykkens blide Sommer
Til ende gangen er/ och modgangs Vinter kommer/
Eja hvor hjerteløs/ miss trøstig och forsagt
Mand tager da mod det/ som Himlen hâr paalagt.
Den aller mindste stød kand da til utaal føre.
Da faaer mand tit aff os utidig ynsk at høre.
Da vaare vi tilfreds/ at sig den mørke graf
Strax aabnede for os/ och endte voris straf.
Men ney/ min Broder/ ney: Prænt ikke verdens glæde
Saa dybt udi dit Sind/ at du skalt der ved græde/
Naar det Naturen vil for dig bestemme saa/
At du skalt endelig med bleegen Død hengaae.
Lad Kaarsens byrde dig och ikke saa besvære/
At du din hedenfart af utaal skalt begjære.
Sæt al din ljd och haab til HErrens ende fast/
Och tænk/ i hvor det gaar/ at Taals vogn aldrig brast.

Saaledis hafver sig och denne voris Broder/
J Kjødsens kaade lyst/ och Verdsens galne noder
Ey ladit nogen tjd indvikle daarligen/
Hand der fra jo med lyst var reysefærdig hen.
Saaledis har och hand med et taalmodigt hjerte
Udturit all sin nød och lange sjugdoms smerte.
Saa sød var ingen lyst/ saa suur var ingen nød/
Hand sig jo der fra sleed och vel igjemmel brøed
Hand i sin medgangs tjd sin høye Dyd loed kjende:
Hand i sin modgangs tjd hensaae til HErrens ende/
Fik den och lykkelig. Nu hviler hand i ro/
Och Himlen hâr begynt i vellyst at beboe.

A. Bording.
165

70. Den Høyædle/ Velbaarne och nu Salige Frue Fr: Christendse Lykke Til Svanholm/ Paa hendes Hæderlige Jordefærds Dag/ til Christelig Eftersagn och minde.

ALt det som hafver Ljf och Aand/
Och Himlens Ljus beskuer/
Det sig for trældoms tvang och baand
Befrycter hart och gruer.
Naturen os det arter ind/
Och der til saa som drager/
At vi til intet hafve Sind/
Som ey af Frihed smager.
Tag bort den søde Friheds Urt
Fra Sindsens Mad och Spise/
Altingest bittert er och suurt/
Och tjen os ey til lise.
Sæt Fuglen ind i gylden Buur:
Gif hannem kræsen tæring:
Hand heller/ efter sin Natur/
Omflyfver efter næring.
Hand Busken heller prise skal/
Och sig af Bæken svale/
End Drikke Vjn udaf Chrystal
J største Kongers Sale.
Ja/ søde Friheds Ædle Stand/
Hvo dig ey ret maae Nyde/
Sit Sind ey den fornøye kand/
Och sig af Hiertet fryde.

MEn see/ hvor saare vi til Verk
For vores Frihed gange/
Vi til vort Hjertes Øye-merk
Paa Jorden dog ey lange
Her altid noget finder sig/
Som os ey vel behager/
Och os/ saa got som voldelig/
Vor Frihed fra betager.
Saa Lykke-rjg er ingen til:
Saa tryg kand ingen være/
Der noget jo/ som hand ey vil/
Kand hannem dog besvære.
Nu kand en ringe Torn oc Orm
Forhindre Rosens Lykke:
Nu kand en Sluud och Norden-Storm
Den need til Jorden trykke.
Hvor høy Jeg er af værd och Stand/
Hvor Ædel-fød af Stamme/
Betryk och vedermod dog kand
Mig ind til Sjælen ramme.
Och/ at jeg det kand sige brat/
Af jdel tvang och trængsel
Er al vor Lefnet sammelsat/
Och ret er Sjælens Fængsel.
Hvo vilde da til Jorden saa
Med Sind och tanker bindes/
At hand/ til saadant at undgaae/
Jo færdig vilde findes?
Hvem kand ey Tiden falde lang?
Hvo vil ey villig flytte?
Naar hand/ for saadan Jordens tvang/
Sig Himlen til kand bytte.
Ja! gierne! ja! til Himmelen
166 Vor fangne Sjæl maae længes/
Och takke den trofaste Ven/
Os frelser/ naar vi trænges.

VEl derfor/ Ædle LYKKE/ dig/
Som Verdens tvang och snare
Undgikst saa vel och Lykkelig/
Och nu est uden fare.
Lad være/ vj/ som vores art
Och Svaghed os tildrifver/
Beklage maae din hedenfart/
Och Sorrig os omgifver.
Lad være/ du din anden dig
Til ære varst och glæde:
Hvorfor hand och saa modelig
Din skilsmys maae begræde.
End dog hand før vel tit loed tee
Sit Helte-mod och Hjerte/
Naar striden haardest var. Men see/
Hvad giør ey Længsels Smerte?
Ja lad oc være/ du din Tjd
Blant os forlænget kunde/
Saa var dog al din dict och jd/
Til Himlen op at stunde.
Du varst for Dydefuld och From:
Dig Jorden var for ringe.
Din værne-sted och eyedom
Du vilde dig til svinge:
Hvor nu din Sjæl for Ænglet er/
Och al den frihed nyder/
Som times Lifsens Ædlinger/
Och du for Gud dig fryder.

A. Bording.

71. [Den Høj ærværdige GUds Mand D. Hans Svane, Til en vel-forskylt Ære-Minde. Begravet den 11 Augusti 1668.]

