Bording, Anders Naar mangen hafuer tancke slig

I. Scutum Gynaicosophias eller Lærde QVINDERS Forsuar, defensive at bruge imod den Misgunstige oc V-forstandige Momum Erlig oc Velbyrdig Jomfrue Jomfr: MARGRETE JVELL JENS DATER. Tienstvilligen offererit af A: B: C: D: 1647

Facile Est jnventis Addere
ut stemmatis decore Generosissimo, ita paternæ virtutis æmulatione
Nobilissimo Viro Dno Georgio Rossencrantzio
Fautori Suo Religiose Suspiciendo
hane otij Sui partem commendatam cupit
Author
Jomfru Marg[r]ette Juel Jens Dater
[x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]
Min vis er, at vere Ret Adelig From
Forklaring.

Naar mangen hafuer tancke slig
Huor til mon den skuld' due,
Som kand ey Sielff berømme sig,
Oc være stiff oc true
Da er det min maneer oc vis
J liff oc ord At vere
Ret From, oc Adelig med pris,
deraf saa faar Jeg Ære.
Lad derfor huer ved sin Maneer
Jmedens hand vil forblifue
Af Fromhed, ret og Dyder fleer
vil Jeg mig Ædel skrifue
Naar nogen vil med Actsomhed
Poëters Dyb randsage
Da sees det ey at være skeed
Foruden god Aarsage
At Lærdoms forsuar oc patron
dend Ædle Pallas tegnis
nu som en vacker Mands person
nu for en Jomfru regnis
Thj derved gifues at forstaa
At som en Mand kand lære,
2 Saa kand oc Quinde-kiønet naa,
for Boglig Konster Ære
hui skuld det Ædle Quinde-kiøn
saa vel ey kunde vere
Til Lærdom færdig, snar oc skiøn
som Manden oc Studere
Gud oc Naturen jo saa vel
Har det med hende laffuet
At hun med en fornufftig Siel
oc sandsser er begaffuet
Huor ved hun ved oc vel forstaar
om høye ting at dømme
Ja tit oc offte offuergaar
En Mand i sands oc nemme
Er vejen da til Helicon
For Manden giort allenne
At hand skal enne krands oc Cron'
med lærdom sin fortienne?
Nej de Gudinder tre gang tre,
vel glade schulle verre,
Om det en gang saa kunde schee
at de kun[d]' worde flere
Oc Aons Land med Helicon
der til Parnassus tinder
Kun[d'] fyldis op med Sang oc ton'
af lærde Møer oc Quinder
Oc derfor Lader de det vand
af Aganipp['] vdflyde
Saa vel til Quinde som til Mand
at huo det v[i]l kand nyde
Men det at ingen eller faa
oc helst i disse dage,
Blandt Quinde-kiønnet faar Attraa
til saadan drich at Smage
Det wolder det gemeene pach
Som altid ilde dømmer
oc [hâr] om lærdom saadan snach
at den ey Quinder Sømmer
Ja siger til at det er Noch
Naar Quinder ichun lær[e]
at bruge Naall oc Knipelstoch
og sig med Roch at Nære,
Den Quinde som Er lærd i bog
Er let paa traad oc bliffuer
Sin Mand gemeenlig alt for klog
oc Spot med hannem drifuer
Ja naar hun læsser allermest
oc Streber effter Ære
Ey Doctor, Mester, eller præst
Hun dog i Aar schal verre
O onde tid, o verre seed,
O allerverste daarer
Som prisser Saa vankundighed
Oc den for kunst vdkaarer
Det vnd[r]er mig at Jorden kand
dig Cato Lenger holde
At du Jo schrifuer strax paa stand
Til saadan pach en Skrolde
Som for den Honning-fulde bj
den tomme flue stocker
Oc tit for Rafnens tifuerj
den Simple due plocker.