Om skønt ey nogen kand paa Jorden her opstige
Til den Fuldkommenhed/ at hand sig frj kand sige
For dig/ O Libitjn/ hand jo sin skyldighed
Aflegge maa til dig/ och gaae til grafven need:
Vort svage Kjød och Blood sig der paa dog forgriller/
At du saa vredelig dit dræbe-verk bestiller/
Och dennem snarist hen af Verden rykker bort/
Hves lefnet kunde meest i Verden nytte giort.
J den sted du din Ret ey nær saa snart udfører/
Med dennem/ hves Udyd och Arrighed mand hører/
Och seer med hjertens harm/ at voxe dagligen.
Ney/ Rosen brydes af! Men Tornen staaer igien!
Vor anden Samuel och Ærche-Biskop Svane
167 Du for utidelig henreefst fra Kirkens Fane/
Som hand med største prjs har baaret oc opract
Mod vrange Secters sverm/ oc hindret deris act.
Du veedst hvad Fyrighed och Fljd hand loed fornemme/
Til Kongens Arfve-Ret och Herlighed at fremme:
Samt och at hand ey som en falsk Abiathar
Sit Ja gaf til Uraad/ men stedse trofast var.
Du saaest/ at hand ey til den Ærche-titels Ære/
Som Kongen hannem/ frem for andre/ gaf at bære/
Var kommen/ uden ved de rene Dyders Jd/
Som hannem hafde fuldt fra Barndoms første Tjd.
Dig var bekjendt/ hvor høyt hand stoed hos dem opskrefven
Som elske Retvjsshed: Hvor dannis och belefven:
Hvor høyfornuftig/ lærd/ oprictig/ ære-kjær
Och yndefuld hand var blant os paa Jorden her.
Sin store Daniel/ hvis skrifter hand forklarde/
Til for-skrift hand sig toeg/ och til hans Lefnet svarde
Med Bønner/ Ædruhed och et bestandigt Mood/
Hvor ved hand klippe-fast imod al Afvind stoed.
Ja kortelig/ alt det/ som hand fornam/ at være
Sin Gud/ sin Konning och sit Fødeland til ære/
Det var/ och bleef/ indtil det sidste Dødsens værk/
Hans ædle tankers och bedrifters øye-merk.

Men see/ jeg mig forseer/ med Døden her at laste.
Naturen ofven fra befalning fik/ at haste
Med hannem til det maal/ som er alt Kjød bestemt/
Och løse kroppens aag/ som hand var under klemt.
Hans høyt-opljuste Sjæl var alt for Himmel-værdig/
Til her blant os at bo: Thi gjorde den strax færdig/
Och ikke bad om frist/ men gladelig opfoer
Til Himlens høye Sal och Englers Jubel-Choor.
Der hafver den sit Hjem och Verne-bolig fundet:
Der lefver den i Fred/ och hafver sig tilvundet
En ævig Adel-Ret/ och Ljfsens ære-krands/
Och er trind om bekled med Stjerne-pract och glands.
Saa fik da grafven her af hannem intet andet/
End det/ som kunde dog ved magt ey længe standet:
168 Thi som det var af Jord/ det nu til Jorden gaaer/
Och der til Dommedag sig ud at hvile faaer.
Den anden rest/ som er hans høye Dyders Rycte/
Tør och ey midlertjd for undergang sig frycte.
Naar gylden tafle-skrift och marmor-graf forgaaer/
Vor store Svanes Lof end da ved lige staaer.

A. Bording.

72. [Den Høy-Actbare/ velvise/ Fornemme och nu Salige Mand Casper Christopher- Søn Schøller/ Fordum Handelsmand Borger och Indvaaner udi Trundhiem/ Til en Priselig eftermæle/ opsat af Anders Bording.]

Om mig et huus en tid lang hen
er laant udi at være
Da kand Jeg ikke billigen
Der ofver mig besvære
Naar den som huset kommer til
Ey tid och dag vil gifve
Men mig udviser och ey vil
Jeg længre der maa blifve.
Och hand i steden der for mig
En bedre plads vil byde
Som Jeg i fred ævindelig
Til eyedom maae nyde
Ja gjerne Ja Jeg færdig gjør
Paa timen strax at vige
Och hannem for hans fromhed bør
End der til tak at sige
Hvad andet er vor svage krop
End som en leye bolig
Hvor i vor Sjæl den holdes op
Och stedse boer u-rolig.
Nu bruser modgangs haarde storm
Och den forsagt vil gjøre
Nu bruger sig vellysters orm
Och vilde den forføre
Nu stræber Sathan och imod
Saa vel med magt som lempe
Nu vil vort eget kjød och blood
J mod os selfver kæmpe
Ja (kortelig) den ædle Sjæl
Er saa som her i fængsell
Och maae forsøge mangen pæl
Af vedermoed och trængsel
Naar derfor Gud som har lagt den
Til huus i Kroppens hytte
Behager der fra den igjen
Til himlen at forflytte
169 Hvor den i velstand och i fred
ævindelig skal nyde
Sin rete hjem och bygge sted
Och sig blant Ængler fryde
Hvo skulde da saa daarligen
paa Jorden sig forgrille
hand sig med hast och snarligen
Jo skulde derfra skille
Hvo vilde verdens Syssel sig
Saa fast och hart antage
Hand Jo medfulde gladelig
Och aldrig saae tilbage,