Men Sagt Jes Plets oc far i mag
Jeg vil dig andet lære
Du dømmer alt for læt oc fag
Om Quinder som Studere
Er icke visdom oc Forstand
En dyr oc Ædel gafue
Det boschab ingen vden hand
Er gallen, Jo vil hafue
Er icke visdom saadan ting,
Huor for vj mange sinde
Maa vandre verden trint omkring
før hun sig lader finde
Er icke vissdom saadan Rod,
3 Som afler andre Dyder
Oc webner voris Sind oc Mod
imod de slemme lyder
huor høris det i noget land
at Visdom gode Sæder
Forderfuer eller nogen Mand
til Lyst oc U-tucht leder,
og huor da læris bedre tucht
oc Dyderig bedriffter
Som Mand oc Quinde pryder smucht
End i de lærdis schriffter
Huor læssis det at trotzighed
er nogen Vis tilegnet
Huor finder du Løssagtighed
Er Jo for lyde Regnet
Du læsser aldrig nogen bog
Saa vel af Ny som gamble
Du kandst jo deraf lære dog
oc schiønne dyder samble
Vel er hand Naso plomp oc led,
Kand dog med nytte bruges
Naar Klinten kun med god beskeed
fra hueden vel vdluges
Det er kun dreck oc vden fynd
Det Ennius om queder
Men Maro dog af samme Dynd
det fine Guld vdleder
Den konstig bj af blomstret god
Jo Søden honning Slicker
Men Edderkoppen tuert imod
Forgifften deraf dricker
Nu vel er vissdom oc forstand
Saa høyt i act oc Ære
Oc ingen hende bedre kand,
End vdaf bogen lære
Hui schal da bogen luckis saa
at Quinden ey maa læsse
bescheedenhed oc Dyd at faa
oc sin fornufft at huæsse
hui vil mand oc saa kort et maal
forschri[v'] en Erlig Quinde?
At hun sig schal til traa oc naal
oc Rocken lade binde?
En flittig Quinde bør vel ros
hun er sin mand en baade
Men er hun Dyderig derhos
Det kand slet intet schade
Penelope vel hafde lært
med Vefuen sig at nære,
Men haf[d'] hun ey Bescheeden Vært
hun hafde mist sin Ære
Gemeenlig Jo det saa tilgaar
at ingen gierne beyler
Til den sig icke vel forstaar
oc paa fornufften feyler
Naar daarschab med vankundighed
Vil sig til seng begifue
tench ved dig selv huad Kierlighed
oc Afkom der vil blifue
Elændighed, vanære, nød,
tvist, vrede, Kiff oc klammer
Fortræd, oc had, pust, hug, oc stød
med Armod sult oc jammer
Huor mangen Nødis her oc der
af hiertens harm at raabe
Huor schal ieg hen, huad Raad er ner?
ieg hafuer faaet en toobe
Gud bedre mig ieg skulde faa,
Det onde Rood i sinde
At ieg for Gods oc pending saa
mig nogen-sind' lod binde
hun er vel smuch til brasch oc Pral
Vil ingen U-mag Spare
hun kand oc reede Grød oc kaal
Er dog en Simpel daare
4 Om nogen Kommer i wort huus
oc ieg er ey til stede
Hun tier stille som en Mus
hand bydis ej til sæde
Hun ved om ingen ting beskeed
at gifue ret, oc høre
Oc der med gaar hand vd fuld vred
Saa viss som hand var føre
Huad schal ieg giøre, schal ieg slaae?
det giør ieg icke gierne
Jeg faar dog at lad' Kieppen gaa
hun tor[d'] End samble hierne
Er icke Sligt et Kedsom Spill
Jo vist, det mangen trenger,
det lucker mangens øyne til
Som vel kun[d'] lefuet lenger
Men der imod faar mangen pris
Som faar en Snidig quinde
Der hafuer lærdt at vere viss
Oc hår sin Julle-minde
Mand seer at alting har sin tid
at blande, brygg' og bagge
Til sligt hun hafuer lært med flid
sin Tid J acht at tage
Hun ved af bogen tid oc punct
Naar Nattens Dronning Quelder,
Naar gamelt Slagtis schal oc vngt
Naar gaassen fieder feider
Det er en hiertens lyst at hør'
huor Just oc fix hun Regner
Naar Solhuerf gaar, som schade giør
Paa biegen, om det Regner
hun skiøtter ingen Kierling snach
Men sielf i bøger leder,
Hun troer oc ingen Almanac
Som liuger meer En[d] Sæder,
Hun ved paa fingre huer Sententz
Som Macer oss beskrifuer,
Mod Rossen Kolde Pestilentz
hun offte Raad vdgifuer
Hun reder drick mod sting oc vred,
oc Anden saadan plage,
Som mangen af Bluferdighed
for lægen ej tør Klage
Hun all sin Gierning saa forstaar
at hende huer berømmer,
Sin Mand hun vnder øyne gaar
som det sig bør oc sømmer
Naar hand er vnder tiden vred
som sig vel titt kand hende
Da bruger hun beskeedenhed
til vreden faar en Ende
hun med fornufft oc god forstand
hans hierte ved at vinde
Huad vil ieg sige? Vel den Mand
som faar saa lærd en Quinde
Lad vere, hun [ej] Saadan lof
oc titel kand begiere
Som mangen faar, er dog vel grof,
hun faar dog Ross oc ære
Huad loff fortiente Theia vel
For Vers at schri[v'] oc dichte
Homere Dig (oc det med schiell)
hun ingen fortrin vigte
Til Carons baad hun maatte gaa
var dog kun vinter tiffue
Og Neplig dem, huad meent du da?
haf[d'] hun ble[v'n] lenger i lifue.

Sulpitia ieg maatte mig
forwente vist en glosse
Om ieg vil[d'] her forglemme dig
for kunst oc Dyd at Rosse;
Enddog din schrifft om Kierlighed
oc Saadan tuctig brynde,
Som ey forkrencher Erlighed
5 Din lof kand best forkynde
Den onde lyst du jager hen
Som Sands oc Sind forblinder,
Dig bur[d'] at læsse huer oc En
oc helst hin vnge Quinder
Dig Martialis i sin bog
ret fin oc hellig kalder
Er hand en[d] plump, hand der i dog
fra Sandhed icke falder.

Cleobuline Lærd oc fin
dig faar ieg oc at prisse
Cleobulus var fader din
En af de Greckers Visse,
Sit Nafn oc Visdom hand dig gaff
Du vi[d]st' det at formeere
Din Jomfrudom dig fuld' i graf,
Men ej din lof oc ære.

Corinna, schal ieg tie dig?
Det vil sig ey bequemme
Jeg kan ey noch for vndre mig
Paa din forstand oc nemme
Med Pindaro du [kunde] gaa
i [Verse] Kamp oc vinde
Den pris du wanst af kampen da
den staar endnu til minde.

Pytagoras din Fader god,
O Dama, dammers kronne
For strecke been mot holde fod,
Som ingen vil forskoone
Men det var dig kun leeg oc schempt
hans schriffter at forsuare,
huad hand i sin tid hafde glemt,
det Kunde du forklare
Ret lige som den Klare Soel
Er Andre stierne[r]s Herre,
Saa varst du paa din Faders stoel
en deylig Soel oc Ære
Om nogen Jomfru nu om stund
Saa døchtig Kunde vere
Oc offentlig med Søden Mund
J skolen vilde lære
Paa huad M[a]nner vort sind oc mod
Skal settis ret i lafue
oc huad for Nafn det høyest god'
For alting bør at hafue
Huad Aarsag er til Regn oc snee,
til vinter oc til sommer,
Oc huor fra Vejer oc torden schee
oc Flod oc Ebbe Kommer,
Huor af sig Jordens Klode vil
Beuege tit oc Ryst[e]
huad Soel oc Maane tuinge til
Dens schin oc liuss at miste
Huad trenge, tillob oc [for ferd]
mon der vel schulde vorde
med ung oc gammel, leeg oc lærd
Skuld' vrimble benck og borde
Ja den tilforn J Kroerhuuss
var vandt at set[t'] oc søbe
Skuld Kaste bretspil Kort oc Krus
oc hen til skolen løbe
Slet ingen skulde vorde Keed,
af læssning slig at høre,
Det schulde synche dyber ned
J hierne, Sind oc ørre
End om der stod med prall oc [Priis]
En Spruder oc En Sprader
Som Kalder sig allene Viss
oc Konstens oldefader
Der taler ord som torden-Slag
oc vil for ingen Vige,
Som hand allen' forstod den sag
oc ingen Var hans lige
6 Men dette siger ieg forsand
Slet ingen at beskiemme
Her meenis ingen Erlig Mand
Som Konst oc Dyd vil fremme.

Men seer, ieg Roer for Vit fra land
oc søger gamble Dage
V[o]r [e]gen tid oc Alder kand
Exempel noch fremdrage,
Elisabeth o Dronning Stoer
O Sk[o]t lands Ross oc Ære,
Oc Engelenderss Edle flôr,
huor mon din lige Verre,
Din store lærdom oc forstand,
oc sindsens gafuer høye
Fortiene, at du nefnis kand
Ret lærdoms liuss oc øye
Saa lenge Solen schinne maa
Oc Atlas ørck' at bere
Sin byrde, da schal ey forgaa,
dit Nafn, men Æuigt vere
O huor lychsalig Er det land,
Som har en lærder konning,
Men mee[r'] enda som hafue kand
Tillig' saa lærd en dronning
J medens den Hollandsch Musa gaar
i suang schal altid blifue
Den lof hun Anna Roemers faar
for verss oc dicht at schrifue
De lærde Mænd i Nederland
Saa Gott som Kiempes alle
huo saadant best berømme kand
oc Mest med hinde pral[e].

Oc du mit Kiere [Færne] land,
dig maa ieg ej forgiette,
for Quinde-lærdom oc forstand,
Bør dig oc pris med rette.
Den Edle Tott som er saa lærd
Og hun Af Belovs stamme
Som er saa høyt i pris og Værd,
af Slig' kand danschen bramme
Jeg vidste vel til deris lof
fuld megtig at fortelge,
Men ingen hafuer krandtz behof
Til win, sig self kand selge
Jeg haar af Fyen en Pige kiendt,
Men Nafnet ved ieg icke
Som kun[d'] det gredske Testament
Forklare ret til priche
og [gie] det paa Latin saa Klar,
som nogen schul[d'] begiere,
Om hun var den tid fiorten Aar,
da var det icke merre
Huad var det schäm oc schade dog,
oc Aldrig verdt at høre
At nogen grof Fantast og drog
Ved saadan en schul[d'] røre?

Exempler slige fandt ieg fle[r']
om ieg der til var tuungen,
Men nu faar ieg at tie Quer
Min Mindste Quint er sprungen
Op derfor Ædle Quinde Kiøn,
Som acter pris at Vinde
Til Helicon det er min bøn
Du Kanst [ey] altid spinde
Naar tiden sig begifuer saa
Da tag en bog i hende
Dend tid som ellers schul[d'] forgaa
Kand ingen bed[r] Anvende
Lad Momus storme [mens] hand vil.
Du Vedst hand alle tider
Fortaler huer oc liuger til
oc Bl[a]ckis hest vdrider
Søg du Kun hen til Visdoms hafn,
Der Kandst du sicher Vere
oc vinde let [baad'] lyst oc gafn
oc ofuer alt stor Ære.